En rondo er siden barokken en musikalsk formtype, som indledes og afsluttes med en ritornel (fr. refrain), der tillige forekommer undervejs, hver gang i samme toneart. Mellem ritornellerne høres kontrasterende mellemspil (episoder, couplets) i andre tonearter. Skematisk udtrykt er rondoens form ABACAD ... A. Rondoer af denne type indgår ofte i barokkens suiter og som finalesats i klassikken og romantikken. Den modulerende rondo er kendetegnet ved, at kun første og sidste ritornel står i hovedtonearten, mens de mellemliggende transponeres til andre tonearter. Denne type blev efter 1700 udviklet af Antonio Vivaldi, hos hvem den spiller en fremtrædende rolle, især i koncerternes hurtige ydersatser. Wienerklassikerne forbandt rondo og sonateform i den såkaldte sonaterondo, hvori første episode forekommer to gange: ABACABA.
Faktaboks
- Etymologi
-
Af italiensk rondo 'rund', af fransk rondeau.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.