Det lyder slemt i overskriften, ikke sandt?
Det var også meningen, for sådan har jeg det for tiden.
Jeg kom lynhurtigt igennem kræftpakken, og efter først en gynækologisk undersøgelse og dernæst en omgang ambulant kirurgi, hvor de tog et keglesnit og foretog en minihysteroskopi (kikkertundersøgelse), kunne de konstatere, at jeg ikke har kræft.
Så langt, så godt. Det var den bedste besked.
Men. Der er stadig noget galt, og jeg har åbenbart reddet mig en massiv infektion der, hvor der normalt er beregnet til at huse meget små børn i en ni måneders tid, så de har ordineret en skrap antibiotikakur, bestående af to forskelige slags. Den ene har antabuslignende virkning, så nul alkohol i 10 dage.
For den andens vedkommende kan mælkeprodukter modvirke den ønskede virkning, så ingen mælkeprodukter i 10 dage.
Den er svær! Pyt med alkoholen, men at undvære mælkeprodukter i 1½ uge … jeg skal virkelig tænke mig om, for det bruger jeg meget mere, end jeg har tænkt over inden det blev nødvendigt at tænke over det. Normalt i små mængder, godt nok, men det bliver det ikke nemmere af, og jeg er nærmest blevet afhængig af et dagligt glas kefir.
Ingen smør på søndagsrundstykkerne. Ej heller ost. Ingen mælk i kaffen – dermed også slut med kaffe, for, som en bekendt sagde til mig: “Nå – du bruger nok en smule kaffe i mælken?”, så med andre ord: Kan jeg ikke drikke mælk, vil jeg hellere undvære kaffe. Ikke ret mange pastaretter, for jeg har en udpræget tilbøjelighed til at putte ricotta eller anden ost i eller parmesanost ovenpå. Ingen koldskål, hvilket er ret irriterende, når det er så varmt som det er denne sommer. Ingen jordbær med fløde – eller mælk.
Jeg kunne aldrig blive veganer. Aldrig.
Men jeg er naturligvis meget glad for, at jeg røg lige så hurtigt ud af kræftpakken, som jeg røg ind i den. Det hele var overstået på 13 dage, fra første lægebesøg til sidste besked. Imponerende – og så midt i en ferieperiode.
Nu skal jeg bare til kontrol den 6. august (på Johns fødselsdag!) og have foretaget endnu en minihysteroskopi for at se, om antibiotikaene har haft den ønskede effekt.
Vi skifter lige til noget mere underholdende.
Bemærk den karakteristiske facon, denne chili har. På engelsk hedder den officielt noget så uskyldigt som Peter’s Pepper, men det gør den ikke på dansk, hvor den hedder Peter P.e.n.i.s. I skal selvfølgelig bare fjerne punktummerne, men jeg gider ikke have ballade med WordPress pga. uhøvisk sprog, og jeg gider heller ikke findes af nogen, der opsøger samme.
Navnet synes de fleste af os nok er rammende i næsten uhyggelig – men meget morsom – grad.
Jeg har købt den i år, bare fordi jeg havde lyst til at prøve at dyrke den.
I går kom jeg ind fra drivhuset med en endnu umoden, grøn chili, som jeg lagde på køkkenbordet.
Da John så den, sagde han, at den da har en spøjs facon, den chili.
“Ja”, svarede jeg, “den er lidt sjov – den hedder Peter P.e.n.i.s. Jeg kom til at rive den af”.
John bare SÅ på mig.
Der gik et par sekunder, men så kunne John ikke holde masken mere, og samtidig gik det op for mig hvad jeg vistnok lige var kommet til at sige, hvilket gav dagens nok største smil.
Når nu jeg ingen former for kål har til at bidrage til sikring af kålsommerfuglenes fortsatte eksistens – og sandsynligvis i så tilfælde blive lidt indædt over invasionen – kan jeg kun glæde mig over, i hvor høj grad de er vilde med lavendler. Det har jeg ikke lagt mærke til før, men i år er busken nærmest levende af de hvide kålsommerfugle. Det kniber desværre noget med andre arter, selv om jeg dog har set et par stykker, og selv om jeg forsøger at have en insektvenlig have.
Anna fortalte om sin operation, viste ham det lange ar og forklarede sin ‘tilstand’, men han var da fløjtende ligeglad, så hun blev til sidst nødt til at gå ud i receptionen og fortælle om sit dilemma. Receptionisten sagde, at hun ikke var den første der klagede over den unge mand og beordrede ham at vaske gulvet, men fik igen et Nej, det gider jeg ikke, men jeg kan rigge vaskevognen til, så har jeg jo taget det tunge arbejde.
Da vi kom hjem fra brylluppet i Sverige, havde John så ondt i det højre hofteled, at han ikke kunne sove om natten og næsten ikke kunne gå om dagen. Han lignede en meget, meget gammel mand og var pludselig afhængig af en stok … det var så slemt, at han måtte til lægen om tirsdagen. Hun lod ham foretage et par små øvelser og sagde, at det var ganske rigtigt hans slidgift i hoften, der var væsentligt forværret. Hun gav ham nogle stærke smertestillende tabletter og henviste til en fysioterapeut, som han nu har været hos, undersøgt af og indskrevet til et ti-ugers forløb med troppen op to gange ugentligt; én gang individuel træning og én gang holdtræning. Så må vi se. Det er rigtig slemt for ham lige nu, staklen, men de stærke codeiner virker heldigvis, og det vil fysioterapiforløbet forhåbentlig også gøre.
På vejen hjem i dag fra den lokale afdeling i Bårse meldte jeg mig ind … tænkte, at det vel næppe kunne skade. 
Udenfor, altså; der var ingen grund til, at den skulle live op inde i huset … jeg fik uden de store sværdslag anbragt den på havebordet (den må have været meget afkræftet) og holdt den sukkervandsfyldte teske ned til den.
Der kan simpelthen ikke være mere i det glas! Det er en Grüner Veltliner, og oven i købet en glimrende en af slagsen, men jeg kunne snildt nøjes med et enkelt glas vin.
Da jeg var barn, var det nærmest en rejse, når mine forældre et par gange om året satte os ind i den hæderkronede gamle Onkel Kaptajn, som jeg troede den hed, og kørte til Lolland for at besøge mine morforældre. Der var især to højdepunkter på turen: Først de høje bakker halvvejs nede ad den lange, lige Hovedvej 2 (“husk at køre stærkt ned ad bakkerne, far!” … uhh, hvor det kildede i maven; det var næsten lige så sjovt som rutsjebanen i Tivoli), og dernæst Storstrømsbroen. Bakkerne er for mange år siden blevet jævnet ud (hvorfor har jeg aldrig helt fattet, men der må vel være sket en del overhalingsulykker), og nu skal den gamle Storstrømsbro snart rives ned. Dog ikke i år, for togene skal også kunne køre på den nye, hvilket de først kan til næste år.
Hos Mommer 
