Fidel Castro

Fidel Castro blev født den 13. august 1926 på familiens gård i Birán i det østlige Cuba. Hans far, Ángel Castro Argíz (1875-1956), var godsejer med spansk baggrund, mens hand mor, Lina Ruz González (1903-1963), kom fra fra Cubas vestligste provins, Pinar del Río, hvor hun arbejdede som hushjælp. Hun blev Ángel Castros anden hustru, og sammen fik de syv børn.

Da Castro var fem år gammel, blev han sendt til Santiago de Cuba for at modtage privatundervisning. Han har selv fortalt, at han blev dårligt behandlet, og forældrene indskrev ham i stedet på den religiøse kostskole, Hermanos de la Salle. I 1938 blev han sendt til Colegio Dolores, som var en privatskole drevet af den religiøse jesuiterorden i Santiago de Cuba, og i 1942 begyndte han på Colegio Belén i Havanna, som også blev drevet af jesuitter. Efterfølgende studerede han på universitet i Havana, hvor han blev uddannet jurist i 1950.

I studieårene blev Castro en del af det politiske miljø. Han havde kontakt med ungkommunisterne, men støttede Partido Ortodoxo (’Det Ortodokse Parti’), der havde kampen mod korruption og forsvar af nationale interesser som mærkesager. Partiet blev ledet af den karismatiske Eduardo Chibás (1907-1951), som tog sit eget liv i august 1951.

Sammen med 1.200 andre deltog Castro i 1947 i planlægningen af en ekspedition til Den Dominikanske Republik for at vælte diktatoren Rafael Leónidas Trujillo. Ekspeditionen blev dog stoppet, efter at Trujillo truede Cuba med krig. Året efter deltog Castro i en studenterkongres i Colombia, hvor han mødte den liberale oppositionspolitiker Jorge Eliécer Gaitán. To dage efter blev Gaitán dræbt i et attentat, hvilket anses for en central hændelse i nyere colombiansk historie.

I 1952 overtog Fulgencio Batista magten i Cuba ved et statskup, og kort tid efter begyndte Castro at organisere væbnet modstand mod hans regime.

Med en gruppe sympatisører forsøgte Castro i juli 1953 at erobre det vigtigste militære anlæg i Santiago de Cuba, Moncada-kasernen, men det lykkedes ikke. Under den efterfølgende retssag forsvarede Castro sig selv med en tekst, der for eftertiden blev kendt som “Historien vil frifinde mig.” Her fremførte han sine politiske mål, heriblandt jordreform, bekæmpelse af fattigdom og genindførelse af den demokratiske grundlov fra 1940. Castro blev idømt 15 års fængsel, men blev givet amnesti i 1955.

Samme år drog han i eksil i Mexico, hvor han grundlagde 26. juli-bevægelsen og stiftede bekendtskab med Ernesto "Che" Guevara. I november 1956 tog han med 82 oprørere til Cuba i båden Granma. I begyndelsen gik tingene ikke som planlagt; landgangen i Manzanillo i den østlige del af Cuba var vanskelig; et oprør i byen Santiago de Cuba, ledet af den 21-årige modstandsleder Frank País (1934-1957), faldt ikke sammen med Granmas ankomst til Cuba, som det ellers var planlagt, og mange af oprørssoldaterne blev dræbt af regimets hær eller kom på afveje.

Revolutionshæren blev reorganiseret i Sierra Maestra-bjergene og bestod på det tidspunkt af højst 3.000 soldater mod regeringshærens 70.000. Guerillabevægelsen førte krig mod Batista-regimet indtil dets fald den 1. januar 1959; en krig, der er kendt som den cubanske revolution.

Efter Fulgencio Batistas fald i januar 1959 blev der oprettet en overgangsregering, hvor Castro i en kort periode var leder af militæret. Allerede den 16. februar blev han dog udnævnt til statsminister; en post han havde frem til 1976, hvorefter han blev landets præsident (1976–2008). Derudover var han generalsekretær for Cubas Kommunistiske Parti (1965–2011).

Fidel Castro var en konstant torn i øjet på USA, og hele ni amerikanske præsidenter forsøgte at vælte ham.

På overfladen virkede forholdet mellem Cuba og USA forholdsvis harmonisk i de første måneder af 1959. Men ifølge biograf Tad Szulc var den amerikanske efterretningstjeneste involveret i et forsøg på at dræbe Fidel Castro blot få uger efter revolutionen. I løbet af 1960’erne fandt en række hændelser sted, som førte til en kraftig eskalering af konflikten mellem Cuba og USA og til en tilnærmelse mellem Cuba og Sovjetunionen. De efterfølgende år var verdens opmærksomhed rettet mod Castro og Cuba med det USA-støttede invasionsforsøg i Svinebugten i 1961 og Cubakrisen i 1962.

