Den Persiske Golf

Den Persiske Golf er et forholdsvis lavvandet, aflangt bassin med en længde på ca. 1.000 km, et areal på 250.000 km², en maksimumsdybde på ca. 90 m og en middeldybde på ca. 50 m. Indsejlingen fra Det Arabiske Hav via Omanbugten og Hormuzstrædet i syd er kun omkring 40 km bred på det smalleste punkt.

Den lave havdybde betyder, at Den Persiske Golf er et forholdsvis ungt hav. Under den sidste istid, som sluttede ca. 10.000 år f.v.t, lå vandstanden i verdenshavet 120-130 m under det nuværende havniveau. På den tid lå hele området derfor over havniveau og var formentlig en flodslette. Senere blev det oversvømmet ved indstrømning fra Det Indiske Ocean.

To store floder, Eufrat og Tigris, løber sammen i det ca. 200 km lange Shatt al-Arab-floddelta, som munder ud i Golfens nordlige ende. Imidlertid er klimaet i området så tørt og varmt, at fordampningen fra den varme havoverflade (25-35 °C) er væsentlig større end den samlede tilførsel af ferskvand fra floder og af nedbør. Dette medfører, at saltholdigheden i Golfen er høj, op til 42 ‰, hvilket er markant højere end i verdenshavet generelt (ca. 36 ‰) og en del højere end i Middelhavet (38-39 ‰). Som følge heraf foregår vandudvekslingen med Det Indiske Ocean i form af en overfladestrøm ind i Golfen og en udstrømning af saltere, tungere vand langs bunden. Denne cirkulation er karakteristisk for indelukkede havområder med nettofordampning.

De geologiske forhold i området danner baggrund for nogle af verdens rigeste olieforekomster. Omkring Golfen ligger en række olieproducerende lande som Iran, Irak, Kuwait, Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater.

I den sydvestlige del af Golfen, langs Saudi-Arabiens kyster, danner dybtliggende kambrisk salt olieakkumulerende strukturer med en nord-sydlig orientering. En del store forekomster er direkte fortsættelser af forekomster på land, fx Safaniyafeltet, der samtidig er verdens største havbaserede oliefelt, ejet og drevet af det saudiarabiske selskab Saudi Aramco.

I den sydøstlige del er oliestrukturerne mere punktformede, mens de langs den iranske kyst mod nordøst antager aflange nordvest-sydøstligt orienterede former svarende til foldestrukturerne på det iranske fastland. Disse oliereservoirer er fra Tertiær (dvs. nyere end ca. 65 mio. år), mens de i Saudi-Arabien og Emiraterne overvejende er ældre, fra Jura og Tidlig Kridt.

Ligesom oliefelterne i Den Persiske Golf som helhed er reservoirerne særdeles produktive, og der er en meget høj produktion fra få boringer til forholdsvis ringe dybde.

Udviklingen i den havbaserede olieproduktion fandt sted i 1950'erne i saudiarabisk territorialfarvand; olien herfra føres til land. Næsten samtidig udvikledes en række oliefelter omkring den iranske ø Kharg. Siden da har Den Persiske Golf udviklet sig til at spille en central rolle i den globale olieforsyning.

I dag transporteres op imod 30 % af verdens oliehandel, og omkring 20 % af verdenshandlen med flydende naturgas igennem Hormuzstrædet. I forhold til den samlede olieproduktion i Den Persiske Golf udgør produktionen fra havområderne ca. 20 %.

Udskibning af olie kræver robuste havnefaciliteter, og kyststaterne omkring Den Persiske Golf har udviklet en række væsentlige olie- og containerterminaler som King Abdulaziz i Saudi-Arabien, Khalifa i Abu Dhabi, Jebel Ali i Dubai, og Bandar Abbas i Iran.

I Abu Dhabis farvand er der på øen Das en olieterminal for alle de marine felter i den sydøstlige del af Golfen. På iransk side er øen Kharg en vigtig eksportterminal.

Jebel Ali er den største havn ikke blot i Mellemøsten men også i verden. For selvom Den Persiske Golf kun udgør en 3 % andel af verdens containertrafik, har havområdet udviklet sig til et globalt knudepunkt for verdens skibstrafik. Således er Jebel Ali og Khalifa vigtige omladningshavne for den videre maritime og landbaserede handelstransport, både i og uden for regionen. Desuden tilbyder havnene væsentlige understøttende funktioner for containerskibenes operationer, og forretning med værfter og andre maritime services er koncentreret her.

Regionens betydning for energiforsyning har spillet en rolle i internationale kriser, herunder Golfkrigen 1990-1991, og har også været en vigtig faktor i vestlige staters historiske interesse i regionen.

Energiforsyningen gør den maritime sikkerhed til en væsentlig international prioritet. I 2020’erne opbragte den Iranske Revolutionsgarde skibe i den internationale tankhandel, der passerede Hormuzstrædet. Som modsvar oprettede europæiske stater en maritim sikkerhedsmission, Operation Agenor (2020-).

Den amerikansk-ledede maritime sikkerhedsoperation, Combined Maritime Forces, har siden 2004 opereret i Golfen, hvor Task Force 152 har til formål at beskytte maritim infrastruktur og søhandelsruter i regionen.

Frem til oliefundene havde kysterne kun spredt befolkning, præget af lokale stammekulturer. De få havnebyer var små og fattige med fiskeri, herunder perlefiskeri, og handel som hovederhverv. Flere havne var kendt som tilholdssted for pirater.

Lige som nutidens store havne har Den Persiske Golf været historisk forbindelsesled til resten af verden. Handelen har gået fra Dubai, Bahrain og Bushehr (Iran) til Afrika samt fra Den Arabiske Halvø til Iran og sydpå til Indien. De tætte forbindelser over lang tid har betydet, at befolkningerne i dag er meget sammensatte etnisk, sprogligt og religiøst. Således er andelen af shiamuslimer med persiske rødder stor i de ellers sunnimuslimske arabiske Golfstater.

Den regionale søfart binder også fortiden sammen med nutiden. Lokal maritim handelstransport foregår stadig med den traditionelle sejlbåd, dhow, som dog nu sejler for motor. Før som nu forbinder den regionen til Afrika og Indien. Men international handelstransport udgør i dag en langt større andel af skibstrafikken, med container- og tankskibe, som sejler olie til markederne i Japan, Europa og USA. Denne transport gør Den Persiske Golf og udmundingen ved Hormuzstrædet til en af verdens strategisk vigtigste maritime handelsruter.

• Mellemøsten
• Det Indiske Ocean
• Hormuzstrædet
• maritim sikkerhed
• kritisk infrastruktur
• Saudi-Arabiens økonomi
• Irans olieproduktion
• Bab al-Mandab