Chagosøerne er en øgruppe i Det Indiske Ocean. I oktober 2024 blev det offentliggjort, at Storbritannien vil overdrage øgruppen til Mauritius. Chagosøerne er 60 km2 fordelt på en række atoller og skær spredt ud over et havterritorium på 54.000 km2.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Chagos Archipelago
Tidligere også Olieøerne, Oil Islands
Chagosøerne blev opdaget af portugiserne, var fransk spedalskhedskoloni 1776-1814 og blev under briterne administreret fra Mauritius. Siden 1814 var Chagosøerne britiske under British Indian Ocean Territory, men udlejet til USA, som har indrettet militærbase for US Marine Corps på den sydligste atol, Diego Garcia.
Indtil 1971 boede der ca. 2000 såkaldte chagossianere på Diego Garcia, men de blev tvangsflyttet for at skabe plads til den amerikanske base. Chagossianerne har siden ved de britiske domstole søgt at vinde retten til at vende tilbage til øen. Flere retsinstanser har givet dem medhold, men den britiske regering har indtil 2024 afvist at anerkende kendelserne.
Efter årtiers konflikt med Mauritius meddelte den britiske regering i oktober 2024, at den vil overdrage Chagosøerne til Mauritius. Der er to centrale elementer i aftalen mellem de to lande. For det første at Storbritannien opretholder kontrollen med øen Diego Garcia, indtil videre i 99 år og mod at betale leje til Mauritius. For det andet vil der blive oprettet en genhusningsfond for tvangsforflyttede chagossianere for at skabe økonomiske muligheder for, at de kan flytte tilbage tilbage til Chagosøerne, dog ikke til Diego Garcia.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.