David Hockney

Efter sin flytning til Los Angeles i 1964 udfoldede Hockney sig i tidens nye akrylmaleri. Udover hans bekendtskabskreds fra kultureliten blev maleriet især rettet mod forstædernes døsige luksusmiljøer, herunder solbeskinnet modernistisk arkitektur, palmer og svømmebassinernes ornamentagtige reflekser. Særlig ikonisk blev A Bigger Splash (1967), hvis skumsprøjtende hovedspring modsiges af et påfaldende tyst og naivistisk billedsprog. Blandt en samling tomme flader isprængt et par ensomme pletter af grøn vegetation fremstår titlens plask blot som svage hvide rids mod swimmingpoolens i øvrigt ensfarvede blå baggrund. Hockney fik officiel bopæl i Los Angeles fra 1976, men flyttede jævnligt omkring mellem den californiske storby, Paris og London og, fra 1990erne, også sin barndoms Yorkshire, hvor han jævnligt besøgte sin mor indtil hendes død i 1999.

En rød tråd gennem Hockneys karriere er portrætter, fra familiemedlemmer og elskere til venner, bekendte og samarbejdspartnere. Som det eksempelvis ses i hans genkommende afbildninger af designeren Celia Birtwell (født 1941) og hans manager, tekstildesigneren Gregory Evans, udmærker de ofte store portrætter sig ved en hudløst nærgående lighed. Det gælder også Hockneys over 300 selvportrætter.

Fra midten af 1960erne har Hockney også skabt skelsættende scenografi til teater- og operaopsætninger. Som tegn på hvor koncentrationskrævende de har været, har han nogle gange brugt et år eller mere på at færdiggøre dem. Udover Alfred Jarrys absurde skuespil Ubu Roi (1966) for Londons Royal Court Theatre tæller Hockneys scenografier operaer som Igor Stravinskijs The Rake’s Progress (1975) for Glyndebourne og Giacomo Puccinis Turandot (1990) for Los Angeles Opera.

Trods sin gennemgående naturalistiske stil og omfattende brug af fotografi har Hockney haft et ambivalent forhold til fotografiet som medium. Selvom han medgav dets præcision i portrætgenren, mente han, det kom til kort i forhold rummet, som han anså for landskabets essens: ”Selv Ansel Adams kan ikke rigtigt forberede en på, hvordan Yosemite tager sig ud, når man går gennem den tunnel og kommer ud på den anden side.” Som resultat af denne frustration begyndte Hockney i 1980erne en række eksperimenter med fotocollager påvirket af kubismen. Et dynamisk og tidspræget rum blev her fremmanet gennem singulære polaroidoptagelser, der blev sammensat til mosaikker. Varianter af denne mosaikteknik blev også overført til maleriet, eksempelvis i det 14 kvadratmeter store A Closer Grand Canyon (1998), sammensat af 60 mindre lærreder, som Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk erhvervede i 2007.

I de sene 1990ere afstedkom Hockneys perceptionsinteresse, at han sammen med fysikeren Charles Falco (født 1948) udforskede, hvorvidt og hvordan malere siden renæssancen har brugt optiske hjælpemidler som camera obscura, camera lucida, linser og konkave spejle. I bogen Secret Knowledge: Rediscovering the Lost Techniques of the Old Masters (2001) fremførte Hockney den fortsat omdiskuterede tese, at mange tidligt moderne malere, herunder en naturalistisk pioner som 1400-talsmaleren Jan van Eyck, ikke blot afbildede på grundlag af øjets indtryk og et manuelt konstrueret perspektiv, men betjente sig direkte af projektioner fra optiske hjælpemidler.

I takt med at Hockney i 2000-tallet udvidede sine ophold i sin hjemegn Yorkshire, genoplivede han det spontane landskabsstudium. Ikke blot rettede han traditionelle medier som maleri, tegning, akvarel og grafik mod det idylliske bakkede landskab i alle slags årstider og vejrlig; landskabet blev også udforsket på nye digitale platforme som iPhone (introduceret 2007) og især iPad (introduceret 2011). Paradoksalt nok medfører de elektroniske tegnemidler en umiddelbar friskhed i gengivelsen, hvis separate lysende farver balancerer hårfint mellem popkunst og nyimpressionisme.

I sine senere år havde Hockney opnået en status som den største nulevende engelske kunstner. Hans værker var genstand for utallige soloudstillinger verden over, og han havde modtaget et væld af priser, såsom Elizabeth IIs Order of the Companions of Honour i 1997 og, som en af de få udlændinge, en status som Officier i den franske Légion d’Honneur i 2026. I 2018 blev hans Portrait of an Artist (Pool with Two Figures) (1972) solgt for 90 millioner dollars hos Christie’s i New York, det dyreste værk nogensinde af en nulevende kunstner solgt på en auktion.

Hockneys værker findes på flere museer i Danmark, deriblandt SMK og Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk. Louisiana har vist en særlig interesse for Hockney, idet museet udover adskillige erhvervelser har viet fire udstillinger til hans værker (i 1976, 2001-02, 2011 og 2015).