paulinske breve

Karakteren og indholdet af brevene afhænger af de konkrete anledninger, hvori de hver især er skrevet. Alle syv breve er – med undtagelse af Fileonbrevet – stilet til kristne menigheder, som allerede bestod, og som næsten alle (bortset først og fremmest fra de romerske) var grundlagt af Paulus selv. Der er således ikke tale om, at brevene selv er forkyndende eller missionerende; forkyndelsen og missionen havde fundet sted i og med, at menighederne blev grundlagt. Brevene vil derfor udbygge og befæste de pågældende menigheders tro, eller udtrykt anderledes: De vil mane til eftertanke med hensyn til, hvad den Kristus-tro, som menighederne allerede bekender sig til, i grunden står for. Netop på dette forhold beror også den almene og nutidige betydning af Paulus' breve.

Flere af brevene udspringer af kriser mellem Paulus og hans menigheder. Det er særlig tydeligt i 1. Thessalonikerbrev, Galaterbrevet og 1. og 2. Korintherbrev.

I 1. Thessalonikerbrev, som er det ældste kristne dokument, der findes, drejer sagen sig om de dødes opstandelse: Paulus havde åbenbart ikke talt herom ved grundlæggelsen af menigheden i Thessaloniki, men havde forudsat de kristnes umiddelbare indgang i Gudsriget ved Kristi snarlige genkomst; i mellemtiden var flere dødsfald indtruffet, menigheden var blevet opskræmt, og Paulus må nu redegøre for temaet "dødes opstandelse".

I Galaterbrevet er der tale om en ganske anden krise. Visse forkyndere, de såkaldte judaister, havde indfundet sig i de galatiske menigheder og søgt at overbevise om, at troen måtte ledsages af overholdelse af Moseloven, herunder budet om omskærelse; i denne situation mobiliserede Paulus hele sin teologi, ikke mindst læren om retfærdiggørelse ved tro alene, ikke ved lovgerninger.

I 1. og 2. Korintherbrev drejer konflikten mellem Paulus og hans menighed sig om en hellenistisk visdomslære, der har vundet indpas i den korinthiske menighed og vendt op og ned på den forståelse af kristendommen, som Paulus selv havde bragt; Paulus må så i to lange breve gøre den forskel gældende, som består mellem kristendom og græsk-hellenistisk filosofi.

Rækkefølgen af brevene kan fastlægges på grundlag af deres egne oplysninger om Paulus selv og hans medarbejdere, om medafsendere, brevoverbringere, rejser og rejseplaner. Afgørende er her oplysningerne om en dobbelt rejseplan for medarbejderen Timotheus og Paulus selv. Det fremgår heraf, at Filipperbrevet er skrevet før 1. Korintherbrev, og at Paulus var i fængsel i Efesos, da han skrev Filipperbrevet, en oplysning, som ikke findes i den udførlige skildring af Paulus' treårige ophold i Efesos i Apostlenes Gerninger, og som udelukker, at Filipperbrevet først skulle være skrevet under Paulus' senere fangenskab i Rom, hvor han heller ikke var i fængsel, som Filipperbrevet siger, men kun i husarrest.

Ligesom Filipperbrevet er også Filemonbrevet skrevet i fængslet i Efesos. I Filemonbrevet annoncerer Paulus, at han regner med snart at blive frigivet fra fængslet og derpå sammen med Timotheus at komme på besøg i Kolossai (Kolossæ) i Frygien, ca. 200 km øst for Efesos; af 1. Korintherbrev 16,19 ses det, at besøget blev gennemført.

At Filemonbrevet er adresseret til kristne i Kolossai, og at det var Kolossai, Paulus ville besøge, fremgår imidlertid kun af Kolossenserbrevet, hvorfor dette brev i hvert fald af en del fortolkere betragtes som ægte og som skrevet under Paulus' fængselsophold i Efesos.

Af Galaterbrevet fremgår, at Paulus ville være rejst til menighederne i Galatien i det indre af Lilleasien, men at han var blevet forhindret deri af fysisk svækkelse, formodentlig en følge af hans fængselsophold i Efesos. I stedet skrev han Galaterbrevet, hvori han bl.a. informerer om det stedfundne apostelmøde i Jerusalem og dets forløb; han omtaler tillige pengeindsamlingen til de fattige i Jerusalem, der ved samme lejlighed blev vedtaget (Galaterbrevet 2,10); denne indsamling er ikke omtalt i Apostlenes Gerninger.

Da Paulus skrev 1. Korintherbrev, var han igen vendt tilbage til Efesos. Imens var medarbejderen Timotheus på en rundrejse, der via provinsen Makedonien (med byen Filippi) skulle bringe ham til Korinth i Grækenland. I Korinth skulle Timotheus oprindelig have mødt Paulus, men denne havde i mellemtiden ændret sin del af rejseplanen og ville nu først besøge Makedonien, før han kom til Korinth. Derfor skrev Paulus i Timotheus' fravær 1. Korintherbrev, hvori han til slut giver Timotheus besked om at vende tilbage til Efesos.

At dette faktisk skete, ses af 2. Korintherbrev, der er skrevet i Makedonien, altså formodentlig i Filippi, og har Timotheus som medafsender. I 2. Korintherbrev måtte Paulus bl.a. forklare og forsvare, at han havde ændret sin rejseplan og dermed udskudt sit besøg i Korinth.

