AGF

Som klubbens navn antyder, begyndte AGF dog som noget andet end en fodboldklub. AGF fik atletik på programmet i 1896, svømning og fodbold i 1902. Fodboldholdet bestod i begyndelsen af 13 af foreningens bedste gymnaster. I 1911 flyttede AGF i eget klubhus og fik egne baner på Dalgas Avenue, og 1920 begyndte AGF at spille sine kampe på den nuværende hjemmebane for enden af Stadion Allé i Aarhus.

Seks år forinden var AGF’s tennisafdeling i 1905 blevet stiftet, og i 1935 blev der oprettet en håndboldafdeling. I håndbold har AGF vundet fem danske mesterskaber: to for damer (1942 og 1949) og tre for herrer (1957, 1959 og 1961)

Afdelingerne eksisterer stadig, men det er fodbolden, som har gjort og gør AGF landskendt. I 2020 slog tre kvindefodboldklubber, VSK Aarhus, IF Lyseng og AGF, sig sammen om for at konkurrere i dansk elitekvindefodbold under ét navn, AGF. Holdet har siden etableret sig i A-Liga, den bedste række i Danmark.

Selv om AGF’s herrefodboldhold var med i den første udgave af en landsdækkende Danmarksturnering, skulle der gå flere årtier, inden klubben vandt den for første gang. Da det skete, begyndte den mest vindende periode i AGF. En periode der etablerede klubben som en magtfaktor i dansk fodbold, hvor fodboldens titler skiftede fra altid at blive uddelt til i København til, at pokalerne blev fragtet til Aarhus.

Mellem 1955 og 1961 vandt AGF således otte af klubbens nu i alt 15 titler. Fire mesterskaber og fire pokaltitler. Det skete med ungareren Geza Toldi som træner i tre af sæsonerne, mens holdet bestod af profiler som John Amdisen, målmand Henry From og Aage Rou. Amdisen fik 9 A-landskampe, mens både Henry From og Aage Rou spillede mere end 30. Henry From blev indlemmet i Fodboldens Hall of Fame i 2015 og spillede i AGF i hele sin karriere. Han er måske mest kendt for den måde, han satte et stykke tyggegummi fast på den ene stolpe lige før et straffespark til Ungarn under semifinalen ved OL i Rom i 1960. From reddede et svagt spark og Danmark nåede finalen.

Både From og Rou opnåede stor landsdækkende anerkendelse, men det er Aage Rou, der i AGF og Aarhus bredt er anerkendt som klubbens bedste spiller nogensinde. Han voksede praktisk talt op på AGF’s anlæg og spillede i klubben i hele sin karriere fra 1942 – 1961. Således vandt han 7 titler med AGF. Heriblandt 4 mesterskaber. Rou blev ligesom Henry From indlemmet i Fodboldens Hall of Fame og var ligeledes et stort forbillede for efterkrigstidens ungdom med sin eksemplariske opførsel på banen.

Efter 1950’ernes dominans fulgte to magre årtier. AGF vandt ganske vidst pokalfinalen i 1965, men tre år senere rykkede klubben ned i det, der dengang hed 2. division. Man vendte tilbage til 1. division for blot at rykke ned igen i 1973. Denne gang skulle det vise sig sværere for AGF at vende tilbage til landets bedste række. Det lykkedes først i 1976, hvorefter klubben spillede i 1. division og senere Superligaen i 30 år.

Begyndelsen på 1980’erne markerede også begyndelsen på en ny storhedstid for AGF. Det lykkedes at hente en af dansk fodbolds bedste spillere nogensinde til klubben i 1981, da Henning Jensen skiftede fra Ajax Amsterdam til AGF og tilbragte de sidste to år af en meget flot karriere i Aarhus. Før det havde Henning Jensen været professionel i udlandet i et årti i Borussia Mönchengladbach og senere i Real Madrid.

Henning Jensen kom til et talentfuldt hold med kvalitet til at dominere dansk fodbold i den første halvdel af 1980’erne. Den teknisk dygtige Lars Lundkvist kom til AGF på samme tid som Henning Jensen, mens landsholdsmålmand Troels Rasmussen skiftede fra Vejle i 1982. Holdets mest dominerende skikkelse var dog sweeper og aarhusianer John Stampe, som på banen dikterede kampens rytme og uden for banen satte tonen med kontant humor og et meget klart defineret hierarki. Både Rasmussen, Stampe og Lundkvist er en del af den legendeklub, som AGF stiftede i 2017, hvortil én tidligere spiller bliver indlemmet hvert år.

Klubrekordholder Stampe spillede 581 officielle og uofficielle kampe i AGF fra 1977 – 1991. Han døde efter en kræftsygdom i 2012 og var den første i legendeklubben, da han posthumt blev indlemmet i den i 2017. Den lille plads foran søjlehallen på Stadion Allé i Aarhus er opkaldt efter ham, og det var John Stampes enke, Vibeke, der bar mesterskabspokalen ind på banen til trofæoverrækkelsen i 2026.

