Modreformationen

Modreformationen, også kaldet kontrareformationen, var den romersk-katolske kirkes religiøse, kirkelige og politiske modbevægelse mod reformationen fra midten af 1500-tallet til den westfalske fred i 1648. Bevægelsen havde både til formål at reformere kirken indefra gennem strengere kirketugt, præsteuddannelse og administrativ disciplin og at generobre områder, som var gået tabt til protestantismen.

Modreformationen fik sit centrale udtryk i Tridentinerkoncilet 1545-1563, jesuitternes missions- og undervisningsvirksomhed, inkvisitionens styrkelse og den katolske censur. Den førte til bekæmpelse af protestantiske menigheder især i Syd- og Midteuropa samt Nederlandene, men også til en betydelig religiøs og kulturel fornyelse, herunder den katolske baroks gennembrud. Betegnelsen er især blevet brugt i protestantisk historieskrivning, mens katolsk tradition ofte omtaler den samme udvikling som den katolske reform.

Historie

Allerede i senmiddelalderen havde der fra flere sider været forsøg på reform inden for Romerkirken, men disse forsøg forblev begrænsede, fordi de ikke grundlæggende angreb kirkens misbrug og strukturelle problemer. Efter den lutherske reformations fremgang blev reformbestræbelserne samlet i en mere målrettet katolsk modbevægelse. Den katolske reform udgik som tidligere reformbevægelser i høj grad fra klostrene og samlede sig især om to hovedskikkelser: italieneren Giovanni Pietro Caraffa, den senere pave Paul 4., og spanieren Ignatius Loyola. For begge var målet at genoprette Romerkirkens autoritet og enhed. Hos Caraffa lå midlerne fast i form af disciplin, kirketugt og inkvisitorisk kontrol, mens Loyola i højere grad lod midlerne afpasse efter tid og omstændigheder.^[1]

Caraffa grundlagde sammen med Gaetano af Thiene teatinerordenen, der skulle drive indremission blandt præsterne og virke som en planteskole for biskopper. Et lignende formål havde barnabitterne og det af Filip Neri i 1548 stiftede samfund Oratoriets Præster (oratorianernes kongregation). Da reformatoriske strømninger alligevel vandt frem, rådede Caraffa paven til at reorganisere inkvisitionen i Italien efter spansk forbillede, hvilket skete i 1542. Caraffa blev selv dens formand og, efter at han i 1555 var blevet pave, dens ivrige beskytter. Særligt i Italien og Spanien kom modreformationen til at bære præg af hans ånd, og dominikanerne og inkvisitionen blev centrale redskaber i bekæmpelsen af protestantiske og reformkatolske tendenser.^[1]

I Spanien standsede den betydelige reformatoriske bevægelse, som i første halvdel af 1500-tallet havde vundet frem, og som kejser Karl 5. havde støttet. I stedet søgte den hellige Teresa af Avila, datter af en spansk grand, en religiøs fornyelse gennem en hengiven mystik, mens Ignatius Loyola, søn af en spansk grand, forbandt denne mystiske fromhed med en enestående verdensklogskab. Hans mål var at forny Romerkirken ved at føre dens principper ud i deres yderste konsekvens. Jesuitterne fik især deres arbejdsmark nord for Alperne, hvor de søgte at vinde de germanske folk tilbage for Romerkirken. Gennem skriftestol, prædikestol og skolevæsen opnåede de betydelig indflydelse, også helt op i de nordiske lande.^[1]

Det centrale kirkelige udgangspunkt for modreformationen var Tridentinerkoncilet, der blev åbnet i 1545 og afsluttet i 1563. Koncilet fastholdt i hovedsagen den middelalderlige katolske teologi, men vedtog samtidig en række reformlove, der lagde vægt på et bedre uddannet og sædeligt præsteskab, strengere kirketugt, prædiken i kirkerne og mere regelmæssigt tilsyn fra biskoppernes side. Koncilet og den efterfølgende reformpolitik førte også til en styrket kontrol med teologi og litteratur, blandt andet gennem udarbejdelsen af et indeks over bøger, som katolikker ikke måtte læse. Kirkens officielle bøger blev revideret: Breviariet i 1568, Missalet i 1570 og Ritualet i 1614, og i 1590 udkom en ny normgivende udgave af Vulgata.^[1]

Modreformationen omfattede både indre reform, mission, undervisning, censur, inkvisition og politisk magtanvendelse. Den førte flere steder til udrensning eller undertrykkelse af nyligt opståede protestantiske menigheder, især i Syd- og Midteuropa samt i Nederlandene. Samtidig medførte den en betydelig religiøs, videnskabelig og kulturel fornyelse. Bollandisterne og maurinerne gav nyt liv til den katolske lærdom og historieforskning, mens skikkelser som Frans af Sales og Vincent de Paul viste en fromhedsform og social-kirkelig praksis, der gav den katolske reform en bredere åndelig betydning. Kulturelt bidrog bevægelsen især i Sydeuropa til en kunstnerisk opblomstring, som blandt andet kom til udtryk i barokken.^[1]

Ligesom reformationen efterhånden blev et politisk anliggende, fik modreformationen også en udpræget politisk dimension. Den forsøgte ad fredelig vej at vinde fodfæste i Sverige under Johan 3., og Polen blev dens vigtigste udgangspunkt for Nordeuropa. Samtidig førtes der langvarige kampe mellem protestanter og katolikker i Tyskland og Frankrig. I Tyskland kulminerede denne konflikt i Trediveårskrigen og fandt sin afslutning med den westfalske fred i 1648, mens de franske religionskampe foreløbigt blev afsluttet med Nantes-ediktet.^[1]

Se også

Jesuiterordenen

Referencer

1 2 3 4 5 6 Moltesen, Laust (1924). "Modreformation". I Blangstrup, Chr. (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 17. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 150.

Spire

Denne artikel om kristendom er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

[:0-1] 1 2 3 4 5 6 Moltesen, Laust (1924). "Modreformation". I Blangstrup, Chr. (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 17. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 150.

[1]