Ved begge breve, 1. og 2. Korintherbrev, var overbringeren Titus, som Paulus først havde truffet i Efesos, og som aldrig havde været i Korinth, før Paulus sendte ham dertil med 1. Korintherbrev (se 2. Korintherbrev 7,14). Ham havde Paulus også haft med til apostelmødet i Jerusalem (Galaterbrevet 2,1-3), hvoraf følger, at apostelmødet først har fundet sted, efter at Paulus havde mødt Titus i Efesos og gjort ham til medarbejder; Titus er påfaldende nok ikke omtalt i Apostlenes Gerninger.

I Korinth skrev Paulus så Romerbrevet, hvori han bl.a. annoncerer et besøg i Rom, efter at han først har været i Jerusalem og dér været med til at overbringe pengene fra den gennemførte indsamling. Dette brev blev øjensynlig det sidste, han skrev.

Ifølge denne rekonstruktion af begivenhedsforløbet er alle de nævnte breve skrevet efter apostelmødet i Jerusalem (Galaterbrevet 2,1-10; Apostlenes Gerninger 18,22); kun 1. (og, hvis det regnes for ikke-pseudonymt 2.) Thessalonikerbrev er skrevet før apostelmødet. Brevenes kronologiske rækkefølge er da: 1. (og 2.) Thessalonikerbrev; Filipperbrevet, (Kolossenserbrevet), Filemonbrevet fra fængslet i Efesos; Galaterbrevet fra Kolossai; 1. Korintherbrev fra Efesos; 2. Korintherbrev fra Makedonien, formodentlig Filippi; og Romerbrevet fra Korinth.

1. Korintherbrev er skrevet ved påsketid (1. Korintherbrev 5,7), Paulus' afrejse fra Efesos til Makedonien har fundet sted ved pinsetid (1. Korintherbrev 16,8), 2. Korintherbrev er skrevet kort efter nytår (2. Korintherbrev 8,10; 9,2), som ifølge den makedonisk-jødiske kalender var ved efterårsjævndøgn, og Romerbrevet er skrevet ved afslutningen af besøget i Korinth i vinteren derefter (1. Korintherbrev 16,6-7).

Bortset fra 1. (og 2.) Thessalonikerbrev, der er skrevet tidligere, er brevene således skrevet inden for et tidsrum på et år, fra februar til februar. Indsamlingen til Jerusalem har formodentlig haft med et sabbatår i Palæstina at gøre; år 54-55 e.Kr., fra efterår til efterår, var et sådant sabbatår. I så fald er pengene fra indsamlingen blevet overbragt i forsommeren 55, da kornhøsten var udeblevet, og korn skulle indkøbes i Egypten som på Josefs tid. Hovedparten af brevene er altså skrevet i det korte tidsrum mellem februar 54 og februar 55.

I hvert fald Korintherbrevene og Romerbrevet er af en længde, der lader formode, at de trods deres karakter af lejlighedsskrivelser i virkeligheden har adresse også til de andre menigheder, som Paulus havde grundlagt. Mens Apostlenes Gerninger, der efter alt at dømme har benyttet Paulus' breve som kilder til sin skildring af ham og hans virke, ikke med en stavelse røber kendskab til dem, optræder der i 2. Petersbrev 3,15-16 en henvisning til, hvad "vor kære broder Paulus" skriver i alle sine breve, men som ukyndige og ubefæstede sjæle rigtignok fordrejer.

Samtidig forklarer denne forbeholdne omtale måske tavheden i Apostlenes Gerninger: Paulus' breve blev nogle årtier inde i 100-tallet omstridte på grund af deres radikalitet, der desuden havde vakt genklang hos fx Markion og en række gnostikere. Faktisk er Markions Nye Testamente, hvis ene del bestod af en samling på 10 Paulus-breve, det tidligste kendte eksempel på en afgrænsning, og når Timotheusbrevene og Titusbrevet ikke var med her, kan grunden være, at de på dette tidspunkt endnu ikke var skrevet.

Som nævnt hersker der ikke enighed om ægtheden af 2. Thessalonikerbrev og Kolossenserbrevet. Derimod er der udstrakt enighed om, at Efeserbrevet hører en senere tid til, hvad der også gælder Timotheusbrevene og Titusbrevet (Pastoralbrevene), hvor et tilblivelsestidspunkt så sent som 130'erne eller 140'erne er sandsynligt.

Oprindelig blev også Hebræerbrevet, der er anonymt, talt med som Paulus-brev, hvorved der blev i alt 14 og dermed dobbelt så mange som i gruppen De Katolske Breve, hvad der næppe har været helt tilfældigt.

Selv om det er kunstigt at skelne mellem pseudepigrafe og apokryfe Paulus-breve, sker det her alligevel for at kunne adskille de breve, der blev en del af Det Nye Testamente, fra dem, der hører hjemme blandt de nytestamentlige apokryfer. Et apokryft Paulus-brev er således det såkaldte Laodikenserbrev, der synes skabt af bemærkningen om et sådant brev i Kolossenserbrevet 4,15-16 og figurerer i et tillæg til den latinske Bibel, Vulgata. Et andet skrift i denne gruppe er 3. Korintherbrev, der indgår i en brevveksling mellem Korinth-menigheden og Paulus i apokryfen Paulusakterne. Endelig skal i denne sammenhæng nævnes det apokryfe skrift Brevvekslingen mellem Seneca og Paulus fra engang i 300-tallet, der består af i alt 14 breve (8 af Seneca og 6 af Paulus).

Alle disse breve findes på dansk i Nytestamentlige Apokryfer. Oversættelse, indledninger og noter ved Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen (2002).

• kanon
• Paulus
• Det Nye Testamente