I 1985 blev de to meget store talenter Jan Bartram og Flemming Povlsen en del af holdet. De stødte hurtigt på det meget skarpt skårede hierarki og blev eksempelvis forvist til at klæde om med 2. holdet, indtil de to, ganske hurtigt, slog deres navn fast.

Begyndelsen på mesterskabssæsonen 1985/1986 var dog turbulent. Bestyrelsen i AGF havde mistet tilliden til cheftræner Jürgen Wähling, der blev fyret. Løsningen blev at pege på den kun 34-årige Jens Harmsen, der havde haft stor succes som træner for Danmarksserieholdet. Det var en noget anden opgave at tøjle en trup med så store personligheder som førnævnte, men det fungerede, og AGF vandt endelig det mesterskab, som holdet havde taget tilløb til op gennem 1980’erne.

På samme tid var Brøndby IF dog begyndt at røre på sig, og danske fodbold blev i de efterfølgende år domineret af en duel mellem netop Brøndby og AGF. AGF vandt pokalfinalerne i 1987 og 1988. I det sidste år efter forlænget spilletid i finalen mod netop Brøndby IF med de senere Europamestre Kim Vilfort, Lars Olsen og Peter Schmeichel på holdet.

I den periode var AGF blev et hold for pokalturneringen. Holdets præsterede fortsat i turneringen med færre kampe med større individuel betydning, mens det kneb med at følge med Brøndby i Danmarksturneringen. Det gav til gengæld kvalifikation til Europa Cup’en for pokalvindere, hvor AGF nåede kvartfinalen og tabte samlet 0-1 til FC Barcelona over to kampe. Den engelske angriber Gary Lineker lavede målet for spanierne.

Succesen i pokalturneringen fortsatte. Under ombygningen af Idrætsparken i København i 1992 vandt AGF således på hjemmebane pokalfinalen med 3-0 over B1903, der ellers på dette tidspunkt var ved at tage tilløb til at blive Danmarks mest komplette hold og vandt mesterskabet året efter i den første sæson som FC København. På det AGF-hold var profilerne de senere udenlandsprofessionelle spillere som angriber Søren Andersen og Claus Thomsen, mens Troels Rasmussen fortsat var målmand.

På sidelinjen fandt AGF sin mand til 90’erne. I 1993 kom Peter Rudbæk til som cheftræner. Tidligere havde han været i AaB og Viborg, og Rudbæk viste i sæsonen 1995/1996 sit fulde trænerpotentiale i AGF, da han fik en trup med en god kombination af meget store talenter og erfarne spillere mellem hænderne. De rutinerede profiler var hjemvendte Jan Bartram og Europamester Torben Piechnik, der skiftede fra Liverpool FC, samt Henrik Mortensen. Talenterne var Stig Tøfting, Martin Jørgensen, Peter Degn og Martin Nielsen, mens Superliga-topscorer Thomas Thorninger og nordmanden Håvard Flo udgjorde et potent angreb.

Med den trup kunne AGF konkurrere med Brøndby igen. Meget blev afgjort i en direkte kamp på Aarhus Stadion, hvor AGF førte 3-1, men med et mål i kampens overtid af Brøndbys målmand Mogens Krogh til resultatet 3-3 fik Brøndby det ene point. Scoringen er en af de mest huskede og markante i Superligaens historie. Kun fire dage senere vandt AGF pokalfinalen over Brøndby i Parken med 2-0 på mål af Stig Tøfting og Peter Degn som klubbens 14. titel.

Samme år satte den såkaldte Bosman-dom gang i voldsomme, strukturelle forandringer i europæisk fodbold. Dommen fulgte EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed og fastslog, at en afgivende klub ikke havde ret til at kræve et beløb fra en spillers nye arbejdsgiver, hvis spilleren skifter til klubben efter at han har ladet sin kontrakt løbe ud. Det havde ellers været tilfældet inden dommen.

AGF havde ikke indrettet sig efter de nye regler og en fodboldindustri i rivende udvikling i 1996. Således forlod en håndfuld spillere AGF efter sæsonen, uden at klubben tjente nævneværdigt på dem, og åreladningen fortsatte i sommeren 1997. Med resterne af holder fra 1996 leverede AGF et af klubbens flotteste resultater i Europa i slutningen af 1996. Det skete i Uefa Cup’en, da AGF slog franske FC Nantes ud af af 1. runde. Et hold med et budget som var mange gange større end AGF’s og med enkelte spillere fra det landshold, som i 1998 skulle vinde VM på hjemmebane. AGF’s europæiske oplevelser i 1997 stoppede i 2. runde mod hollandske FC Twente, som gik videre på reglen om et scoret udebanemål efter 1-1 samlet.

Præstationerne i Europa kunne ikke forhindre, at konkurrenterne i Superligaen overhalede AGF både på og uden for banen. Sportsligt og økonomisk. Fra 1997/1998 sæsonen var AGF et bundhold, og det var herfra, at prædikatet om et ”galehus” blev sat sammen med AGF efter kuriøse trænerfyringer, direktørafgange og historier om slagsmål og mobning til træningen i AGF.

