Tallinn

Tallinn ligger på Estlands nordlige kyst ved Den Finske Bugt. Byen blev anlagt i 1200-tallet mellem en havbugt og en indsø på næsten 10 km², Ülemiste järv (på tysk Oberer See), der siden 1300-tallet forsyner byen med drikkevand.

Under dens voldsomme vækst siden 1900-tallet har byen ikke kunnet vokse i koncentriske kredse på grund af havet, søen og – øst for søen – lufthavnen. Den moderne storby er derfor nærmest formet som et timeglas, der strækker sig fra vest til øst. Det betyder, at afstandene mellem funktionerne i byens enkelte dele typisk vil være længere i Tallinn end i andre byer med et lignende indbyggertal. Ulempen opvejes til en vis grad ved, at personer bosat i Tallinn rejser gratis med offentlig transport indenfor kommunens grænser.

I modsætning til de fleste gamle byer ved Østersøen ligger Tallinn ikke ved en sejlbar flod eller i det indre af en bugt eller fjord, der skærer ind i landet. Byens naturlige opland for udveksling af produkter fra forskellige naturlandskaber var ved Tallinn derfor mindre end fx ved Narva, Pärnu eller Riga.

Da Tallinn er hovedstad, er en række af landets centrale institutioner lokaliseret i byen: præsident, parlament, regering, nationalbank, nationalbibliotek, brancheorganisationer, den vigtigste lufthavn mm., men en del institutioner, der i centraliserede lande plejer at ligge i hovedstaden, findes derimod i Tartu: højesteretten (som tillige er forfatningsdomstol og øverste forvaltningsdomstol), nationalarkivet, det ældste og største forskningsbibliotek, det ældste og vigtigste universitet, nationalmuseet og endda undervisningsministeriet.

Tallinns gamle by (Vanalinn) består egentligt af to byer, Dombjerget og den nedre by. Først i 1878 blev begge lagt sammen i administrativt henseende. Den gamle bydel og dens umidelbare omgivelser er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. En stor del af Tallinns middelalderlige bymur er bevaret (bl.a. kanontårnet Kiek in de Kök), hvilket også gælder mange gamle huse inden for murene.

Dombjerget (Toompea) en kalkstensbakke i den vestlige del af indre by. Indtil 1878 var Dombjerget en selvstændig politisk enhed. Her har magtens institutioner traditionelt ligget: slottet, domkirken, ridderskabets hus m.m., nu parlament og regering.

I området syd for bykernen står mange bygninger med centrale funktioner, bl.a. teater- og koncerthuset Estonia (1913), Nationalbanken, Dramateatret (bygget i 1910 som tysk teater), Nationalbiblioteket og ministerier.

Siden Estlands genvundne selvstændighed i 1991 er Tallinn det dynamiske centrum i landets erhvervsmæssige udvikling.

Tallinns Tekniske Universitet går tilbage til et Teknikum oprettet i 1919. Oprettelsen blev nødvendig efter Estlands uafhængighed, da Østersøprovinsernes polytekniske læreanstalt siden grundlæggelsen i 1861 havde ligget i Riga, som nu var hovedstad i en egen uafhængig stat, Letland. Tallinns Tekniske Universitet havde 9100 studerende i 2024.

Tallinns Universitet (Tallinna Ülikool) blev grundlagt i 2005, men det har en forgænger i et lærerseminarium, som blev grundlagt i 1919.

Tallinns havn lå oprindeligt umiddelbart ved bymuren. På grund af landhævningen i området (der er en sen følge af, at istidens gletsjere er smeltet) har den måttet flyttes længere væk fra byen. Aktieselskabet Tallinns Havn (AS Tallinna Sadam) råder over flere havne.

Den Gamle Havn (Vanasadam) tættest på byen bruges i dag som færge-, krydstogt- og lystbådehavn. Tallinn har færgeforbindelser til Helsinki (Helsingfors) og Stockholm. Muuga havn ligger udenfor kommunegrænsen mod øst og er landets største industrihavn. Fiskerihavnen (Paljassaare sadam) mod nordvest blev solgt i 2022 og skal omvandles til en ny, grøn bydel. To yderligere havne længere borte – i Paldiski og på Saaremaa – hører også til aktieselskabet.

Tallinns befolkning har altid været sprogligt blandet. Fra grundlæggelsen, også i den danske tid, og indtil begyndelsen af 1900-tallet beboedes byen frem for alt af tyskere og estere. I 1600-tallet voksede svenskernes antal noget, fra 1710 russernes. Præcise tal haves siden 1820.

