Solbadning er at sidde eller ligge i direkte sollys som et formål i sig selv og som regel for at opnå solbruning.

En uønsket effekt til solbadning kan være solskoldning. Personer, der let bliver skoldet af solen, har som regel også svært ved at blive brune. De bør altid bruge solfilterpræparat, når de solbader. Andre bør bruge solbeskyttelsesmiddel i hvert fald indtil huden er blevet tilvænnet (brun), ikke kun for at undgå solskoldning, men for at undgå senere udvikling af hudkræft og andre solskader.

Historisk baggrund

En sådan praksis, der fra slutningen af 1800-tallet gradvis opstod i Nordvesteuropa, må ses i sammenhæng med natur- og lægevidenskabens udvikling, hvor kulbuelys og sollys brugtes til behandling af lunge- og hudsygdomme. Den medicinske klassificering af solbade (og havbade) som "sunde" i kombination med skabelsen af et moderne fritidsbegreb gav grundlag for en ny æstetik, der priste denne brune, solbrændte huds skønhed, især hos mennesker med hvid hud.

Mens solbrændthed indtil ca. 1900 havde været et tegn på kropsligt udendørsarbejde, blev den i 1900-tallets begyndelse efterhånden et statussymbol på fritidsliv og sundhed. Ca. 1900 begyndte overklassen at solbade om sommeren, fuldt påklædt, men uden hat og parasol. I tiden frem til 1930'erne udvidedes solbadning til også at omfatte ben, arme og ryg, hvilket forudsatte ændret påklædning med brug af badedragt, shorts, korte, ærmeløse kjoler samt solcreme. En decideret soldragt (til kvinder) blev 1946 lanceret som bikini.

Helt frigjort fra 1800-tallets lægelige aspekt har solbadning og brun hud i tiden frem til 1990'erne haft en konstant voksende popularitet i Nordvesteuropa og USA kulminerende i 1980'erne med butikker for solbad i kunstigt lys (solarium). I 1990'erne mistede solbad og solbrændthed dog noget af sin prestige pga. hyppigere forekomst af hudsygdomme, fx hudsvulster og melanom.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig