Asiens sprog

De indoeuropæiske sprog er armensk i Armenien og det tilgrænsende Tyrkiet; iranske sprog især i Iran, Afghanistan, Pakistan, Kaukasus og i enklaver nordpå i Tadsjikistan. Til denne sprogæt hører også de indoariske sprog i Pakistan og Nordindien med undtagelse af den del, hvor der tales tibeto-burmesiske sprog. De indoariske sprog tæller sprog med mange taler som bl.a. hindi/urdu, bengali, punjabi og marathi.

De semitiske sprog, arabisk, aramæisk og hebraisk, tales i Vestasien, nemlig på Den Arabiske Halvø og i landene mellem Middelhavet og Iran.

De uralske sprog i Asien er de samojediske sprog (hovedsagelig langs Jenisejfloden) samt de to ob-ugriske sprog langs Obfloden i det nordvestlige Sibirien, khanty og mansi.

Dertil kommer eskimoisk-aleutiske sprog, der er repræsenteret ved nogle få sprog i Nordøstsibirien.

Mange forsøg har været gjort og gøres stadig på at bevise et overordnet slægtskab mellem disse fire og andre sprogætter i storætten nostratisk, men selvom et vist begrænset fælles ordforråd kan sandsynliggøres, er det stadig en usikker hypotese.

Ud over de ovennævnte er der i Asien en række sprogætter, der er tæt knyttet til eller udelukkende tales i denne verdensdel: altaiske sprog, sino-tibetanske sprog (fordelt på de sinitiske, dvs. kinesisk og bai, og tibeto-burmesiske sprog), taisprog, austronesiske sprog (tidligere malajo-polynesiske sprog), austroasiatiske sprog (tidligere mon-khmer) og endelig dravidiske sprog. Dertil kommer nogle sprog, som tilsyneladende ikke hører til i disse grupper.

Altaiske sprog er en forsøgsvis opstillet sprogæt, der langt fra er accepteret af alle lingvister. Den rummer tungusiske sprog i Østsibirien med enklaver af manchurisk i Nordkina, tyrkiske sprog i Lilleasien, Centralasien og det nordøstlige Sibirien samt mongolske sprog i Ydre og Indre Mongoliet. Man har formodet, at koreansk tilhører den altaiske æt, og denne æt ønskes af nogle lingvister udvidet med japansk.

Kinesisk består af en række såkaldte dialekter, som også kaldes sinitiske sprog. Det vigtigste sinitiske sprog er mandarin (med putonghua eller moderne standardkinesisk), der tales af 65% af Kinas befolkning. Det er således verdens mest talte sprog. Kinesisk og sproget bai danner den sinitiske sproggruppe, der sammen med tibeto-burmesisk udgør den sino-tibetanske sprogæt.

Tibeto-burmesiske sprog tales i Tibet, i Myanmar (Burma), i tilgrænsende områder og i lommer i Vestkina. Tibeto-burmesisk udgør sammen med kinesisk den sino-tibetanske sprogfamilie.

Hmong-mien-sprogene (miao-yao) i Guizhou og på den indokinesiske halvø minder i struktur om tibeto-burmesiske sprog, men udgør sin egen sprogfamilie. Nogle lingvister henfører dog miao-yao til storætten austrotai.

Taisprogene tales på den indokinesiske halvø og i Sydkina. De vigtigste taisprog uden for Kina er siamesisk eller thai i Thailand, lao eller laotisk i Laos og Nordøstthailand samt shan og khamti i Myanmar. En mellemstilling mellem taisprogene og de austronesiske sprog indtager kadaisprogene, der blev sammenstillet af amerikaneren Paul Benedict i 1942. Det er li eller hlai på Hainan og tre sprog i grænseområdet mellem Kina og Vietnam.

Austronesiske sprog findes i et udstrakt område. De tales i Sydøstasien, på Taiwan og Ny Guinea og endvidere på Madagaskar og i hele Stillehavsområdet. I Malaysia og Indonesien tales henholdsvis malaysisk (bahasa malaysia) og indonesisk (bahasa indonesia), der er stort set samme sprog, og som under ét kaldes malajisk.

Austroasiatiske sprog på det sydøstasiatiske fastland består af sprogfamilierne mon-khmer, nicobariske sprog og munda. Mon-khmer er sprogene mon eller talaing i Myanmar, khmer eller cambodjansk i Cambodja og i den sydlige del af Vietnam samt vietnamesisk. Hertil kommer semangsprogene i Malaysia samt en lang række bjergsprog, hvoraf kun kammu i det nordlige Laos og tilgrænsende områder har mange talere. Mundasprogene tales i store lommer i de centrale indiske provinser syd for Ganges mellem Gangesdeltaet og floden Narmada og omfatter bl.a. santali og mundari.

Dravidiske sprog tales i hele Sydindien og Sri Lanka samt i enklaver nordpå i Pakistan (brahui) og i Ganges-regionen (kurukh og malto). Den sydlige gren er klart den største, til hvilken hører bl.a. tamil, telugu og malayalam.

Blandt de mindre sprogfamilier i Nordasien er de luoravetliske sprog (tjukotko-kamtjatka-sprogene) i Sibiriens yderste nordøstlige hjørne og de jenisejiske sprog i Centralsibirien, hvoraf nu kun ket er levende.

Nogle asiatiske sprog, som ikke med sikkerhed kan placeres genetisk, er (ud over koreansk og japansk):

• det næsten uddøde ainu i det nordligste Japan og på Sakhalin;
• nivkhisk (giljakisk) på Sakhalin og ved Amur;
• jukagirisk i en lille lomme vest for luoravetlisk (som dog også kan regnes for en lille sprogfamilie);
• burushaski i Hunza-dalen og tilstødende områder;
• nihali i Centralindien; og
• kusunda i Nepal.

• Asien
• Asiens forhistorie