Henry Heerup

Heerup blev født på Nørrebros Runddel i København, hvor han voksede op som enebarn af Sara Lolia Anna Christensen (1865-1949). Sara, også kaldet Sera, var enlig mor og hun ernærede sig som bestyrer af sin bros tøjbutik på Nørrebrogade. Som dreng var Heerup vant til at leve under meget beskedne kår, og barndommen påvirkede ham også kunstnerisk. Livet igennem fandt han værdi i alle de kasserede ting, han fandt på sin vej, og som han også meget tidligt integrerede i sin kunst. Denne indsamlingspraksis af kasserede ting førte til udviklingen af de skraldemodeller, som med tiden blev hans kendetegn.

I skolen klarede Heerup sig dårligt, og han skiftede derfor fra Prinsesse Charlotte Gades Skole til Sankt Hans Gades Skole. De boglige vanskeligheder medførte, at hans mor ansporede ham til at komme i lære som både stenhugger, bronzestøber, skiltemaler og litograf, før han i 1927 blev optaget på Kunstakademiet, hvorfra han dimitterede i 1932.

Den legende og fantasibårne symbolkunst, som Heerup helt ubesværet frembragte livet igennem, udsprang af den storhed, som han siden barndommen fandt i de små hverdagsting; både materielt og mentalt. Blandt de forskellige jobs, Heerup havde som ung, var det ubetinget budarbejdet som han foretrak. For som bud kunne han både cykle, "skralde" og tegne; tre ting som han aldrig opgav.

I 1924 frembragte Heerup sit første kunstværk. På en cykeltur til Dyrehaven malede han Ulvedalsegen. Dette gamle træ fik en særlig betydning for Heerup, som på årsdagen for udførelsen af sit første maleri, vendte tilbage til stedet, med det ene formål at skabe nye versioner af det samme motiv.

I 1926 blev ideen om at blive kunstner for alvor til virkelighed, da han begyndte at modtage tegneundervisning på flere skoler, før han året efter blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

På kunstakademiet modtog Heerup både undervisning af den progressive realistiske maler og grafiker Aksel Jørgensen og den aldrende symbolistiske maler Ejnar Nielsen. Både Jørgensens hverdagsrealisme og Nielsens modsatrettede tro på åndens liv i naturen kom til at påvirke Heerup. Det særegne professorpars divergerende kunstopfattelser viste sig på forunderlig vis at være en værdifuld cocktail for Heerups kunstneriske løbebane.

Heerups interesse for det almene hverdagsliv, som han mødte det blandt den jævne befolkning, blev på original vis kombineret med en panteistisk og romantisk tro på, at der findes en iboende ånd i sten, træer, planter og dyr. Heerup formåede at gøre sine egne livserfaringer til værdifulde og almengyldige principper i sin kunst, og derfor blev de universelle symboler som kors, hjerter, ankre, klokker, fugleredder, æg, kaffekander, nisser, tæppebankere, trolde og overflødighedshorn vedvarende gentaget, om end i konstant nye sammenhænge og kombinationsspil.

På akademiet fulgte Heerup også undervisningen på billedhuggerskolen hos Einar Utzon-Frank, hvilket dog førte til flere kunstneriske sammenstød, idet Utzon-Franks kunstsyn bundede i nogle klassiske idealer, som lå langt fra Heerups mere rå og folkelige stil. Helt i tråd med de forhistoriske og tidlige kristne kulturer ville Heerup hugge den iboende ånd fri af stenen, og dermed lade dens overflade, karakter og særegne udseende fremstå som en vigtig del af billedoplevelsen.

I 1929 debuterede Heerup i Tjørnlunds Kunsthandel i Gothersgade, tæt på den lejlighed som han senere lejede sig ind i sammen med sin kommende hustru, billedvæveren Mille Heerup (1911-1999), og i 1932, samme år som han blev uddannet fra akademiet, udstillede han som gæst på Corner-sammenslutningens første udstilling.

I efteråret 1933 flyttede Henry og Mille Heerup ind i en toværelses førstesalslejlighed i Gothersgade 40, og Heerups mor valgte at flytte med. Parret blev gift på Heerups fødselsdag den 4. november, og det var i samme periode, at Mille gav Heerup kælenavnet Hugga, med klare referencer til hans stenhuggerpraksis.

