Cubas historie

I 1898 greb USA, der allerede på det tidspunkt havde betydelige økonomiske interesser på øen, ind i krigen, der sluttede med Spaniens nederlag få måneder senere. I 1902 fik Cuba officielt uafhængighed.

USA fastholdt imidlertid sin økonomiske og politiske dominans over landet helt frem til 1959. Eksempelvis fik USA ved det såkaldte Platt Amendment formel ret til at intervenere i landet for at "beskytte liv, ejendom og individuel frihed"; denne ret blev dog afskaffet i 1934. Samtidig blev der oprettet en stadig eksisterende amerikansk flådebase nær byen Guantánamo i det østlige Cuba.

Det politiske system var gennem landets første halve århundrede i selvstændighed præget af korruption og af USA's dominans. På landet var der stor fattigdom, og der var store sociale og økonomiske forskelle overalt; i de større byer opstod der dog efterhånden en relativt velstående middelklasse. Økonomien hvilede fortsat mest på sukkerproduktionen, men turisme fik voksende betydning. I 1950'erne fremstod Havana som en moderne storby med en omfattende bilpark, store bygnings- og ingeniørprojekter, flere tv-kanaler og et omfattende natteliv, der især tiltrak mange amerikanske turister, blandt disse en række kendte skuespillere.

Racismen var et andet stort problem i landet. Cuba havde ikke formelt institutionaliseret racisme, men i praksis var den afrocubanske befolkning udsat for omfattende diskrimination. Mange afrocubanere havde spillet en vigtig rolle i uafhængighedskrigen, men den fortsatte racisme i den selvstændige nation var en kæmpe skuffelse for denne del af befolkningen. Forsøget på at oprette et Uafhængigt Farvet Parti ("Partido Independiente de Color") blev mødt med en nedslagtning af 3.000 afrocubanere i 1912.

Natten til den 1. januar 1959 flygtede Batista ud af landet, og den 8. januar holdt Castro sit sejrsindtog i Havana. Den revolutionære proces blev sat i gang næsten med det samme. Den indebar jordreform, nationalisering af både cubansk og udenlandsk ejendom, lønstigninger, fald i huslejer mv. Samtidig blev der holdt standretter over Batistas mænd. I årene 1960-1961 gennemførtes en omfattende alfabetiseringskampagne som begyndelsen til et uddannelsessystem for hele folket. En anden af systemets fortjenester var udviklingen af et forbilledligt sundhedsvæsen. Revolutionens grundlæggende platform var ikke kommunistisk, men nationalistisk og præget af ønsket om social retfærdighed.

Det nye styre bekendte sig ikke umiddelbart til socialismen, men den radikale reformproces skabte et modsætningsforhold til USA. Samtidig valgte et stadig større antal cubanere, især fra mellem- og overklassen, at gå i eksil, fortrinsvis i USA, hvor Miami hurtigt blev økonomisk og politisk centrum for oppositionen mod Castro.

Revolutionen befandt sig i en vanskelig situation. Flere af Castros revolutionære medkæmpere forsøgte oprør mod det nye styre, som de fandt for radikalt eller endda kommunistisk. USA bekæmpede det nye Cuba økonomisk og diplomatisk, og i 1960 indførtes importstop for cubansk sukker efterfulgt af en egentlig handelsembargo. I 1961 afbrød USA de diplomatiske forbindelser med Cuba, og i 1962 blev landet udelukket fra Organisationen af Amerikanske Stater, OAS. Isolationen fik de cubanske ledere til at styrke kontakten med Østblokken, der i løbet af få år overtog USA's traditionelle rolle som Cubas vigtigste handelspartner. Mange vestlige lande, herunder Canada, Mexico og Spanien, opretholdt dog forbindelser med Cuba.

Tilnærmelsen til Sovjetunionen og de socialistiske stater i Østeuropa afspejlede sig også i landets indenrigspolitik. I 1965 blev det revolutionære samlingsparti, grundlagt i 1961, omdøbt til Cubas Kommunistiske Parti, hvis første egentlige kongres dog først blev holdt ti år senere. Revolutionens nationalistiske selvforståelse baseret på nationalhelten José Martí blev suppleret med marxismen-leninismen som en del af den officielle ideologi, og tolerancen over for ”ideologiske afvigere” blev stadig mere begrænset.

