Hos Mommer

14. juli 2026

Et liv med afsavn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:25
Tags: , ,

Det lyder slemt i overskriften, ikke sandt?
Det var også meningen, for sådan har jeg det for tiden.
Jeg kom lynhurtigt igennem kræftpakken, og efter først en gynækologisk undersøgelse og dernæst en omgang ambulant kirurgi, hvor de tog et keglesnit og foretog en minihysteroskopi (kikkertundersøgelse), kunne de konstatere, at jeg ikke har kræft.
Så langt, så godt. Det var den bedste besked.
Men. Der er stadig noget galt, og jeg har åbenbart reddet mig en massiv infektion der, hvor der normalt er beregnet til at huse meget små børn i en ni måneders tid, så de har ordineret en skrap antibiotikakur, bestående af to forskelige slags. Den ene har antabuslignende virkning, så nul alkohol i 10 dage.
For den andens vedkommende kan mælkeprodukter modvirke den ønskede virkning, så ingen mælkeprodukter i 10 dage.
Den er svær! Pyt med alkoholen, men at undvære mælkeprodukter i 1½ uge … jeg skal virkelig tænke mig om, for det bruger jeg meget mere, end jeg har tænkt over inden det blev nødvendigt at tænke over det. Normalt i små mængder, godt nok, men det bliver det ikke nemmere af, og jeg er nærmest blevet afhængig af et dagligt glas kefir.
Ingen smør på søndagsrundstykkerne. Ej heller ost. Ingen mælk i kaffen – dermed også slut med kaffe, for, som en bekendt sagde til mig: “Nå – du bruger nok en smule kaffe i mælken?”, så med andre ord: Kan jeg ikke drikke mælk, vil jeg hellere undvære kaffe. Ikke ret mange pastaretter, for jeg har en udpræget tilbøjelighed til at putte ricotta eller anden ost i eller parmesanost ovenpå. Ingen koldskål, hvilket er ret irriterende, når det er så varmt som det er denne sommer. Ingen jordbær med fløde – eller mælk.
Jeg kunne aldrig blive veganer. Aldrig.
Men jeg er naturligvis meget glad for, at jeg røg lige så hurtigt ud af kræftpakken, som jeg røg ind i den. Det hele var overstået på 13 dage, fra første lægebesøg til sidste besked. Imponerende – og så midt i en ferieperiode.
Nu skal jeg bare til kontrol den 6. august (på Johns fødselsdag!) og have foretaget endnu en minihysteroskopi for at se, om antibiotikaene har haft den ønskede effekt.

ImageVi skifter lige til noget mere underholdende.
Bemærk den karakteristiske facon, denne chili har. På engelsk hedder den officielt noget så uskyldigt som Peter’s Pepper, men det gør den ikke på dansk, hvor den hedder Peter P.e.n.i.s. I skal selvfølgelig bare fjerne punktummerne, men jeg gider ikke have ballade med WordPress pga. uhøvisk sprog, og jeg gider heller ikke findes af nogen, der opsøger samme.
Navnet synes de fleste af os nok er rammende i næsten uhyggelig – men meget morsom – grad.
Jeg har købt den i år, bare fordi jeg havde lyst til at prøve at dyrke den.
I går kom jeg ind fra drivhuset med en endnu umoden, grøn chili, som jeg lagde på køkkenbordet.
Da John så den, sagde han, at den da har en spøjs facon, den chili.

“Ja”, svarede jeg, “den er lidt sjov – den hedder Peter P.e.n.i.s. Jeg kom til at rive den af”.
John bare SÅ på mig.
Der gik et par sekunder, men så kunne John ikke holde masken mere, og samtidig gik det op for mig hvad jeg vistnok lige var kommet til at sige, hvilket gav dagens nok største smil.

10. juli 2026

Godt man ikke dyrker kål

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: , , , ,

Kålsommerfugl Når nu jeg ingen former for kål har til at bidrage til sikring af kålsommerfuglenes fortsatte eksistens – og sandsynligvis i så tilfælde blive lidt indædt over invasionen – kan jeg kun glæde mig over, i hvor høj grad de er vilde med lavendler. Det har jeg ikke lagt mærke til før, men i år er busken nærmest levende af de hvide kålsommerfugle. Det kniber desværre noget med andre arter, selv om jeg dog har set et par stykker, og selv om jeg forsøger at have en insektvenlig have.

Kålsommerfugle (5)

Her kan jeg tælle 18, men sommetider er der endnu flere – et herligt syn, hvis man altså ikke lige er kåldyrker. (Og nej, jeg gror ikke kål! Kål kan gro mange steder, men mennesker dyrker dem. Jeg får nervøse trækninger hver gang jeg ser eller hører verbet gro blive brugt transitivt. Man ‘planter’ heller ikke frø; man sår dem.)
Det var lige en sidebemærkning, men det var rart at få luft.

Kålsommerfuglelarve
Kålsommerfugle kan nu også sagtens klare sig uden kål. Her er de i mine tallerkensmækkere, men det er dem vel undt; der er mad til alle, så både larver og tallerkensmækkere overlever.
Det er ikke kun sommerfugle, der er kålelskere. Kåltægen herunder er det også, men den er vist mere harmløs, så vidt jeg kan læse mig til. Den kan i øvrigt også godt lide tallerkensmækkere.
Det er altid interessant at finde nye arter i haven … hver gang det sker, vender optimismen en smule tilbage og efterlader mig i en måske naiv tro på, at der endnu er håb for klodens dyr. Og til dyrene hører vi mennesker. Vi vil så gerne bestemme, men vi er ikke særlig gode til at prioritere. Kloden har ikke et problem; den skal nok overleve, men det har vi!

Kåltæge 1


I tirsdags, hvor det regnede, hyggede vi os hele dagen med de unge mennesker. TV 2 kører hele tiden i Strandbaren, og en formiddag havde de set frembringelsen af en cheesecake, koldskål style. De syntes, den så meget fristende ud, og da de begge holder af både ostekage og koldskål, spurgte de, om jeg ville kunne finde opskriften, og om vi i givet fald i fællesskab skulle prøve at lave den en dag. De ville helst have mig med i processen, da de bestemt ikke syntes den så så enkel ud, som bagemesteren præsenterede den som.

Ostekage 6Ostekage 4

Den var såmænd simpel nok – når man først har lært hvordan man skraber vanillekorn ud – men den tog noget længere end den påståede time at lave. Alene ventetiden, mens hhv. ostemassen og jordbærkompotlåget satte sig, var godt 1½ time. Anna fik sig undervejs en tiltrængt lur i Johns nye stol, for hun er stadig ret ødelagt af smerter oven på den tidligere beskrevne ‘begivenhed’.
Aubrey tog derfor tjansen med at lave fjer af smeltet hvid chokolade, og han viste sig at være lidt af et naturtalent.
De skulle også køle ned, og da de var det, var Anna vågnet, og kagen kunne pyntes færdig.

Ostekage 3

Vi/de var meget spændte på, om de smørvendte, knuste kammerjunkere ville kunne holde sammen på ostemassen – og ikke mindst om denne overhovedet havde sat sig i tilstrækkeligt omfang, for den var meget blød, da vi hældte den i formen.
Det var et ja til begge dele.

Ostekage 2

Det færdige resultat var de ovenud tilfredse med, og det lignede i overraskende grad den, de havde set på tv.
Vi blev dog enige om, at chokoladefjerene kun skal have den halve størrelse end den viste, og så skal der skiftevis sættes chokolade og jordbær.

Ostekage 1

Smagen var rigtig god og frisk; bedre, end jeg havde forestillet mig.
Her er, hvad ungerne fik med hjem efter vi havde spist hver et stykke (nogle et lidt større end andre … ) og taget et fra til John og mig til dagen efter.
De har sikkert kvalme af ostekage, inden den er spist, men de lovede sig selv og hinanden at overraske forældrene med den, når de kommer til Danmark midt i august – det synes de kunne være ret blæret.
Skulle nogen være interesseret i opskriften, er den her.

8. juli 2026

Et arbejdssky element

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:13
Tags: ,

Anna og Aubrey arbejder begge i Strandbaren på Feddet Strand Resort. De har mange og lange vagter, for det er (som før nævnt) svært at skaffe personale. De har klaget over det, for der er ingen af de andre, der arbejder så meget som dem med seks dages arbejde og én dag fri. Arbejdstiden svinger mellem 6½ og 9½ timer, og de er oppe på 57½ timer om ugen i gennemsnit.
Selve arbejdet er de glade nok for, som det vist også fremgår af billederne herunder.
I starten havde de meget betænksomt fået alle vagter sammen, hvilket de begge var glade for, men nu klarer de sig fint uden hinanden og synes det er praktisk, at den ene kommer hjem før den anden, så aftensmaden kan stå parat til den sidst hjemkomne.

På arbejde - Feddet Strandbar

Strandbaren arbejde

MEN der er en af kollegerne, der konsekvent ingenting laver. En curlingknægt på 17 år, som er arbejdssky i forbløffende voldsom grad. Jo travlere der er, jo mere gemmer han sig et eller andet sted.
Bægeret flød over for Anna forleden aften efter lukketid, hvor gulvet først skal støvsuges og derefter vaskes. Anna var der alene med drengen, og hun kan, efter sin operation, ikke udføre hårdt fysisk arbejde, hvilket en gulvvask er for hende. Han havde derudover hele aftenen ladet hende betjene kunderne, så Anna havde scoopet iskugler i vafler, til smertegrænsen var overskredet for hende. Det går lidt bedre med at støvsuge end at vaske gulve, så hun sagde: Jeg støvsuger, så må du meget gerne vaske gulvet, til hvilket han svarede: Det gør jeg ikke!
Dårlig kollegaAnna fortalte om sin operation, viste ham det lange ar og forklarede sin ‘tilstand’, men han var da fløjtende ligeglad, så hun blev til sidst nødt til at gå ud i receptionen og fortælle om sit dilemma. Receptionisten sagde, at hun ikke var den første der klagede over den unge mand og beordrede ham at vaske gulvet, men fik igen et Nej, det gider jeg ikke, men jeg kan rigge vaskevognen til, så har jeg jo taget det tunge arbejde.
Det var dråben. Anna kom fuldstændig smadret hjem med så store smerter, at hun måtte ty til de stærke midler, som kun er til nødstilfælde, men var samtidig så frustreret og vred, at hun skrev en lang mail til sin daglige leder/vagtplanlægger, hvor hun beskrev både denne aftens og andre tilfælde med den 17-årige. Her kom også det med arbejdstiderne én gang til, og endelig, at hvis denne form for kollegaskab og arbejdsvilkår fortsatte, var hun nødt til at sige op. Hun havde som bekendt, allerede inden ansættelse, gjort opmærksom på, at hun havde været igennem en stor operation og derfor ikke har så mange kræfter som andre i hendes alder. Der blev ikke vasket flere gulve fra hendes side, og hun ville ganske enkelt forlange, at hun ikke fik flere vagter sammen med den arbejdssky, og hvis ikke der blev taget hensyn til dette omgående, kunne de betragte hende som ikke længere ansat.
Hun meldte sig syg næste dag, for hun kunne ingen steder være for smerter, som hun af bitter erfaring vidste ville vare mindst et døgn for derefter af aftage langsomt.

Det var den korte udgave af den lange mail, og den korte udgave af det næsten lige så lange svar er, at de lovede at give dem begge mindst en fridag mere om ugen, at fjerne den formastelige fra alle vagter med Anna samt tage ham ind til en alvorlig samtale (det blev bekræftet, at mange andre også havde klaget) og endelig, at de ville være meget kede af at miste Anna, så nu ville de gøre samtlige hendes kolleger opmærksomme på, at Anna skal skånes; at hun ikke er arbejdssky, men fysisk ude af stand til at udføre visse ting.

De har ellers gode og søde kolleger, men det er tankevækkende, hvordan et enkelt individ kan ødelægge så meget, ikke kun for Anna, men for hele fællesskabet og stemningen.
Det må sige noget om, hvor svært det er at skaffe personale, når de beholder en, der bliver klaget så meget over, men vi må se hvad der nu sker.
Det skal retfærdigvis siges, at det ikke er nemt at komme ud på Feddet, medmindre man enten bor lige i nærheden eller har bil, så stedet er alene af den grund nok ikke attraktivt for unge mennesker.
Heldigvis ligner Anna sin mor og er ikke bange for at tage en kamp op (det oplevede vi også i hendes skoletid), og med sin glimrende formuleringsevne er hun, trods sin unge alder, god til at sætte sig i respekt.


I går var den første af to fridage i træk. Fordi de nu har fået deres sundhedskort, indledte vi med at tage på Borgerservice for at bestille nye pas – også denne gang betjent af en serviceorienteret og meget venlig person, som selv tog pasbilleder af dem, fordi hun ikke syntes, at de skulle betale for dem henne i automaten!
Hun ville dog have inddraget deres nuværende pas, fordi de snildt ville kunne nå at få de nye inden de skal hjem i starten af september.
Jamen, sagde jeg, hvad så, hvis de af en eller anden årsag bliver kaldt hjem i utide? Sådan noget kan man i sagens natur ikke vide, og har de ikke et gyldigt dansk pas, vil de ikke kunne rejse til England.
Hun sagde, at det kunne hun godt se, men så skulle de bare huske at medbringe de gamle, når de hentede de nye – og de var derfor nødt til at møde personligt op og ville ikke kunne få mig til at hente de nye pas i en boks. Logik og selvfølgelig okay.
Det var vist heldigvis kun ved det første besøg, vi var så uheldige i Borgerservice … men hende kunne vi altså også snildt have undværet at stifte bekendtskab med.

Vi hyggede os hele dagen og fik lavet en anderledes ostekage, som jeg vil fortælle om senere, men afslutter dette indlæg med en spoiler i form af billedet af den fra TV 2.

Ostekageoriginal

2. juli 2026

Cand.selv eller cand.ikke?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Forleden dag var der en, der satiriserede lidt over de mange og modstridende svar, der kommer på Facebook hver gang en eller anden stiller et spørgsmål, og selv om man normalt siger, at der ikke findes dumme spørgsmål, kun dumme svar, så vil jeg vove den påstand, at begge dele findes.
I en småhave- og drivhusfacebookgruppe, jeg sommetider kigger lidt i, er der en hel del af begge slags. Måske ikke mange decideret dumme spørgsmål, men de snerper.
Eksempel: Et billede af fire kartoffelspande med helt gule og visne blade. Spørgsmålet lød: “Jeg er lige kommet hjem fra 14 dages ferie, hvor jeg troede det ville regne, men det gjorde det ikke. Kan mine kartoffelplanter reddes?” Jeg ville jo nok bare have prøvet i stedet for at spørge FB, men sådan er der så meget … de mange og forskellige svar varierede fra “Ja, det kan du. Bare giv dem vand” til “Der er ikke noget at gøre her – du kan lige så godt spise kartoflerne nu, hvis der er nogen”.
Jeg stod af, da en svarede “De har da bare fået for meget vand”.
Det var et meget illustrativt eksempel på University of Facebook, som den førnævnte satiriserende mand kalder den slags ‘klogskab’. Et udtryk, jeg labbede i mig, for hvor er det rammende. Der er en hel del flere cand.ikke end der er cand.selv’er.

I går mødte vi et eksempel (til) på en bedrevidende person, der var utilbøjelig til at lytte på dumme kunder som John og mig.
Vi var i Jysk for at købe en Vonsild seniorstol. Det er gået helt galt med Johns slidgigt i hoften, så han får nu nogle stærke smertestillende tabletter og er begyndt på et 10 uger langt fysioterapiforløb med eneundervisning tirsdage og holdditto på torsdage. Han fik meget opmuntrende fortalt, at i de første seks uger vil det blive værre, men så bliver det også meget bedre derefter. Det må vi virkelig håbe er sandt …
Så kapitulerede han og gik med til at købe en seniorstol, hvor man sidder noget højere end i hans yndlingslænestol, som han så nu kun kunne komme ned i og op af under støn og pinsler.

Karen har en Vonsild, som John har prøvet at sidde i, hvorfor vi vidste, at den er god og passer til John. Den er fra Jysk, så jeg gik på hjemmesiden og konstaterede følgende:
1) Den findes i tre modeller; en standard, hvor fodskamlen/benstøtten kan hæves og ryggen kan lægges næsten helt ned – trinløst, selvfølgelig, plus en stol med massage og en med løftefunktion. Dette sidste er, når stolen løfter sædet opad og fremad, så man bliver hjulpet op at stå.
2) Kun Jysk på Nørrebro har sidstnævnte i udstilling, og ingen Jysk-filial har den på lager, men den kan bestilles hjem. Det tager 14 dage …
3) Jysk i Køge havde tre eksemplarer af standardmodellen (også en i udstilling), og da det var den John ville have, kørte vi til Køge.

Vi fandt hurtigt stolen, og John ville prøve den, men den var ikke tilsluttet, så vi måtte kalde på hjælp til det.
På ryghynden sad tre skilte med forskellige priser, men beskrivende hhv. standard, massage- og løftefunktion.
Først hævdede manden, at den var gået i stykker, men John kunne fortælle ham, at den bare skulle have lidt strøm. Det måtte han modstræbende indrømme; den fik strøm, og John ‘tog den på’. Han sagde, at det var denne variant, han ville have, og at de skulle have tre på lager.
Nejnej, denne her har løftefunktion; du har jo lige selv prøvet det! John tabte mælet og jeg tog over:
Løftefunktion er ikke at hæve benstøtten, men at hjælpe kroppen op af stolen ved at løfte sædet.
Nej, se nu her, sagde han overbærende, og så viste han på sin telefon en video af stolen med løftefunktion, men han kiggede ikke selv på den.
JA, sagde jeg, videoen understøtter jo netop hvad jeg siger!
Så kaldte han på en kollega, som sagde det samme, altså at løftefunktion var at hæve benstøtten.
Nu blev jeg lettere irriteret og gentog mig selv. Det hele havde måske løst sig i kassen, men lige nu mente de to, at vi skulle betale for den dyre version af stolen, så jeg blev stædig.
På jeres hjemmeside står der (og her remsede jeg op, hvad jeg skrev i de tre ovenstående punkter).
De hidkaldte en tredje Jysk-medarbejder – som gudhjælpemig gav de to andre ret! Jeg gentog mig selv for tredje gang, og nu talte jeg med lidt større bogstaver:
Så se da for pokker jeres egen video og se, hvad en løftefunktion er!
Det gjorde den sidst tilkaldte, og han var heldigvis meget hurtig til at indrømme, at det da vist kun kunne være rigtigt, hvad kunden sagde. Han kiggede på deres lagerliste og sagde, at de desværre kun havde standardmodellen her i Køge …
Jeg undlod at komme med en spydig bemærkning, men nøjedes med afslutningsvis at sige, at det havde vi jo sådan set selv fundet ud af, allerede inden vi kom, men det var fint nok, for det var faktisk også den, vi gik efter, men at den store stædighed der indtil videre var udvist, havde irriteret mig en del … nu er der vist tre, der har lært, hvad en løftefunktion står for, når vi taler seniorstole!
Den første – og mest påståelige – så lidt beskæmmet ud, da han mumlede et ja.