I Gothersgade kom mange af kammeraterne fra akademiet og Corner-gruppen ofte på besøg. Her arrangerede han udstillinger i trappegangen, og han fik samtidig etableret sin første lille stenhuggeplads i baggården. Det var også i disse omgivelser, at Heerup skabte sine første skraldemodeller, hvoraf Rotten fra 1933 er blandt de mest berømte.

Rotten er et skelsættende værk i dansk avantgardehistorie. Ved at fremvise værket på den første danske avantgardekunstnergruppe Liniens debutudstilling, som blev afviklet på Charlottenborg i 1934, fik han og gruppen vakt pressens interesse.

I slutningen af 1933 var den surrealistiske Linien-gruppe blevet stiftet, af Vilhelm Bjerke Petersen, Richard Mortensen og Ejler Bille. Med til gruppen hørte i begyndelsen kun to gæster, i form Heerup og Hans Øllgaard. Men allerede den 15. januar 1934 var gruppen parat til at vise i alt 167 værker frem for offentligheden, heriblandt den mumificerede rotte som Heerup havde fundet i baggården til sin lejlighed. Heerup skabte desuden et særligt reklamefremstød for gruppen, idet han gik gennem de københavnske gader med et toiletbræt om halsen, hvorpå der stod "Besøg Liniens Udstilling på Charlottenborg". Hermed bidrog han aktivt til, at udstillingen blev en decideret skandalesucces.

I 1934 lejede det nygifte par sig ind i en villa på Rødtjørnevej 7 i Vanløse, og samme år kom deres første barn, den senere kunstner, Ole Heerup til verden. Fire år senere fik parret Nanna Hertoft, som senere blev billedvæver.

Kort tid efter flytningen til Vanløse lejede Heerup sig ind på en 50 m² værkstedsgrund på Rødtjørnevej 16. Hermed intensiveredes den særlige måde, hvorpå Heerup skabte kunst, dvs. som et udendørsarbejde. På den nye huggeplads malede han billeder om sommeren og huggede i sten om vinteren, en praksis som han ufortrødent fortsatte med, indtil få år før sin død. På den måde blev naturens cyklus indirekte spejlet i værkerne, og dermed også automatisk gjort til en naturlig del af Heerups kunstneriske arbejdsproces. Vejrliget fik afgørende betydning for, hvilken kunst Heerup frembragte, og nærmiljøet, hverdagslivet og naturen blev hermed indlejret i værkerne.

I 1945 købte Heerup en ny grund på Kampstrupvej 96 i Rødovre. Det tog seks dage for to mand at køre 14 læs skulpturer samt alle de kasserede materialer, som skulle anvendes til frembringelsen af nye skulpturer, fra grunden i Vanløse til den nye grund i Rødovre. Det viser, at omfanget af materialer og værker var meget omfattende længe før Heerups egentlige gennembrud som en offentlig anerkendt kunstner.

I 1941 blev tidsskriftet og sammenslutningen Helhesten på initiativ af Asger Jorn, etableret hos Ejler Bille i Birkerød. Tidsskriftet var tænkt som en kritisk røst og opposition til den tyske besættelsesmagt. Forsiden til det første nummer blev forsynet med en tegning af Heerup, der forestillede et fabelvæsen i form af en maskeklædt bi. Navnet Helhesten refererede til den nordiske mytologi, hvor sagnet fortæller, at den som ser Helhesten skal dø. Navnet på tidsskriftet, i kombination med Heerups tømmerblyanttegning af den stikkende bi, fungerede symbolsk som kunstnernes angreb på nazismen.

I tidsskriftet bidrog Heerup med flere værker og betydningsfulde tekster, heriblandt "Skraldemand og skraldemodel'", som blev bragt i 2. årgang i 1943, og hvori han bl.a. agiterede for, at børn skal opfattes som de allerstørste kunstnere.

I 1945 blev Heerup separeret fra Mille, og han giftede sig først igen i 1958, nu med den tysk-polske konservator og kunstner Marion Karla Edith Hansen (født Brok, 1911-1997), som ledsagede ham resten af livet.

