Knuth Becker

Knuth Becker kom tidligt i opposition til sine omgivelser, først og fremmest til sine forældre, der ikke begreb den fantasifulde dreng. Som 11-årig blev han sendt til opdragelsesanstalten Holsteinsminde. Hans oplevelser og den mishandling, han og andre drenge her blev udsat for, er baggrund for romanerne Verden venter 1-2 (1934).

Efter skolen blev han landvæsenselev, kom i lære som smed, blev soldat og overtog sin fars maskinforretning, som han i 1930 gik fallit med. En del af denne periode har givet stof til romanerne Uroligt Forår 1-3 (1938-1939). Fallitten passede ind i Beckers planer, da han på dette tidspunkt havde defineret sig selv som forfatter.

I 1916 havde han udsendt en samling Digte, og i årene 1921-1928 kom Silhuetter 1-3, som indeholder en række digte over de motiver, der senere skulle blive grundigere og mere nuanceret behandlet i værket om outsideren, antihelten Kai Gøtsche og hans smertefulde forhold til sine omgivelser og til sig selv.

De sidste titler i dette det mest omfangsrige danske romanværk hedder Når Toget kører 1-2 (1944) og Marianne (1956). Beckers beske kortlægning af livet i 'Vendelby', hans dybe forståelse af drengen Kai, hans bindinger og endelige frigørelse — omfødsel kalder han processen — er enestående i dansk litteratur.

Knuth Becker modtog som den første i 1961 Det Danske Akademis litterære pris.

• Danmark – litteratur
• Det Danske Akademis