Vi kom hjem med en stol, som John allerede er meget glad for – han nærmest springer ud af den, hvis man sammenligner med det ynkelige syn, det var med stressless-stolen, som endte med at stresse ham mere end afstresse ham.

Jeg kan være irriterende vedholdende, men det hænder ikke helt sjældent, at jeg har ret.

Stressless® Ruby (L) Classic lænestol med skammel | LænestoleLænestol VONSILD elektrisk lysegrå

Den gamle og den nye stol. Vi er ikke vilde med udseendet, men det er vigtigere, at den virker efter hensigten end at den pynter i stuen.

27. juni 2026

Møn set fra søsiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:59
Tags: ,

Det var så god en ide fra mine søstres side at forære John og mig De Tre Broers Tur, som jeg skrev om den 15. maj, at vi mente det kunne være en lige så god ide at forære Ditte (og Peter) den samme tur i forbindelse med hendes 75-års fødselsdag.
Det blev så ikke helt den samme tur, for hun havde, lige som os, to muligheder, hvor den anden var Møn set fra søsiden.
Da vi alligevel havde aftalt, at de skulle en tur ned til os, og vi kunne se, at vejret var inde i en stabil periode, indløste hun sit gavekort og bestilte billetter til os til i går.

P1060702

Vi lagde ud fra Klintholm havn klokken 10:20, og vejret ramte vi plet med – det kunne ikke forlanges bedre, og var dermed 100 % som man kunne ønske sig: Stort set ingen anden vind end den båden selv frembragte, og en blå og skyfri himmel. Jeg tror det er sjældent at se Østersøen så stille.
Vi tog den tidlige tur for at have solen inde på klinterne fra den bedste vinkel.

P1060703

Efter et stykke tid kunne vi begynde at se de smukke klinter, som lige i starten ikke var så hvide, som jeg havde forestillet mig, men det kom på den anden side af den første pynt.

P1060705

Det var et smukt og majestætisk syn.
Det er flot og enestående at se klinterne tæt på og oppe- eller nedefra, når man tager en af trapperne ned til stranden, men det er alligevel noget helt andet at opleve dem et stykke fra kystlinjen.
Der var fuldt booket på båden, men det var ikke så slemt som man kunne have frygtet med 42 personer på en relativt lille båd. Der var siddepladser til alle, og vi sad ikke tættere, end vi ikke følte nogen overskridelse af den sociale afstand.

P1060714

Der var en del sejlbådsturister, der ganske som os nød de smukke klinter i formiddagssolen, men sejlene måtte blive nede og de måtte gå på motorkraft pga. den manglende vind.

P1060717

Vi nærmede os stykket, hvor trapperne kunne ses.
Det er mange år siden, vi tog dem, og nu er det helt sikkert, at vi heller aldrig kommer til det igen … Maglevandstrappen er Danmarks længste med sine 497 trin. Hvis man ikke orker at gå op ad lige så mange trin igen, kan man gå lidt langs stranden og op ved Gråryg Fald. Der er der kun 468 trin …
Hvis man er i god nok form til at kunne klare det, er det anstrengelserne værd. Vi sad for nogle år siden inde i GeoCentret og ventede på vores englændere, mens de tog turen ned og op. Vi nød en kopkaf imens, og da de kom tilbage, var de alle fire ret begejstrede over den oplevelse. Man føler sig lige så lille, som man også ser ud til at være, når man står nede på stranden og kigger op.

Maglevandstrappen

Herover Maglevandstrappen, som går ned fra GeoCentret. Menneskene på stranden er bittebittesmå. Hvis det kniber med at få øje på dem, kan billedet klikkes større.

P1060728

Fire svaner fløj lige over vandoverfladen langs hele det stykke af klinten vi kunne se. Af en eller anden grund var det et meget fascinerende syn, som alle på båden fulgte intenst.

Turen tog lige knap to timer, og vi nød hvert eneste minut.
Vandet var spejlblankt og luften føltes dejlig kølig.
Jeg reklamerer stort set aldrig for firmaer, men jeg vil gøre en undtagelse og sige, at Sundfarten.dk giver fuld valuta for pengene.
Vi så desværre hverken sæler eller marsvin, som de skriver på hjemmesiden, at der er mulighed for, men det er ikke udelukket, at vi tager den tur igen en anden gang – dog ikke i år.

I dag og sikkert også i morgen står den på en temmelig passiv livsførelse. Vi har rundet 31°, selv her ved en østvendt kyst med en (svag) østenvind. Oppe i shelteret er søjlen i termometret ved at kravle ovenud. Der skal vi ikke sidde, når det er så varmt.
Det er en fordel at have et gammelt, stråtækt hus, for overalt herinde er der køligere end udenfor … godt nok kun et par grader, men de kan faktisk godt mærkes. Når vi træder ud i solen, er det som at gå ind i en mur af varme.
Jeg har været afsted for at forsyne os, så vi til aftensmad kan få koldskål med jordbær. Det er vist alt, hvad vi orker af kokkerering i dag.

24. juni 2026

Læger, sygehuse, fysioterapeuter, banker … vi har travlt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:59
Tags: , , ,

Vi har vist ikke haft så travlt, siden vi havde et lønnet fuldtidsjob. Det er i øjeblikket næsten et fuldtidsjob vi har; det er bare ikke lønnet mere.

Vi har kørt frem og tilbage hos hinanden for at indsamle underskrifter og diverse dokumentation, og jeg har skannet og mailet i én uendelighed, men bankkontoen til børnebørnene er dermed endelig faldet på plads. Den lille SJF Bank var hurtig, dygtig og samarbejdsvillig; A & A har nu hver et kontonummer, og deres kort vil dukke op indenfor 7-10 hverdage.
Danske Bank bliver ved og ved med at kræve ny slags dokumentation, men i og med, at den anden bank er okay med det hele nu, har vi tænkt os at ignorere DB helt og holdent, for jeg tror ikke, at alt det de kræver er lovpligtigt, men en eller anden form for hel-hel-helgardering som bevis på, at Anna og Aubrey ikke er ude på at hvidvaske en større narkoformue. Jeg tror nemlig ikke, at SJF ikke følger reglerne, men de har ikke krævet halvdelen af den dokumentation, som DB gør.
Så langt, så godt. Det nåede at komme på plads, til de får deres første løn om seks dage.

HoftesmerterDa vi kom hjem fra brylluppet i Sverige, havde John så ondt i det højre hofteled, at han ikke kunne sove om natten og næsten ikke kunne gå om dagen. Han lignede en meget, meget gammel mand og var pludselig afhængig af en stok … det var så slemt, at han måtte til lægen om tirsdagen. Hun lod ham foretage et par små øvelser og sagde, at det var ganske rigtigt hans slidgift i hoften, der var væsentligt forværret. Hun gav ham nogle stærke smertestillende tabletter og henviste til en fysioterapeut, som han nu har været hos, undersøgt af og indskrevet til et ti-ugers forløb med troppen op to gange ugentligt; én gang individuel træning og én gang holdtræning. Så må vi se. Det er rigtig slemt for ham lige nu, staklen, men de stærke codeiner virker heldigvis, og det vil fysioterapiforløbet forhåbentlig også gøre.

Så begyndte der pludselig at ske noget i mit underliv, som ellers lige på den front har ligget stille i omkring 20 år. Man skal ikke pludselig begynde at bløde i min alder, så jeg kontaktede omgående lægen, som lige så omgående tog mig i konsultation og undersøgte mig.
“Der er ikke noget alarmerende at se, men du skal ikke bløde i din alder, så jeg sender dig igennem kræftpakken med det samme. Det skal jeg og det gør jeg. Du hører fra en gynækologisk afdeling inden for få dage, men jeg tror i virkeligheden ikke, du for alvor behøver at være bekymret”.
Slagelse Sygehus sendte mig en indkaldelse allerede samme eftermiddag – altså i går. Jeg skal til undersøgelse i morgen.
Kom ikke og sig, at systemet ikke virker – det er helt imponerende hurtig svartid; det kan ganske enkelt ikke gøres hurtigere. Ingen klager herfra!
Jeg er ikke bekymret, og jeg sover glimrende om natten, men et eller andet er der jo galt, så nu må vi se, hvad det er.

Jeg ved godt, at det ikke er et hvepsebo ...

Derudover har hvepse etableret et bo i sommerhuset, hvor A & A bor, lige over terrassen hvor de opholder sig meget, hvilket de selvfølgelig følte sig temmelig utrygge ved, så de spurgte mig, hvad der kunne gøres.
Jeg fandt en lokal hvepsebekæmper, som kom allerede samme dag jeg ringede til ham. Han pustede noget hvidt pulver ind, hvor de fløj ud og ind, hvorefter der blev en ret så heftig aktivitet fra hvepsenes side. Manden sagde, at det ville vare en lille time, og hvis ikke der virkede helt dødt næste morgen, skulle vi bare kontakte ham igen.
Der var helt dødt, og alt er i orden.
Jeg har ikke ret mange skrupler over at tilintetgøre et hvepsebo. Om nogle uger vil de tilligemed blive aggressive, og så er det altså generelt bare ikke sjovt at have dem flyvende lige omkring ørerne af en hele dagen.

Deres skorstensfejer har mig som kontaktperson, for det giver ikke meget mening at ringe til Charlotte i England for at sige, at “jeg kommer i morgen på et tidspunkt”, så ham har jeg også været afsted for at lukke ind i dag, da A & A ikke var hjemme.

Vi har faktisk vældig travlt, men det er fint nok – så har vi ikke tid til at gruble over verdens fortrædeligheder og at vi måske har lige lovlig meget på sygdomspaletten for tiden.
Anna og Aubrey elsker stadig Danmark. De fløjter afsted til Præstø, Køge og Næstved, så snart de har fri. De finder sjældne LP’er (sjældne i UK) og andre ting, de ikke ser derhjemme. De spiser ofte ude, og de hygger sig i det hele taget meget mere, end nogen kunne have håbet på, så hvad deres ophold angår, kan det indtil videre ikke være meget bedre.
Fra weekenden begynder højsæsonen, hvorefter deres arbejdsdage bliver længere og med færre fridage, så det bliver hårdt, men jeg må bare forkæle dem med take away-food med korte mellemrum.

23. juni 2026

Bureaukrati, bøvl og besværlige banker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags:

Hvis vi troede, at alle besværlighederne vedrørende børnebørnenes ophold i Danmark var slut, troede vi forkert!
Min bank, som jeg ellers er meget glad for, ville nemlig ikke give børnebørnene en konto, da man havde stoppet med at tage udenlandske kunder ind (!) Det vidste ikke engang min privatrådgiver, da jeg ringede og klagede min nød til ham. Det er ikke i orden, at ikke alle medarbejdere bliver oplyst om sådanne beslutninger. Charlotte havde ingen problemer med at blive kunde for et år siden.
Børnebørnene kan ikke få MitID, fordi deres pas ikke indeholder de sidste fire cifre i CPR-nummeret, og derfor kunne de af samme årsag ikke hjælpe os på Borgersesrvice.
Da vi forlod den ellers så kompetente dame, som hjalp os med indrejsetilladelsen og hvad dertil hører, gik vi ned ad Næstveds gågade for at indtage den første, den bedste bank, vi stødte på.
Det blev en bank, jeg ikke engang kendte af navn, men som via en stor plakat brystede sig med, at de støtter ungdommen. Det kunne de så få lov til at bevise, men en ung kvinde indledte med at sige, at de skulle have et MitID for at kunne åbne en konto. Så var den gode stemning allerede ødelagt, for jeg blandede mig straks og sagde, at det skulle de i hvert fald ikke – det er ikke noget krav i Danmark at have MitID – det er der mange der ikke har, men alle skal have en bankkonto! Den måtte hun jo sluge, hvorefter hun tilkaldte en anden, som var mere medgørlig, og hun tog da også imod forskellige relevante oplysninger vedr. A & A og sagde, at de ville høre fra dem.
Okay, jeg var måske en smule negativ, da vi kom ud fra den bank, så vi forsøgte os senere via Danske Banks hjemmeside, hvor de har en formular på engelsk. Jeg ved, de tager fx au pair-piger, og der er da i øvrigt masser af udlændinge, der modtager løn i Danmark, så hvorfor skal det være så svært?

Men det skal det! Begge banker skal have et hav af dokumentation og/eller tro og love-erklæringer

  • Kopi af dansk pas.
    Kopi af engelsk pas
    Ansættelselaftale
    Dokumentation for deres engelske skattenummer
    Dokumentation for deres danske skattenummer (= CPR-nummer)
    Deres fødselsattest (her ville Danske Bank også have en dansk dåbsattest, men der måtte jeg lige forklare, at sådan en får man altså ikke, når man bliver døbt i England …)
    Indrejsetilladelse
    Udfyldt ‘egenerklæring’ (Danske Bank)

Og naturligvis fremgår ikke alle kravene med det samme; de dukker op sådan lidt hen ad vejen. Det virker umiddelbart en anelse tilfældigt, men det er det forhåbentlig ikke.

Nå. Begge banker har nu fået alt det ønskede, og den første, som egentlig var bagud på point i starten, ligger nu i spidsen, fordi kvinden viste sig i virkeligheden at være et rigtigt menneske med forståelse for, at de var unge mennesker, som står i et fremmed land og derfor måske er en smule usikre.
Hun sagde bl.a., at de egentlig personligt skulle troppe op og skrive under på en eller anden erklæring, før hun kan åbne kontoen, men fordi hun allerede havde set os alle tre, kunne hun godt stå inde for at sende dem formularen pr. mail, med følgende underskrivelse fra børnebørnenes side, skanning og returnering pr. mail. Så sparede vi da en tur til Næstved, og de skulle ikke bede om en halv fridag.
Altså et rigtigt menneske og ikke en regelrytter. Cadeau for det.
Hun er, lige som den kompetente og søde dame i Borgerservice, ikke af dansk afstamning. Det er tankevækkende og gør det i mine øjne endnu mere uforståeligt, at der er så voldsomme kræfter i spil fra en vis hr. trumpwannabe og lignende mørkeblå personager for at få alle danskere til at hade alt og alle, der ikke har været dansk(e) i århundreder årtusinder. Beklager sidespringet, men det var nødvendigt for mig at få úd.

Selv om denne bank nu lyder lovende og det hele skulle være i orden allerede fra i morgen efter modtagelse af signeret erklæring, stopper jeg dog ikke processen med Danske Bank, før de vitterligt har en konto og bevis på, at de har bestilt et kort. Vi vil dæleme ikke risikere igen at stå med ingen bank.

Charlotte grinede, da jeg fortalte hende om alt bøvlet og sagde, at jeg så sandelig har fået nok at se til efter at have fået børn igen i en høj alder.
Ja, sagde jeg – jeg har endnu mere at lave end med dig, da du boede hjemme, men du havde selvfølgelig også et ‘medfødt’ CPR-nummer. Desuden er al den it, der er kommet siden du var ung for at ‘gøre det hele lettere’, i virkeligheden skyld i, at det meste bliver mere besværligt, fordi systemerne bliver så rigide.

P1100111

Forhåbentlig kan vi snart se lyset – det er da lidt spændende, om det hele kommer i orden, inden de rejser hjem til England igen.
Jeg er ikke vildt stolt af vores lands bureaukrati og måde at tage imod folk på, selv om de sødt siger, at det er endnu værre i England.

15. juni 2026

På ødegården skal brylluppet stå …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: ,

Min yngste niece er blevet gift med sin Nicolai. Det foregik på en ødegård i Sverige, som min søsters tre børn og deres farbror deler ejerskabet af.
Det skulle blive et ganske anderledes bryllup, end man normalt ser, men hurra for det – jeg elsker den måde de havde valgt at blive gift på.
Det skulle have været brudens faster, der viede dem, men det må hun ikke i Sverige, så de fik fat i en svensk præst, som gerne ville påtage sig opgaven at smede de to i hymens lænker derude midt i skoven.
Vielsen skulle have været foregået udenfor, men i sidste øjeblik fik man meget travlt med at fjerne halvdelen af de allerede dækkede borde og stille samtlige stole op på konferencemåden.
En halv time før begyndte det nemlig at regne. Meget. Rigtig meget. Under præstens (usædvanligt korte) prædiken gik det over i et veritabelt skybrud, så man intet kunne høre.

20260613_141115image

Nå. Når det regner på et brudepar, vil det også regne med lykke og rigdom til dem. Siger nogle. Brudens farmor var en aktiv dame hele dagen og aftenen. Hun er 93 år og er sunket lidt sammen, men energiniveauet og hjernen er som hos en frisk 70-årig. Ret imponerende, faktisk. Hun står herover i en pink jakke.

20260613_15215120260613_152247

Maden skulle to gutter fra Fyn sørge for. De har specialiseret sig i mad over bål, så vi var spændte på at se, hvordan man klarer det til 110 personer, men det gik fint. Jeg tror dog, at begge d’herrer sov rigtig godt, da de endelig vendte hjem til Fyn. De arbejdede uafbrudt i over ti timer, hvor de havde meget travlt hele tiden, men havde overskud til smil og rappe bemærkninger. Kødet var fra en elg, som en af gæsterne havde skudt. En gæst, som Charlotte blev meget betaget af for 36 år siden, da vi var på samme ødegård til brudens fars 30-års fødselsdag. Da var han 15 og hun var 13, og de havde stort set kun øje for hinanden hele dagen og aftenen. Charlotte vidste godt, at han kom med og var lidt spændt på at se ham igen efter så mange år: om han stadig var lige så ‘lækker’ (Charlottes ord) som dengang. Det var han så ikke … men han var stadig meget sød. De fik hinanden til bords. En tilfældighed? Det vides ikke, men jeg har mine anelser …

BrudekaretenIMG_2571

Farbror Søren havde sørget for brudekaret, som han kørte dem en tur i rundt på grunden. Også en lidt alternativ en, tør man vist roligt sige, men den passede perfekt til omgivelserne.

