Chokterapi er en ældre betegnelse, der stammer fra 1930'erne. Begrebet dækker over behandling af psykiske lidelser ved brug af fysiske metoder, der fremkaldte kramper og ændret niveau af bevidsthed hos patienterne.

Chokterapi omfattede først og fremmest insulinchok eller insulindøsekur, cardiazolchok og elektrochok, men også andre behandlinger hører med til, hvad man kaldte chokterapi. En anden form for chokbehandling bestod i injektion af sovemidler og angstdæmpende midler (barbiturat) i sådanne mængder, at patienten slappede af uden at falde i søvn, og således kunne tale med terapeuten om formodede angstfyldte og fortrængte minder fra den traumatiske oplevelse. En lignende form for behandling var narkoanalyse.

Det var først og fremmest svært depressive og svært urolige psykotiske patienter, der modtog de ovenfor nævnte behandlinger. Betegnelsen chokterapi anvendes ikke længere.

Chokterapi blev i sin begyndelse anset for en revolution inden for lægevidenskaben, men i løbet af nogle få år klingede optimismen og begejstringen af, og effekterne blev vurderet som mere tvivlsomme.

I dag anvendes kun ECT-behandling, såkaldt elektrochok eller el-stimulationsbehandling, til behandling af svære depressioner, svære former af akut delir og nogle få andre tilstande.

Insulinbehandling

Image
Udstyr til behandling af psykiatriske patienter med insulinkoma. Ved siden af insulinsprøjterne ses en tragt til indgift af sukkervand via en gummislange som gennem næsebor, svælg og spiserør havde forbindelse til mavesækken (en nasalsonde). Når patienten skulle bringes ud af koma, fik vedkommende en stor mæmgde sukkervand for derved hurtigt at øge blodsukkeret. Billedet er fotograferet på Medicinhistoriska Museet i Göteborg, 2026.
Udstyr til insulinkoma
Af /Medicinhistoriska Museet, Göteborg.

Omtrent samtidig med at man i 1922 opdagede insulins gunstige virkning på diabetespatienter, fremkom der beretninger om personer, der i forbindelse med deres behandling også oplevede bedringer i deres psykiske lidelser. De første beretninger kom i 1923 fra State Psychopatc Hospital i Ann Arbor i Michigan og omhandlede hovedsageligt historier om bedring i depressive symptomer. Senere tilkom beretninger om personer med spisevægring, der fik deres appetit og madlyst tilbage.

Manfred Sakel

Den østrigske læge Manfred Sakel (1900-1957) omtales ofte som insulinterapiens ophavsmand. Sakel voksede op i en jødisk familie i Galicien i det sydlige Polen, der dengang var en del af kejserriget Østrig-Ungarn. Han blev uddannet læge i 1925 i Wien. Herefter flyttede han til Berlin, hvor han begyndte at arbejde hos lægen Kurt Mendel, på dennes klinik Berlin-Lichterfelde Sanatorium, en afvænningsklinik for hovedsageligt læger, sygeplejersker og skuespillere, der var misbrugere af morfin. Her eksperimenterede man med det nye hormon i behandlingen af morfinafhængighed. I 1927 forsøgte Sakel sig med indgift af insulindoser, der var så høje, at personernes blodsukker blev så lavt, at de blev bevidstløse og i nogle tilfælde fik krampeanfald.

