Usikkerheden var bestemt af nøjagtigheden af meterdefinitionen, der var baseret på bølgelængden af lys fra en kryptonlampe. Dette betød, at det – uanset nok så store yderligere eksperimentelle forbedringer – ville være principielt umuligt at udtrykke c med større nøjagtighed.
I 1983 vedtog Generalkonferencen for mål og vægt, Conférence générale des poids et mesures, derfor at definere lyshastigheden i vakuum som c = 299.792.458 m/s, svarende til, at meteren er defineret som den strækning, lyset bevæger sig i det tomme rum på 1/299.792.458 s. Kommende forbedringer i målenøjagtighed vil ikke føre til en forbedret værdi for c, men til en mere nøjagtig realisering af meteren.
I andre medier end vakuum er lysets hastighed mindre end c med en faktor, der udtrykkes ved mediets brydningsindeks. Fx i glas, der har et brydningsindeks på ca. 1.5, er lyshastigheden således ca 200.000 km/s, og i atmosfærisk luft, der har et brydningsindeks på ca 1.003, er hastigheden ca 299.910 km/s.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.