Praktikaliteter

Her står de nygifte og fortæller om alt det praktiske, der uundgåeligt vil være når man er så mange mennesker samlet, som fx toiletforhold (en lejet vogn, der var stillet op et diskret sted), at der var sat en vaskestation op, hvor den enkelte gæst blev bedt om at vaske sin kaffekop og kagetallerken af, så de havde til desserten om aftenen, at man meget gerne måtte sætte en navnemærkat på sit glas og så i øvrigt beholde det samme både eftermiddag og aften, præsentation af de to toastmastere osv, osv.

Saunateltet

Der var meget forudseende opstillet et saunatelt, som blev flittigt benyttet hele aftenen, for det blev efterhånden meget køligt. John og jeg sad tæt på en ydervæg oppe på det store loft, som er lavet om til en gildesal. Vi blev kolde helt ind til marven, men blev reddet af (en anden) Nikolaj, som gav os et stort fleecetæppe, som både John, Aubrey, Anna og jeg kunne lægge over vores ben og hænder, da vi satte os tæt sammen efter middagen. At Aubrey accepterede i fuld offentlighed at blive puttet og nuslet om af mig, siger lidt om, hvor kold han var blevet. Han havde nu også glemt at tage en jakke med.

Brudeparret har et hav af venner, fordi de begge har grupper både fra gymnasiet og fra studietiden. Jeg forstår ikke, hvordan de også får tid til sig selv, hinanden, deres lille datter og til at passe deres arbejde, men det går tilsyneladende fint.

Halvdelen af teltlejren

De fleste  af disse unge – efterhånden måske ikke helt unge – mennesker havde stillet telte op på grunden.
Vi gamle var så privilegerede at have fået stillet en nærtliggende hytte med tre soveværelser til rådighed. Vi skulle derfor dele den med fire andre, men det gik fint – vi var alle seks bare superglade for at have en rigtig seng og et rigtigt badeværelse!
Mine fire englændere fik også et helt sommerhus for sig selv. Meget fornemt!

Bålmaden var rigtig god. De klarede både kage til eftermiddagskaffen og forret, hovedret og dessert på den måde. Jeg var imponeret over deres totale styr på tingene.

Alt i alt et herligt og fuldstændig anderledes bryllup, som vi sent vil glemme. Regnen kom og gik, med sol indimellem, men det lagde ingen dæmper på stemningen, som hele tiden var i top. Flere af os havde dog undladt at klæde om til festtøjet, men der var naturligvis ingen, der øffede over at se den gamle moster her i lange bukser, sweater, dunvest og vandtætte vandresko. Nogle havde gummistøvler på, hvilket så ret spøjst ud under den pæne kjole, men igen: De højhælede var bestemt ikke en god ide den dag og aften.

8. juni 2026

Man lærer nyt – og glemmer (for) hurtigt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:47
Tags: , , ,

Inge og Hasse besøgte os i går. Datoen blev valgt ud fra, at Inge meget gerne ville på BLOMST (kunsthåndværkermarked i Everdrup). Der skulle, på trods af navnet, være rigtig meget keramik, som Inge er så glad for. Jeg har ikke helt den samme faible for det som hun har, men hvad gør man ikke … og der var da også stande med andet end keramik. Bl.a. blomster …
Jeg faldt for en bipool, som glasmesteren kaldte det, for ja, den er af glas og ikke keramik. Bipool er et nemt, men i øvrigt ikke særlig godt ord for dimsen, for bier og andre insekter tager næppe ligefrem et bad, men nøjes med at slukke tørsten.

Bipool (2)

Efter marked og frokost gik turen til Stevns, hvor vi ikke før havde leget turistguider for netop de to. Det blev en god og lærerig tur, ikke kun for gæsterne, men også for mig, for vi opdagede en del for os nye vækster. Hurra for Google Lens.
Bulmeurt, fx. Jeg kender navnet, men havde indtil i dag ikke set den i virkeligheden. Det har jeg nu, og det er en nydelig plante/blomst. Den er stærkt giftig, så naive Ellen havde nok forventet, at den så ud derefter, men det syntes jeg faktisk ikke den gjorde.
Farvereseda eller farve-vau havde jeg set (og plukket) på Bornholm og ude på Mandehoved, men her ved Lund havn var der snesevis af dem, så jeg overvejer at tage derhen igen i juli/august for at plukke nogle stykker og dermed kortvarigt tage plantefarvning op igen. De giver en meget smuk, næsten neongul farve, som man, hvis man har lyst til at lege lidt, kan overfarve med andre farver og få spændende ting ud af det.

BulmeurtFarvereseda

Efter Lund kørte vi mod Mandehoved, hvor der står et fugletårn og også gerne en del fuglekiggere helt ude ved kanten af klinten.
Der var da også et par stykker med hver deres monsterlinse. Jeg ville ikke engang kunne løfte den største, tror jeg …
Inge og jeg havde set en rovfugl på vej derud, men den var for langt væk til, at vi kunne identificere den.
En af fuglekiggerne sagde, at det godt kunne have været den vandrefalk, han havde set et par gange i løbet af dagen, og som han viste os et virkelig blæret billede af, hvor den var på vej til sin rede med en due i kløerne. Et billede så knivskarpt, som fløj han lige ved siden af fuglen!

GyvelkvælerfotograferingGyvelkvæler

Pludselig fik jeg øje på noget, jeg aldrig havde set før. De lignede lidt padderokkernes sporehuse, som kommer op om foråret inden selve planten dukker frem, men disse var, omend stadig små, så dog væsentligt større end sporehusene.
Google Lens … igen …
Stor gyvelkvæler. Den var godt nok ny og måtte derfor granskes nærmere. Det er et aldeles fjollet navn, for for det første er den som sagt ikke særlig stor, som det ses på billedet af min entusiastiske stræben efter identifikation, og for det andet kvæler den ikke gyvel, men er en parasit, som snylter på knopurtens rødder.
”Den er meget sjælden i Danmark og har 6-8 nogenlunde stabile voksesteder, f.eks. på Stevns og Samsø”. “Planten er totalfredet i Danmark. Den må ikke plukkes eller opgraves, og dens voksesteder må ikke ødelægges.” (Naturbasen).
Vi var jo netop på Stevns, så vi var sikre på, at vi havde fundet det rigtige svar. Der er vist heller ikke specielt mange forvekslingsmuligheder.
Nu skulle vi så bare passe på ikke at jokke på den i vores iver, men den slap helt uskadt fra vores undersøgelser.

Havørn-sammenligning 1Havørn-sammenligning 2

Ved Mandehoved er størrelserne på forskellige rovfugle vist på bedste pædagogiske vis; bl.a. på vandrefalken, som er noget større end dens fætter, tårnfalken, som vi tit ser stå og muse tæt på Den Stråtækte.
Havørnens vingefang er placeret, så man kan finde sit indre barn frem og stille sig op til fotografering til sammenligning.

Vi lens’ede flere nye vækster og et enkelt insekt (blødvinge), men vi kunne da ikke huske alle navnene, da vi kom hjem. Google Lens gemmer ikke identifikationsbilledet, medmindre man specifikt beder om det, hvilket jeg sjældent husker.
Jeg husker dog, at vi fandt limurt, som jeg kendte af udseende og nu også af navn. Navnet giver god mening, hvis man rører ved den!

Lav bred hængebøg

Vejen faldt forbi dette træ, som vi var nødt til at standse op for at se nærmere på. Meget bredt og ikke særlig højt. Først kørte vi bare langsomt forbi, og jeg hævdede, at det var en hængebirk. Det var der ikke udbredt enighed om, så John vendte bilen, og to af os steg ud for at kigge nærmere. Der var nu ingen tvivl om, at det var bøgeblade, og jeg havde da hørt om hængebøg, men havde nok ikke forestillet mig, at den kunne have disse proportioner. Nogle mente, at den var topkappet, men det var den ikke, og at det var et temmelig gammelt træ, kunne vi se på tykkelsen af stammen, da vi med besvær fik machetet os ind under bladhanget.

Det blev alt i alt til en god, underholdende og lærerig tur. Nu har jeg til gode at finde ud af, om disse nye plantehavne bliver hængende. Nogle gange sidder de fast efter en enkelt gang, og andre gange skal jeg slå dem op flere gange, hvor jeg trods alt ved jeg har set planten før, men ikke kan huske navnet. Endnu en af ulemperne ved at blive ældre: Man er længere om at tage ting ind og få dem til at hænge fast. Jeg trøster mig bare med, at så længe der overhovedet kan hænge nyt fast til senere fremtagning, kan det vel ikke stå helt galt til.
Tak til Inge for tilladelse til at bruge hendes billeder.

5. juni 2026

Det er vist ved at falde på plads

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:56
Tags: ,

Mandag ringede jeg til rådhuset og forklarede vores frustrationer ved ‘oplevelsen’ i skranken fredagen før. Denne dame var heldigvis mere kompetent, men kunne desværre endnu ikke se, at papirerne var registreret i systemet. “I har fået et sagsnummer, du kan referere til”, hævdede hun.
Hertil kunne jeg svare, at vi ikke havde fået noget som helst, bortset fra en ret negativ attitude. Da jeg havde fortalt om forløbet og modstanden mod at lytte til os, blev jeg spurgt hvem vi havde talt med, så jeg har da lov at håbe, at vedkommende bliver taget lidt i skole.
Det var heldigvis den rigtige formular, der modstræbende blev udfyldt fredag, så så langt, så godt … og hun sagde, at hun nok kunne finde sagen via mit CPR-nummer, som også fremgik af formularen.
Hun bad mig om at ringe igen onsdag, hvilket jeg naturligvis gjorde, og hvor jeg talte med den samme person, som nu kunne se, at børnene var registreret i systemet, men sagen ikke behandlet, og det var ikke hende jeg talte med, der skulle behandle den. Det beroligede mig dog, at den ikke var blevet arkiveret lodret, hvilket jeg havde frygtet lidt. Ved samme lejlighed sagde damen, at vi også skulle have en kildeskattekode, så vi skulle snarest se at få udfyldt den relevante formular fra SKAT.
Hvad var nu det? Det var første gang vi hørte det – vi troede alt angående tildeling af CPR-numrene blev klaret i én forretningsgang, men nænæ. Til SKAT skal de stille med en underskrevet ansættelseskontrakt indeholdende alle oplysninger om arbejdssted m.m.m., inklusive arbejdsgivers CVR-nummer. Det kunne de jo godt have sagt noget før, for sådan en havde de fået for et par uger sigen, så det havde vi kunnet klare allerede inden de kom i torsdags – men hvem siger også, at det skal være nemt?
Onsdag aften brugte vi en times tid på at skanne pas og ansættelseskontrakter og udfylde den ret omfattende, elektroniske formular, men alt gik godt, og de fik en kvittering.
Senere samme aften (!) fik de hver en mail om, at SKAT havde modtaget deres ansøgning, og at sagen forventes behandlet inden for to uger.
Fint, for så når de at få et skattekort, inden de får deres første løn, og som jeg har forstået det, får de deres CPR-nummer sammen med skattekortet.
Så skal vi bare skynde os i banken for også at få en konto til dem.

Aubrey glæder sig meget til sin første lønudbetaling. For det første tjener de begge mere, end de gjorde i England, og for det andet er det sådan nogle dejlig høje tal, der vil figurere. De er naturligvis klar over kursen for GBP kontra DKK, men bare synet, som han siger … det bliver dog ikke til så meget første gang, for de skal ikke arbejde særlig meget i juni.

Charlottes akeleje (1)Charlottes akeleje (2)

Den dreng er fuldstændig vild med Danmark. Han udnytter disse første fridage og cykler og cykler og cykler rundt i vores skønne område, som – hvis I spørger os – også er et af de dejligste naturområder på Sjælland. Vi bor kun 11 km fra Kobanke, som er Sjællands højeste punkt, og kigger man på et topografisk kort, kan man se, hvor tæt højdekurverne ligger på hinanden, så det er et temmelig kuperet terræn, han kører tyndt. Han har lige lagt en yderst begejstret post på IG, hvor han også glæder sig over de mange for ham nye fugle.
I dag så han en blå kærhøg, som er meget sjælden i Danmark, så han kunne næsten ikke få hænderne ned. Desværre havde han ikke sit gode kamera med, men måtte nøjes med mobiltelefonen, som dog var tilstrækkelig til en sikker identifikation.
Det er skønt at se hans åbenlyse glæde over naturen og oplevelserne i den – det er vist det helt rigtige valg fra hans side, at han i september skal begynde på Falmouth University for at uddanne sig til wildlife photographer.

25 maj 2026 (2)25 maj 2026 (13)

Jeg er glad. Dels selvfølgelig fordi tingene lader til at lykkes trods det indledende kommunale bøvl. Dels fordi de nåede at få det hele ordnet i sommerhuset, inden de skal være der alene, dels fordi Annas bil er blevet repareret. Peugeotværkstedet havde heldigvis (for Anna, forstås) en bil, der var totalskadet bagi, og som derfor havde et intakt forparti, hvorfra de kunne tage den del, der var slået i stykker – og de klarede oven i købet reparationen mens de ventede, fordi det var en udenlandsk bil. Fin service.
Og endelig dels fordi mine akelejer er smukkest lige nu.
Jeg, som ellers aldrig har interesseret mig synderligt for akelejer, har nu flere forskellige i haven; bl.a. en støvet rosa (det første billede), fra hvilken Charlotte gav mig frø sidste jul. Det er først nu gået op for mig, hvor mange slags akelejer der findes, så nu går der lidt sport i at have en stor variation. Jeg ville bare ønske, at de havde en lidt længere sæson.
Den stærkt blå har jeg fået af naboen, den pink har jeg købt i Gilleleje, den hvide har altid været her, og den lilla dukkede bare op …
Jeg vil have flere akelejer, men de er jo supernemme – man skal bare smide nogle frø om efteråret, så vælter de op næste år.

25 maj 2026 (22)25 maj 2026 (31)

30. maj 2026

Frustrationer og skrankepaver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:54
Tags: ,

Indledningsvis gengiver jeg Carlsbergs svar på min henvendelse vedrørende Slukefters ågerpriser på danskvand:

Hej Ellen
Mange tak for din henvendelse.
Det er ikke os, der fastsætter priserne på drikkevarer ude hos vores kunder, og derfor undrer det os, at den omtalte Kro har bedt dig kontakte os.
Vi har hverken mulighed for eller lov til at bestemme, hvad vores kunder sælger vores produkter til.

Det var et okay og fint svar, selv om de ‘glemte’ at svare mig på priserne fra deres side, men så vidt jeg kan finde ud af, er det næppe mere end højst 18 kroner literen for de dyre og under en tredjedel af dette for de billigere.


Englænderne er kommet, men rejsedagen (torsdag) var lidt af en prøvelse for dem alle. De tre af dem tog flyveren (Tim tog alligevel med og er her til på tirsdag), men den var forsinket over to timer, hvilket selvfølgelig var irriterende. Tiden går langsommere i en lufthavn og hvert enkelt minut i en hvilken som helst af slagsen føles som mindst tre minutter. Heldigvis kom Tim hurtigt gennem den nye, biometriske paskontrol, selv om vi havde læst skrækhistorier om timelange køer. De ankom til Den Stråtækte klokken 20 og var nu meget sultne.
Charlotte, som kørte Annas bil, var ude for et lille uheld i Tyskland. Hun så pludselig noget falde af en varevogn og fra vejen, med et knald, hoppe op under hendes bil, som kort efter begyndte at afgive mærkelige lyde fra området ved højre forhjul. Hun nærmest kravlede hen til en tankstation og kunne konstatere, at noget hård plast var gået løs og nu slog mod hjulet. Hun fik fat i noget meget kraftig tape og fik midlertidigt klaret problemet, men hun turde ikke længere køre så hurtigt, som hun ellers havde gjort. Anna kunne følge hende, med estimeret ankomsttid, på kortet via WhatsApp, og C havde selvfølgelig kontaktet os direkte, da hun var på tankstationen.
Hun ankom sulten og træt klokken 22.

I går kørte vi til Borgerservice for at registrere de unge, så de kan få CPR-nummer m.m.
Jeg havde tidligere på måneden aftalt tid og fået besked på at medbringe 1) de unge mennesker, det handler om. 2) deres mor, hvis hun deltog i ‘overdragelsesforretningen’. 3) mig selv, som de officielt skal bo hos i de tre måneder. 4) deres danske pas og 5) deres fødsels/dåbsattester. Denne kompetente dame bookede tid til os i Borgerservice, hvor vi skulle komme så hurtigt som muligt efter deres ankomst.

Det var så i går. Der sad en uvidende person ved skranken. Hun forstod ikke, hvad vi skulle der, selv om vi indledte med at forklare, at det drejede sig om at bevare et medfødt dobbelt statsborgerskab, så nu er de to her i tre måneder og har oven i købet fået arbejde.
“Jamen de må gerne opholde sig i landet i tre måneder uden indrejsetilladelse”.
”Det ved vi godt, men det handler ikke om, hvad de må, men hvad de skal, og det skal altså registreres officielt, at de er her, og de skal have et CPR-nummer.”

Konen ville simpelthen ikke høre hvad vi sagde, men holdt stædigt fast i det med, at de ikke behøvede at ‘indrejse’.
Det er faktisk en meget lang historie, dette her, men vi endte med at tvinge hende til at udfylde en indrejseformular for os og vedlægge kopier af de medbragte dokumenter.
Hun forklarede os, at de gerne må arbejde her; at de ‘bare’ skulle have et skattenummer for at kunne få løn, og det kunne vi få hos SKAT.
Hun havde stadig ikke fattet, at det ikke handlede om ‘må’, men om ‘skal’, selv om vi forsøgte at forklare det igen og igen. Hun ringede til en kollega på rådhuset og talte med hende, men fordi hun ikke forstod vores ærinde, stillede hun de forkerte spørgsmål. “Jamen det vil jeg så prøve at forklare dem”, sluttede hun denne samtale.
Hun ‘forklarede’ os en masse ting, som stadig ikke havde noget at gøre med vores ærinde. Hun havde simpelthen besluttet sig for at holde fast i, at børnene var turister her i tre måneder og derfor ikke behøvede nogen som helst tilladelse eller registrering.

