Intolerance betyder, at der er noget bestemt, som en person ikke kan tåle, og at personen får en reaktion på det. I medicinsk sprogbrug anvendes intolerance normalt, når man ikke tåler en fødevare eller et lægemiddel på grund af en mekanisme, der ikke har med allergi eller immunsystemet at gøre.
Faktaboks
- Etymologi
- fra latin nægtende in- og tolerare ‘tåle', 'udholde’.
Intolerance er således en samlebetegnelse for de former for overfølsomhed eller hypersensitivitet over for mad og medicin, som ikke kan tilskrives en immunologisk reaktion, herunder allergi. Dette omfatter også tilstande, hvor reaktionstypen er ukendt. I almindelig sprogbrug kan der dog være afvigelser fra denne moderne definition, som for eksempel brugen af betegnelsen glutenintolerance for sygdommen cøliaki, som man i dag regner for en immunologisk sygdom. Mekanismerne, der ligger bag denne sygdom, var længe ukendte.
Mekanismer, der kan ligge til grund for intolerance, er fx farmakologiske, hvor en person har en unormalt kraftig respons på et lægemiddel eller metaboliske (enzymmangel), som ved laktoseintolerance, hvor personen har en medført eller senere opstået mangel på enzymet laktase, som nedbryder laktose (mælkesukker) i mælkeprodukter. Af den grund kan laktose ikke optages i tyndtarmen, men transporteres videre til tyktarmen, hvor det forårsager diarré og oppustethed.
Diagnosen er oftest en eliminationsdiagnose, da årsagen ikke kan bekræftes sikkert. Det vil sige, at man må udelukke alle andre sygdomme, der kan give lignende symptomer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.