Beretninger fra et autentisk landbrug

Vores jord skal have det bedre, også sådan helt lokalt. Vi har et stadigt for nedadgående dyrehold og derfor bliver gødningen også mere dyrebar og jordens beskaffenhed endnu mere vigtig. Ser du, jo bedre jorden har det, jo flere af de livsvigtige mineraler, mikro og makro næringsstoffer er tilgængelige for planterne. Derfor har vi i år, som før beskrevet, taget første skridt til at flytte en del af vores køkkenhave op i højbede. Her kan vi meget bedre sikre os, at de sparsomme næringsstoffer kommer de rigtige planter til gode – vores kompost kan målrettes præcist og vi kan bedre beskytte planterne mod alverdens nævenyttige kravl.

Vi har bygget kasserne af savskåret lærketræ i 150 x 32 mm, så der er en del år i træet, inden en udskiftning bliver nødvendig. I gangene, som er lavet efter hoflugerske Lones underbenslængde, er der flis fra bl.a. beskæringen af vores allé og fra vinterens beskæring af æbletræerne i plantagen.

Der har før hersket det nødvendiges anarki i sædskiftet. Med det menes, at alle gode hensigter er i spil, men når der lige er 5 kg hjemløse læggekartofler tilbage og der i mellem er der lige plads til en række løg og før man får set sig om, så kan ingen huske, hvad der var plantet hvor for år tilbage. Det skal også være slut, så nu tages den store røde bog i brug og alt noteres. Stramt sædskifte for bedre plantesundhed.

Inden så længe skal jeg i gang med næste etape og det er at lave buer hen over kasserne, så vi kan montere krapylsikring i form af insektnet henover de kasser med de mest sårbare afgrøder, dem der har en nærmest magnetisk effekt på flyvende ballademagere.

Det store mål er at dyrke mindre og få mere ud af det. Det bliver en spændende rejse, ganske givet ikke uden bump, men hvilken rejse kan bryste sig af det.

I dag sidder man jo godt nok med en lidt lang snotnæse og betragter et vejr, man gerne ville have været foruden, men alt det er glemt, når man i det store drivhus, det der er blevet dedikeret til jordbær, kan skimte de første fine hvide blomster.

April, den kan da også noget 😊     
Søren Sørøver

Påsken står for døren og det gør årets første åbningsdag i destilleriet også. Torsdag d. 2. og fredag d. 3. april fra kl. 11.00 – 15.00 byder vi velkommen i vores lille butik og giver mulighed for at finde den helt rigtige brændevin til påskebordet, værtsgaver eller noget velvalgt til dig selv. 
Vi har selvfølgelig flaskerne åbne, så du kan smage, før du bestemmer dig.  

Fra d. 8. april og fremefter vil vi have fast åbningstid onsdage kl. 13.00-17:00.   

Vi glæder os over at kunne vise det stadigt voksende udvalg. For nuværende er der whisky, eau de vie af gårdens forskellige frugter og bær, brændevine lavet på friske urter f.eks. med dild til påskesilden, likører med bl.a. kakao, citron eller rødgrød, triple sec af appelsiner, absinthe i to udgaver, vermouth, mousserende rosévin samt cider. Alt økologisk naturligvis.

Destilleriet og destillatøren findes på Brandbygegaard, Alrøvej 77, Odder og det vil glæde os at se dig her.

Forårshilsner fra
Lone & Søren

Som vi sidste år bebudede, var det afslutningen på den sommerrestaurant I kender. Det betyder bestemt ikke, at vi ikke kommer til at lave restaurant denne sommer, blot bliver den spredt lidt ud og stilen bliver mere landlig. Det bliver stadig med udgangspunkt i de fantastiske grøntsager fra køkkenhaven og drivhusene, men i stedet for at vi pisker rundt med 6 serveringer, bliver det en forret serveret ved bordet og herefter slippes du løs ved det lækreste tagselvbord med det bedste køkkenhaven kan tilbyde den dag. Der vil være udskiftning i retterne på bordet over sommeren og kokken glæder sig meget til den frie leg. Når du ikke kan klemme mere ned, kommer vi rundt med dessert. Aftenen begynder kl. 18:00 og slutter cirka kl. 21:00. Det betyder, at der bliver mindre ventetid og færre pauser i middagen, men du er hjerteligt velkommen til at komme en halv time før, hvis du gerne vil gå rundt og se gården og stederne din mad kommer fra.