I begyndelsen og midten af 1960'erne var Cuba internationalt centrum for vestlige revolutionære og intellektuelle, heriblandt Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir. Men i løbet af nogle år, og særlig fra 1968, begyndte mange tidligere sympatisører at se mere kritisk på Castros styre. Hans accept af Warszawapagtens invasion i Prag, de stigende begrænsninger i den personlige og kunstneriske frihed samt oprettelsen af genopdragelseslejre for homoseksuelle og andre "afvigere" var blandt årsagerne hertil.

Revolutionens første årti var præget af økonomisk kaos og mangel på en lang række af produkter både pga. USA's blokade og den førte økonomiske politik. Den voksende centralisering og statsliggørelse af landbruget betød fokus på storproduktion og eksport frem for befolkningens umiddelbare behov. Således besluttede Fidel Castro, at 1970 skulle være året, hvor sukkerhøsten nåede en rekordstørrelse på 10 millioner ton, og hvis salg skulle indbringe landet store valutaindtægter. Høsten blev på 8,5 millioner ton, hvilket var landets hidtil største høst, men en symbolsk fiasko. Endnu mere problematisk var det, at der var sat så mange ressourcer ind på at nå målet, at store dele af den øvrige økonomiske aktivitet blev reduceret eller gik i stå. Store mængder landbrugsjord blev overgivet til sukkerproduktion med deraf følgende reduktion af fødevareproduktionen og på længere sigt forringelse af jorden.

Fra midten af 1970'erne satsede man på en traditionel planøkonomi i samarbejde med Sovjetunionen og COMECON. Den økonomiske situation blev forbedrede, og levestandarden begyndte at stige. Samtidig gennemgik landet en omfattende institutionaliseringsproces på alle niveauer. Det kommunistiske parti, PCP, afholdt sin første kongres i 1975, og året efter blev en ny grundlov indført efter at være diskuteret i folkelige fora landet over. Den indebar etablering af folkemagtsorganer på flere kommunalt, provins- og nationalt niveau som erstatning for det tidligere parlament.

Med den nye grundlov i 1976 blev Castros magtbeføjelser formelt styrket, idet den traditionelle præsidentpost, som Castro ikke havde ønsket at besidde, ophørte med at eksistere, og den øverste magt lå i hænderne på formanden for Statsrådet og for Ministerrådet. Disse to positioner besad Castro fra 1976 frem til 2008. Castro var landets ubestridte leder siden 1959.

De cubanske ledere var fra 1960'erne var stærkt engageret i de revolutionære bevægelser i Latinamerika. I 1970'ernes udenrigspolitik var derudover præget af et voksende engagement i Afrika, særlig i Angola, hvortil Cuba sendte sine første tropper i 1976 for at støtte MPLA's regering mod UNITAs og Sydafrikas styrker. Tilbagetrækningen af de cubanske tropper blev indledt i 1989.

I slutningen af 1970'erne fandt der under den amerikanske præsident Carter en vis optøning sted i forholdet mellem Cuba og USA, som dog igen blev meget spændt efter Ronald Reagans magtovertagelse. I 1980 forlod omkring 130.000 personer landet i den største udvandringsbølge siden 1960'erne, men styret overlevede krisen, og perioden fra 1980-1985 var både økonomisk og politisk en af de mest stabile efter 1959.

Den dybe krise, som Cuba blev kastet ud i efter Østblokkens opløsning fra omkring 1990, blev vendt til forsigtig økonomisk vækst i anden halvdel af 1990'erne, bl.a. i kraft af et stigende antal udenlandske turister. Forholdet til USA var fortsat spændt. Efter Cubas tab af sine vigtigste økonomiske støtter og samhandelspartnere blev USA's permanente handelsembargo en væsentlig hindring for en omlægning af økonomien, men der var ingen umiddelbare tegn på en tilnærmelse mellem de to lande.

