Burgus
Et burgus (Latin, flertal burgi) eller turris ("tårn") er et lille tårnlignende fort fra senantikken, som undertiden var beskyttet af et fremskudt forsvarsværk og omgivet af tørgrav. Timothy Darvill definerer det som "en lille befæstet position eller et vagttårn, der normalt kontrollerer en hovedfærdselsrute".[1]
Burgus var et begreb, der blev anvendt i den senere periode af Romerriget, særligt i de germanske provinser.
Udvikling og funktion
[redigér | rediger kildetekst]Fra år 369 e.Kr., under Valentinian 1., blev et omfattende fæstningsbyggeri iværksat langs rigets grænser. Dette indebar opførelsen af to-etagers, rektangulære tårne (gennemsnitligt 8–12 m brede og 10–12 m høje), såkaldte restfæstninger (tysk: Restkastelle) i limes-lejre, som allerede i vid udstrækning var blevet tømt for deres oprindelige besætning, samt kornmagasiner (horrea) beregnet til grænsetropperne. Disse burgi var i realiteten en videreudvikling af limes-tårnene fra den mellemkejserlige periode og bestod i de større eksempler af en tårnlignende central struktur og ydre befæstninger (en vold, forsvarsmur eller palisade, omgivet af flere tørgrave). Et iøjnefaldende træk ved denne type bygninger fra senantikken er den markante forøgelse af det centrale tårns størrelse. De fleste af disse nye befæstninger blev opgivet eller ødelagt omkring midten af 400-tallet.
Burgi blev opført langs grænsefloder og større veje, hvor de sandsynligvis blev brugt til observation, som fremskudte positioner eller til signalering. Bygninger såsom mindre vagttårne, forter (castella), civile tilflugtssteder ved godser og befæstede anløbspladser for flodbåde—særligt ved Øvre Rhinen og Donau—blev også kaldt burgi. I kystbyerne i Romerriget og det tidlige Byzantium blev der ligeledes opført lokale forsvarskomplekser (burgi) for at beskytte vigtige havne.
Tropper ved disse poster udførte politimæssige opgaver på vejene og sørgede for opretholdelsen af lov og orden i landsbyerne.[2] Burgi kunne kontrollere trafik på veje eller floder eller fungere som tilflugtssteder i nødsituationer. Større tårne, såsom det ved Asperden, fungerede sandsynligvis som tilflugtssteder for den omkringliggende befolkning samt som kornlagre.
En særlig type burgus omfattede et flodanløb. Ud over en rektangulær bygning nær flodbredden havde disse krenelerede mure, som strakte sig ud til eller ind i floden som tangarme og dermed beskyttede en landingsplads eller anløbsbugt for fragtskibe og flodpatruljebåde.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Darvill, Timothy (2008). Oxford Concise Dictionary of Archaeology, 2. udg., Oxford University Press, Oxford og New York, s. 63. ISBN 978-0-19-953404-3.
- ↑ Talmud v. Jerusalem, Eroubin V, 1