Hvis vejret tillader det, dækker vi op på gårdspladsen, som vi plejer og vi rykker ind, hvis sommervejret ikke er på toppen.

Det er stadig os to, Lone og Søren, der dyrker, høster, tilbereder og serverer maden på samme måde, som vi plejer, men for at spare lidt på Lones korte ben, skal du i år selv bestille og hente dine drikkevarer i baren. Drikkevarekortet vokser og vokser, så der bliver utroligt meget at gå på opdagelse i. Det er stadig domineret af vores egne drikkevarer, men vores venner i vinverdenen får tillige lov at fylde og et udvalg af alkoholfrie drikkevarer findes også. Er din bil blevet ustabil af turen gennem drikkevarekortet, er du som altid velkommen til at overnatte på den store græsparkering.

Som du kan se på datoerne – lige HER er linket, ligger de forholdsvis spredt, så der bliver ikke så mange dage midt i industriferien. Vores planter har meget svært ved at undvære os i tre uger i streg, og ønsket om at kunne have en ugentlig åbningsdag i drikkevarebutikken er også medvirkende til, at vi går over til den større spredning af restaurantdagene. Til gengæld giver det os mulighed for at komme mere rundt i sæsonen i haven, hvilket betyder flere forskellige retter. Retterne vil selvfølgelig være vegetariske og smagfulde som altid!

Vi glæder os meget til at byde dig velkommen!
Søren

P.S. Kvitteringen for købet af billet/billetter i webbutikken fungerer som adgangsbillet på den valgte dato og dækker maden. Drikkevarer afregnes efter forbrug.
Adressen er Brandbygegaard, Alrøvej 77, 8300 Odder, Danmark   

Nytårsdag var vejret dejligt. Mildt, nærmest forårsagtigt, og rigtig rart at arbejde ude i. Sådan en energigivende dag, hvor det ene tager det andet og før vi fik set os om, var det store drivhus ryddet og tilplantet med jordbærstiklinger. Desuden riggede jeg plantebordet til og såede de første urter indendørs. Tre forskellige slags kuldetolerante salater, spidskål, bladkål, bredbladet persille, chili og peberfrugt i udvalg samt fem forskellige løgsorter.

Der har ikke været langvarige vintre i årevis og det er blevet normalt at kunne udplante på beskyttet vokseplads i februar. Ikke for sjov, men fordi det betyder alverden med tidlig høst af grøntsager og friske blade efter en periode med manglende plantevækst.

Og du godeste, hvor har fremspiringen været god og du godeste, hvor er det blevet vinter. Knap havde de første spirer brudt frøskallerne, før barfrosten satte ind og skabte barfrostblues på ubestemt tid. Sådan er dyrkning også, et lotteri med mange nitter, men flere gevinstchancer jo flere lodder, der lægges i jorden.

Så jeg fortsætter med daglig pasning af planterne i spirebakker og opgiver dem ikke endnu. Om ikke andet er grønt godt for øjnene.

Lone

Paweł Kapuła havde knap nok vendt sig om, før publikum rejste sig i stående ovation. En nordkoreansk bataljon ved opvisning foran den store leder kunne ikke have klappet hårdere og mere taktfast end publikum gjorde i den stuvende fulde symfoniske sal i aftes i Musikhuset i Aarhus.

Det var ikke kun tilskuerpladserne, der var grundigt besat, på scenen var der også fuldt hus. Knap 70 musikere fortolkede Tjajkovskijs Svanesøen og endnu en gang var det et usædvanligt veloplagt orkester, der fyldte rummet med musik. Og hvilken musik! Jeg må indrømme, at ballet ikke rigtigt er kommet ind under huden på mig, måske er det historierne om de mange pinsler og plager, danserne skal gennemgå, før de kan gøre sig håb om en plads på scenen, måske er det et misforstået indtryk af, at ved en sådan forestilling spiller musikken anden violin, men efter gårsdagens oplevelse skulle jeg være et slemt æsel, hvis jeg ikke gav det en chance.
Enhver tanke, jeg eller andre, måtte kunne gøre sig om, at musikken til denne ballet ikke kan stå alene, ville være decideret fejlplaceret, du ved, noget i stil med at sammenligne publikum med kampklædte nordkoreanske tropper, så lad os ikke gnide mere rundt i det.

