Augustin

Moderens planer om ægteskab blev opgivet, da Augustin forud for sin dåb i 387 besluttede at leve et asketisk liv. I 388 vendte han tilbage til Tagaste, hvor han boede med nogle venner i et klosterlignende fællesskab, indtil han i 391 blev præst i den nordafrikanske havneby Hippo Regius (nu Annaba i Algeriet), hvor han var biskop fra ca. 396 til sin død i 430.

To forhold har i særlig grad haft betydning for tilblivelsen af Augustins omfattende forfatterskab: For det første nødvendigheden af at gøre op med de bevægelser, som han blev konfronteret med i sit eget liv, og for det andet de problemer og opgaver, han blev stillet over for som biskop i Hippo. I de første år efter sin omvendelse til kristendommen i 387 gjorde han op med både skepticismen og manikæismen. Da han i 391 blev præst, gav et indgående bibelstudium hans skrifter en ny dimension.

Som biskop fra 396 blev han stillet over for donatismen, som han bekæmpede i en lang række skrifter. Skønt han anerkendte donatisternes dåb, fraskrev han dem frelsen, som kun kunne opnås i kirkens katolske enhed. Efter at alle åndelige kampmidler havde vist sig forgæves, accepterede Augustin til sidst anvendelse af tvang imod dem, hvilket i kraft af hans store autoritet fik en almen og skæbnesvanger betydning for middelalderens syn på kætterbekæmpelse.

I de sidste tyve år af sit liv var Augustin ivrigt optaget af at bekæmpe pelagianismen i striden om viljens frihed og nådens betydning for frelsen.

Med sine Bekendelser (latin Confessiones) skabte Augustin en ny litterær genre af største betydning for europæisk kultur, idet han forstod tiden og historien som den afgørende dimension i et menneskes liv. Værket er blevet kaldt den første selvbiografi i verdenshistorien, idet Augustin i de første ni bøger gør sin egen livshistorie til omdrejningspunkt for teologiske og filosofiske refleksioner. Herfra stammer det kendte citat, "Du har skabt os til dig, o Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig" (Confessiones I,1).

Tro er ifølge Augustin nødvendig, hvis erkendelsen skal nå sit mål i Gud, fra hvem mennesket har sin væren, og til hvem det er skabt. At søge Gud er det samme som at virkeliggøre sin bestemmelse, mens flugten fra Gud er lig med at handle imod tilværelsens egentlige væsen. Det er i viljen, det afgøres, om mennesket vil rette sin kærlighed mod det skabte eller mod Gud, men kun ved at erkende og elske Gud kan mennesket få fred.

I værkets sidste fire bøger flyttes fokus til mere principielle overvejelser over erindringens væsen, tid og treenigheden. Trettende og sidste bog kulminerer i en allegorisk læsning af skabelsesberetningen.

I de 15 bøger, der udgør Om Treenigheden (latin De Trinitate), understreger Augustin mod arianismen det ligeværdige forhold mellem treenighedens personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, der alle er Gud. Som Athanasius begrunder han med en partitiv eksegese, hvor Skriftens udsagn læses afhængigt af om de angår Sønnens evige, guddommelige væsen eller Sønnens menneskelige væsen i inkarnationen og frelseshistorien. Sønnens "fødsel" fra Faderen indebærer på ingen måde, at Sønnen er mindreværdig eller underordnet Faderen. Faderen og Sønnen hører evigt sammen, hvorfor Sønnen også er guddommelig som Faderen.

Augustin sammenligner treenigheden med den trehed, der i mennesket udgøres af hukommelse, forståelse og vilje. Han understreger dog samtidig, at der ikke er tale om en egentlig analogi. Trods lighederne med nikænsk teologi beskrives hans treenighedslære ofte som i modsætning til østkirkens, da den i højere grad kan synes at lægge vægt på Guds enhed. Dette tilsyneladende modsætningsforhold mellem en "latinsk" og en "græsk" treenighedsteologi nuanceres dog i nyere forskning.

Værket Om Guds stad (latin De civitate Dei), i 22 bøger, blev til som forsvar for kristendommen efter Roms fald til visigoterne i 410. I værket fremlægger Augustin sin forståelse af historien (tiden) i dens forhold til evigheden og afviser enhver forbindelse mellem religion og jordisk lykke. Historiens gang ser han som en kamp mellem to fællesskaber, det guddommelige og det jordiske. Guds stad er drevet af kærlighed til Gud (amor Dei), mens den jordiske stad er drevet af selvkærlighed (amor sui) og magtbegær (libido dominandi) (De civitate Dei XIV, 28).

Her på jorden er Guds stad og den jordiske stad forviklet med hinanden og kan derfor ikke identificeres med henholdsvis kirken og den verdslige magt. Først ved historiens afslutning ophører enhver sammenblanding, og kun de udvalgte skal leve evigt med Gud. Alligevel er den katolske kirke med biskopperne i spidsen for Augustin et sandt udtryk for Guds stad. Kirkeinstitutionen får således en fremtrædende plads i Augustins tænkning og praksis.

I de fire bøger, der udgør Om den kristne lære/belæring (latin De doctrina christiana) gav Augustin anvisninger på oplæring i kristendom og på kunsten at prædike og fortolke Bibelen. Han forblev tro mod sin egen fortid, for så vidt som han anså det traditionelle (hedenske) uddannelsessystem for at være en nødvendig forudsætning også for kristen filosofi og teologi, hvorved han blev en af de vigtigste kulturbevarere i den senantikke kristendom.

Det er dog kun med kærligheden til Gud som rettesnor, at mennesket formår at læse og forstå Bibelens tekster fyldestgørende. Augustin var enig med nyplatonikerne om, at målet for den sande erkendelse er forening med Gud, men kun kristendommen kan vise vejen, da "læreren" er den ydmyge Gud selv, dvs. Guds evige ord, som blev kød i Jesus Kristus.

Som følge af den pelagianske strid skrev Augustin fra 412 en lang række anti-pelagianske skrifter, heriblandt Om Ånden og Bogstaven (latin De spiritu et littera). Med udgangspunkt hos Paulus drog Augustin de endelige konsekvenser af sin ontologiske forståelse af mennesket: Ved faldet blev menneskeheden kollektivt bestemt af arvesynden og dermed af den intethed, hvoraf det er skabt. Som følge af syndefaldet er mennesket ude af stand til ikke at synde, og derfor underlagt dødens magt.

Fordi mennesket søgte sin salighed i det skabte og i hovmod ville gøre sig selv til Gud, mistede det sin frihed. Kun ved Guds nåde kan det atter søge sit mål i Gud og komme ind på den vej, som fører til den fuldkomne kærlighed til Gud. Det betyder også, at frelsen er afhængig af Guds forudbestemmelse: Da mennesket kun ved Guds indgriben kan overvinde den falske kærlighed til det skabte, beror det alene på Gud, hvem han vil frelse.

Endelig bør også Revisioner (latin Retractiones) nævnes; det skrift, hvori Augustin hen mod slutningen af sit liv tog hele sit forfatterskab op til kritisk revision, vel vidende at skiftende forudsætninger og modsætningsforhold havde fremkaldt nuancer i hans standpunkter, som ikke altid uden videre kunne bringes i overensstemmelse med hinanden.