Militærdiktatur, (1. led af fr. militaire, af lat. militaris, af miles 'soldat'), styre- eller regeringsform, hvor al statsmagt er koncentreret hos det militære apparat, i praksis hos fx en general eller en ledende gruppe af officerer, en junta. Oprettelsen af et militærdiktatur vil oftest være resultatet af et militært kup, hvormed en gruppe officerer eller militæret med magt afsætter en konstitutionel statsleder eller en demokratisk valgt regering, hvorefter gruppen selv dels overtager den udøvende magt og kontrollen med især medier og offentlig ytring, dels ofte sætter forfatningen og altid de demokratiske rettigheder ud af kraft. Et militærdiktatur er således uden legitimitet og legalitet. Hvor et militærdiktatur har søgt at blive bekræftet i almindelige, frie valg, er det som oftest ikke lykkedes. Alligevel vil en militærjunta efter et kup ofte forsøge at opnå en vis legitimitet og legalitet ved at regere i en konstitutionel form med fx præsident, regering og andre politiske organer. Men militærdiktaturer er som varianter af autoritære regimer meget forskellige mht. form, mål og grundlag. De kan være tilbageholdende eller undertrykkende og terroristiske i deres politik og måde at styre på. Deres mål kan være national-konservative, at genoprette "ro og orden", hvilket fx var argumentet for kuppet mod den demokratiske socialistiske præsident, Salvador Allende, i Chile i 1973, de kan have til formål at opdrage partier og borgere i juntaens version af "demokrati", fx set i Algeriet siden 1992 og flere gange i Tyrkiet, eller de kan være social-revolutionære og såkaldt socialistiske som fx hævdet af militærstyret i Etiopien og i Portugal i 1974.
Det sker
Ferie
Skolernes ferie begynder. Idéen om ferie vandt først for alvor indpas i slutningen af 1800-tallet, da industrialiseringen betød, at livet blev inddelt i arbejde og fritid.
HPV
De seneste 40 år er antallet af danskere med halskræft mere end syvdoblet. 70 procent af de nye tilfælde skyldes virusset HPV. HPV er en gruppe virus, der forårsager en række sygdomme – både alvorlige og harmløse.
Studenterhue
Studenterhuerne dukker nu op i gadebilledet. Studenterhuen stammer oprindeligt fra Tyskland, hvor studenter på universitetet bar en særlig kasket.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.