Musikken var mageløs, fuld af eventyr, langt det meste i en munter, opløftende tone, naturligvis med passager af teatertorden, det er jo ikke ligetil at forelske sig i en svane. Og så var der valsene, i udvalg forstås. Det ene dansable stykke efter det andet og det var nærmest hypnotisk at sidde i symfoniorkesterets magt og bliver vugget, sejlende endda svævende rundt 1, 2, 3 – 1, 2, 3. Min vals er mildt sagt lidt rusten, om ikke ikke-eksisterende, men jeg sværger på, at til tonerne i aftes, kunne jeg føre enhver underskønmø over balsalens parketter.

Helheden var fantastisk, men der var enkelte oplevelser i koncerten, der fuldendte den, faktisk var der mange, men der er lige et par stykker, som må og skal omtales.

Cristian Chivu Ivan, første violin og koncertmester, var mesterlig. Vi sad perfekt til at kunne følge mesterens håndtering af det lille delikate strygeinstrument. Første gang for alvor i første akt no 5 Pas de deux. Fuldstændig afklædt violinsang, hvor instrumentet tager blidt fast om sjælen og i lange som korte stryg,  tempo og skift, knuger hårdere og hårdere. Mit blik var tryllebundet til det lille gribebræt, hvor Cristian navigerede sikkert og lynhurtigt, som en teenager på sin smartphone, men her ville enhver tastefejl give genlyd ud over den fyldte sal, der givetvis, som mig, holdt vejret og nød lyden og synet af et livsværk. Det hele så så overlegent og sikkert ud, men i det sekund, da sidste tone slap, kunne man se mennesket bag violinen. Cristians ansigt lyste op i et smil, der fortalte alt om det, han lige havde præsteret. Og det fortsatte på samme høje niveau. Der er ikke så få steder i den lange koncert, hvor soloviolinen sætter scenen. Ikke mindst i  Pas d’action anden akt no 13, White Swan Adagio – tænk at en vibrato fra et så beskedent udseende instrument kan vibrere så stor en sal.

Det er på ingen måde for at forklejne resten af orkesteret, at jeg ikke i ivrig tekst giver hånd til dem alle. De fortjener det fuldt ud!

Inden jeg runder af, noget inden må jeg hellere indskyde for lige at forventningsafstemme, skal vi lige en tur til Polen, eller nok snarere omvendt. Polen var kommet til os. Den unge dirigent Paweł Kapuła dirigerede for 3. gang orkesteret og jeg har, trods et rimeligt ordforråd, svært ved at beskrive oplevelsen. Her er tale om en mand, der giver sit ét og alt. Tonerne lyste ud af hans øjne, munden formede bassen, mens selve kroppen arbejdede i positurer, en smidig, veltrænet yogainstruktør ville misunde. Nærmest sammenfoldet i skjul af partituret det ene øjeblik og frit svævende det næste. Musikken bor i den mand, manden er musikken og det kunne høres på orkesteret. De spillede støvet af de svævende akustiklofter og tonerne maste sig langt ind i cellevævet på publikum. Det var på mange måder en oplevelse at se maestro i arbejde, men størst af alt at høre resultatet. Tak! Stor ydmyg tak!

Det er en lang koncert og måske var jeg, mættet af indtryk, ved at vænne mig til kvaliteten og synke lidt for dybt ned i stolen, da sidste stykke indtraf og strygerne pludselig strøg hinanden med hårene, låste grupperne og tegnede en samlet rytmisk figur, der endnu en gang trak mig op af stolen og fik tankerne tilbage på scenen. Det hele efterfulgt af en storslået afslutning, hvor horn og pauker for fuldt tryk satte en fed streg under facit på en enestående koncert.  Og det bringer mig tilbage til starten. Paweł Kapuła vendte sig mod os og salen åbnede den taktfaste publikumssymfoni, der virkelig gjorde alt for at betale tilbage. Knap så nuanceret, men fuld af kærlighed og uforbeholden beundring.

Tak for i aftes.
Søren Sørøver
 
P.S. Ikke en gang Musikhusets bar, der denne aften serverede rødvinen i plast-ølkrus, kunne lave skår i glæden.