Talrækker over lange perioder er altid problematiske. Angående Tallinn må det bemærkes, at sammen med byens befolkning voksede også byens territorium. De ældre tal gælder derfor for et mindre område (og uden Dombjerget) end de nyere tal. En del af hovedstadsområdet ligger udenfor kommunegrænserne. Kriterierne for at blive regnet som tysker, ester eller russer har ikke været konstante. Det er ikke altid klart, om der er tale om modersmål, hussprog, sindelag eller statsborgerskab. I visse år blev jøderne – i Tallinn altid et lille antal – regnet til tyskerne, nok fordi man betragtede jiddisch som en tysk dialekt. Tallet for russere kan også inkludere folk, der talte andre slaviske sprog. I visse år udgør andre folkeslag end tyskere, estere og russere op til 10 procent af byens befolkning. Deres tal er ikke vist i tabellen, men kolonnen ”i alt” summerer hele befolkningen uanset nationalitet eller sprog.

Visse udviklinger bliver tydelige fra tabellen. Under industrialiseringen forbliver tyskernes antal konstant, men deres andel af byens befolkning skrumper. Efter 2. Verdenskrig er tyskerne forsvundet (de findes i en vis grad fortsat i befolkningsstatistikken, men så er der oftest tale om mennesker af tysk afstamning fra Rusland, fx volgatyskere). Andelen af russere voksede støt fra 1944 til 1991 som resultat af den sovjetiske befolkningspolitik og er siden gået tilbage igen.

De tyske, estiske og russiske befolkningsgrupper har ikke haft den samme sociale sammensætning eller geografiske udbredelse. Selv om esterne allerede i 1844 udgjorde den største del af befolkningen, forblev tyskerne for mange årtier frem den mest indflydelsesrige befolkningsgruppe i byen.

Efter slaget ved Lyndanise i 1219 byggede danskerne en borg på den kalkstensbakke, der nu kendes som Dombjerget. Den var formentlig bygget af træ. Kong Valdemar Sejr oprettede et bispedømme, der var underlagt ærkebiskoppen i Lund. Efter Valdemars tilfangetagelse på Lyø i 1223 udnyttede sværdridderne magtvakuumet i Estland. Fra 1224 besatte de de danske områder ved Finske Bugt og erobrede borgen i 1227. Ridderordenen begyndte af udbygge borgen i sten. Der fandtes sandsynligvis allerede en form for bosættelse nedenfor borgen, men sværdridderne forcerede udviklingen af byen ved i 1230 at tilkalde tyske købmænd fra Gotland.

Først i 1238 kunne danskerne atter overtage bosættelsen, borgen og bispesædet, efter at man havde indgået det såkaldte Stensbyforlig med Den Tyske Orden, som sværdridderne var blevet forenet med kort tid forinden.

I 1248 tildelte Erik Plovpenning byen Tallinn lybsk ret. Siden dette tidspunkt var bosætningen juridisk set en by. Senest i 1285 var Tallinn medlem af Hanseforbundet og i øvrigt gennem tiden den nordligste hansestad. Den udviklede sig til en betydelig handelsby. Ved Estlands salg i 1346 gik Tallinn til Den Tyske Orden. Under den danske tid fandtes der danskere som soldater og administratorer på Dombjerget, men næppe i noget større antal i den nedre by.

Et levn fra den danske tid levede videre til midten af 1500-tallet: biskoppen over Tallinns stift var ikke nogen fyrstbiskop som de øvrige biskopper i Livland (Øsel-Wiek, Tartu, Riga, Kurland). Han rådede kun over spredte landejendomme som taffelgods, men var ikke indehaver af den verdslige magt i sit stift. På dette punkt lignede Tallinns stift de danske stifter.

Ved opløsningen af ordensstaten i 1561 begav byen sig under svensk herredømme. Under Store Nordiske Krig blev Tallinn i 1710 erobret af russerne. I løbet af 1700-tallet blev byen en vigtig russisk havneby og søfæstning. Den var nu centrum for den russiske provins Estland.

Med industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet fik byen et økonomisk opsving, samtidig med at tilflytningen af arbejdskraft fra landet betød, at befolkningsflertallet i byen skiftede fra tysk til estisk.

Fra 1918 til 1940 var Tallinn hovedstad i det selvstændige Estland og efter annekteringen hovedstad i sovjetrepublikken af samme navn. Tallinn var besat af tyskerne i årene 1941-1944. I marts 1944 blev 30 procent af byens boliger ødelagt under sovjetiske bombeangreb. Det gik mest ud over forstæderne, men i den indre by ramtes Nikolajkirken og dens omgivning samt vægthuset på rådhuspladsen.

Da Estland genvandt sin uafhængighed i 1991, blev Tallinn hovedstad igen. Byen var i 2011 europæisk kulturhovedstad samtidig med Åbo i Finland.

• Estlands historie i middelalderen
• Estlands historie fra Reformationen til 1850
• Estlands historie efter 1850
• Europas hovedstæder
• Kiek in de Kök
• Reval
• Tallinn Domkirke
• Tallinns Slot