Samtidig voksede samhandelen med andre lande i Latinamerika, men også med Europa, især Spanien, samt Canada og Kina. Cuba gik i stigende grad over til at bruge konvertibel valuta, også i indenrigsøkonomien, hvor det fra 1993 blev tilladt for cubanere at eje og bruge udenlandsk valuta, herunder dollars, der begyndte at cirkulere i den almindelige forbrugssektor. Året efter indførtes en ny, konvertibel cubansk valuta, den såkaldte CUC, der havde paritet med dollaren. Fra 2004 kunne dollaren ikke længere bruges i Cuba, og CUC blev den gængse konvertible valuta, der cirkulerede sammen med den ikke-konvertible cubanske peso frem til 2021, hvor det dobbelte valutasystem blev afskaffet.

Cubas økonomiske struktur har således ændret sig grundlæggende siden krisen i starten af 1990'erne. Mens sukkerproduktionen har været konstant faldende, er andre sektorer vokset. Det gælder således turismen, der blev en af landets vigtigste valutaindtægtskilder og samtidig den primære løftestang for den voksende privatsektor af små virksomheder. De omfattende emigrationsbølger, der begyndte igen med krisen i 1990'erne, har betydet, at en stadig større del af befolkningen bor uden for landets grænser, frem for alt i Florida. De penge – de såkaldte remitter – som emigrerede cubanere sender til familie og venner tilbage i Cuba, er ligeledes blevet en stor valutaindtægtskilde. Det samme gælder eksport af lægeydelser, der især steg i løbet af 2000-tallets første årti som en del af det tætte økonomiske samarbejde med Venezuela.

Under Raúl Castros ledelse blev det økonomiske reformprogram udvidet og systematiseret. Samtidig søgte man at forbedre forholdet til USA og EU. Indsættelsen af Obama som præsident i USA i 2009 betød nye muligheder for en forbedring af relationerne mellem de to lande. Herudover fik cubanerne generel udrejsetilladelse, hvilket gjorde det lettere at emigrere, som mange ønskede. Men de økonomiske omkostninger og vanskelighederne med at få indrejsevisum til de fleste lande betød, at det stadig var svært for de fleste cubanere at forlade landet.

I 2013 døde Venezuelas præsident, Hugo Chávez. Hans efterfølger, Nicolás Maduro, kom hurtigt ud i en både økonomisk og politisk krise, som betød, at det ikke længere var muligt for Venezuela at yde samme økonomiske støtte til Cuba, som man havde givet under Chávez. Det blev optakten til en ny vanskelig periode for Cubas økonomi.

I december 2013 fik Raúl Castro og Barack Obama lejlighed til at møde hinanden til Nelson Mandelas begravelse. Deres historiske håndtryk var ikke blot en symbolsk gestus, for året efter annoncerede begge landes regeringer, at man ville genoptage de diplomatiske relationer. Samtidig lettede Obama en lang række restriktioner for at muliggøre rejser og økonomisk samkvem mellem de to lande. Han kunne dog ikke fjerne embargoen. Kulminationen på tilnærmelsen kom i 2016, da præsident Obama kom på officielt besøg i Cuba og holdt en offentlig tale i Havana. Kort tid efter var byen vært for en Rolling Stones-koncert og Chanels modeshow. Cuba og Havana var pludselig på mode, og turister strømmede til, ikke mindst fra USA. Mange så dette som begyndelsen på en ny epoke for Cuba med økonomiske fremskridt og forhøjet levestandard, der måske også kunne føre til større politisk åbning i landet.

Samme år døde Fidel Castro. Han nåede at fylde 90 inden sin død i november. Han blev begravet i landets næststørste by, Santiago, samme sted som nationalhelten José Martí. Gennem de følgende dage bevægede begravelsesoptoget sig gennem det meste af landet, fra Revolutionspladsen i Havana til Santa Ifigenia-kirkegården i Santiago. Castros død havde ikke umiddelbare politiske konsekvenser, men betød, at han kunne ophøjes til nationalhelt næsten på linje med Martí. Hans ideologi blev indskrevet i den nye grundlov fra 2019.