Vi var desværre nok både lidt befippede og selvfølgelig også ret frustrerede over hendes stædighed og mangel på viden.
Da vi kom hjem, slog jeg (igen) op på Udenrigsministeriets hjemmeside, og her står det letforståeligt, hvad der skal til.
Jeg var bare ikke kvik nok til at finde det frem, da vi var der – og det er i øvrigt næsten umuligt at læse på en telefon.

Meget kort fortalt skal de enten, inden deres fyldte 22. år, være her i tre sammenhængende måneder (og det er de jo nu), eller også skal de sammenlagt have været her i over et år. Det sidste har de også været, men det vil være et stort arbejde at finde frem til dokumentation for fx flybilletter og i det hele taget ind- og udrejser, så alle syntes, at de tre måneders ophold er det smarteste – og sjoveste.

Jeg er nødt til at ringe til rådhuset på mandag og spørge, om vi nu skal starte forfra – og hvis vi skal det, hvordan vi så undgår at komme til at møde den samme, komplet uduelige klovn i skranken. Gad vide hvor de papirer, hun modstræbende udfyldte, er havnet henne?
Jeg fik senere på dagen en sms, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville vurdere min ‘oplevelse’ med Borgerservice. Det ville jeg for en gangs skyld og gav en enkelt stjerne af fem (man kan jo ikke give 0 stjerner), men jeg havde kun 250 anslag til uddybelse, hvilket slet ikke var nok.
Hun bekræftede samtlige Charlottes og mine fordomme om visse offentligt ansatte. Hendes nedladende attitude er et kapitel for sig – vi var som udgangspunkt nogle tungnemme borgere, som hverken kendte eller forstod simple regler.
Fordomme om de offentligt ansatte burde jeg egentlig ikke lufte her – der kunne måske være sådanne blandt læserne, men jeg håber så bare, at I/de er mere kompetente end det kvindemenneske, vi blev udsat for.
Jeg har sådan set forståelse for, at hun ikke kan vide alt, men så må hun saftsusemig være villig til at lytte til hvad vi siger og acceptere, at vi rent faktisk havde sat os ind i proceduren og de nødvendige formaliteter, inden vi nåede frem til hendes skranke.
Hrmpf.

I sikker havn?

24. maj 2026

Dagens flue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , , ,

Hvis min dansklærer i gymnasiet kunne læse dette indlæg, ville jeg nok få bundkarakter. Hun gav mig ellers den ros, at jeg var den eneste i klassen, der kunne skrive noveller. Normalt gav hun os tre stileemner at vælge imellem, men engang skrev hun bare “Trappen” på tavlen og sagde, at vi kunne bruge emnet/ordet til lige præcis hvad vi havde lyst til. Jeg skrev en science fiction-novelle – og fik 13. Jeg ville ønske jeg havde gemt den, for den har senere vist sig at være ren spådom. Kald mig bare Nostradama … jeg skrev om en fremtidsverden, hvor folk blev tykke, dumme og dovne, fordi teknologi havde overtaget samtlige menneskets opgaver – både intellektuelt og fysisk. Jeg skrev novellen i 1971, hvor man endnu brugte hulkort, og hvor DASK var blevet nedlagt blot fire år forinden. Jeg var ‘hulledame’ i en sommerferie engang.
Senere bad hun os om at skrive en ugebladsnovelle, og jeg skrev en så tyk, men åbenbart rammende, parodi på en sådan, at jeg fik mit andet 13-tal. Mine to eneste, desværre … men det var altså fordi jeg kunne skrive noveller.
Dette indlæg er rodet, hvilket stensikkert ville afføde nogle af hendes bemærkninger med det røde blæk: Disposition! Hold dig til emnet! Ingen bratte emneskift!

Venus fluefanger

Jeg har købt en venus’ fluefanger.
Hvorfor dog? Det ved jeg ikke, men sådan en har jeg ikke haft før.
Hvis jeg troede den kunne hjælpe os af med nogle af de indendørs væsner, der ikke altid er lige velkomne, tog jeg fejl. Den skal tværtimod hjælpes til at få mad, så enten stiller jeg den ud, hvor der er mere tilgængelig føde – den fik da også sin sag for, da dansemyggene havde deres sæson i år – eller jeg hjælper den lidt. En slags naturlig fødevarecheck.
Jeg fanger fluer til den, men jeg kan ingen litteratur finde om, hvad dens daglige behov er. Er det én flue? Kun et par stykker om ugen?
Lige nu virker den meget tilfreds og nærmest strutter af livskraft. Indlæggets overskrift hentyder naturligvis til Storm P’s finurlige fluer, som han nåede at begå hele 3000 af.

Det er selvfølgelig også det nemmeste at blive fodret.
Udenfor, bl.a. ved fuglefoderhuset, er der skovspurveunger nu. De er lige så store som deres forældre, og man kan kun se forskel på dem, fordi ungerne, når mor eller far er i nærheden, sætter sig på fugleungemåden, sitrer med vingerne og åbner næbbet på vid gab. De kan sidde inde i fuglehuset, oven på maden, og lade sig fodre. Hvis forældrefuglene forsvinder for en kort bemærkning, kan ungerne sagtens finde ud af at spise selv! Dovne lømler!


Vi har lige været på Slukefter kro for femte gang; igen med et par venner, som vi hermed introducerede til konceptet, og igen var maden i topklasse – faktisk overgik de næsten sig selv denne gang. Det er utroligt, at de kan give os hele ni serveringer med tilhørende vinmenu samt kaffe og småkager for under 800 kroner pr. næse. Plus selvfølgelig en seng og glimrende morgenmad.
Og dog – nu har jeg måske fundet ud af hvorfor det kan lade sig gøre.
John og jeg tager altid postevand til maden – jeg bryder mig ikke om smagen af kulsyre eller bobler i næsen.
Vores venner ville helst have danskvand med brus, hvortil tjeneren sagde, at det ikke er med i dealen, så det koster ekstra.
Okay, okay.
Kan I gætte, hvad de tog for to gange en karaffel med danskvand med brus?
Det kan I ikke …

DE TOG 140 KRONER PR. KARAFFEL!!!
Der kom lige en ekstraregning på 280 kroner til vennerne. Jeg var forarget, men hun tog det i stiv arm og fortrak ikke en mine, mens jeg nærmest var ved at besvime.
De vine, vi fik serveret, kunne man købe med hjem for 130 kroner pr. flaske, så vandet var dyrere end vinene (som var fine og udmærkede – ingen forventer en Chablis eller Petrus til at sådant arrangement) – vandet kostede altså mere end vinene.
Da jeg kom hjem, skrev jeg en mail og spurgte, om ikke det var en fejl, at det ettal var kommet foran? De får formentlig danskvandet i en eller anden tank, så det er ikke engang Perrier eller tilsvarende dyre dråber, som vi engang gav 80 kroner for – men da kom den originale literflaske (eller er det trekvart?) på bordet og ikke en anonym karaffel.
Vi har aldrig betalt over 40 kroner for en karaffel ganske almindeligt danskvand.

Men det var ikke en fejl. Svaret lød:
Vand med brus er sodavand i vores system og også på utrolig mange andre restauranter i danmark,-
Så prisen er helt korrekt, som sodavand,- også det vi bliver afregnet fra vores levrandør
Postevand = fra vandhane er en helt anden pris.
Håber på forståelse, det er ikke noget vi kan ændre der skal i have fat i Carlsberg,-

Noget ubehjælpsomt, men som man siger: Jeg forstod meningen.
Jeg tror dog ganske enkelt ikke på, at Carlsberg tager så meget, at kroen er nødt til at tage 140 kroner for trekvart liter danskvand, så dem (altså Carlsberg) har jeg også skrevet til – og afventer svar.
De 280 kroner vælter ikke budgettet, men det er princippet, er det, og jeg kan være en skrækkelig principrytter, for jeg synes virkelig, at det var rene ågerpriser.
Det skal nu ikke forhindre os i at tage på Slukefter kro igen, for jeg kan så 100 % anbefale dem og deres suveræne mad og betjening i øvrigt.
Man skal bare huske at drikke postevand …

Høvblege (4)

19. maj 2026

Lige om lidt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:56
Tags: ,

Det er lige om lidt …
I næste uge kommer børnebørnene for at opholde sig her i landet i tre måneder. Det skal de inden deres fyldte 23. år, hvis de skal opretholde deres medfødte dobbelte statsborgerskab.
De har valgt at komme samtidig, for så har de det tryggere med at bo i sommerhuset, men de glæder sig meget til at skulle klare sig alene.
Officielt har de adresse hos os, og vi tager ingen steder i den tid de er her, for vi vil være her som konstant backup for dem.
Lige om lidt (1. juni) skal de begge begynde at arbejde på Feddet Strand Resort.
Det kører som smurt i olie for de to – de skrev en ansøgning, sendte en kort video med, hvor de præsenterede sig selv, havde få dage efter en Skype-jobsamtale og blev straks accepteret. “I skal ikke gøre rent eller vaske op eller den slags. I skal have direkte med vores gæster at gøre.”
Jeg kan kun tolke det som, at poderne har virket præsentable på Rikke, som deres kontaktperson hedder, og de er begge ret glade for ikke at skulle gøre rent eller vaske op, hvilket de vistnok havde regnet med at blive sat til.
Først sagde Rikke, at de kunne få arbejde i højsæsonen, som er hele juli og indtil midten af august.
Anna og Aubrey fortalte om grunden til, at de søgte; hvorfor de er nødt til at være her i tre måneder. Rikke tog en hurtig beslutning: “Vi finder noget til jer, så I kan arbejde her i alle tre måneder. I starter bare 1. juni. Det kan godt være, at I kommer til at plante nogle træer – jeg ved det ikke helt endnu, men som sagt skal vi nok finde ud af noget.”

Det kalder jeg betænksomt udover det almindelige, for det havde hun ikke behøvet. Selvfølgelig vil de unge mennesker helst arbejde, så ikke tiden kommer til at føles alt for lang for dem.
De udnytter også noget af tiden til  – i løbet af juni – at invitere nogle venner til Danmark. Fra 1. juli og seks uger frem skal de arbejde seks dage om ugen. Det bliver nok lidt hårdt, selv for et par unge mennesker, og jeg tør godt vædde på, at de i den periode vil værdsætte, at morforældrene laver mad til dem indimellem …

Ikke kun lige om lidt, men lige nu er der travlhed med planlægningen ovre i England. Der skrives lister, for der skal tilsyneladende meget med til et tre måneder langt ophold.
Anna vil have sin bil med, så de har en aktionsradius større end hvad hun kan cykle.
Aubrey vil have sin gode cykel og et lille telt med.
Anna har købt et lille keyboard, for hun vil helst ikke svigte sin musik og sang i tre måneder.
Tim har købt en kajak, som vi skal have hentet så snart de kommer. Jeg tror Aubie forestiller sig at kajakke til arbejde indimellem … i hvert fald cykle og ikke køre bil, som Anna vil, hvis vejret er dårligt. Charlotte har overtaget vores elcykler, så Anna vil i godt vejr cykle de ni kilometer.
De glæder sig til at have så kort til arbejde. I England har de fem kvarters kørsel hver (sin) vej begge to. Den lange tur er de allerede grundigt trætte af.

Anna og Aubrey kommer med fly den 28. maj. Dagen før tager Charlotte afsted med Annas bil pakket til bristepunktet. Det bliver en lang tur for hende alene i bilen, men det er nødvendigt for at kunne have alt det ønskede med herover. Hvis hun overhovedet kan have alt … det er endnu ikke tjekket, og hvis bilen er for lille, må der tænkes om med Tim med i ligningen, men han har ikke specielt meget tid lige nu til ikke-arbejde.
Den 29. maj tager vi alle på Borgerservice for at få registreret, at de er i landet og for at få CPR-nummer og sundhedskort til dem.

Charlotte flyver hjem igen efter weekenden, men både hun og Tim kommer igen allerede senest den 12. juni, for den 13. skal vi alle til et stort bryllup i Sverige.

Lige om lidt (i morgen) tager vi igenigen til Slukefter Kro med et par venner. Det kunne vi lige nå inden englænderne kommer.

Lige om lidt (i næste uge) kommer der en maler og maler vægge og vinduer i sommerhuset, så John og jeg har i dag beskåret det, der stod for tæt på nogle af væggene.

A bar in the shower

Vi har egentlig ikke rigtig tid til at føle os gamle …

15. maj 2026

De tre broers tur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags:

Mine to søstre gav mig en sejltur i fødselsdagsgave. Turen var til to personer, så John kunne komme med. Jeg kunne vælge mellem tre ture; to fra Sundfarten.dk og en fra Sejlkutteren Discovery. Jeg valgte den, hvor man kommer tæt på alle tre storstrømsbroer. Det var ikke helt nemt at vælge, for det var også fristende at tage ud og se Møns Klint fra søsiden, men den bliver forhåbentlig hvor den er i mange år fremover, mens det er begrænset, hvor længe den gamle bro eksisterer. Okay … det er selvfølgelig også begrænset hvor længe vi selv eksisterer endnu, men valgte altså turen med broerne.
Det var dog så hyggelig en tur, at vi besluttede at tage turen fra Klintholm havn inden så forfærdelig længe.
Det var så god en fødselsdagsgave, at vi gav Ditte det samme valg, da vi var med til at fejre hendes fødselsdag.

De tre broers tur (43)

Det var en forhenværende fiskerbåd, men den lugtede ikke af fisk …
Vi var utrolig heldige med vejret – flot solskin og ikke for meget blæst. Turen aflyser de, hvis det blæser over 8 m/s. Det gjorde det ikke i dag, og alligevel var det lidt koldt derude på vandet, men det var vi forberedte på, så vi frøs ikke på noget tidspunkt.
Mit hår så lidt sjovt ud, da vi kom i land igen, men pyt – jeg skulle ikke gøre indtryk på nogen …

De tre broers tur (16)

Herover ses både den gamle og den nye bro. Det ser herfra ud som om det er én bro …
På billedet herunder ses Farøbroerne under den gamle bro.

De tre broers tur (7)

Og herunder den nye Margrethebro, som de lokale siger. Det er sandelig også et langt navn, den har fået: Dronning Margrethe den andens bro. Det gider man da ikke sige hver gang, så jeg tilslutter mig ideen om at nøjes med den forkortede udgave.

De tre broers tur (26)

Herunder kan man – nok især hvis man klikker på billedet, så det forstørres væsentligt – se alle tre broer. Vi er tæt på at sejle under den nye, og under den tredje bue på den gamle bro anes Farøbroernes pyloner.

De tre broers tur (2)

Vi så hverken sæler eller marsvin, som selskabet ellers lokker med en god chance for at se, men altså ikke denne gang.

De tre broers tur (31)

Vi nærmer os Vordingborg igen. Man kan næppe være i tvivl om, hvilken by det er pga. det karakteristiske tårn – medmindre man aldrig har hørt om Gåsetårnet …

Turen tog to timer fra klokken 11-13, så vi havde købt hver en sandwich til at indtage undervejs. Man må gerne medbringe mad, men skal købe eventuelle drikkevarer ombord.
Det var måske ikke lige den mest sindsoprivende spændende tur, og jeg beklager hvis jeg har kedet jer halvt ihjel, men den var hyggelig, og det var interessant at se broerne fra en anden vinkel end den sædvanlige.
Hvordan klarer vi lige at få garanteret solskinsvejr den dag vi booker turen rundt om Møns Klint?
Den tur vil så afgjort være smukkest i solskin. Faktisk har jeg overhovedet ikke lyst til andet vejr end det perfekte til netop den tur.
Løsningen må vel være, at vi booker bare et par dage i forvejen, så vi – i hvert fald nogenlunde – kan vurdere om vi er inde i en stabil periode.
Og håbe på, at der er ledige pladser, så …

9. maj 2026

Man skal undre sig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:02
Tags: , ,

Hver gang jeg handler i Land og Folk (som jeg engang kom til at sige i stedet for Land & Fritid, og det har bare hængt ved lige siden) har de spurgt, om jeg er medlem, til hvilket jeg har svaret benægtende.
KlubprisPå vejen hjem i dag fra den lokale afdeling i Bårse meldte jeg mig ind … tænkte, at det vel næppe kunne skade.
Jeg er dog alligevel ikke sikker på, at jeg fremover vil indrømme, at jeg er medlem, for det kan ikke betale sig.
Forklaringen er følgende: Jeg købte to plantesække, som jeg som ikke medlem fik lov til at betale 17,47 kroner for – altså i alt 34,94 kroner for de to sække. Spøjs pris, i øvrigt … nå, men jeg loggede ind og tjekkede hvad medlemsprisen for præcis den samme plantesæk ville være.
Ifølge deres hjemmeside koster en sæk 24,95, med en klubpris på 20,95 kroner, hvilket gør sækken 3,48 kroner dyrere at investere i som medlem end som ‘menig’ kunde.
Hvorfor den så overhovedet står til 24,95 kroner, når de i butikken tog 17,47, kan jeg ikke forklare. Det er 30 % rabat og dermed væsentlig større end medlemskabet ville have givet mig.
Det er naturligvis ikke de få kroner i sig selv, der vælter læsset, og det er (sandsynligvis) ikke noget jeg vil forfølge, næste gang jeg kommer i butikken, men det er princippet, er det, og den slags underligheder som dette får en forretning til at miste troværdighed i mine øjne. En plausibel forklaring kunne være, at lokalbutikkerne kører med deres egne tilbud og rabatter, men det fremgår ikke af hjemmesiden.

Jeg købte også en pose ærter til at så. Den kostede 28,95 kroner (og der kommer færre ærter i posen hvert år, synes jeg). Ærter kan jeg købe frosne; omkring 600 gram for omkring 12 kroner – lidt mere, hvis de skal være økologiske, og det skal mine grønsager helst være, for jeg bilder mig ind, at de smager af mere. Det kan såmænd knap nok betale sig at dyrke (avle? I hvert fald IKKE gro, tak! For mig vil dette verbum altid være intransitivt) sine egne ærter. men det er sjovere, de bliver helt automatisk økologiske og de smager bedre. Alt smager bedre, når man henter det i egen have. Måske sidder den ypperlige smag kun i ens eget hoved, men det er aldeles ligegyldigt.

