Nürnbergprocessen. 8 af de i alt 21 ledende nazister, der blev anklaget for krigsforbrydelser i retssalen i Nürnberg. 1. række fra venstre: Hermann Göring, Rudolf Hess, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel. 2. række fra venstre: Karl Dönitz, Erich Raeder, Baldur von Schirach og Fritz Sauckel.
Nürnbergprocesserne var en række retssager, der efter sammenbruddet af 'Det tredje Rige' i maj 1945 og afslutningen på 2. Verdenskrig gennemførtes imod ledende personligheder i det nazistiske regime. I alt 161 blev dømt. Heraf blev 37 dømt til døden.
Den officielle betegnelse var Den Internationale Militærdomstol
Den første af Nürnbergprocesserne omtales ofte upræcist i bestemt form som 'Nürnbergprocessen' eller som 'Nürnberg-hovedkrigsforbryderprocessen', hvilket er lige så upræcist, eftersom ikke kun krigsforbrydelser blev pådømt. Den fandt sted fra den 20. november 1945 til den 1. oktober 1946. Ved denne sad nogle af Nazi-Tysklands absolutte topfolk på anklagebænken, mens andre som Hitler, Himmler, Goebbels og Bormann havde unddraget sig retsforfølgelse ved selvmord eller flugt.
Den sidste af de i alt 12 efterfølgende Nürnbergprocesser afsluttedes den 14. april 1949, kort inden grundlæggelsen af de to tyske stater Den tyske Forbundsrepublik og Den tyske demokratiske Republik, der begge fortsatte retsopgøret omend med meget ujævn intensitet. Hver af Nürnberg-efterfølgeprocesserne havde fokus på en bestemt institution eller funktionselite; der blev rejst tiltale imod topfolk indenfor en række stats- og partiorganer, de væbnede styrker og det store erhvervsliv.
Nürnbergprocesserne fandt sted i Justizpalast i Nürnberg. Stedet var valgt af praktiske grunde, idet den enorme retsbygning og det tilhørende arresthus havde overlevet krigen stort set uskadt. Både sam- og eftertiden har dog tillagt det stor symbolsk betydning, at Nürnberg i 1930'erne var stedet for NSDAPs stort iscenesatte 'partidage', og at det var på en af disse, Nürnberg-racelovene, der fik en nøglerolle i forfølgelsen af jøder over hele Europa, blev proklameret den 15. september 1935. Julius Streicher, Gauleiter for Franken, udgiver af hetzbladet "Der Stürmer" og en af de allermest hadefulde, eliminationistiske antisemitter med base i Nürnberg, var en af de anklagede ved den første Nürnbergproces.
Nürnberg-domstolens officielle navn var Det internationale Militærtribunal (IMT). Den blev oprettet den 8. august 1945 ved en særlig overenskomst mellem Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA, 'London-statutten'. Denne fastlagde retsgrundlaget og procesordenen, der skabte en særegen fusion af kontinentaleuropæiske og angelsaksiske retsforestillinger.
Ved den første Nürnbergproces bestod domstolen af fire dommere, en fra hvert land. USA gennemførte de efterfølgende Nürnbergprocesser alene, men i overensstemmelse med den 10. Kontrolrådsbeslutning, der blev vedtaget af de fire sejrsmagter den 20. december 1945.
Nürnbergdomstolene skulle retsforfølge fire forbrydelseskomplekser: krigsforbrydelser, forbrydelser mod freden (angrebskrig), forbrydelser mod menneskeheden og sammensværgelse. At definere angrebskrig som ulovlig var et sovjetisk anliggende. Anklagepunktet om sammensværgelse med det formål at begå forbrydelser stammede fra US-amerikansk retspraksis og kom i praksis ikke til at spille nogen større rolle.
De 199 tiltalte ved Nürnbergprocesserne var alle mænd. 161 blev dømt. Der faldt 37 dødsdomme, 12 af disse ved den første Nürnbergproces.
Et ønske fra jødisk side – formuleret af bl.a. Raphael Lemkin – om at inkludere folkedrab som anklagepunkt nød ikke fremme, så forbrydelser mod jøder blev retsforfulgt som krigsforbrydelser (når de blev begået mod jøder i de allierede styrker, der i tysk krigsfangenskab ofte blev skilt ud og myrdet) hhv. forbrydelser mod menneskeheden (når de rettede sig mod civile). Skønt de allierede siden 1942 jævnligt havde lovet at retsforfølge de nazistiske forbrydelser mod jøderne, var både Sovjetunionen og vestmagterne utilbøjelige til at sætte særligt fokus på, hvad vi i dag kalder holocaust.
Der var således kun ganske få jøder blandt Nürnbergprocessernes hundredvis af vidner. I overensstemmelse med kontinentaleuropæisk retspraksis tillagde retten dog skriftlige dokumenter den tungeste vægt i bevisførelsen, og mange af disse rummede utvetydige beviser for folkedrabsforbrydelser mod jøderne.
Den 18. oktober 1945 forelå anklageskriftet, og den 20. november indledtes straffeprocessen, der blev ført på fire sprog: engelsk, fransk, russisk og tysk. Processen gennemførtes som Nürnberg-efterfølgeprocesserne efter retsstatslige principper om personligt ansvar, fairness og retfærdig rettergang. Der blev således givet de anklagede mulighed for et effektivt forsvar ved forsvarsadvokater af eget valg. Proceduren afsluttedes den 31. august 1946.
Anklageskriftet omfattede 24 tiltalte, men Martin Bormann havde ikke kunnet pågribes, og Robert Ley begik selvmord, inden processen startede. Så dommen omfattede 22 tiltalte. Den blev afsagt over to dage, den 30. september og den 1. oktober 1946.
