morfin

Opiumsaft har været anvendt i mere end 4000 år som smertestillende medicin og som euforiserende stof, men stoffet morfin blev først isoleret i 1805, som den mest aktive komponent i opium. Morfin har lige siden været anvendt som en af de mest effektive smertestillende lægemidler, men også som rusmiddel og misbrugsstof. Morfin har en række bivirkninger, og især er langvarig brug af morfin problematisk, da morfin er stærkt vanedannende og afhængighedsskabende.

Udover morfin, indeholder opium også opiaterne kodein og thebaine, hvis kemiske strukturer er nært beslægtede med morfin. Kodein og thebaine er mindre aktive end morfin. Kodein er indholdsstof i håndkøbsmedicinen Kodimagnyl® sammen med acetylsalicylsyre.

Morfin virker på de opioide receptorer, som findes i hjernen, rygmarven og tarmen. De opioide receptorer er såkaldte G-protein-koblede receptorer, som sidder i cellemembranen af f.eks. hjerneceller. Morfin er en såkaldt agonist til opoide receptorer, hvilket vil sige, at den aktiverer receptoren. Når receptoren er aktiveret, vil den aktivere signalsystemer inde i cellen ("2nd"-messenger systemer), som påvirker cellens opførsel. Receptorerne blev opdaget i starten af 1970'erne. Der findes tre slags receptorer:

• my-opiode receptorer, forkortet MOR
• delta-opiode receptorer, forkortet DOR
• kappa-opiode receptorer, forkortet KOR

Det menes, at MOR primært står for den smertestillende og afhængighedsskabende effekter af morfin, mens DOR er forbundet med angstdæmpende og antidepressive effekter.

De opoide receptorer genkender normalt en gruppe af peptider, som kroppen kan frigive, og som også er kendt som endorfiner, som bl.a. inkluderer signalstofferne β-endorphin, enkephaliner og dynorphiner. Det opoide system af receptorer og endorfiner kan reducere kroppens opfattelse af smerte, angst og stress. Systemet er også involveret i regulering af humør og hjernens belønningssystem.

Morfin tilhører lægemiddelgruppen opioider, der alle binder sig til de opoide receptorer. Der findes desuden en række stoffer, der udviklet fra morfin selv (opiat derivater). Et eksempel er heroin som blev opfundet i 1874 ved en kemisk proces kaldet "eddikesylering" (acetylering) af morfin, hvilket gav et meget potent stof. Heroin er et såkaldt prodrug, som i sig selv en ringe effekt på de opoide receptorer. Virkningen skyldes, at det er mere fedtopløseligt og optages hurtigere i hjernen, hvor eddikesyregrupperne fraspaltes, og der dannes morfin lokalt, hvilket giver en meget hurtigere og kraftigere virkning end morfin.

Udover opiaterne findes en række syntetiske opioider, som aktiverer de opioide receptorer, men som ikke har en kemisk struktur, der minder om morfin. De meste kendte er fentanyl og tramadol, som begge er rene agonister ligesom morfin. De er afhængighedsskabende og har bidraget til den såkaldte opioidkrise i USA og andre lande, hvor både illegal fremstilling og udskrivning på recept har ført til en dramatisk stigning i dødsfald fra overdoser.

Andre kendte opioider er metadon, der anvendes både i smerte og i misbrugsbehandling, og loperamid (Imodium), som kan købes i håndkøbsmedicin, og som virker målrettet på de opioide receptorer i tarmen og dermed stopper diarré. Loperamid virker ikke i hjernen, da hjernen kan transportere stoffet ud, før det har en effekt.

Morfin har en kompleks kemisk struktur, der gør det vanskeligt at fremstille stoffet syntestisk, og morfin fås derfor primært ved udtræk fra opiumsvalmuer. De korteste kemiske synteser indeholder ni trin, hvilket giver et meget lavt udbytte ift. processen. Bedre synteseprocesser indeholder typisk flere trin, og metoderne er derfor ikke rentable til industriel produktion.

Morfin anvendes ved behandlingen af stærke smerter. Stoffet har ingen lokalbedøvende egenskaber. Morfin kan gives som tabletter, stikpiller eller injektion, både i underhuden, i musklerne eller, ved meget stærke akutte smerter, direkte i blodårerne (intravenøst). Ved kræftsygdomme i slutstadiet kan morfin gives i drop.

Startdosis til personer, som ikke har været behandlet med morfin tidligere, er 5-10 mg i tabletform, og denne dosis kan gentages 3-4 gange dagligt. Ved fortsat anvendelse ses, ligesom for alle andre opioider, udtalt fysisk tilvænning, idet der skal anvendes større og større doser for at fremkalde samme smertestillende virkning. Doser på 200 mg morfin eller mere, for personer, der ikke er tilvænnet stoffet, kan medføre alvorlige bivirkninger mens personer, der er i langvarig morfinbehandling, og stofmisbrugere, ofte tåler over 2000 mg dagligt.

Mindre morfindoser på op til 100 mg i døgnet, som anvendes som smertebehandling, påvirker kun i ringe grad psyken, mens større doser blandt andet nedsætter koncentrationsevnen. Foruden den smertestillende virkning påvirker morfin mange andre organsystemer. Åndedrættet svækkes, hvilket hos personer med lungesygdomme er en alvorlig bivirkning. Hosterefleksen ophæves, og morfin er derfor et effektivt hostedæmpende middel. Morfin fremkalder ofte kvalme og opkastninger, og der forekommer ofte forstoppelse, hvorfor morfinbehandlingen må suppleres med afføringsmidler. Morfin fremkalder endvidere udtalt pupilforsnævring, og der kan hos nogle patienter ses hudrødme og kløe.

Ved et pludseligt ophør med tilførsel af morfin optræder der abstinenssymptomer, som straks svinder ved fornyet morfinindgivelse. Morfin og andre opioider fremkalder ofte en udtalt psykisk afhængighed, dvs. et uimodståeligt krav om fortsat tilførsel. Psykisk afhængighed ses også hos en mindre gruppe af smertepatienter og morfin skal derfor anvendes med forsigtighed især ved kroniske smerter og smerter ved kræftsygdom. Sundhedsstyrelsen anbefaler at morfinstoffer ikke benyttes til patienter med kroniske smerter.

På grund af risikoen for misbrug er morfin underlagt strenge receptbestemmelser og myndighedskontrol.

Symptomerne ved morfinforgiftning er tiltagende svækkelse af bevidstheden, muskelslaphed, meget små pupiller og udsættende vejrtrækning. Behandlingen er hurtig indgivelse af modgiften naloxon, der fortrænger morfin fra dens binding til de opioide receptorer og derved ophæver morfinens virkninger og bivirkninger.

• opium
• opioidkrisen i USA
• smertebehandling