Kan det ikke betale sig for ærters vedkommende, kan det til gengæld for squash og tomater. Med ganske få undtagelser, hvor jeg i løbet af vinteren skulle bruge friske tomater, har jeg holdt mig selv med diverse tomatprodukter et helt år. Det kommer til at passe præcis til jeg om et par måneder kan begynde at høste igen.
I år har jeg 16 planter mod sidste års 14, som gav et flot udbytte på 50,780 kilo.

Jeg fik også squash nok sidste år til at fryse ned i kilovis, men de fik efter nogle måneder en underlig bismag, så jeg smed dem ud igen.
Er der nogen af jer, der har erfaring med at fryse squash? Jeg havde blancheret dem, så det undrer mig såre, at de ikke engang kunne holde et halvt år.
Det er ret ærgerligt, for når først en squashplante begynder at levere, er det næsten umuligt at følge med, og så glade er vi altså heller ikke for squashkage …

Urtehaven er tilsået/-plantet (med undtagelse af andet hold ærter), kartoflerne skal hyppes lige om lidt, sommerblomsterne er på plads i krukkerne, i det nyetablerede, bivenlige blomsterbed myldrer der en masse spændende ting op af jorden, skvalderkål galore er hevet op, tre bronzefennikel er anbragt på strategiske steder.
Der er allerede nogle blomstrende vækster i haven; blåregnen har endelig, efter flere blomsterløse, eller i bedste fald ditto fattige, år, taget sig sammen og viser smukke, blå/hvide ranker. 34 af dem er der nu – rekorden var sidste år sølle fem.

Det er s….koldt og blæsende igen efter en uge med fantastisk vejr, men det er trods alt langt om længe blevet forår, så hvis jeg bare beholder vinterjakken på, kan jeg godt arbejde i haven.
I morgen skal dahliaerne i jorden.

IMG_7673

P1000138P1040984

1. maj 2026

Førstehjælp til humlebier – og skifter vi?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:55
Tags: , ,

Jeg har foretaget en humlebiredning i dag.
John fandt en brumbasse på gulvet i systuen. Den var meget stille, men ikke død. Jeg så for nylig, at man i så tilfælde skulle præsentere den for en teske med sukkervand i (hvidt sukker), så det gjorde jeg.
Sukkervand til humlebiUdenfor, altså; der var ingen grund til, at den skulle live op inde i huset … jeg fik uden de store sværdslag anbragt den på havebordet (den må have været meget afkræftet) og holdt den sukkervandsfyldte teske ned til den.
Den drak og den drak og den drak – ikke at jeg kunne se det svinde i teskeens indhold, for så stor er selv ikke en brumbasse, men jeg bildte mig ind at kunne fornemme, at det var det den gjorde, det lille pus. Efter et minuts tid hældte jeg den sidste milliliter ud på bordet et lille stykke fra bien, og den søgte straks hen imod væsken, så tørsten var ikke helt slukket.
Efter yderligere nogle minutter sad den bare helt stille et lille stykke fra væsken.
Hmmm, tænkte jeg, var det alligevel ikke det der skulle til? Jeg gav den et forsigtigt lille skub for at se reaktionen – og så fløj den!
Mission accomplished.
Jeg følte jeg havde gjort dagens gode gerning, men jeg er ikke så glad for, at dronningerne leder efter steder at etablere et bo i eller ved vores mure og bindingsværk.


For tredje gang har Meta AI tilbudt sin ‘hjælp’, når jeg åbner Messenger, og for tredje gang blev jeg irriteret over det.
Mit svar ses i det blå rektangel. Metas svar kom prompte. Jeg er ret spændt på, om mit ønske virkelig bliver respekteret.

F--- AI

Jeg ville gerne stoppe med at bruge Messenger, men det kræver, at mine forbindelser gør det samme, og Meta er svær at komme udenom. Jeg hører mange sige, at de især er glade for Facebook, fordi det er både godt og praktisk, at man kan have grupper til alt, hvad man nu end måtte have af sociale sammenhænge – og at kunne følge mere eller mindre aktivt med i grupper, der matcher ens interesser. Det argument forstår jeg udmærket. Der findes alternativer til FB, men jeg tror ikke det bliver i min levetid, at det bliver forkastet af europæerne.
Jeg er på Instagram, men er ikke voldsomt aktiv, og jeg kunne snildt leve uden IG, men for de utallige, der ikke kan, er der ikke rigtig noget alternativ. Threads bruger jeg ikke, men det er jo stadig Meta og bare Instagram uden billeder.
TikTok og X har jeg på intet tidspunkt så meget som snuset til!
Jeg er – delvist – med i Danmark Skifter, men der er ingen grund til panik i den sammenhæng, for jeg tror nemlig ikke rigtig på, at techgiganterne lige pludselig lukker af for europæiske brugere, medmindre The Annoying Orange formår at tvinge dem til det. Europa står for 20 % af deres indtjening, og så mange penge siger de ikke frivilligt nej til, men rent principielt er det fint at søge mod nordiske eller europæiske udbydere, og techgiganterne er for … ja, store, og specielt Meta er, uanset hvad Zuckerberg hævder, mere interesseret i at tjene flere penge end i at faktatjekke.
Ditte præsenterede mig for Signal, som er bedre end både Messenger og WhatsApp, og foreløbig har jeg fået Charlotte og mine søskende med på vognen.
Jeg er i gang med at overføre filer og billeder fra Googleskyen til pCloud, som er schweizisk.
Min mailklient har siden 2015 været Mozilla Thunderbird. Jeg har godt nok også en Gmailkonto, men den bruger jeg kun til dem jeg ikke mener skal kende min ‘rigtige’ mailadresse, så mister jeg Gmailen, er skaden til at overse.
Det har været svært at finde en browser og søgemaskine, der er lige så god som Google.
Der er rigeligt af dem; bare ikke alle lige gode, men jeg har fået anbefalet Ecosia, som planter træer, er derfor ‘grøn’ og skulle efter sigende være ret god. Det tyder på, at det er sandt …

Browsere
I stedet for at bruge Google Maps har John og jeg installeret den tyske HERE WeGo, som vi oven i købet synes er bedre. Den kan tilsluttes bilens navigationssystem, så vi kan kun anbefale denne korttjeneste.
Desværre mangler den Google Maps’ permanente lokationsdeling. John og jeg kan altid følge hinanden, når vi er adskilt – en ting vi sætter pris på her i vores høje alder. Det er ikke så tit vi ikke er sammen, men når det en sjælden gang sker, er der en tryghed i, at den anden til enhver tid kan se hvor man er. Så er jeg også fri for at ringe John op, når jeg synes han er bekymrende længe om et eller andet ærinde, for at spørge om jeg skal være bekymret. “Det behøver du ikke at være”, lød svaret oftest, “jeg holder i garagen nu” eller “jeg er hjemme om ét minut.”
Jeg vil gerne understrege, at vi ikke som sådan kontrollerer hinanden, men vi føler begge en tryghed i at vide, at man altid kan finde den anden, hvis der skulle ske noget, så så længe HERE WeGo ikke har den feature, beholder vi Google Maps til det formål.

Skifter I også, eller er I fløjtende ligeglade?
Som I nok fornemmer, er jeg hverken ligeglad eller frelst, men går, som så ofte før, ind for den gyldne middelvej.

25. april 2026

Vi’ de vilde … vikinger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:17
Tags: ,

Som nævnt i indlægget før dette, var opholdet på Kommandørgården ikke i topklasse, men det var ikke en dårlig tur af den grund. Det dur ikke bare at læne sig tilbage, være sur og sige “nogen må gøre noget”, for denne ‘nogen’ er en selv.
Vi lagde ud i mandags med det meget kolde bord lidt nord for Nyborg. Vi havde købt et par håndmadder og fandt et sted i nærheden af det gode sted, vi fandt da vi var herovre for godt en måned siden. Da var det lige så fint vejr, men ikke så meget vind – holdnuop, hvor det blæste koldt i mandags, selv om vejret objektivt var flot. Det er ved at blive en tradition at indtage den medbragte frokost nord for Nyborg: Et smukt sted hvor det ofte passer med, at vi er der ved frokosttide.

Nord for Nyborg april 2026 (1)Det kolde bord

Tirsdag tog vi som sagt til Sikringsstilling Nord, og onsdag kørte vi til Ribe Vikingecenter. Vi har været her før, men det var en kort visit, dels fordi vejret var dårligt, og dels fordi vi primært skulle se, hvad Peters kusine var i gang med (som var maling af motiver inde i og uden på Ansgar kirke).
I onsdags var det perfekt vejr til endnu et besøg, og vi var positivt overraskede, både over størrelsen, som vi slet ikke havde opdaget i første omgang, og over den megen aktivitet, der foregik overalt.

Rømø april 2026 (6)

Det første der mødte os allerede inden billetkøbet, var synet af to meget nye og meget kåde lam. Økokøernes forårsdans er det rene vand ved siden af disse lams – de var helt uimodståelige, men der skulle en video til for at indfange deres kådhed og højdespringspræstationer.

Jeg ved ikke, hvor mange personer, der gik rundt i klædedragter fra vikingetiden, men det var så mange, at det overraskede os. Nogle var på lønningslisten; andre var frivillige. Og så på en ganske almindelig onsdag uden for sæsonen, men der var mange, især tyske, gæster. Og så John og mig.

Ansgar Kirke, vikingecentret

Her sammenligner de sig selv med Frilandsmuseet (i Brede). Det er dog ikke så stort og heller ikke med huse og bygninger spændende over flere århundreder, men det forventer man næppe heller, når nu det hedder Ribe Vikingecenter … et frilandsmuseum er det dog uomtvisteligt, men måske skulle man hellere sammenligne det med Den Fynske Landsby.
Alle var pænt ivrige efter at fortælle alt hvad de vidste. Jeg regner med, at det var fordi det var tidligt på sæsonen, så de endnu ikke var blevet trætte af at fortælle det samme 50 gange om dagen, dag ud og dag ind.

Sy- og farvepigen

Den første vi talte med, var en ung kvinde som sad og syede på noget klæde. Hun flyttede sig med solen, og hun kunne kun se tilstrækkeligt til at sy de fine sting netop i solskinsvejr, så det var med at benytte sig af det.
Hun farvede også med planter, og vi fik os en lang snak om plantefarvning dengang for mindst 1000 år siden. Jeg kunne selvfølgelig ikke lære hende noget, men jeg lærte et par ting – bl.a. at de også farvede med lav.

RØMØ-27

RØMØ-30

Der var gang i anlæggelsen af flere urtehaver. Vikingerne var ikke kun brutale erobrere; langt de fleste blev pænt hjemme og passede sig selv og gårdene. Udover at være frygtede i det store udland – og det sikkert med god grund – var de, som nok alment kendt, gode handelsfolk, som kom vidt omkring både i øst og syd – og sågar så langt mod vest som til Vinland, selv om det vist stadig diskuteres, hvor det egentlig lå.

RØMØ-29

Drægtige køer. Mente man. Især den ene var meget tyk, men det er ikke nødvendigvis fordi den snart skal kælve, sagde de. Men i givet fald får den altså for meget at spise!

Træforarbejdning

Her var der gang i snitteriet, overvåget og instrueret af to, som vidste hvad de havde med at gøre.
Et andet sted var der bueskydning og et tredje kunne man lære at slås med sværd i den ene hånd og skjold i den anden. Det havde sjovt nok kun drengenes interesse.
Gad vide hvor mange krige der havde været op gennem historien, hvis kvinderne havde fået lov til at bestemme? Bare en tanke …

GlasperlemagerenGlasperlemagerens hus

Glasperlemageren var en skøn type, som vi også fik en god snak med. Jeg tror han var mindst 80 år, men der var så sandelig godt med både krudt og viden i den gamle gubbe.
Han var optaget af nogle perleopkøbere da vi kom, så vi kiggede først ind i hans hus, hvor vi så noget stort, sort noget hængt op over ildstedet. Vi kunne ikke regne ud hvad det var og hvorfor det hang lige der, men da vi lidt senere kom til at tale med perlemanden, kunne han fortælle os, at det var et gnistfang.
Se, det gav jo god mening, fordi husene er/var tækket med strå og med loft til kip – at vi ikke selv kunne regne det ud, var egentlig lidt flovt.
De er ved at opføre en kopi af Trelleborg i kvart størrelse. Et af husene indeholdt bl.a. nogle meget nutidige toiletter, men hverken ansatte eller gæster ville nok finde det særlig attraktivt at skulle på toilettet på ægte vikingemaner.

Dette museum er endnu en anbefaling fra min side, hvis man skulle komme i nærheden af Ribe. Men sørg for at have godt vejr til besøget.

21. april 2026

Kommandørgården, Rømø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:10
Tags:

Vi havde igenigen købt et ophold gennem SPOT. Det har vi fået mange gode oplevelser ud af – og et par enkelte mindre gode.
Denne gang er vi på Kommandørgården på Rømø. Stedet kommer ikke på vores top 10, men det ligger heller ikke helt i bunden, som er optaget af St. Binderup kro. Den bundrekord bliver nu også svær at slå … men lige så lidt som vi kan sige, hvad der har været bedst, kan vi sige hvad der har været (næst)dårligst.
Standardværelset, som hørte til opholdet, var meget lille, så vi opgraderede til en toværelses lejlighed med østvendt terrasse (havudsigt) og vestvendt altan. De ekstra penge er givet godt ud, og vi får faktisk meget for pengene her: Hver aften (tre aftener) kan vi spise alt det vi orker fra en buffet, som i dag var italiensk og ganske udmærket. Det var den også i går. Ikke italiensk, men udmærket … ikke ligefrem til nogen michelinstjerner, men det havde vi heller ikke forventet. (Er det ikke lidt pudsigt, at når man siger noget er udmærket, mener man faktisk, at det er mere eller mindre middelmådigt?).                               
Hvad maden måtte mangle på topkvalitetsniveau bliver hentet hjem, når man bestiller et glas vin: Et stort glas vinDer kan simpelthen ikke være mere i det glas! Det er en Grüner Veltliner, og oven i købet en glimrende en af slagsen, men jeg kunne snildt nøjes med et enkelt glas vin.

Med i opholdet er en guidet østersplukketur (siger man virkelig ‘plukke’ østers?), men det springer vi over, for vi har ingen “knælange, tætsiddende gummistøvler”. Med er også billetter til færgen til Sylt, men kun passagerbilletter, og da vi ikke længere kan klare at gå særlig langt, ville vi tage bilen med.
Så skulle vi bare selv betale, hvilket ikke kom bag på os – men det gjorde prisen: 700 kroner for en dagsbillet. Så bliver jeg altså lynhurtigt til Mr. Scrooge; især fordi Sylt alligevel aldrig har stået øverst på vores bucket list. Sylt droppet …
Inkluderet i opholdet er også en tur med traktorbussen til Mandø. Den havde vi glædet os til, for ingen af os har været på Mandø.
Det viser sig så, at den rute er indstillet i april pga. en manglende sikkerhedsgodkendelse.
Det kan Kommandørgården ikke gøre for, men det var en streg i regningen. Mandø droppet …
Der er så kun selve hotellet og morgen- og aftensmaden tilbage af det oprindeligt købte, så hvad så? Vi har været i Sønderjylland så mange gange og synes vi efterhånden har set det hele, men jeg fandt Sikringsstilling Nord, som vi end ikke havde hørt om. Den slags har måske heller ikke min største interesse, men John synes det er interessant, og eftersom han altid er chauffør og er villig til at opfylde de fleste af mine ønsker, skulle han have lidt goodwill fra min side, så vi kørte til Andholm Plantage, hvor vi kunne se tre af de omkring 800 bunkers, der engang lå på linje her.

Den gamle sikringslinje (12)

Sikringsstilling Nord er en befæstningslinje tværs over Sønderjylland, som blev anlagt af den tyske hær under Første Verdenskrig. Den var verdens største af sin slags, men blev aldrig taget i brug.

Heldigvis er vejret upåklageligt; med hele 15 grader i dag. Det var også ventet med længsel, og det har været skønt at køre tur i solrige landskaber, der over alt er mere eller mindre lysegrønne – de mange, mange hvide mirabelletræer gør det ikke til et mindre kønt skue.

13. april 2026

Tørlagt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:26
Tags:

Overskriften kunne godt give associationer til en forhenværende alkoholiker, men sådan er det ikke.
Det var vores oliefyr, der løb tør. Jojo, vi har stadig oliefyr. Vi har regnet på besparelsen ved at installere en varmepumpe, men med vores tidshorisont her i huset kan det ikke rigtig betale sig, hvilket ejendomsmægleren gav os ret i, da vi for 1½ år siden havde en ude for at vurdere værdien af Den Stråtækte. Den beslutning må nye ejere selv tage, og vi ville ikke kunne få den investerede værdi hjem igen ved salg, så vi kører videre med olien. Det er til at overkomme rent prismæssigt (jeg ville dog ønske, at vi var løbet tør, inden The Annoying Orange sørgede for, at Hormuzstrædet blev blokeret), da vi har en effektiv brændeovn, som tager godt over i den kolde tid.
De første par år holdt vi selv øje med måleren. Vi var ofte ude at tjekke oliestanden, for vi kendte selvfølgelig ikke til forbrugshastigheden i den første tid her. Vi løb aldrig tør, men det var lidt irriterende at skulle ud og tjekke i tide og utide, hvorfor vi oprettede en aftaleordning med O.K., som så, via graddagesystemet og nogle oplysninger om os og vores hus selv sørger for at komme og fylde tanken.

De to gange vi er løbet tør, har været efter indgåelse af denne ordning, og senest altså lørdag aften. Første gang var en fredag eftermiddag. Dumme tidspunkter, men hvornår er det belejligt at løbe tør for olie? Om sommeren, kan man måske sige, men det vil ikke kunne ske, for da er vores fyr slukket.

Jeg havde faktisk de sidste 14 dage tænkt på, at nu må de da snart melde deres ankomst, med den ekstra kolde vinter vi har haft i år … men vi tjekkede ikke tanken, da det ikke ville have ført til andet, end at aftalen automatisk opsiges, hvis man selv bestiller olie! Fjollet, men sådan står der altså.
Bortset fra, at de åbenbart har mindre styr på graddage, end jeg har, er der små fordele ved at have en ordning: Vi skal ikke tænke på at huske at tjekke; der er er rabat på olien, man skal ikke betale strafgebyr, hvis de ikke kan fylde mindst 700 liter på, og de kommer meget hurtigt (uden det normale ekstragebyr for ekspreslevering) og fylder tanken op, hvis man løber tør.
Vi ringede søndag morgen, og der troppede en op ved 13:30-tiden samme dag. Fint nok. Han sagde i øvrigt, at der er rigtig mange, der løber tør for olie i disse dage. Der er vist nogen, der skal ændre lidt i graddagsberegningerne. Eller bare begynde at tænke sig lidt om …

Vemmetofte Strandskov - Sibirien (2)

Nu er det desværre sådan, at hvis oliefyret suger de sidste dråber op af tanken, suges også eventuelt bundfald op og tilstopper filteret, hvilket medfører, at vi ikke selv kan starte fyret op igen.
Således også denne gang. Vi var ret glade for brændeovnen og vores ekstra, ‘fritgående’ olieradiator, som står på Annas værelse, fordi der ingen opvarmning er ellers.
Der står, når man læser betingelserne, at O.K. ikke tager ansvar for, at tanken løber tør, men jeg tænkte, at så nemt slipper de ikke, så jeg ringede ind søndag eftermiddag og sagde, at jeg på ingen måde anser det for at være min skyld, at de ikke har styr på graddagene og at alle vel må have brugt mere olie i år end de seneste år, hvorfor jeg derfor havde regnet med opfyldning mindst et par uger før de plejer at komme, hvilket altså ikke skete. Jeg forventer dermed, at de skaffer en tekniker til at komme og rense filteret og starte fyret op igen.
Det tog et par minutter, men de åd den! De sagde dog, at de ikke har mulighed for at sende nogen ud på en søndag, så hvis jeg insisterede på, at det skulle være her og nu, måtte vi selv betale, men kunne vi vente til mandag, ville de sende en ud uden beregning.
Vi kunne godt vente … vi havde sandsynligvis alligevel ikke selv kunnet få fat på en med så kort varsel på en helligdag.

Der kom en tekniker fra O.K. og ordnede sagen her til formiddag. Fyret kører igen.
Så de tager altså en form for ansvar – det skriver de bare ikke noget om nogen steder.
Det er godt at være en smule vedholdende indimellem.
Det kolde vejr er desværre også ret vedholdende – det flotte vejr, vi var blevet lovet senere i denne uge, er pillet af plakaten igen, så ingen sol – men dog tocifrede temperaturer.
Det er sandelig også på tide.
Meget apropos er dagens billede fra Sibirien ved Vemmetofte Strandskov.

11. april 2026

I gamle dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: ,

Onkel KaptajnDa jeg var barn, var det nærmest en rejse, når mine forældre et par gange om året satte os ind i den hæderkronede gamle Onkel Kaptajn, som jeg troede den hed, og kørte til Lolland for at besøge mine morforældre. Der var især to højdepunkter på turen: Først de høje bakker halvvejs nede ad den lange, lige Hovedvej 2 (“husk at køre stærkt ned ad bakkerne, far!” … uhh, hvor det kildede i maven; det var næsten lige så sjovt som rutsjebanen i Tivoli), og dernæst Storstrømsbroen. Bakkerne er for mange år siden blevet jævnet ud (hvorfor har jeg aldrig helt fattet, men der må vel være sket en del overhalingsulykker), og nu skal den gamle Storstrømsbro snart rives ned. Dog ikke i år, for togene skal også kunne køre på den nye, hvilket de først kan til næste år.
Når vi skulle hjemad igen, var vi børn altid trætte og sov det meste af vejen, men vi insisterede på at blive vækket, lige inden vi skulle over broen. Det nænnede mor ikke altid, med det resultat, at vi blev sure på hende, når vi var hjemme igen og kunne konstatere, at hun havde ladet os sove. Hun påstod altid, at hun havde prøvet, men at vi sov meget fast. Jeg troede ikke på hende!

IMG_2480

Den 26. marts blev Dronning Margrethe II’s Bro åbnet for bilister, fodgængere og cyklister.
Jeg har set en del billeder af den, så nu ville vi ned og se den ved selvsyn – helst også på afstand, hvorfor vi kørte ned på Masnedø inden vi tog broen over til Falster. Den er også en hel del pænere set herfra end fra vejbanen, når man kører over.

IMG_2484

Stenmolen herunder kunne man begive sig ud på for egen risiko. Jeg vovede pelsen og førligheden og fik dermed den nye og den gamle bro på ét billede.

IMG_2488

Herunder kan man se hvor lidt man kan se af stråstagene, når man kører på broen. Fra en bestemt vinkel er det svært at se, at der overhovedet er nogen …

IMG_2493

… men de dukker frem igen, og man kan få taget dem i nogle sjove vinkler, men man kan jo ikke standse op, når man er i bil, og vi havde ikke cyklerne med – det blæste for meget!

IMG_2494

Når nu vi var på Masnedø, kørte vi lidt rundt (den er ganske lille) for muligvis at finde flere spændende vinkler til fotografering af den nye bro.
Det fandt vi ikke, men et øjeblik efter kunne vi konstatere, at dette var første gang i vores tid i Den Stråtækte, hvor jeg har set en beliggenhed jeg gerne ville bytte med.
De skønne huse havde på den anden side af den meget stille vej et lille stykke have direkte ned til sundet; en enkelt havde opført et skønt lille drivhus/orangeri og næsten alle havde en lille anløbsbro. Bedst af alt: Der var bare ingen trafik! Her eksisterer kun ærindekørsel og måske en sjælden gang et par vildfarne turister som os. Eller … vi var jo faktisk ikke spor vildfarne …

IMG_2492

En kunstnerisk sjæl havde også været forbi. I Sydafrika kalder de et baobabtræ for the upside down tree, så dette var en slags baobab – i hvert fald havde en eller anden set den krop, der gemte sig i det døde træ, når man vendte det på hovedet. Sjov ide.
Det andet billede er et rigtigt baobabtræ fra vores tur til Botswana og Zimbabwe i 2007. Jeg blev hurtigt totalt forelsket i baobabtræer!

IMG_2490OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Når vi nu alligevel var i nærheden af Vordingborg, kunne vi lige så godt spise frokost på restauranten på Danmarks Borgcenter, hvor vi har spist rigtig god og spændende mad flere gange før. Sidste gang dog BC (Before Covid).
Der så meget lidt restaurantagtigt ud i den pågældende bygning, og vi fik da også at vide i billetsalget, at restauranten lukkede for to år siden, men så er det godt, at La Buffalo ligger på samme torv som borgcentrets indgang, og hvor vi også med fornøjelse har spist før. De skuffede heller ikke denne gang, så det er nu vores stamcafe i Vordingborg.
Ved Danmarks Borgcenter vajer (nej, ikke ‘vejrer’!) Danmarks eneste split4flag. Det var en sej kamp at få justitsministeriet til at godkende dette bud på et middelalderflag, men det lykkedes, og det må oven i købet vaje døgnet rundt, med lys på, når det er mørkt.

IMG_2502

Alt i alt en glimrende lørdagstur – en lørdag, hvor vejret umiddelbart ser fabelagtig godt ud. Man skal bare ikke bevæge sig uden for en dør! Det blæser en halv pelikan og temperaturen er 8° hos os, så havearbejdet må vente til senere i næste uge, hvor dagstemperaturerne loves at blive tocifrede.

5. april 2026

Gravænder galore og galimatias

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:07
Tags: , , , , ,

Sikke da et vejr her i påsken. Næste uge bliver det – indtil videre, da udsigterne som bekendt hurtigt kan ændre sig – solrigt og stille vejr, men som det er lige nu, har jeg lidt ondt af alle, som har valgt at indvie campingsæsonen her i påskeugen.
Det er sandelig godt, at jeg er pensionist, så jeg kan gå i haven når jeg har lyst og vejret er til det. Ingen af delene har været gældende indtil nu, for de hænger sammen, således at lysten stiger, jo bedre vejret er. Jeg taler stadig om havearbejde …
Med en middelvind på 13 m/s gider jeg ikke være ude, ikke engang i solen, medmindre jeg kan finde læ, men det er der kun i drivhuset, som vi så til gengæld fik gjort forårsklart i går. Tomater, agurker og squash er forspiret og venter nu bare på at komme ud på plads, men det må vente til vi er lidt mere sikre på, at nattefrosten er overstået.

I går blæste det igenigen, og når vinden kommer fra vest, blæser den vandet væk fra vores side af fjorden.

Gravænder galore 5

Vi ser gravænder hvert år, men de er normalt et ret sjældent syn lige her hos os, og jeg har i vores 11 år her kun set et par stykker ad gangen langs fjorden ned mod Præstø.
I går myldrede det nærmest med dem. Måske ikke en verdensomvæltende begivenhed (gid det var …), men stort for os. Gravanden er den største and og i mine øjne også en af de smukkere. Det er svært, især på lang afstand, at se forskel på hanner og hunner, men af de 18 vi så på én gang må der ikke kun statistisk set have været repræsentanter for begge køn, for lunten var kort for nogles vedkommende, og vi kunne følge deres hidsige angreb mod hinanden. Det kan ikke have været territoriebeskyttelse, for dette ‘territorie’ er særdeles midlertidigt. Da jeg zoomede ind på billedet, kunne jeg godt hos hannerne se den røde næbknop, som er den eneste forskel på kønnene, og det kun i yngletiden.
Det er ret fedt at kunne sidde i dejligt læ inde i huset og studere fuglelivet ude på fjorden.
Har jeg nævnt det før? Okay, jeg skifter emne.


“Galimatias” i overskriften var primært for alliterationens skyld, men ordet er nu ikke helt ved siden af …
I 2017 skrev jeg om frilandsrugbrødet. Det tog dengang prisen for fjollethed, og den rekord er endnu ikke slået, men der er en del, der konkurrerer om denne førsteplads, som i mine øjne ikke er specielt eftertragtelsesværdig.
Reklametekster for fødevarer skal altid lyde så ‘autentisk’, så gammeldags og helst så tæt på fødestedet (herlig dobbeltbetydning her) som muligt.
På bakke med jordbær fra Spanien: “Direkte fra marken til dig”. Pffft.
Varerne er ‘håndplukket’, ‘håndskåret’, ‘håndlavet’ (alternativt ‘hjemmelavet’) eller ‘håndsorteret’ (set på en pose med frosne ærter!). Alt, hvad man overhovedet kan gøre disse ting med, hvis man selv har et par høns, en lille køkkenhave eller et par frugttræer, har været igennem samme ‘autentiske’ proces, også når produktionen af den givne fødevare er oppe i tonsskala.
Forleden dag så jeg noget, der havde “ÆGTE SMAG”.
Det er noget sludder. Noget kan smage godt. Andet kan smage dårligt. Det kan smage kemisk eller frugtagtigt. Det kan smage af virkelig mange ting, men uanset hvad, vil enhver smag være ‘ægte’. Det kan være, at jordbærmarmeladen ikke smager af jordbær, men selve smagen, uanset hvad den måtte minde folk om, er ægte nok – ellers ville man vel ikke kunne smage noget som helst?
Jeg er måske lidt langt ude her, men jeg har kun himmelvendte øjne og en hovedrysten tilovers for den slags salgspjat, og det eneste man opnår er, at jeg i videst muligt omfang afstår fra at købe den pågældende vare. Jeg håber andre har det på samme måde, men jeg kunne godt frygte, at det billige trick virker på lidt for mange. Især byboere (fordom luftet her), men dem er der selvfølgelig nok også flest af.

1. april 2026

Lidt gloriepudsning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:54
Tags: ,

Lige som man med mere eller mindre regelmæssige mellemrum skal pudse sit sølv- og kobbertøj – hvis man altså har sådan noget – skal man også pudse sin glorie en gang imellem. Ellers er der jo ingen der kan se den …
Dengang Røde Kors deklamerede, at de ikke længere sendte vores strikkede ting til katastrofeområder, men i stedet vil sende penge, knækkede snoren for mit vedkommende. Jeg kan til nød forstå, at der sendes penge til udviklingslande, men som nødhjælp? De har da mere brug for varmt tøj, tæpper, mad, vand og den slags. Penge er ikke vigtige i den sammenhæng, så det bliver uden min indsats.
Men hvad så? Jeg strikker mere, end familien aftager.
Jeg begyndte at strikke til Mødrehjælpen. De tager også en ordentlig pris for de frembragte produkter, hvilket Røde Kors ikke gør, men sælger det alt for billigt. Da jeg brokkede mig over det, sagde de, at jeg jo skulle regne med, at det er genbrug (!) Vel er det da ej, sagde jeg, det er nyt garn, og det er håndarbejde, så I skal ikke sælge en sweater for en 50’er. Det er ikke engang tilnærmelsesvist garnets værdi. De lyttede ikke, så det var farvel fra min side.
Jeg tjener intet, uanset hvem jeg forærer det til, men jeg gider ikke føle mig til grin. Altså: Mødrehjælpen, som jeg har afleveret to portioner huer, vanter, sweaters og cardigans til.

The Incredible BlanketTæppe (3a)

Nogle af alle mine plantefarvede garner har jeg rundt regnet en million større eller mindre – mest mindre – partier af, så det gælder sommetider om at være en smule kreativ, hvis ikke det skal ligne, hvad det er, nemlig et arbejde lavet af rester.
Det blev til tæpper. The Incredible Blanket, som jeg nu har strikket tre af, plus det ternede, mangefarvede.
Det er et stort arbejde, for de er alle temmelig store (det er her, gloriepudseriet kommer ind i billedet), nemlig store nok til, at en voksen kan putte sig i det, så det dur ikke til mindre børn og slet ikke til barnevognstæpper.
Jeg havde læst et sted, at plejehjem gerne tog imod den slags til deres kørestolsbrugere, men de er også lidt for store til det formål, synes jeg.

The Incredible Blanket

Så kom jeg til at tænke på varmestuer og den slags, men jeg har den fikse ide, at jeg helst vil støtte sager, der primært fokuserer på børn (jeg støtter med faste bidrag SOS Børnebyerne, Unicef og Red Barnet – det gav så lige en ekstra omgang med pudsekluden).
Jeg fandt et krisecenter for voldsramte kvinder, som jeg kontaktede. Det var noget jeg kunne forholde mig til, da jeg jo selv har været der for 50 år siden. Altså ikke på centret, men jeg har prøvet at blive gennemtævet. Én gang, så var jeg den, der var ude af det forhold.
Kvinder der opsøger krisecentre har meget ofte børn med, så jeg forhørte mig hos et i nærheden af Roskilde.
De ville meget gerne have puttetæpper til deres fælles opholdsrum, “for både kvinderne og børnene fryser tit, alene på grund af deres fortvivlede situation”.

Det viste sig at være den gamle Lindenborg kro, der nu rummer 25 kvinder (med deres børn, hvis de har nogen).
Jeg tænkte, at en nedlagt kro da er det perfekte sted til den slags: Et eller flere store opholdsrum, et stort køkken og mange værelser.
Og lige dette sted har en skøn udsigt.
Bobestyreren kom ud og tog imod mig, da vi ankom. Vi snakkede en stund, men jeg blev ikke lukket ind. Jeg havde forberedt John på, at han måtte blive ude i bilen, men de er altså så strikse med fremmede, at ikke engang lille, fredelige Ellen fik lov til at komme ind.
Det var selvfølgelig også lige meget, og jeg føler bare med de kvinder og børn, der forhåbentlig føler sig trygge der.
Der er altid fyldt op, fik jeg at vide.
Sørgeligt, at det er nødvendigt, men hvor er det godt, at disse steder findes, når nu der er et behov for dem.
De tager gerne imod flere tæpper.
Kan I se glorien nu?
Ellers er der et billede af den her:

Glorie

26. marts 2026

Bump på vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25

Der er de rent fysiske bump på vejen, og der er de mere abstrakte af slagsen.
Jeg bryder mig ikke rigtig om nogen af dem, men det er umuligt at gå igennem livet uden at støde på begge slags. Det var dog i princippet muligt indtil 1995, hvor udtrykket opstod i den abstrakte betydning. De bevidst anbragte vejbump kom, så vidt jeg kan finde frem til, til i 1976 – samme år som min datter, som bestemt aldrig har været noget bump på nogen vej.
Jeg tør godt vædde et eller andet på, at det var en eller anden smart marketingsansat eller måske en coach, der fandt på at bruge bumpene abstrakt. Nogle af disse udtryk har kun en kort gang på jord, andre er nok kommet for at blive. Nogle af dem er kilder til røde knopper for mit vedkommende, såsom “vi spiller hinanden gode” eller “vi er ude på en rejse” måske fordi “vi tænker ud af boksen” …

Nå. Flosklerne forsvinder sikkert ikke, fordi jeg brokker mig over dem.

Fartbump, skilte mv - vil du søge om ændringer på din vej? - Roskilde  Kommune

Vi er ved at få etableret bump på vejen. De bump, som mange finder en anelse irriterende, men som stort set alle Strandvejens beboere har sukket i årevis efter at få.
Nu kommer de. Næstved kommune har lyttet til sine borgere – og har formentlig også læst politirapporterne, som i rigt mål kan berette om hensynsløse bilister, lastbilchauffører og motorcyklister. Politiet har i det seneste år ligget oftere end vanligt i nærheden af os for at snuppe nogle af de meget fartglade motoriserede, der hærger vores smukke område.
Der er 50 km/t, og det er synd at køre mere – ikke kun i lovens forstand, men pga. fjordens og strandengenes skønhed.
Ikke desto mindre er der adskillige, der får sig et klip i kørekortet heromkring. En dame fik hele tre på én gang, hvorved hendes kørekort lige pludselig ikke længere var gyldigt. Hun kørte meget for stærkt, uden sele og talende i håndholdt mobiltelefon. Ret dumt …
En lastbilchauffør kørte så stærkt, at det var vanvidskørsel, så han blev bedt om at efterlade sin lastbil med anhænger og selv finde hjem på anden vis. Jeg tror der var en vognmand, der blev temmelig knotten og en chauffør, der næppe længere havde et arbejde.
En meget ung mand mistede for kort tid siden sin nyerhvervede bil og sit lige så nyerhvervede kørekort, fordi han syntes det var fedt at køre 130 hvor der må køres 50.
Fjols. Jeg har ikke spor ondt af ham.