Der blev afsagt dødsdomme ved hængning til 12 af de tiltalte: Hermann Göring, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel, Ernst Kaltenbrunner, Alfred Rosenberg, Hans Frank, Wilhelm Frick, Julius Streicher, Fritz Sauckel, Alfred Jodl, Arthur Seyss-Inquart og Martin Bormann (in absentia).
De tiltalte Rudolf Hess, Walther Funk og Erich Raeder blev idømt fængsel for livstid, mens Baldur von Schirach og Albert Speer hver fik 20 års fængsel. Konstantin Freiherr von Neurath blev idømt 15 års fængsel, Karl Dönitz 10 års fængsel. Hjalmar Schacht, Franz von Papen og Hans Fritzsche (1900-1953) blev frikendt.
Herman Göring, der i 1930'erne var nr. 2 i det nazistiske stats- og partiapparat efter Hitler, men i løbet af 2. Verdenskrig mistede stadigt mere af sin magt, tiltog sig med hånsk mimik, uafladelige bemærkninger og intriger en hovedrolle blandt de tiltalte og viste sig som ubøjelig nazist, der intet fortrød. Han nægtede at anerkende domstolens myndighed og lagde med sin beskyldning om "sejrherrejustits" grunden til en argumentation, der blev udbredt blandt tyskere, som ønskede at forflygtige ansvaret for nazismens forbrydelser. Han begik selvmord inden dødsdommens eksekvering.
Som Göring holdt de øvrige anklagede sig til, at ikke havde begået noget ulovligt, men handlet efter ordre. Albert Speer indrømmede dog, at dele af den nazistiske stats handlinger havde været forbryderiske – uden derved at vedgå sin personlige skyld, eksempelvis i udnyttelsen af fanger fra koncentrationslejrene som slavearbejdere i projekter under hans ledelse. Speers forholdsvist milde dom afspejlede hans samarbejde med retten, der gjorde ham foragtet blandt de fleste tiltalte.
De efterfølgende Nürnberg-processer gennemførtes alene af USA, der havde det økonomiske overskud. De byggede på det omfattende dokumentations- og efterforskningsarbejde i forbindelse med den første proces og hvilede på samme juridiske grundlag som denne. Ved efterfølgeprocesserne blev ledende funktionærer fra en række nøgleinstitutioner i det nazistiske parti- og statsapparat stillet til ansvar:
Det enorme arbejde med at indsamle og systematisere dokumenter fra det nazistiske stats- og partiapparat bar frugt under Nürnberg-efterfølgeprocesserne og de nationale retsopgør, der parallelt med disse og senere gennemførtes i de lande, hvor de nazistiske forbrydelser havde fundet sted.
For at forebygge tvivl om Nürnbergprocessernes retmæssighed og bidrage til at genopdrage tyskerne til retsstatslighed og demokrati blev retsforhandlingerne og bevismaterialet – dokumenter såvel som vidneforklaringer – hurtigt udgivet på flere sprog med 42 bind fra den første proces ("den blå serie") og 15 bind fra efterfølgeprocesserne ("den grønne serie"). De op imod 500.000 sider kan i dag tilgås online hos Harvard Universitys "Nuremberg Trials Project" og Stanford Universitys "Taube Archive of the IMT".
Efter den første Nürnbergproces' mønster blev der i 1946-1948 gennemført en lignende straffeproces i Tokyo mod de største japanske krigsforbrydere.
Nürnberg- og Tokyoprocesserne levede til fulde op til de retssikkerhedsgarantier mht. forsvar, vidneførsel, bevisbedømmelse m.m., som må iagttages ved enhver straffeproces. De kom således til at stå centralt i bestræbelserne på at etablere en international retslig standard for staters forhold til hinanden og regeringers forhold til deres egne befolkninger og overvinde rettens nationalstatslige begrænsninger for at nå frem til universelle retslige principper. Visionen herom bakkedes blandt andet op af etableringen af United Nations War Crimes Commission i 1943 og FNs folkedrabskonvention fra 1948.
Nürnberg-dommenes betydning som advarsel og rettesnor for fremtiden formåede ikke at slå igennem i den kolde krigs periode, hvor stormagternes uenighed stod i vejen for etablering af internationale domstole til retsforfølgelse af angrebskrig, krigsforbrydelser, folkedrab og andre forbrydelser mod menneskeheden. Handlinger, som Nürnbergprocesserne havde dømt strafbare, blev begået af både USA (Vietnam) og Sovjetunionen (Afghanistan).
Her banede Sovjetunionens sammenbrud vej for en international strafforfølgelse, fx straffedomstolen vedrørende det tidligere Jugoslavien (1993) og Rwanda (1994). Ved den såkaldte Rom-statut, vedtaget på en FN-konference i Rom 17. juli 1998, blev Den Internationale Straffedomstol etableret. Den regelbaserede verdensorden, som disse instrumenter er en del af, er dog i dag under angreb fra flere sider.
Kaffeklubber er de uofficielle grupper, socialdemokratiske folketingspolitikere organiserer sig i. De har betydning for partiets interne hierarki, og hvem der får tildelt minister- og udvalgsposter.
Quiz | 5. juni er grundlovsdag. Hvor meget ved du om Danmarks Riges Grundlov?
Denne weekend spilles finalerne i French Open, også kaldet Roland-Garros. Turneringen er en af de fire grand slam-turneringer sammen med Australian Open, Wimbledon og US Open – og den eneste, der spilles på grus.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.