Fritz Sauckel var en tysk nazistisk politiker.
Fritz Sauckel var sømand og uddannet kleinsmed. Han gik efter 1. Verdenskrig ind i den völkische bevægelse og blev i 1922 medlem af SA og i 1923 af NSDAP.
Fra 1927 var Sauckel gauleiter i Thüringen; i 1929 blev han fraktionsleder i den thüringske landdag, i 1932 ministerpræsident i Thüringen og efter Gleichschaltung i 1933 Reichsstatthalter (rigsstatholder) samme sted.
I 1942 blev Fritz Sauckel udnævnt af Adolf Hitler til generalbefuldmægtiget for arbejdsindsatsen og skulle skaffe arbejdskraft til den tyske krigsøkonomi. Af de mere end 10 mio. tvangsarbejdere, han skaffede til Tyskland fra de besatte lande, blev størsteparten deporteret dertil under brutal tvang og udsat for sult og terror.
Fritz Sauckel blev anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved Nürnbergprocesserne 1945-1946 og dømt til døden og hængt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.