Radsted Kirke

Kirkens ældste del er skibet, der er en senromansk teglstensbygning i lighed med mange andre landsbykirker på Lolland og Falster. Den er opført i perioden 1175-1250, og der er ikke mange detaljer bevaret fra den oprindelige kirke, ud over facadernes få bevarede lisener, dvs. svagt fremspringende murpiller, samt spor af enkelte rundbuede, romanske vinduer.

I tilknytning til skibet har der været et mindre kor, hvis udformning er ukendt. Allerede omkring år 1300 er denne bygningsdel nedrevet.

I unggotikken – omkring år 1300 – er kirkens langhuskor opført. Det kendetegnes af stræbepillerne, der taktfast opdeler facaden, samt særligt østgavlens tre slanke, spidsbuede vinduer.

I senmiddelalderen, nok omkring år 1500, er det kraftige tårn opført af teglsten. Tårnets facader er udført i et anonymt, om end senmiddelalderligt formsprog, og tårnets væsentlige karakteristikum – spiret – er opsat i 1621, hvilket en mindetavle, der er indmuret i facaden, omtaler. Tårnets forhøjelse og etablering af et spir sker i sammenhæng med en grundlæggende ombygning af kirken i 1620'erne, der er bekostet af Elisabeth Rosensparre til Krenkerup og hendes ægtemænd Axel Brahe og Palle Rosenkranz.

Renæssancens ombygning af den eksisterende kirke suppleres i 1620'erne ved opførelse af dels et våbenhus på kirkens sydside og et gravkapel på kirkens nordside, der udmærker sig ved brug af kordongesimser på murværket samt de karakteristiske svungne gavle.

Kirkens indre præges af de indvendige kalkede flader. Hele kirken, med undtagelse af sakristiet, er overhvælvet, og i våbenhus og kapel ses såkaldte stjernehvælv.

Kirkens ældste inventarstykke er døbefonten af gotlandsk kalksten fra 1300-tallet, der har lighed med fonten i Fejø Kirke.

Altertavlen er fra 1610 og kendetegnes af et meget stort og detaljeret snitværk i renæssancestil. I midtfeltet er der i 1800-tallet indsat et motiv af Anton Dorph forestillende Kristus i Emmaus.

Prædikestolen er skåret i 1610, men er kraftigt restaureret i 1800-tallet.

Kirkens to klokker er fra henholdsvis 1899.

Kirken rummer en del gravsten og epitafier, dvs. mindesmærker, fra renæssancen. De er lagt over lokale adelige med tilknytning til kirken og det nærliggende gods i Krenkerup særligt i 1500-tallets slutning og 1600-tallet.