I 1962 indførte USA en handelsembargo eller blokade mod Cuba; en politik, som stadig gælder. Ifølge cubanske efterretninger havde CIA i løbet af 1950 og 1960’erne ikke mindre end 638 planer om at snigmyrde Castro, hvoraf de 167 blev forsøgt gennemført. En tidligere livvagt, Juan Reinaldo Sánchez (1949-2015), har dog hævdet, at disse tal er for høje.

I et forsøg på at sprede revolutionen støttede Fidel Castro aktivt guerillabevægelser og allierede stater i en række lande i Latinamerika og Afrika. Eksempelvis var flere hundrede tusinde cubanske soldater og medarbejdere på forskellige tidspunkter udstationeret i Angola. Nye studier viser, at Castro troligt sendte soldater til Angola uden først at spørge Sovjetunionen, Cubas nærmeste allierede, til råds. Castro har mødt kritik for sit engagement i Afrika, blandt andet i forbindelse med sin støtte til Mengistus regime i Etiopien. Omvendt har han også fået ros, fx for Cubas rolle i Angola, der af Nelson Mandela blev beskrevet som afgørende for, at Sydafrikas apartheidregime faldt.

Med den kolde krigs afslutning stoppede Castro støtten til guerillabevægelser og styrkede i stedet allerede omfattende bistandsprogrammer i udlandet. I 2012 havde Cuba udstationeret 38.868 sundhedsmedarbejdere i 66 lande, omkring en tredjedel af verdens stater. Castro fik nye allierede i Latinamerika under den såkaldte venstrebølge i 00’erne og fik især tætte bånd til Venezuelas præsident Hugo Chávez.

Politisk var der flere skift i Fidel Castros liv. Før revolutionen præsenterede han sig som en nationalistisk og demokratisk leder – ikke som kommunist. I 1961 erklærede han sig som marxist-leninist. I 1990’erne lagde han igen større vægt på de nationale træk ved revolutionen og engagerede sig i stigende grad i spørgsmål om miljøbeskyttelse.

Castro var en karismatisk leder, der til tider tog del i nærmest alle aspekter af samfundsstyringen. Han anses for at en yderst begavet retoriker, og han var især kendt for sine timelange taler, som ofte var uden manuskript og med voldsomme udbrud. På mange måder havde Castro en meget autoritær lederstil, men han kunne også opfattes som en radikal demokrat, idet han ofte bad befolkningen om deres mening om landets politik; fx ved at råbe “ja” eller “nej” til folkemøder.

Internationale personligheder flokkedes om Fidel Castro, mange af dem politiske ledere som Nikita Khrusjtjov, Lula da Silva og Daniel Ortega, men også filosoffer som Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, forfattere som Ernest Hemingway og Gabriel García Márquez samt fodboldspilleren Diego Maradona.

Castro værnede i høj grad om sit familieliv, og det blev ikke omtalt i den cubanske presse. Han var gift to gange; i årene 1948-1955 med Mirta Díaz-Balart (1928-2024), som var datter af en indflydelsesrig cubansk politiker, og fra 1980 med Dalia Soto del Valle (f. 1937). Sidstnævnte blev først præsenteret for offentligheden i 2010. Ifølge journalist Jon Lee Anderson havde Castro et barn med sin første hustru og fem med sin anden; internationale medier angiver, at han også har haft flere børn uden for ægteskabet. En af hans søstre, Juanita Castro (1933-2023), boede i USA og var en profileret kritiker af sin bror og styret i Cuba.

Castro var en kontroversiel person, som fortsat vækker stærke følelser mange steder i verden, ikke mindst blandt cubanere.

Hans tilhængere ser ham ofte som den leder, der reelt gjorde Cuba uafhængig af USA, og som har bidraget til en høj grad af social sikkerhed på Cuba trods vanskelige forudsætninger. I den forbindelse henvises der til gode indikatorer for levealder, ernæring, uddannelsesniveau, sundhedsvæsen og miljøbeskyttelse. Nogle vil også hævde, at Castro gjorde Cuba til et alternativt, deltagende demokrati.

Castros kritikere, herunder en stor andel af eksilcubanere i USA, henviser ofte til brud på eller fravær af civile og politiske rettigheder under hans ledelse. De påpeger ofte, at der var udbredt forfølgelse af politiske modstandere og anderledestænkende under hans år ved magten, at mange cubanere har lidt under rejserestriktioner, fængslinger og fysisk magtanvendelse. Desuden anser mange af dem Castros økonomiske politik for mislykket.

Fidel Castro kom selv med et indspark til debatten om sit eget eftermæle. Han hævdede, at han ikke ville have været nødt til at gå så radikalt til værks efter revolutionen, hvis det ikke havde været for det politiske og økonomiske pres fra USA. Over for udenlandsk presse erkendte han sit personlige ansvar for visse fejl og overgreb, eksempelvis forfølgelsen af homoseksuelle i revolutionens tidlige år.

• Cubas historie
• Cubas statsoverhoveder
• Che Guevara
• Raúl Castro
• Svinebugtaffæren
• Cubakrisen