Hvide blodlegemer er blodceller, der indgår i kroppens immunforsvar. De hvide blodlegemers hovedopgave er at forsvare kroppen mod mikroorganismer som bakterier og virus. Hvide blodlegemer produceres i knoglemarven og forekommer i blod og lymfatisk væv.
hvide blodceller, leukocytter (ordet kommer af græsk leukos 'lys, hvid' og kytos 'hulrum, celle').
Der findes tre store undergrupper af hvide blodlegemer:
Ved centrifugering af en blodprøve lægger de hvide blodlegemer sig som et tyndt lag oven på de røde blodlegemer. Hvide blodlegemer udgør under én procent af det totale blodvolumen. Det normale antal hvide blodlegemer hos voksne er 3000-9000 pr. μl blod, med neutrofile granulocytter og lymfocytter som de hyppigst forekommende.
Alle hvide blodceller indeholder, i modsætning til de røde blodlegemer, en cellekerne. De hvide blodlegemer indeholder ikke farvestoffet hæmoglobin, som giver de røde blodceller deres farve.
Granulocytterne udgør cirka 2/3 af de hvide blodlegemer. Granulocytterne kendetegnes ved, at de har små korn (granula) i deres cytoplasma. De har også ofte en cellekerne, der er uregelmæssig eller lapdelt. De måler 10-12 μm i diameter.
Der findes tre typer granulocytter: neutrofile, eosinofile og basofile granulocytter.
I mikroskopet kendes granulocytterne ved udseendet af deres cellekerne og deres indhold af granulae i cytoplasma. Ved farvning i laboratoriet fremtræder de neutrofile granulocytters granulae blålige, de eosinofiles rødelige og de basofiles blåsorte. De betegnes også neutrofilocytter, eosinofilocytter og basofilocytter.
De neutrofile granulocytter udgør størstedelen af granulocytterne. Deres hovedopgave er at dræbe bakterier og svampe. De neutrofile granulocytter tilhører det medfødte immunforsvar. Når de binder sig til overfladen af bakterier og svampe, tømmer de deres granulae ud af cellen eller spiser (fagocyterer) mikroorganismerne. Ved fagocytose bliver materiale fra mikororganismerne optaget i en blære, det såkaldte fagosom. De neutrofile granulocytter tømmer indholdet af deres granulae ud i fagosomet. Kornene indeholder enzymer, blandt andet myeloperoxidase og lysozym, som nedbryder og dræber mikroorganismerne.
Produktionen af granulocytter kan øges kraftigt ved infektion. De cirkulerer nogle timer i blodet, inden de træder ud i vævene. I vævene er levetiden cirka to til fire dage. Skadet eller inficeret væv lækker signalstoffer, der tiltrækker de neutrofile granulocytter, som kommer til stedet i løbet af få minutter. Neutrofile granulocytter er helt essentielle for at forhindre, at vi inficeres med bakterier.
De neutrofile granulocytter er hovedbestanddelen i pus.
Eosinofile og basofile granulocytter har fået deres navne, idet deres granulae ved farvning i laboratoriet fremstår rødlige (eosinofile) eller blå (basofile). De er spiller en særlig rolle ved allergiske reaktioner samt infektion med parasitter, og forekommer da i øget antal i blod og væv.
Blodudstryg med erythrocytter (røde) og lymfocytter (lilla). Lymfocytterne har store kerner, der næsten udfylder deres cytoplasma.
Lymfocytter er den næsthyppigste type af hvide blodlegemer. De vigtigste undergrupper er B-, T- og NK-celler. Cirka 2/3 af lymfocytterne i blodet er T-celler. Når en makrofag, der udvikles fra monocytten, aktiveres, vil den præsentere stykker (antigener) fra mikroorganismerne for T-cellerne. Disse signalerer til B-celler, som responderer ved at producere antistoffer, der rettes specifikt mod mikroorganismens antigener. Dette lymfocytrespons tager tid at opbygge og udgør det erhvervede immunrespons. Det er særlig vigtigt for elimination af virus og indkapslede bakterier. Lymfocytterne spiller desuden en afgørende rolle i elimination og forebyggelse af kræft.
NK-celler (engelsk natural killer cells) er en del af det medfødte immunforsvar. NK-celler kan genkende celler, der er inficeret af virus, og dræbe disse.
Monocytterne er den tredjemest almindelige type hvide blodlegemer. Efter nogle timer i cirkulationen træder de ud i vævene, hvor de omdannes til makrofager. Dette er store "spiseceller", som fagocyterer ligesom de neutrofile granulocytter.