Vi har mange lastbiler her. Rigtig mange af de meget tunge, både med og uden anhænger. Det har vi fordi der bliver kørt affald fra Vordingborg kommune til miljøanlægget ved Faxe, og de tomme lastbiler retur. Hvis de kører via strandvejen, er deres rute to kilometer kortere (én sølle kilometer hver vej!).
Næstved kommune har forsøgt at anmode vognmændene om at lade deres chauffører køre den ganske lidt længere vej, men så truer de med at hæve priserne, fordi de skal bruge mere brændstof! Jeg kunne forstå, hvis det drejede sig om adskillige kilometer, men det gør det jo altså ikke.
Vi har haft nogle aktive og særdeles vedholdende personer i en arbejdsgruppe, der med jævne mellemrum render Næstved kommune på dørene for at få dem til at indse, at de mange lastbiler for det første ødelægger vejen – én lastbil slider 10.000 gange mere på vejen end en personbil. Den påståede besparelse ved at lade lastbilerne køre et par kilometer mindre er derfor nok hurtigt ædt op af vedligehold af vejen.
For det andet larmer de idyllen ihjel og for det tredje er de livsfarlige både for Marjattas elever og for alle andre fodgængere og cyklister, som de, også mod reglerne for en 2-1-vej, ikke holder tilbage for, men tvinger ud i rabatten, mens de ræser tæt forbi med hastigheder langt over de 50 km/t.
Mange motorcyklister kører også alt for ofte vanvidskørsel, men de bliver desværre ikke så tit grebet i det, fordi de fortrinsvis kører i weekenderne, hvor politiet helst ikke udøver fartkontrol.
Det er selvfølgelig ikke alle, men det er alt, alt for mange.

Men nu får vi vejbump.
Og ih, hvor vi glæder os!
Det er dog kun os der er så heldige at bo i Næstved kommune.
De er i gang med at lægge ny asfalt på den del af strækningen langs fjorden, som ligger i vores kommune og som belastes mest af lastbiler. De to nabokommuner, Faxe og Vordingborg, har ingen penge, men det har Næstved heldigvis, så nu får vi bump. Og en pæn og uhullet vej igen. Det vil forhåbentlig gøre livet så surt for fartglade i almindelighed og for lastbilchauffører i særdeleshed, at de vælger den anden vej. Man arbejder på helt at forbyde al anden lastbilkørsel end decideret ærindekørsel, og kommunen er vist endelig ved at blive mør efter ved selvsyn at have konstateret, hvor slemt det står til.
Nogle har indvendt, at det så bare vil ændres til larm fra speeden op, efter de har sænket farten over bumpene, men hellere det end som det kører nu. Pun intended.
Og hvis de i øvrigt kunne finde ud af at overholde fartgrænserne, er det vel næppe meget, de skal op og ned i fart …

IMG_0979

Nu er det snart bluebell-tid i England, men det smukke syn får vi desværre ikke at se i år.
Måske til næste år …

21. marts 2026

Tegneserie, trold, botanik og besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:12
Tags: ,

Onsdag kørte vi til Moesgaard Museum for om aftenen at høre en af deres samtaler, som de kalder det, mellem en seniorforsker fra museet og en tegneserienørd. Desværre ordstyret af en, der sagde ‘øh’ hele tiden, hvilket var yderst irriterende! Heldigvis havde debattørerne ikke samme sproglige uvane, og samtalen handlede om Asterix og Obelix set i sammenhæng med den aktuelle udstilling Kelternes verden – Europas urkraft. Har I ikke set den, vil jeg bare lige sige, at det er Moesgaards bedste udstilling indtil videre, hvilket ikke siger så lidt, for de er alle gode. Den varer til 9. august, så I kan sagtens nå det.
Asterix’ gæve gallere hed gallere fordi det er det franske ord for keltere, så det er samme folk, vi taler om – selv om ‘folket’ i virkeligheden var hundredvis af selvstændige stammer, der delte ritualer, billedsprog og verdenssyn. De blev aldrig ikke ét folk eller ét samlet rige.
Samtalen handlede om hvor historisk korrekt tegneserien er. Jeg kan afsløre, at den er overraskende korrekt, samtidig med, at den på finurligste vis er en satire over det nutidige Frankrig.
Auditoriet var fyldt med Asterix-fans, og det var underholdende fem kvarter. Jeg var nok mere begejstret end John, men han læser ikke tegneserier og har derfor ikke den samme tilgang til emnet, selv om han dog har set et par af tegnefilmene. Jeg har været stor fan siden det første hæfte kom i 1969 og havde samtlige, lige indtil jeg lånte nogle af dem ud. Det skulle jeg aldrig have gjort, for de forsvandt på mystisk vis, men det er en anden historie.

Vi overnattede på et hotel i Odder, hvilket er blevet en tradition, når vi skal på Moesgaard, og den følgende nat skulle vi tilbringe på Norsminde kro, hvor vi havde købt et ophold med en treretters menu (og vinmenu), hvorfor vi skulle have en dag i området til at gå på fornuftig vis.
Vi lagde ud med at finde endnu en af Thomas Dambos trolde (den 15. for vores vedkommende), nemlig Sigurd, som suser ned ad en bakke lige uden for Mørke.

SigurdSigurd ved Mørke (6)

Jeg synes nu, at han ser mere forskrækket ud over farten end egentlig begejstret, som det påstås han er. At regne efter vinden i hans hår, går det da også temmelig stærkt – faktisk kommer han hele vejen rundt om jorden så hurtigt, at vi mennesker slet ikke når at opdage, at han har været væk. Det opdager man kun, hvis man selv har lidt magiske evner. Det har John og jeg så åbenbart ikke …

Efter Sigurd gik turen til den botaniske have i Aarhus, hvor det passede med, at vi først spiste frokost i cafeteriet inden vi begyndte at botanisere.
Jeg gik totalt fotoamok, fordi jeg blev så fascineret af de mange fremmedartede vækster med deres eksotiske blomster.
Vandhyacinten herunder, for eksempel. Jeg havde hørt om planten i en eller anden naturudsendelse og vidste derfor godt, at det er en smuk dræber, da den kan fordoble sit vækstområde på 1-2 uger. Det lyder måske ikke umiddelbart voldsomt, men jeg kom til at tænke på, at det kan illustreres med den med hvedekorn på et skakbræt, nemlig at der lægges 1 korn på første tern, 2 på anden, 4 på tredje, så 8, 16 osv. På tern nummer 64 skal der lægges næsten 18,5 trillioner korn (18.446.744.073.709.551.616 – det kræver et meget stort skakbræt …), så man forstår sikkert, at selv et meget stort vandområde hurtigt kan blive 100 % overtaget af vandhyacinter. Her i botanisk have samler man dem ind og forærer dem til Randers Regnskov, hvor søkøerne får dem som fredagsslik.
Og sådan er der så mange gode fortællinger i en botanisk have. Aarhus-udgaven er ikke så stor; til gengæld kan man sagtens nå at se og oven i købet nærstudere det hele, hvilket er fint nok.

IMG_2469

Spændende vækster

Apropos naturudsendelser: Jeg ser glad og gerne alt, hvad jeg kan komme til, men den ledsagende tale er tit lidt … grinagtig, i mangel af bedre ord for det.
Eksempel: “En succesfuld parring er meget vigtig for artens overlevelse.”
Jaså … der kan man bare se. Det havde jeg aldrig selv kunnet regne ud …

IMG_2451

Efter rundturen var det kaffetid, og derefter gik turen mod Norsminde kro, hvor vi har været flere gange før. De har endnu ikke skuffet os og gjorde det heller ikke denne gang.

Fredag havde vi en frokostinvitation hos et krydstogtbekendtskab. Meget hyggeligt.
Lige pludselig er der gået tre dage på bedste vis, og der kom lidt i oplevelsesdagbogen.
Det var også tiltrængt efter Johns slemme bivirkningsangreb.

12. marts 2026

På skiferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:08
Tags: ,

Begge mine børnebørn er yderst dårligt planlagt, da den ene har fødselsdag den 7. januar og den anden den 14. Cirka lige så dårligt planlagt som Charlotte i sin tid var, med sin ankomstdato 12. december. Dengang markerede vi hendes fødselsdag ved, at det var den dag vi pyntede op til jul, hvilket blev en tradition, hun holdt meget af. Folk var ikke blevet trætte af julen endnu og troppede gladeligt op for at fejre hende.
Men Anna og Aubrey … og Pernille, da hun stadig var hos os, med sin 9. januar … folk har som regel fået nok af familiesammenkomster; pengepungen svulmer heller ikke ligefrem så få dage efter nytår, og hvad skal man give i fødselsdagsgave? Det var endnu værre, da børnene var små, fordi der kunne nå at ske meget rent udviklingsmæssigt på få måneder, så at få gaver med 2-3 ugers mellemrum, efterfulgt af et års pause, var faktisk ikke særlig sjovt for hverken giver eller modtager.
Selvfølgelig er alle fødselsdage blevet fejret alligevel, og Charlotte og jeg har gennem alle årene aftalt, hvad John og jeg giver dem til hhv. jul og fødselsdage.
Med årene er det blevet lidt nemmere rent gavemæssigt, og efter de fyldte 16, giver vi ‘rigtige’ gaver til jul og en pengegave til fødselsdag, og således også i år.
Da Aubrey ringede for at sige tak for sin gave, spurgte jeg ham, om han havde noget specielt i tankerne, eller de gik ind på hans opsparing.
“Jeg tager nogle skilektioner. Din gave rækker lige præcis til fire lektioner”.
”Ski??? Du ved godt du bor i England, ikke?”
”Jojo, men jeg skal på skiferie med Rufus til marts, og jeg vil godt lige have prøvet det af inden. Der ligger en ‘bane’ en god halv times kørsel fra os”.

Det er Aubie i en nøddeskal: Hvis der er noget han ikke har prøvet, så skal han prøve det, og nu var det altså kommet til at prøve at stå på ski.
Da han så Sa Calobra på Mallorca, erklærede han, at her ville han prøve at cykle, så der tog han ned året efter.
Han blev livredder, fordi det nok øgede hans chancer for at få job i sit sabbatår. Det gjorde det også, og han fik ønskejobbet på Longleat; bl.a. som livredder.

P1060607

Sa Calobra, Mallorca

Og nu er han altså på skiferie.
Rufus har taget videoer af Aubrey på vej ned ad pisterne.
Charlotte sagde, at hun næsten fik hjertestop, da hun så den, og jeg kan sådan set godt forstå hende, men jeg synes nu mest, at knægten er supersej.
Garvede skiløbere vil sikkert hulke af grin, når de ser ham på vej nedad, men jeg synes det er godt gået løbet, når man kun har fire lektioner på en plasticbakke som grundlag til dette.
Skiskole dernede? Nænæ – det havde han jo været på i England …

Her er et link til en af hans ‘nedture’. Jeg synes han kører temmelig hurtigt, og det var da også dette lille klip, som Charlotte næsten ikke turde se færdig, selv om det kun varer 50 sekunder.
https://youtube.com/shorts/uRHCyXiUNYE?si=rjoxmNLwH6BkggZc
JA, det er rent og skært barnebarnspraleri, men der er nu engang kun bedsteforældre til at være stolte af deres børnebørn.
Aubrey har arvet sin mors gåpåmod og rejselyst. Anna har arvet sin fars handelstalent og talegaver. Begge har en solid portion humor – ganske som forældrene.
Børnene er meget forskellige – og samtidig meget ens, men sådan er det nok tit med søskende.
Dem er jeg ikke bekymret for. Det kan jeg være for så mange andre ting, men hvad disse to angår, sover jeg roligt om natten.

6. marts 2026

Puha …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:44
Tags: ,

John blev forkølet for knap to uger siden. Vi troede i hvert fald først, at det var en banal forkølelse, men det var det åbenbart ikke. Han fik bøvl med maven og var på skift forstoppet og havde diarre. Jeg beklager disse detaljer, men det er en del af historien. Han sov mere og mere, og de sidste fire dage sov han mellem 14 og 18 timer i døgnet, hvilket er fuldstændig uhørt for John, som ikke i vores næsten 40 år sammen har ligget i sengen i mere end et par døgn, og det kun den ene gang, vi begge lå med influenza for over 25 år siden. I mandags ringede vi til kræftafdelingen, men efter en grundig udspørgen mente sygeplejersken ikke, at der var grund til bekymring. Det beroligede os lidt, men alligevel … John var både bange og bekymret; jeg var ‘bare’ bekymret, for jeg kunne slet ikke genkende min John mere, når han bare sov og sov. Jeg var ikke bange for kræften, for seneste skanning den 9. februar viste, at kræftknuderne i leveren var yderligere mindsket i antal, og de tilbageværende var helt inaktive, og så hurtigt kan den altså ikke buldre derudad igen. Det beroligede desværre ikke John helt, da jeg nævnte det, for hvad forstand har jeg på det?
Det viste sig dog heldigvis at være rigtigt tænkt.
I onsdags fik han taget de rutinemæssige blodprøver før den lige så rutinemæssige behandling i dag, fredag.
I går morges ringede hans faste kræft(over)læge ganske som hun plejer hver gang op til en behandling. Hun indledte som sædvanlig med at spørge hvordan John har det. Jeg er altid med på medhør til disse samtaler, og normalt tager de kun et par minutter, fordi alt er godt. Det var det så bare ikke denne gang, og John fortalte om alle elendighederne. Hun blev bekymret og havde også undret sig lidt over nogle af blodprøvesvarene. Hun var ikke længe om at træffe en beslutning: “Jeg aflyser behandlingen i morgen og indlægger dig i dag. Det ser ud, som om du er hårdt angrebet af bivirkninger af behandlingen. I må gerne komme med det samme, men kør selvfølgelig fornuftigt!”
Vi kom til Herlev et par timer senere, og der blev taget yderligere blodprøver. John havde slipsmerter i mellemgulvet, så lægen ville gerne se en skanning, for det var ikke så godt – det kunne tyde på, at forstoppelsen var så voldsom, at der skulle gøres noget. “Vi beholder dig i nat, John. Det her skal vi lige have set lidt nærmere på.”
Jeg kørte igen; der var ingen grund til, at jeg sad der og blomstrede uden at kunne gøre noget, og ingen kunne vide, hvornår der blev et ‘hul’ til Johns skanning.

Jeg kørte først til Hørsholm for at aflevere en strikket bluse til en veninde (og få lidt frokost), og derefter videre til Helsinge til min søster, som for lang tid siden havde inviteret til vinsmagning med efterfølgende tapas. John drikker ikke vin og skulle derfor have været chauffør.
Jeg kunne lige så godt tage derop, for der var ingen grund til at tage hjem til et tomt hus, og jeg kunne sove deroppe, så jeg behøvede ikke at spytte de gode vine ud.
John ringede efter nogle timer. De havde fundet ud af, at hans binyrebarkhormonniveau var alt, alt for lavt, så først gav de ham en solid dosis som injektion, og derefter skulle han have det via drop i 24 timer.
Det er også en af de mulige bivirkninger, og det var derfor, han var så træt.
Nu skal han fortsætte med binyrebarkhormon i pilleform, startende med en stor dosis, som langsomt trappes ned.
Vi håber virkelig det tager den ekstreme træthed, men det tror vi på det gør, og allerede nu har det hjulpet på både den og hans gigt, især i hænderne … han kan bøje fingrene mere end inden han blev indlagt.

I dag kørte jeg hjem via Herlev, men John vidste endnu ikke, hvornår de ville udskrive ham. Han ventede på stuegang, så jeg ville vente på den, men efter godt en time var der stadig ikke sket noget, så jeg kørte hjem.
Da jeg havde været hjemme i to timer, ringede han og sagde, at han kunne komme hjem, når de havde taget droppet ud, så jeg drog afsted igen til Herlev. Det er mange år siden, jeg har kørt så meget bil som her onsdag, torsdag og fredag, men det er jo godt ikke at miste rutinen …

I vildmarksbad

Det havde været nogle rigtig dumme 10-12 dage, men det endte jo på sin vis godt. Det er naturligvis noget hø med så voldsomme bivirkninger, men behandlingen virker på det den skal, og nu fik vi en forklaring på det hele, John er beroliget og har det allerede bedre.

Efter smagning af otte vine, præsenteret af en sød vinmand hjemme i privaten hos Bodil, og efter indtagelse af en god gang tapas, ville de andre i vildmarksbadet, som Hans havde tændt op under. Jeg nægtede pure, som jeg altid gør, for jeg gider ikke den slags, men presset blev for stort, så jeg kapitulerede og lånte en badedragt.
Vi kom virkelig hinanden ved i det bad, for vi sad otte i det – vi kunne ikke have været en til, men jeg måtte til min store forbavselse indrømme, at det var dejligt.
Så meget for mine principper, og jeg blev da også på én gang både moppet og rost, fordi jeg var hoppet med i vandet.
Det var en rigtig hyggelig aften og en god afslutning på de mange dage med mange bekymringer.

John er hjemme igen og har lige annonceret, at han vil lave sig en kop te.
Nu bliver jeg lettere bekymret igen – han drikker kun te, når der er godt med rom i den som et af de midler, der ikke hjælper mod forkølelse, men der skulle ikke rom i denne gang; han trængte bare til noget varmt, og han havde ikke lyst til kaffe. Det har jeg aldrig nogensinde hørt ham sige før!
Det er så sandelig bivirkninger, der siger spar to!

