Galant stil, det musikalske sidestykke til rokokoen inden for billedkunst, arkitektur osv. i tiden fra begyndelsen til midten af 1700-t., dvs. nogenlunde samtidig med senbarokken; til tider taler man også om rokoko inden for musikken. Vigtige kendetegn er forkærligheden for små former, elegance, klarhed, symmetri og homofoni samt akkordafledt melodik udfoldet inden for enkel dur- og moltonalitet. Den galante stil fremtræder således som en direkte modsætning til senbarokken og dens ofte storladne, strengt polyfone præg. Den udvikledes især inden for den franske clavecin-musik og den neapolitanske opera, ikke mindst opera buffaen. Desuden dannede tidens spirende sociale forandringer og fremadskridende verdsliggørelse en vigtig baggrund for denne centrale forløber for wienerklassikken, som bl.a. kan mødes hos komponister som F. Couperin, D. Scarlatti, Pergolesi og Telemann.