I 1948 blev den internationale bevægelse Cobra stiftet i Paris, på initiativ af en række danske, hollandske og belgiske digtere og billedkunstnere, og Heerup blev fra starten involveret i bevægelsen. Det skyldtes primært, at den danske fraktion af Cobra bestod af Heerups kammerater og kollegaer fra kunstnersammenslutningen Høst og tidsskriftet Helhesten, heriblandt initiativtageren Jorn samt Ejler Bille, Egill Jacobsen, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt.

I modsætning til Jorn deltog Heerup på den første Cobra-udstilling, som blev afholdt på Stedelijk Museum i Amsterdam, ligesom han indgik i den serie af 15 monografier som gruppen under navnet Cobra Bibliotheket fik udarbejdet i 1950. Heri er nr. 12 viet til Heerup med en tekst skrevet af den belgiske maler og digter Christian Dotremont.

Under krigen havde Heerup skabt flere værker, der i en uset grad afspejlede den frygt og anspændte situation, som befolkningen konstant befandt sig i. Dette fremgår navnlig af de små linoleumstryk Hjerte og kors fra 1941 og Sørgende enke fra året efter. Tematikken om døden og lidelsen vendte Heerup vedvarende tilbage til, ikke mindst under Den Kolde Krig, hvor han igen skabte nogle dystre billeder, bl.a. Kristus på Korset, som han udførte i flere versioner.

Heerup var lige siden barndommen optaget af folkekunst og folketro, og ligesom kammeraterne, som senere samledes i Helhesten, opfattede han folkeligheden som noget antiakademisk og antiborgerligt.

Allerede i 1935 havde Heerup modtaget et rejselegat, men i modsætning til sine kollegaer fra Linien ønskede han ikke at bruge bevillingen til at rejse ud af landet for at etablere nye internationale kontakter til tidens øvrige avantgardegrupper- og bevægelser. Han tog derimod til Odense og Jelling for at se H.C. Andersens fødeby samt Jellingstenene. Heerups interesse for den folkekunst, som han mente er kendetegnet ved, at den samler mennesker på tværs af tid og sted, viste sig hermed igen.

Slyngmotiverne i vikingemonumentet i Jelling omsatte Heerup hurtigt til sit eget billedsprog. Han fandt således ligheder mellem vikingetidens ornamenter og tæppebankernes fletværk; en lighed som også blev gentaget i flere værker. Ved sin flittige brug af de universelle og velkendte symboler som anker, hjerte, kors og hjul formåede Heerup således at skabe en ny, tidssvarende og fantasibåren form for abstrakt folkekunst.

Heerup blev begravet den 5. juni 1993, med en ceremoni i Grundtvigskirken med efterfølgende begravelse på Assistens kirkegård. Her hviler han, kun få hundrede meter fra sit barndomshjem og sit store forbillede H.C. Andersen.

Heerups position som en af 1900-tallets største danske kunstnere er stadig uanfægtet. I 1995 donerede Heerups enke, Marion, en stor samling af kunstnerens efterladte genstande og værker til Rødovre Kommune, hvorefter Heerups Museum blev etableret i medborgerhuset Rødovregaard.

Heerups kunst vækker stadig interesse for nye generationer af kunstnere såsom Lars Ravn, Søren Behncke (også kendt som Papfar, f. 1967), Tal R, HuskMitNavn, Gudrun Hasle og Anna Stahn (f. 1994), som alle via deres kunst og skrifter, fortsat bidrager til at sikre Heerups eftermæle.

Derudover har Heerups kunst i de seneste år været udfoldet og udforsket gennem flere udstillinger og publikationer, herunder Arkens præsentation af Tro håb og Kærlighed i 2003, Sorø Kunstmuseums, Heerup Museets og Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museums samarbejde om afviklingen af forskningsudstillingen Henry Heerup og avantgarden i 2015 samt Henning og Heerup, som i 2023 også blev gennemført som et samarbejde mellem de to sidstnævnte museer.

• Heerup Museet
• Linien
• Cobra
• Helhesten
• Danmarks billedkunst – ekspressionisme, surrealisme og abstrakt kunst

• Mille Heerup