manguster

Mangusterne udgør familien Herpestidae i rovdyrordenen (Carnivora). De inddeles i to underfamilier: solitære manguster (Herpestinae) og sociale manguster (Mungosinae).

De er placeret i underordenen Feliformia, og deres nærmeste slægtninge er madagaskarrovdyrene (familien Eupleridae) (se figur).

Tidligere blev mangusterne regnet som en del af desmerdyrene, men denne betegnelse er ikke længere passende at bruge.

Der findes 35 nulevende arter af manguster.

Mangusterne varierer i størrelse fra dværgmangusterne, som har en vægt på 0,2-0,4 kg, til hvidhalet mangust, der kan veje over 5 kg. Manguster er slanke, langstrakte og kortbenede. De fleste har en lang, tilspidset og busket hale, der er særlig busket hos arter som buskhalemangusterne og hvidhalet mangust. De har korte, runde ører, et relativt lille kranium og for de fleste arters vedkommende en relativt kort snude (sammenlignet med fx civettefamilien). Kusimanserne og kusimansemangusten adskiller sig fra ovenstående ved at have en mere robust krop og en længere, næsebjørnagtig snude.

De fleste manguster er mere eller mindre ensfarvede med en meleret og strid pels. Grundfarven kan variere fra grå og gullig til brun og sort. Ingen arter har pletter, men zebramangust og surikat har tværstriber på ryggen. Desuden har fem arter på siden af halsen en iøjnefaldende stribe, der løber fra øret til skulderen; det gælder halsstribet mangust, halsbåndmangust, lysstrubet mangust, kusimansemangust og vandmangust. Man mener, at disse tegninger fungerer som et advarselssignal, der advarer rovdyr om mangusternes evne til at sende et ildelugtende sekret fra deres veludviklede analkirtler mod nærgående fjender.

Manguster er tågængere. De fleste arter er femtåede, men surikat, vestlig sølvmangust, almindelig buskhalemangust og sortfodet rævemangust er firtåede. Kløerne kan ikke trækkes ind og er ofte lange og krumme, især hos de gravende sociale manguster, der lever i jordhuller under jorden.

Både synet, hørelsen og lugtesansen menes at være veludviklet hos mangusterne. Sidstnævnte spiller en vigtig rolle i både at snuse sig frem til byttedyr og den avancerede duftkommunikation.

Nataktive arter har tilsyneladende indbygget ”spejl” i øjnene (tapetum lucidum), hvilket forstærker deres mørkesyn. Dagaktive arter kan have et godt farvesyn. De dagaktive arter, der lever i åbne naturtyper, fx dværgmangust og surikat, siges at have et godt langdistancesyn, der gør dem i stand til at opdage fjender på kilometers afstand.

Manguster har veludviklede knurhår på snuden, over øjnene, på kinderne og under hagen. Disse er dog reducerede hos arter som surikaten, der lever under jorden.

Ni arter af manguster, alle i slægten Urva, findes i Asien. De resterende 26 arter, inklusive alle de sociale manguster, er afrikanske. Afrikansk gråmangust når også op til Den Iberiske Halvø og Tyrkiet, mens hvidhalet mangust også findes på Den Arabiske Halvø. Den højest forekommende art er østlig sølvmangust; den er observeret i op til 3.300 meter over havet.

Asiatisk dværgmangust er blevet udsat adskillige steder i verden, især på øer, pga. dens evne til at jage slanger og gnavere. Også sydasiatisk grå mangust og sydasiatisk brun mangust er blevet indført visse steder.

Mangustfamilien findes i et væld af naturtyper inklusive ørken, halvørken, savanne, tempereret græsland, buskland, skov (fra tør torneskov til regnskov), vådområder og kystområder. De fleste arter findes i mere eller mindre åbne naturtyper, og flere trives i tørre områder; sidstnævnte gælder fx surikat, rævemangust og almindelig slankmangust. Flere arter lever dog i skov, bl.a. kusimanserne, kusimansemangust, langsnudet mangust, slægten Bdeogale samt korthalet mangust, lille asiatisk mangust og halsbåndmangust i Sydøstasien. Vandmangust og sumpmangust fouragerer langs og nogle gange i vand og regnes for at være delvis vandlevende (semiakvatiske).

Manguster lever først og fremmest af animalsk føde. De æder især byttedyr, som de selv nedlægger, men tager også ådsler. Manguster er generelt ikke jægere af store byttedyr, men er specialiseret i mindre bytte. Det kan være insekter og andre hvirvelløse dyr og små hvirveldyr som gnavere, fugle og deres æg, krybdyr og padder. Nogle manguster kan også æde plantemateriale som frugt og rødder, men de gør det sjældent i store mængder. Manguster kan nedlægge giftige byttedyr som giftslanger, skorpioner, edderkopper, skolopendre og tusindben, og i det mindste nogle arter har en høj resistens over for slangegift (fx afrikansk gråmangust). Slanger udgør dog normalt ikke en stor del af kosten.

De fleste manguster lever især af hvirvelløse dyr, med supplerer kosten med hvirveldyr. Syv arter er dog specialiserede i at jage hvirveldyr. Det gælder afrikansk gråmangust, grå slankmangust og østlig sølvmangust fra Afrika og sydasiatisk grå mangust, lille asiatisk mangust, halsstribet mangust og sydasiatisk sorttippet mangust fra Asien.