I vævene lever de længe og kaldes også histiocytter. De kan have andre navne afhængigt af, hvor de slår sig ned, som for eksempel mikroglia i hjernen og kupfferceller i leveren.
Makrofagerne overvåger vævene for indtrængende mikroorganismer. De hjælper med at vedligeholde vævene ved at reparere skader og omdanne vævsstrukturer. Makrofagerne stimuleres af molekylære mønstre på overfladen af mikroorganismer, de såkaldte pathogen-associated molecular patterns, PAMPS, og er en vigtig del af det medfødte immunforsvar. Når de genkender en mikroorganisme, har de evnen til at fagocytere denne. Derudover udskiller de signalstoffer (cytokiner), der tilkalder granulocytter og lymfocytter til området.
Mastceller er involverede i immunsystemets forsvar mod bakterielle og parasitære infektioner. Mastcellerne spiller desuden en central rolle i allergiske reaktioner, hvor mastcellen ved eksponering for et allergen frisætter histamin og lipidmediatorer, der udløser inflammatoriske reaktioner i det omgivende væv. Mastceller findes særligt i nærheden af blodkar og nerver samt nær kropsoverflader, der er i kontakt med det ydre miljø.
Mængden af hvide blodlegemer og fordelingen af disse er en indikator for sygdomme i kroppen. Normalområdet for hvide blodlegemer er 3,5–10,0 milliarder celler per liter (109). Normalt er omkring 60 % neutrofile granulocytter, 30 % lymfocytter og 5 % monocytter.
Når man tager blodprøver i forbindelse med infektioner, er det almindeligt at undersøge både den absolutte mængde hvide blodlegemer og antallet af hver type. Dette kaldes differentialtælling af de hvide blodlegemer.
Øget antal neutrofile granulocytter, såkaldt neutrofili, ses særligt ved betændelser, der skyldes bakterielle infektioner, samt ved blodkræfttypen kronisk myeloid leukæmi eller knoglemarvssygdomme af typen myeloproliferative syndromer.
Øget antal lymfocytter kan skyldes virusinfektioner og blodkræfttypen kronisk lymfatisk leukæmi.
Øget antal monocytter kan ses ved betændelse, særligt infektion, samt ved kronisk myelomonocytleukæmi.
Et lavt antal hvide blodlegemer, såkaldt leukopeni, kan skyldes, at der produceres utilstrækkelige mængder celler i knoglemarven, som eksempelvis kan skyldes vitaminmangel, myelodysplastisk syndrom eller aplastisk anæmi. En anden årsag kan være kræft i knoglemarven, eksempelvis ved leukæmi. Da vil normale knoglemarvsceller fortrænges af kræftceller, så niveauet af hvide blodlegemer falder i blodet.
Øget forbrug af hvide blodlegemer kan ligeledes resultere i en lav koncentration i blodet. Hvide blodlegemer kan eksempelvis samle sig i en forstørret milt, såkaldt hypersplenisme. Et andet eksempel er neutropeni, som kan opstå i startfasen af blodforgiftning (sepsis), hvor de cirkulerende neutrofile granulocytter klæber sig til karvæggene for derefter at migrere ud i vævene.
Både røde og hvide blodlegemer produceres i den røde knoglemarv i en proces kaldet hæmatopoiesen. Den røde knoglemarv findes i marven i de centrale dele af skelettet, som omfatter kraniet, rygsøjlen, brystbenet, ribbenene, bækkenet og lårbenene. Granulocytter og monocytter produceres normalt kun i knoglemarven. Produktionen tager cirka en uge, fra myeloblast via myelocyt til moden granulocyt.
Både B- og T-celler produceres i knoglemarven, hvorefter de udvikles videre i lymfatiske organer, som lymfeknuder og milt for B-cellerne og brislen (thymus) for T-cellerne. I det tidlige fosterliv er det milten og leveren, der producerer blodcellerne.
Skolernes ferie begynder. Idéen om ferie vandt først for alvor indpas i slutningen af 1800-tallet, da industrialiseringen betød, at livet blev inddelt i arbejde og fritid.
De seneste 40 år er antallet af danskere med halskræft mere end syvdoblet. 70 procent af de nye tilfælde skyldes virusset HPV. HPV er en gruppe virus, der forårsager en række sygdomme – både alvorlige og harmløse.
Studenterhuerne dukker nu op i gadebilledet. Studenterhuen stammer oprindeligt fra Tyskland, hvor studenter på universitetet bar en særlig kasket.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.