Nuntius
.jpg)
En pavelig nuntius (af latin nuntius, "sendebud"), også kaldet apostolisk nuntius, er Den Hellige Stols diplomatiske repræsentant og chef for dens diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang af ambassadør og repræsenterer pavestolen og Vatikanstaten i udlandet i både kirkelige og politiske anliggender. I katolske lande er den stedlige nuntius oftest doyen for det diplomatiske korps og har som pavens gesandt forrang for staternes gesandter.[1][2][3]
En nuntius er normalt en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere og varetager foruden de diplomatiske forbindelser også forholdet mellem Den Hellige Stol og den lokale katolske kirke. I ældre kirkeretlig terminologi betegner nuntius apostolicus en pavelig gesandt, når denne ikke er kardinal. Er udsendingen kardinal, kaldes han i stedet legat. Nuntiens embede, sæde og gesandtskab betegnes nuntiatur (f.eks. nuntiaturet i Norden), mens ordet også kan bruges om selve det beskikkede personale.[4][2][3]
Historisk udvikling
[redigér | rediger kildetekst]
Den pavelige sendebudsinstitution begyndte med Leo 1. og fik sin videre udformning under Leo 9. og Innocens 3., og nuntier kendes som pavelige gesandter fra Innocens 3.s tid. Institutionen fik særlig betydning efter Reformationen, da faste nuntiaturer blev oprettet for at gennemføre Tridentinerkoncilets beslutninger og bekæmpe protestantismen som led i den modreformatoriske kamp. De første faste nuntiaturer blev oprettet i Wien i 1581 for det østlige Tyskland, i Köln i 1582 for det vestlige Tyskland, i Luzern i 1586 for Schweiz og i Bruxelles i 1588 for Nederlandene.[4][2][3]
Myndighed og kirkeretlig funktion
[redigér | rediger kildetekst]I sit nuntiatur blev nuntius i ældre katolsk kirkeret opfattet som pavens stedfortræder med vidtgående fuldmagt og som den øverste dommer næst efter paven. Han ledede også missionsvæsenet, men på dette område kom han fra 1622 under Propagandaen (Propagandakongregationen). De tyske ærkebiskopper anså nuntierne for en indskrænkning af deres myndighed og gav udtryk for deres utilfredshed. Til trods herfor blev der i 1785 oprettet et nyt nuntiatur i München. Ærkebiskopperne samledes året efter til kongressen i Ems (en) i 1786 og protesterede mod ordningen, men uden virkning. Under den franske revolution blev nuntiaturerne i Köln og Bruxelles ophævet, og senere blev også andre nedlagt.[3]
Forholdet til pavelige legater
[redigér | rediger kildetekst]Nuntiusbegrebet hænger historisk sammen med den bredere kategori pavelige legater. I diplomatisk og latinsk terminologi betegner legatus et sendebud med ambassadørrang og bruges især om pavens udsendinge. Legatus perpetuus, "stadigt sendebud", betegner et ved et hof for længere tid akkrediteret sendebud i modsætning til en diplomat i en midlertidig mission. De pavelige legater inddeles i legati nati, en ren æresrang for ærkebiskopperne af Gnesen, Köln, Salzburg og Prag, og legati dati, som enten er biskopper med fast ambassadørpost et sted, normalt kaldet nuntier, eller kardinaler med et midlertidigt særligt opdrag. En kardinal med en sådan ekstraordinær mission kaldes legatus a latere, fordi han som medlem af pavens råd har plads "ved hans side" (ad latus), men sendes "fra pavens side" (a latere). Også pavens ombud i den tidligere Kirkestats provinser blev betegnet legater.[2]
Diplomati og missionsvirksomhed
[redigér | rediger kildetekst]Som pavens diplomatiske repræsentanter har nuntiernes stilling historisk forbundet kirkelig jurisdiktion, diplomati og missions- eller propagandavirksomhed. Netop fordi deres hovedopgave blev anset for at omfatte ledelsen af Propagandaen i de pågældende lande, ville England, Preussen og Rusland ikke godkende et paveligt nuntiatur.[3]
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Reference
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Westrin, Th., red. (1914). "Nuntius". Nordisk familjebok. Vol. 20. (2. udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 126.
- 1 2 3 4 Holmquist, Hjalmar Fredrik (1912). "Legat". I Westrin, Th. (red.). Nordisk familjebok. Vol. 16. (2. udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 34.
- 1 2 3 4 5 Moltesen, Laust Jevsen (1924). "Nuntius". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 18 (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 269.
- 1 2 Strelitz, Paula; Japsen, Gottlieb; Rode, Mikal, red. (1949). "Nuntius". Den nye Salmonsen. Under medvirken af Erik Lund (4. udgave udgave). København: J. H. Schultz Forlag. s. 3298. Hentet 13. juni 2026.