Kusimansemangusten lever tilsyneladende især af regnorme. Både den afrikanske sumpmangust og den asiatiske vandmangust jager ofte langs vand eller på lavt vand. Her fanger de krabber, muslinger og fisk, som de føler sig frem til med hænderne; en teknik der minder om, hvad man ser hos fingeroddere og vaskebjørne. Især krabber kan udgøre en vigtig del af føden, deraf vandmangustens engelske navn, crab-eating mongoose 'krabbeædermangust'.

Flere mangusterarter har opfundet teknikker til at få hul på fødeemner med hård skal ved hjælp af sten eller andre hårde overflader. Dette fænomen ses kun hos få andre pattedyr, deriblandt visse primater samt havodderen. I mangusternes tilfælde kan det fx dreje sig om at få hul på et sammenrullet kugletusindben, en krabbe, en musling, en snegl eller et fugleæg. Man har observeret både zebramangust, vestlig kusimanse, langsnudet mangust og vandmangust sætte sig med enden mod en sten eller et træ og så med forbenene smide fødeemnet imellem bagbenene mod den hårde overflade bag dem. Sumpmangusten har en alternativ teknik: Den kan stille sig op på bagbenene og smide en krabbe eller en musling ned mod sten.

De fleste af mangusterne, inklusive alle de sociale arter, er dagaktive. Kun otte arter er nataktive: hvidhalet mangust, sumpmangust, børstehalet mangust, sortfodet rævemangust, slægten Bdeogale og en enkelt asiatisk art, sydasiatisk brun mangust.

Manguster er jordlevende (terrestriske) og regnes for dårlige træklatrere. Indimellem kan nogle arter dog godt finde på at klatre under deres fouragering, fx zebramangust, almindelig slankmangust, vestlig kusimanse, kusimansemangust og sydasiatisk sorttippet mangust. Alle arter svømmere glimrende.

De hviler sig i skjul, hvilket fx kan være i en hul træstamme, mellem rødder, under buskads, i en klippesprække eller i en hule under jorden. Brug af jordhuler er typisk for sociale arter, som lever i tørre områder, dvs. surikat, zebramangust og rævemangust. Zebramangust udnytter ofte efterladte huller fra jordsvin og vortesvin, mens rævemangust udnytter huller fra springhare. Surikaten graver derimod ofte sine komplekse underjordiske boliger selv.

De to arter af dværgmangust er specialiserede i at leve i termitboer, og deres lille størrelse er muligvis en tilpasning dertil. Dværgmangusterne bebor især tårne af termitter af slægten Macrotermes, der dyrker svampe under jorden. De underjordiske svampedrivhuse har brug for en bestemt temperatur, og derfor bygger termitterne store ventilationsskorstene. Dværgmangusternes størrelse passer perfekt til disse skorstene. De nærmest cementhårde termitboer er en uigennemtrængelig fæstning for dværgmangusternes fjender.

Generelt er manguster polygame, og både hunner og hanner kan parre sig med flere partnere. Hos de sociale manguster kan hunner parre sig med flere hanner inden for den samme brunstperiode, hvilket kan føre til, at søskende i det samme kuld har forskellige fædre.

De sociale manguster har udviklet nogle af de mest komplekse systemer blandt pattedyr, hvad angår forplantning. Hos zebramangust yngler næsten alle de voksne i kolonien. Over 80 % af hunnerne kan være drægtige på samme tid, og op til 10 hunner kan føde på samme dag. Hos surikat og almindelig dværgmangust er det derimod oftest kun alfaparret, der får unger. Alfahunnen forhindrer de andre hunner i at få unger, og hvis det alligevel sker, vil alfahunnen ofte slå ungerne ihjel. Hos dværgmangust kan alfahannen parre alfahunnen op til 50 gange i timen og over 2.000 gange i løbet af hunnens brunstperiode.

Drægtigheden hos manguster varer fra ca. 50 dage hos dværgmanguster til 80 dage hos sumpmangust. Kuldstørrelsen varierer fra 1-7 afhængig af arten. Surikaten får de største kuld. Zebramangusten er et af de mest effektive rovdyr, når det gælder om at sætte unger i verden. Hunnerne kan blive drægtige allerede inden for den første uge efter at have født og kan få op til fem kuld om året. Almindelig dværgmangust får op til fire kuld om året.

Hos de solitære manguster er hunnerne alene om forældrepligterne, men hos de sociale manguster hjælper hele kolonien til med at tage sig af ungerne, inklusive hannerne og de store søskende. Hos zebramangust kan ungerne frit die hos alle de mælkeproducerende hunner i kolonien. Hos surikat og dværgmangust kan hjælperhunnerne nogle gange producere mælk uden at have været drægtige; denne mælk går til alfahunnens unger.

Unger af manguster fødes døve og blinde med sparsom behåring. De åbner øjnene efter omkring 2 uger og dier normalt i 4-8 uger.

De højeste levetider, man har registreret blandt manguster, er 20 år i fangenskab hos afrikansk gråmangust, 17 år i fangenskab hos sumpmangust og 12 år i fangenskab hos surikat, zebramangust og dværgmangust.

Nylige studier har konkluderet, at mangustfamilien opstod i Afrika i Tidlig Miocæn . Herfra spredte den sig til Asien i Mellem Miocæn. Desuden har man anslået, at mangusterne og madagaskarrovdyrene havde en fælles stamform, der levede for 18-24 millioner år siden.

• rovdyr
• rovdyrenes systematik