I 1930 publicerede han første gang en artikel om insulinets gunstige virkning på morfinafhængighed i Deutsche Medizinische Wochenschrift dog uden at nævne, at han havde anvendt så høje doser, at personerne havde fået insulinchok og var blevet komatøse. Det nævnte han til gengæld i en anden artikel fra 1933 i tidsskriftet Zeitschrift für die gesamte Neurologie und Psychiatrie. Efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland vendte Sakel i 1933 tilbage til Wien, hvor han i samarbejde med Otto Pötzl (1877-1962), der var professor ved universitetsklinikken, begyndte på forsøg med behandling med insulin af personer med skizofreni. Selvom Pötzl var nazist og medlem af NSDAP siden 1930 støttede han Sakel i sin forskning. I november 1934 påbegyndte Sakel udgivelsen af en artikelserie på i alt 13 artikler i Wiener Medizinische Wochenschrift, i hvilke han lancerede insulin som "en mirakelkur" mod skizofreni. I 1935 skrev han om det i en bog Neue Behandlungsmethode der Schizophrenie. I 1936 rejste Sakel til USA for at yde privat behandling med insulin til en velhavende borger i New York, der havde hørt om behandlingen.

Schweiz

Insulinterapien mødte stor skepsis og modstand mange steder i Europa. En af undtagelserne var dog Schweiz, hvor cheflægen ved det psykiatriske hospital i Münsingen, Max Müller (1894-1980) viste behandlingen stor interesse, og i 1937 arrangerede han en international kongres for interesserede i insulinterapi.

Storbritannien

I Skotland tog den tysk-fødte læge Herbert James Pullar-Strecker behandlingen til sig og etablerede i 1936 en "insulin-unit" ved Royal Edinburgh Hospital for Mental Disorders. Samme år besøgte den psykiatriske embedslæge Isabel Wilson fra Mental-Hospital Board of Control Wien og Münsingen og godkendte behandlingen af skizofreni med insulin. Ved Maudsley Hospital i London påbegyndte Eliot Slater omtrent samtidig behandling af depressioner med insulin. I årene 1937-1939 spredte kendskabet sig til Canada via canadiske læger, der besøgte England.

USA

I USA blev Sakels behandling kendt som ICT (Insulin Chok Therapy). Allerede i 1934 havde Joseph Wortis (1906-1995), der var psykiater ved Bellevue Hospital i New York forsøgt sig med behandlingen efter et besøg hos Sakel i Wien. Bernard Glueck (1883-), der var psykiater på et privat psykiatrisk hospital indførte behandlingen i 1936 efter et besøg hos Max Müller i Schweiz.

Danmark

I 1937 kom behandlingen til Danmark. Det blev først introduceret på kolonien Filadelfia og på Vesthospitalet (Kvindehospitalet) på Sankt Hans Hospital. I 1938 blev det anvendt på de fleste danske psykiatriske hospitaler. I 1939 iværksatte Dansk Psykiatrisk Selskab en landsdækkende undersøgelser af de samlede resultater af behandling med insulin- og cardiazolchokterapi. Man konkluderede, at behandlingerne ikke levede op til forventningerne, og at man ikke kunne genfinde de resultater, der var beskrevet i udenlandsk litteratur.

Elektrochok

I slutningen af 1930'erne begyndte behandling af psykiske lidelser med elektrisk stimulation af hjernen, såkaldt "elektrochok". Det skulle vise sig at være den eneste form for chokterapi, der fik blivende betydning. Behandlingen anvendes endnu i dag, hvor den i fagsproget betegnes ECT-behandling. ECT står for Electroconvulsive therapy.

Forhistorien

Elektricitet og elektrisk stimulation af forskellige dele af kroppen havde været anvendt både i fysiologisk forskning og i behandling af sygdomme siden slutningen af 1700-tallet. Omkring år 1800 forsøgte man fx at kurere døvhed ved at give elektriske stød i øregangen og ligeledes at vække lammede muskler til live med samme metode. Set i lyset af det var idéen om behandling af psykiske lidelser vha. elektrisk stimulation af hjernen måske ikke særlig orignial.

Cerlettis pionerarbejde

Det var den italienske professor i psykiatri Ugo Cerletti (1877-1963), der i 1938 lavede de første forsøg med behandling af psykiske sygdomme ved brug af elektrochok. Rationalet bag behandlingen var at fremkalde bevidstløshed og kramper ligesom man gjorde ved insulinchok og cardiazolchok.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig