Henry 8.

I 1510’erne og 1520’erne var kardinal Wolsey rigets mægtigste mand, og ambassadører til England omtalte ham som ”den anden konge”. I 1520’erne fik Wolsey til opgave at bede pave Leo 10. om at ophæve Henrys ægteskab med Katarina af Aragonien, som på daværende tidspunkt var i 40’erne og kun havde født ét levende barn, datteren Mary. Det var nødvendigt for Henry at få en mandlig arving for at fortsætte dynastiet, og manglen på en arving blev omtalt som ”The King’s great matter”, eller kongens store sag. Der var forskellige muligheder, bl.a. at legitimere kongens uægte søn, Henry FitzRoy (cirka 1519-1536), men i sidste ende så han ophævelsen af ægteskabet som den eneste mulige løsning.

Henry ville have ægteskabet ophævet med den begrundelse, at det var i strid med guddommelig lov, fordi Katarina havde været hans brors enke. Selvom den slags dispensationer ikke var uden fortilfælde, nægtede pave Clemens 7. at give den – sandsynligvis politisk presset af Katarinas nevø, den tysk-romerske kejser Karl 5. Den fejlslåede mission førte til, at Wolsey blev bortvist fra hoffet i 1529, og han døde kort tid efter, inden han nåede at blive dømt for landsforræderi.

Ønsket om at annullere ægteskabet med Katarina førte til den måske mest kendte handling i Henrys regeringstid: bruddet med katolicismen. Modsat den lutherske reformation var den engelske reformation først og fremmest politisk motiveret. Henry var selv katolik og fastholdt meget af den katolske kirkes troslære. For ham var det centrale spørgsmål, hvor den øverste magt i England lå: hos paven som leder af kirken, eller hos kongen som suveræn hersker sit eget rige.

Dette blev afgjort med Act of Supremacy i 1534, som gjorde kongen til det eneste suveræne overhoved på Jorden over den anglikanske kirke. Præster og lægfolk måtte sværge en ed på, at de ville anerkende den kongelige suverænitet. Højtstående modstandere som sir Thomas More og biskop John Fisher blev henrettet, og det viste, at modstand mod suveræniteten ikke kun var et spørgsmål om tro, men også om politisk loyalitet.

Opløsningen af klostrene i 1536–1540 var den mest radikale og samfundsmæssigt omvæltende konsekvens af bruddet med den katolske kirke. Den indebar en systematisk nedlæggelse af klosterordenerne og overførslen af deres jord, bygninger og formue til kronen. Officielt blev opløsningerne fremstillet som en kampagne mod korruption og overtro. Men foruden at være tro mod den katolske kirke ejede klostrene cirka en fjerdedel af den dyrkede jord i England og havde en enorm formue. Ved at fratage klostrene alt, kunne Henry ikke bare lappe et hul i rigets finanser, men også vise, hvor stor magt han havde i kongeriget. I stedet for at beholde alle jorderne, solgte eller gav Henry en stor del af dem til adelige og godsejere. Denne politik skabte en ny, magtfuld elite, der havde interesse i at fastholde reformationens tanker. På denne måde omformede opløsningen af klostrene det engelske samfund i lige så høj grad som den engelske religion.

Henry giftede sig med sin første hustru i 1509. Katarina passede på alle måder ind i den sene middelalders idealbillede af en dronning: from, værdig, lærd og loyal. Ægteskabet resulterede i flere graviditeter, men kun ét overlevende barn, Mary 1., som hun fødte i 1516.

Inden ægteskabet med Henry havde Katarinas far, Ferdinand 2. gjort hende til ambassadør til Spanien, og hun blev dermed den første kvindelige ambassadør i Europa. Hun fungerede som Englands regent under Henrys felttog i Frankrig i 1513 og ledede regeringen under den skotske invasion, der kulminerede i Englands sejr i Slaget ved Flodden. Hendes politiske kompetence var bredt respekteret både i hjemlandet og i udlandet.

Katarina nægtede til sin død at acceptere ophævelsen af hendes ægteskab, og dette gjorde hende til et symbolsk omdrejningspunkt for modstanden mod kongens religiøse politik.

Efter annulleringen af ægteskabet med Katarina giftede Henry sig i 1533 med Katarinas hofdame, Anne Boleyn. Hun var opvokset ved det burgundiske og franske hof og var en repræsentant for de nye renæssance- og protestantiske strømninger.

Som hofdame for Katarina var Anne blevet genstand for Henrys interesse. Modsat fx hendes søster Mary, nægtede Anne at blive kongens elskerinde, og mange historikere anser dette for grunden til Henrys iver efter at indgå ægteskab med hende. Dette fremskyndede bruddet med den katolske kirke.

Anne fødte Elizabeth 1. i 1533, men fødte ingen mandlig arving. I maj 1536 blev hun arresteret på anklager om utroskab og forræderi. Anklagerne var sandsynligvis politisk motiverede, da Anne havde mange fjender ved hoffet, herunder Henrys magtfulde minister Thomas Cromwell. Inden hendes død havde Henry allerede fået et godt øje til hendes hofdame, Jane Seymour, og var dermed også interesseret i at komme ud af ægteskabet med Anne. Anne blev henrettet i Tower of London den 19. maj 1536.

Samme år som Anne Boleyn blev henrettet, giftede Henry sig med Jane Seymour. Hun udgjorde en tydelig kontrast til sin forgænger. Hun var politisk konservativ og personligt underdanig, og hun blev fremstillet som en genoprettende dronning efter den uro, der fulgte i kølvandet på Anne Boleyns fald. I 1537 blev hun den dronning, som opfyldte Henrys store ønske: en mandlig arving, Edward 6.

Jane døde tolv dage efter Edwards fødsel, sandsynligvis af barselsfeber. Henrys varige følelsesmæssige tilknytning til hende ses tydeligst ved, at han lod sig begrave ved siden af hende i Windsor Castle.

I januar 1540 giftede Henry sig med Anna af Kleve. Ægteskabet var en diplomatisk alliance, der havde til formål at sikre protestantisk støtte i udlandet i en periode præget af spændinger i Europa. Forhandlingerne blev ført af Thomas Cromwell, og Henry valgte hende efter at have set et portræt af hende. Da han mødte hende i virkeligheden, var han enormt utilfreds med hendes udseende, og ægteskabet var dømt til at mislykkes. Ægteskabet blev annulleret efter seks måneder.

Fiaskoen med ægteskabet med Anne bidrog direkte til Cromwells henrettelse i 1540. Anna og Henry forblev gode venner, og hun blev omtalt som "kongens elskede søster". Hun lader også til at have haft et godt forhold til Henrys to døtre, og hun var blandt andet til stede, da Mary 1. blev kronet.

Samme år giftede Henry sig med Katarina Howard. Hun var kusine til Anne Boleyn og medlem af den magtfulde Howard-familie, og hun var kun omkring 17 år gammel, da hun blev gift med den 49-årige Henry. Katarina begyndte kort tid efter ægteskabet at have affærer med flere mænd ved hoffet. Afsløringer af denne utroskab og om seksuelle forhold før ægteskabet førte til hendes henrettelse i 1542.

Henrys sidste ægteskab indgik han året efter med Katarina Parr. Hun var veluddannet og politisk klog, og hun fungerede som regent under Henrys felttog i Frankrig i 1544. Hun spillede også en central rolle i forsoningen mellem kongen og hans døtre Mary og Elizabeth, som fik de to prinsesser tilbage i arvefølgen, og efter Henrys død boede hun sammen med den unge Elizabeth.