The Wall Street Journal

Under den konservative mediemagnats ejerskab er chefredaktionen på avisen blevet udskiftet flere gange.

Bataljer om avisens politiske orientering i en tidsalder med ekstrem politisk polarisering er brudt ud mellem på den ene side en konservativ opinionsredaktion og på den anden side nyhedsredaktører og journalister.

Sidstnævnte har modsat sig ejerens indblanding i avisens dækning af amerikansk politik. Ifølge flere kilder skulle nyhedsredaktionen bestræbe sig på at dække amerikansk erhvervsliv, økonomi, politik og internationale anliggender ud fra en faktuel, apolitisk og neutral optik.

The Wall Street Journal søger at dække disse områder med et særligt blik for hvad, der interesserer erhvervslivet. Denne indfaldsvinkel blev formuleret af den legendariske chefredaktør Bernard Kilgore (1908-1967) der fra 1936 til sin død som 59-årig havde nøgleroller på avisen.

"Erhvervsnyheder omfatter alt det, der handler om at tjene til livets ophold. Finansfolk er pæne mennesker … men der er ikke nok af dem til at få denne avis til at blomstre,« skal Kilgore have sagt.

Hans ambition for The Wall Street Journal var med andre ord at bevare dens forankring i USA’s finanscenter i New York men samtidig nå ud til læsere, der til daglig er beskæftiget med at bygge USA’s økonomi op. Den ide skulle i tidens løb vise sig at give gevinst. Under Kilgores år lange lederskab voksede avisens oplag fra 28.000 i 1931 til 1 million i 1967.

Avisens historie skriver sig tilbage til 1880’erne. Journalisten John Kiernan (1847-1893), der havde sit eget nyhedsbureau, hyrede Charles Dow (1851-1902) og Edward Jones (1856-1920). Efter nogen tid i Kiernans tjeneste grundlagde de to i 1889 nyhedsagenturet Dow Jones and Company. Kontoret lå i en kælder på adressen 15 Wall Street, tæt ved børsen af samme navn.

Bureauet leverede hver eftermiddag nyheder til børshandlere i et »Afternoon Letter«. I 1889 blev nyhedsbrevet omdøbt til The Wall Street Journal. Avisen havde fire sider. Forsiden bestod af fire lange spalter trykt på et broadsheet uden foto – et udtryk, som snart blev udvidet til seks spalter og blev bevaret indtil 2008.

Efter de hidtidige ejere, familierne Barron og Bancroft, solgte avisen til Rupert Murdoch, blev forsidens format ændret til et mere traditionelt udtryk. Visuelt introduceredes grafer og foto og en tradition for at offentliggøre en lang daglig klumme med en »skæv« historie blev nedprioriteret.

Frem til 2008 var Wall Street Journal en avis med alenlange artikler, som det ofte havde taget op til et år og sågar længere at rapportere. Bortset fra nyheder i USA’s finans- og erhvervsliv prioriterede redaktionen ikke daglige nyheder fra den politiske verden eller udlandet.

Denne ukonventionelle form for journalistik undergik markante ændringer under Murdochs chefredaktører. I midten af 2020'erne ligner avisens udseende og nyhedsprioritering på mange måder andre amerikanske dagblade. Nyhedsredaktionen lægger en afgørende vægt på offensiv og undersøgende journalistik, hvilket har resulteret i mange »scoops« og priser.

Der holdes samtidig et klart skel mellem avisens opinionssider og nyhedssider. Alle klummeskrivere og de fleste bidragsydere til opinionssiderne er i en bred forstand politisk konservative, dog ikke nødvendigvis tilhængere af præsident Donald Trumps republikanske parti.

De daglige ledere bakkede generelt op om Trumps finans- og politik i hans første embedsperiode. I de første år af hans anden periode var det ofte ikke tilfældet. På lederplads er præsidenten især blevet kritiseret for protektionisme og for en restriktiv indvandrerpolitik.

Weekendudgaven indeholder sektioner med varierende stof om fritid, praktiske råd og indkøb. Enestående for amerikansk journalistik publicerer The Wall Street Journal en sektion med fokus på kultur, kunst og litteratur af høj kvalitet – på linje med en lignende sektion i The Financial Times lørdag.

• New York Times
• Washington Post
• Rupert Murdoch