27. februar 2026

En by i provinsen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:19
Tags:

Præstø er en by i provinsen. Det er Havdrup, hvor jeg kommer fra, også. Førstnævnte har lige knap 4000 indbyggere, og Havdrup er nu oppe på 4500, men der er kommet en del til på de 11 år der er gået siden jeg flyttede herned. Jeg bor så ikke engang i Præstø, men nogle kilometer fra den. Ikke desto mindre er det ‘min’ by, hvis slogan er “Lille by – stort hjerte”. Havdrup var ikke spændende; det er Præstø. Jeg plejede at sige, at der ingen grund er til at tage til Venedig og dø, når man kan kede sig ihjel i Havdrup …
Jeg har aldrig ønsket at bo i en by, og slet ikke i en storby. Ikke engang som ung drømte jeg om at få nogle år i København – jeg brød mig ikke om støjen og de mange mennesker, og jeg følte mig langt mere utryg i byen end langt ude på landet, hvor jeg tilbragte de første 20 år af mit liv. Når jeg cyklede hjem ad den fire kilometer lange og totalt uoplyste vej, spurgte mange, om jeg aldrig var bange for at blive overfaldet, hvortil jeg svarede, at det ville jeg da være langt mere bange for i tæt bebyggede områder … her ude på landet kunne en potentiel voldtægtsforbryder stå og vente i mange dage, inden et eventuelt offer kom forbi, så bange eller utryg? Nænej.

Screenshot

Ideen til dette indlæg opstod, da jeg på FB så ovenstående opslag i præstøgruppen – og det var ikke det lidt ubehjælpsomme sprog, jeg hæftede mig ved, men forespørgslen i sig selv og ikke mindst svarene, som der var 14 af, da jeg så opslaget. (Jeg har kun noget imod fejlstavning og manglende grammatiske evner hos professionelle sprogbrugere … eller hvad man nu skal kalde dem, når de netop ikke er specielt professionelle). Alle 14 svar var et tilbud til vedkommende – ingen ‘smarte’ eller ondsindede bemærkninger, bare 14 personer, der meldte sig fordi de enten selv var langsomt gående eller bare ville glæde uanset egne gangevner.
Sådan noget gør mig glad og giver mig næsten troen på menneskeheden tilbage.
Okay, jeg havde trods alt heller ikke mistet den helt, men holddaop, hvor er jeg forundret over de skræmmende mange personager, der ser det som deres livs mission at tale skrive grimt til andre og/eller nedgøre dem.

Præstø vil vi gerne bo i, når vi ikke længere kan bo i Den Stråtækte. Jeg forestiller mig en lejlighed med have ned til åen på den ene side af bygningen og hovedgaden på den anden side. Her vil alt være inden for gåafstand – selv for en gammel dame. Det er ikke ønsketænkning, for de lejligheder findes, og de er oven i købet til at betale. De findes også med udkig over fjorden og havnen, hvis man ikke kan få fat i en af dem ned mod åen. Det er selvfølgelig langt fra sikkert, at der lige er en ledig, når jeg har brug for det, men håbet er som bekendt lysegrønt, og vi kan sikkert bo i Charlottes sommerhus, til vi finder det rigtige sted at bo.
Natur, restauranter (sågar en med en michelinstjerne), masser af butikker … men ingen støj – hvad mere kan man ønske sig? Præstø har en hyggelig havn og et stort opland, så den er livlig uden at være overgearet. Ingen butiksdød … endnu … sikkert fordi der er mange turister i sommerhalvåret, og det nærmeste storcenter ligger 30 km væk.

P1090971P1090972

Jeg vil dog allerhelst bo resten af mit liv her i Den Stråtækte, men det er naivt at tro, at det kan lade sig gøre – medmindre jeg bliver kørt over af en lastbil inden jeg når at blive rigtig gammel … der er ingen garantier for ret meget her i livet.

21. februar 2026

Jamen så tager vi da en tur til Venedig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:47
Tags: , , ,

Det er ikke John og mig jeg taler om, men mine englændere.
Begge de unge mennesker har et arbejde med skæve vagter, herunder weekendvagter, og da de sjældent er sammenfaldende, er de efterhånden ikke så ofte samlet alle fire, men i sidste uge havde de begge to fri fredag-lørdag-søndag. Tim bestemmer selv sine arbejdstider, hvis han ingen møder har.
”Skal vi så ikke finde på et eller andet spændende? Tiden skal da ikke bare spildes, vel?”, spørger Aubrey og kigger forventningsfuldt på sin mor.
“Johhh … vi kan jo tage en tur til Venedig, måske?” Den ide faldt i god jord, og som det ligger til familien, var der ikke langt fra tanke til handling. Der var kun ganske få flybilletter og næsten heller ingen ledige hoteller, og de der var, havde kun værelser med twin beds tilbage. Det passer dem dog fint nok, især Anna og Aubrey, som absolut ikke synes det er interessant at ligge tæt ved siden af hinanden. Undervejs i bookingforløbet gik det op for Charlotte, at det var Valentinsdag om lørdagen, og Venedig er velsagtens et oplagt kæresteudflugtsmål. Oven i det var der samtidig karneval i Venedig, så de var nok heldige overhovedet at få både billetter og senge at sove i.

Aubreys Venedig 1

De havde en dejlig weekend. Selv om de kun havde to nætter dernede, blev det til tre næsten hele dage, fordi de tilgængelige billetter var vildt tidligt ud (afgang Heathrow 06:30) og sent hjem (afgang Venedig kl. 20). Lørdag regnede det temmelig meget, men Aubrey havde glædet sig sådan til at tage masser af ‘vandbilleder’, og at han nu fik det fra alle sider gjorde ham ikke spor utilfreds. Regnen holdt mange inden døre, så på trods af byens voldsomt mange turister var den visse steder næsten mennesketom fredag aften. Han gik en aftentur alene og nød synet af byen gennem kameralinsen og den stemningsfulde lyd af kirkeklokker.

Aubreys Venedig 2

Aubrey har lagt billeder fra turen på Instagram. Jeg synes han er ret god – og jeg er naturligvis ikke spor farvet af familieskabet – overhovedet ikke – men skulle man være interesseret i at se nogle af hans mange billeder, bl.a. også fra hans tre måneder i Sydafrika, kan man følge aubreymaltinphotography på IG.
Han er i mine øjne lidt for glad for sort/hvide billeder, men her fra et regnvådt Venedig passer stilen fint. Det synes jeg ikke den gjorde i Afrika, men hver sin smag.

Aubreys Venedig 3

En af aftenerne var de til kirkekoncert hvor de skulle høre Vivaldis De Fire Årstider, som De Fire Englændere syntes var en stor oplevelse – også de tre, der ikke troede de brød sig om klassisk musik. Aubrey syntes så godt om Vivaldi, at han lagde ham på som underlægningsmusik til en reel med venedigbilleder.
Jeg har aldeles skamløst sat tre af hans billeder ind her, men jeg tror jeg bliver tilgivet, selv om han skulle opdage det, hvad jeg ikke tror han gør.


Apropos Venedig: Vi fordansker byens navn, både i stavemåde og udtale. Det er ganske naturligt og lyder rigtigt; faktisk ville jeg, hvis jeg hørte Venezia udtalt på syngende italiensk i en ellers dansk sætning, anse det som værende både forkert og arrogant. Vi siger heller ikke Roma med rulle-r og ‘o’ som i vove, men i stedet Rom med den danske r-lyd og rimende på tom.
Franske stednavne bliver ofte fordansket, eller måske en dansk-fransk variation, som er lige forkert på begge sprog. Det ville for danskere være mærkeligt at sige Pari’ uden ‘s’ til sidst.
I en bog blev Glücksburg udtalt med tydelig u- og ikke y-lyd, og den Haag som den Håg (rimer på ‘bog’, og ‘den’ med æ-lyd som i det påpegende stedord). Helt og aldeles forkert; her burde det have været udtalt, som man gør i de respektive lande.
De skal ikke sige Lei-ce-ster! Eller Glou-ce-ster! (Hvor ‘ce’ i begge tilfælde er stumt, men det tror jeg I ved). Der hersker uenighed om emnet, og jeg selv er frygtelig inkonsekvent i den sag. Med andre ord generer det mig, at man i en dansksproget bog udtaler Englands og (nogle) andre landes stednavne forkert, samtidig med, at jeg lige har grebet mig selv i at synes, at svenske stednavne udtalt på klingende svensk i en til dansk oversat bog virker forstyrrende på min opfattelse af oplæsningen, fordi tonen/melodien i sproget er meget forskellig på dansk og svensk. De skulle have være fordansket.
Så hvad vil jeg egentlig helst have? Hvad er rigtigt? Er der overhovedet noget, der er ‘rigtigt’ her? Hvad mener I?

15. februar 2026

Man skal jo ikke lade sig forstyrre af fakta

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:49
Tags: ,

“Man skal jo ikke lade sig forstyrre af fakta”, sagde en kollega engang ved en passende lejlighed. Jeg syntes det var en rigtig god bemærkning, og jeg har citeret ham i tide og utide lige siden. Der er mange der ikke lader sig forstyrre af fakta – senest fra en jeg tror må være MAGAMesser-tilhænger. Han tog ét faktum (= det er koldt i (lillebitte) Danmark lige nu) og passede det ind i sine egne forestillinger (= klimakrisen er fake news – global opvarmning er bare en myte).

Jeg har forsøgt at finde fakta om AI, affødt af, at jeg læste, at “et enkelt prompt (spørgsmål til AI) har et lige så stort energiforbrug som 10 Google-søgninger eller 40 opladninger af mobilen”.
Du GOdeste, tænkte jeg – det lyder meget voldsomt. Kan det mon virkelig passe?
Der findes flere kilder, men denne regner jeg for værende pålidelig. Her oplyses, at energiforbruget varierer, afhængigt af hvilken AI det er, og om det er en almindelig forespørgsel eller et led i oplæringen af en ny, men det svinger mellem 0,00034 kWh og 0,1 kWh. En googlesøgning er omkring 0,00024kWh, så forskellen er altså ikke vanvittig stor, men globalt set, med millioner, måske milliarder af brugere bliver det alligevel til noget.
Én mobilopladning forbruger typisk 0,01 kWh, så det med de 40 er altså ikke sandt. Selv i det mest strømforbrugende tilfælde kan det kun blive til 10 opladninger, så jeg gætter på, at ophavsmanden til artiklen har overset, at der i det ene tilfælde tales om Wh og i det andet om kWh, som er 1000 gange mere.
Lad os for nemheds skyld sige, at ét AI-spørgsmål forbruger 0,4 Wh. 40 mobilopladninger giver 0,4 kWh – altså 1000 gange mere. Men okay, man lader jo ikke sin mobil op lige så ofte, som man stiller spørgsmål til en AI, så det er ikke et enkelt regnestykke.

Kilde: The AI Portal

Skal man aktivt vælge AI fra eller til?
Tallene fjerner ikke det faktum, at AI er meget ressourcekrævende. Et skræmmende fremtidsscenarie er Det Internationale Energiagenturs (IEA) forventning om, at AI i 2030 vil bruge lige så meget energi, som Japan gør i dag. Jeg har ikke undersøgt Japans energiforbrug, men det skal da nok blive til en terawatttime eller to.
Når datacentre bruger strøm, bliver næsten al energien til varme. Det giver meget overskudsvarme, og nogle har fundet ud af at anvende den fornuftigt – Meta i Odense leverer overskudsvarme svarende til 6.900 husstandes fjernvarme, og Microsoft i Høje-Taastrup planlægger at opvarme 6.000 hjem. Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

I kilden jeg refererede til, skrives der også om, at AI stensikkert er kommet for at blive, men at man skal anvende det med fornuft. Det er ikke meningen, at man skal bruge det til en opskrift på rabarberkage – hertil er det go’e, gammeldags Google så ganske glimrende.
Det er så nu, jeg stiller spørgsmålet: Skal den enkelte ‘almindelige’ bruger aktivt vælge AI til eller fra? Jeg har sjældent brug for AI’s sommetider tåbelige svar og vælger det derfor oftest fra, men jeg ville meget hellere skulle vælge det aktivt til, netop fordi det oftest ikke er nødvendigt med AI. Det ville kunne spare meget energi, mange forkerte svar og megen frustration fra sådan nogle som mig, hvis det ikke poppede op som første svar der gives.

I øvrigt: Hvis man bruger ChatGPT, bør man også overveje at skifte til en anden chatbot, for de kan næsten det samme og har en mere ansvarlig tilgang til klimaet (Andreas Schjølin).
Se, det er jo værd at bemærke sig, for ChatGPT er mig bekendt den ‘alle’ kender og som derfor oftest anvendes.

Jeg vælger AI fra ved at skrive –ai efter min googlesøgning, men Anna Færch Hansen fra Ungeklimarådet havde et helt andet råd, hvis man gerne vil undgå AI-svar, når man googler: “Jeg har fået et godt råd af en lægeveninde: Hvis man bander i sin google-søgning, kommer den ikke med AI-svar”.
Det måtte simpelthen efterprøves, og jeg kan med det samme afsløre, at det ikke passer, men det fik mig til at grine.
Først med et sobert sprog – her var AI-svaret som forventet.

Screenshot

Herunder brugte jeg et grimt bandeord – AI ignorerede det totalt:

Screenshot

Og til sidst med et andet ikke særlig pænt ord. Det var her, jeg kom til at smile pga. det med gult fremhævede. Tænk, at AI ligefrem har humor …

Screenshot

Smil eller ej: AI er komplet ligeglad med bandeord. Jeg prøvede også med det engelske f…, men det blev også ignoreret. Derudover er det en del enklere at skrive tre tegn fremfor et eller andet bandeord – og ‘sgu’ regnes ikke længere for et sådant.

Hvis I holdt ud helt hertil, har I ladet jer forstyrre af fakta, men tak for det.
(Jeg håber i hvert fald det virkelig var fakta).

10. februar 2026

Der findes mange slags …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags: , , ,

Ikke mere om selve ferien på Malta. Den var glimrende og perfekt timet, når vi ser hvordan Danmark havde mere eller mindre snekaos i den uge vi nød solen og lunheden.
Næh, dette er mere lidt refleksioner over menneskers og institutioners forskellighed.
For eksempel er Københavns lufthavn en af de dårligste vi kender – også efter, at de har ofret millioner på om- og udbygning. Vi har adgang til en (også ombygget) lounge, men den er ikke blevet større af den grund, så der er næsten aldrig plads, og desuden er maden de serverer ikke specielt spændende, så CPH får dumpekarakter. Vi har prøvet lounges i mange lufthavne, men ingen så dårlig som den københavnske. Selv nede på lille Malta var der rigtig god plads og lækker mad.
I Kastrup lufthavn er de også ligeglade med, om folk går med stok – ingen fordele af den grund, mens de i alle andre lufthavne er meget opmærksomme og lader os komme gennem fast track, både når vi skal vise boardingkort og igennem security – plus, at vi som regel bliver gennet ind i Priority Lane, når vi skal borde flyet. Det er altså ret fedt, men kan Kastrup finde ud af det? Nope. Det står selvfølgelig ikke i en eller anden lov, at det skal være sådan, men folk der går med stok, kan ofte ikke stå så længe det tager for en lang kø at blive afviklet, og som sagt er de flinke alle andre steder end her i landet.

Popeye Village

Flyturen hjem startede en time forsinket, men de fik indhentet den halve, således at vi kun var 2½ time i luften.
Det var for mit vedkommende 2½ meget lange timer. Jeg sad i midten og John ved vinduet. Så snart vi havde sat os, bemærkede jeg til John, at der lugtede af en blanding af ko- og svinestald. Til jer, der ikke kender nogen af delene, kan jeg fortælle, at det bestemt ikke er nogen behagelig lugt!
Den viste sig at komme fra min nabo, som jo så sad ud mod midtergangen. Da han vendte sig imod mig for at sige noget, var jeg ved at kaste op og måtte virkelig beherske mig for at lade som bare nogenlunde ingenting. Det var totalt ufortyndet råddenskab, der stod ud af munden på ham – mildere kan det ikke siges. Vi kender nok alle dårlig ånde, som fx hvidløg eller en efterbrandert, som kan være ubehagelige nok, men sammenlignet med min nabo i flyet er de to nævnte den rene lavendelduft! Det var ubeskriveligt slemt, og jeg var nødt til at tage mit tørklæde over næse og mund og så i øvrigt læne mig kælent op ad John hele vejen hjem, med ryggen vendt så meget imod manden, som det var mig muligt. Jeg ignorerede ham totalt – hvis jeg havde skullet konversere ham, ville jeg have været nødt til at tage brækposen i brug. Og jeg overdriver ikke! Jeg ved ikke hvad han har tænkt om mig, men jeg var ærlig talt ligeglad, for ham ser jeg forhåbentlig aldrig igen.
Jeg kan forstå hjemløse og andre stakler, der ingen penge har til tandlæger, men har man råd til en ferie på Malta, kan man vel også finde penge til en tandlæge. Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg havde prioriteret!


En helt anderledes positiv oplevelse havde vi, da vi langt om længe landede på matriklen klokken 01 natten til søndag.
Køreturen hjem gik uden problemer, men vi havde jo set bjergene af sammenskrabet sne langs de små veje og talt om, at nu var vi med stor sandsynlighed nødt til at stille bilen på et lidt farligt sted, indtil vi havde fået skovlet sneen væk fra carporten. Dem der kender os og vores parkeringsforhold ved, at disse ikke er gode, så vi skal pinedød kunne køre ind i garagen for ikke at blokere vejen.
Udsigten til sneskovling på det ukristelige tidspunkt var ikke rar, men hvad så vi til vores store glæde og overraskelse?
En af naboerne havde ryddet snedriverne væk fra garagen (og der havde ligget meget sne, kunne vi se), så vi lige kunne åbne porten og køre ind.
Det var ganske enkelt det bedste ved den dag!
Jeg havde en ide om hvem det kunne være, hvilket jeg fik bekræftet om søndagen, og han fik en flaske vin, som han først slet ikke ville have –“jeg gjorde det altså ikke for at blive belønnet”.
”Det ved jeg”, svarede jeg, “vi skal selvfølgelig kunne gøre hinanden tjenester uden at forvente betaling, men det var altså en helt særlig glæde for os ikke at skulle skovle sne midt om natten efter en lang og anstrengende dag, så tusind, tusind tak – og tag nu imod den vin.”
Det gjorde han så.
Vi gjorde til gengæld en masse fugle glade, da vi om søndagen fik fyldt alle foderdepoterne op. Jeg håber de alle sammen har overlevet, at der har manglet mad i mindst fire dage, selv om John fyldte så godt op han kunne, inden vi tog afsted. Der er rift om den i denne kolde tid.

Malta

Næste side »

Blog på WordPress.com.