I 2001 var AGF’s økonomiske problemer så alvorlige, at klubben var ved at gå konkurs, med mindre der kom en redning udefra, da forretningen bag fodboldholdet i flere år ikke havde været i balance.

Redningen blev hovedrige Kurt Andersen, som havde tjent sine penge på at etablere The Republic Bank of New York i Asien. Oprindeligt fra Struer dukkede Andersen op fra sit otium i Spanien og indløste det løfte, han havde givet sig selv som dreng ved, at han en dag ville eje en fodboldklub, hvis han havde pengene til det. Kurt Andersen betalte 13 mio. kr. for 51 pct. af aktierne i AGF, men to år senere havde han i alt investeret 33 mio. kr. i foretagendet mod, at han skulle modtage de første 20 mio. kr. af AGF’s transferindtægter indtil 2011.

Kurt Andersen nåede i alt at sende 55 mio. kr. AGF’s vej i løbet af sine seks år som hovedaktionær, inden han forlod foretagendet i 2007 ved at sælge sine aktier til en række lokale investorer. Kurt Andersen tabte i sidste ende ikke penge på sin investering i AGF.

Den første nedrykning i 2006 kom efter et langt tilløb og var således med Kurt Andersen som hovedaktionær. Det var ikke et chok, at AGF rykkede ned i den sæson, hvor klubben var Superligaens dårligste hold.

Det var det til gengæld i 2010. Holdet havde undervejs i sæsonen ført Superligaen og havde en trup, som sportschef og tidligere landsholdsspiller Brian Steen Nielsen kaldte et ”Dream Team,” da han præsenterede 34-årige Martin Jørgensens comeback til AGF i vinterpausen i den sæson. AGF opnåede kun 11 point i 15 kampe i resten af den sæson og rykkede derfor ned med spillere som Jørgensen og den senere AGF-træner Jakob Poulsen på holdet. Fire år senere gik det galt igen og tredje nedrykning på otte sæsoner var en realitet. Alle med Brian Steen Nielsen som sportschef i AGF.

AGF’s bestyrelsesformand Lars Fournais reagerede ved at fyre både Brian Steen Nielsen og adm. direktør Jan Christensen for blandt andet at hente Jacob Nielsen til klubben fra Randers FC som ny adm. direktør. Nielsen havde haft god succes med at flytte Randers FC fra at være en 1. divisionsklub til at blive en etableret superligaklub og endda vinde pokalfinalen i 2006. Jacob Nielsen fik travlt med at modernisere AGF. Det sås blandt andet på DR, som fulgte Jacob Nielsen og Lars Fournais i den nye adm. direktørs første dage i klubben i udsendelsen ”Indefra med Anders Agger.” Da var det tydeligt, at AGF trængte til bedre træningsfaciliteter. I 2017 blev det gamle klubhus revet ned, og et nyt, moderne anlæg blev taget i brug i 2018.

Jacob Nielsen var stadigvæk adm. direktør i AGF, da klubben 12 år senere vandt mesterskabet.

En af de første, mere markante beslutninger af Jacob Nielsen blev at hente Glen Riddersholm som træner, der havde vundet mesterskabet med FC Midtjylland i 2015, klubbens første. Med Riddersholm nåede AGF overraskende pokalfinalen i 2016, som dog blev tabt til FC København. Samarbejdet blev dog ikke en succes, og tingene vendte først med ansættelsen af David Nielsen cheftræner og Patrick Mortensen som anfører og topscorer. AGF vandt bronze i 2020, klubbens første medaljer siden 1997. David Nielsen vandt ikke en titel med AGF, og han blev i 2022 afløst af hårdhændede Uwe Rösler. AGF vandt igen bronze i 2023 og nåede pokalfinalen året efter, som blev tabt til Silkeborg IF.

Rösler blev fyret i 2025 efter et skuffende forår, og Jakob Poulsen kom til med en meget anden profil end sine to forgængere. Ligesom det var tilfældet med Peter Rudbæk, kom Poulsen til AGF fra Viborg, og ligesom med Jens Harmsen vandt Poulsen mesterskabet med AGF i sin første sæson i klubben. Det skete efter en hård og medrivende duel i foråret 2026 med favoritterne fra FC Midtjylland om mesterskabet.

AGF har vundet det danske mesterskab seks gange, senest i 2026, og pokalturneringen ni gange, senest i 1996.

• Danmarksmester (6): 1955, 1956, 1957, 1960, 1986, 2026
• DM-sølv (8): 1921, 1923, 1925, 1945, 1964, 1982, 1984, 1996
• DM-bronze (12): 1933, 1949, 1950, 1951, 1962, 1978, 1983, 1985, 1987, 1991, 1997, 2020, 2023
• Pokalvinder (9): 1955, 1957, 1960, 1961, 1965, 1987, 1988, 1992, 1996
• Pokalfinalist (4): 1959, 1990, 2016, 2024

I håndbold har AGF vundet fem danske mesterskaber: to for damer (1942 og 1949) og tre for herrer (1957, 1959 og 1961)

• fodbold
• Superligaen
• danmarksmestre i fodbold
• vindere af pokalturneringen

• AGF's officielle hjemmeside
• Superligaens officielle hjemmeside