Sagaen kan inddeles i to dele: Den første del kredser om Egils forfædre i Norge, den anden om Egil. I sagaens første del anslås et af sagaens vigtige temaer, nemlig den frie mands konflikt med kongemagten. Sagaen er utvetydig i sin kritik af den norske kongemagt. Slægten udvandrer til Island på grund af Harald Hårfagers tyranni og slår sig ned i Borgefjord.
Sagaen følger Egil gennem hans lange liv: Som treårig digter han sin første strofe, som syvårig begår han sit første drab, som tolvårig sejler han for første gang af sted fra Island, og som olding vakler han rundt ved ilden og må tåle tjenestekvindernes hån. I udlandet og over for den norske konge er Egil ukuelig og uregerlig, men hjemme på Island er Egil (generelt) fredelig. Egil og Erik Blodøkse og hans dronning Gunhild er livslange dødsfjender. Egil er gennemhård og pengegrisk, han har forstand på runer og magi, han begår voldshandlinger, som er brutale og bestialske. Men han er samtidig trofast og følsom, hvad der kommer til udtryk i hans lange kvad.
I sagaen bliver digtningen flere gange et spørgsmål om liv og død; første gang da han digter Hovedløsen for sin dødsfjende Erik Blodøkse og får sit eget hoved i skjaldeløn, anden gang da han har mistet sin højt elskede søn, Bødvar, og har låst sig inde i sin alkove for at dø, men narres af sin kærlige datter Torgerd til at digte en arve drape, Sønnetabet, om sit tab, og han gennem digtningen genvinder sin lyst til at leve. Torgerd optræder i øvrigt også i Laksdølernes saga, hvor hun er mor til Kjartan.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.