Frihedstiden

Stænderstyret var reelt et adelsstyre. Rigsdagen vedtog love og skatter og tog andre principielle beslutninger, men bønderne var udelukket fra det mest magtfulde udvalg, Sekreta utskottet, der tiltog sig den faktiske ledelse af udenrigspolitikken. Den udøvende magt samledes i rigsrådet. Her sad de egentlige magthavere, de højadelige embedsmænd, som også var partiledere i stænderne og chefer i forvaltningen.

Der udviklede sig en parlamentarisme, hvor Rigsdagen udvalgte og afsatte medlemmer af Rigsrådet. De afsatte mistede ikke den plads, som kongen havde givet dem, men de blev udelukket fra møderne. Dette kaldtes for licentiering. Rigsdagen var præget af partier, Hattarna og Mössorna ('hattene' og 'huerne') og et spinkelt hofparti.

Mössorna var et fredsparti, mens Hattarna stod for en aggressiv udenrigspolitik og en mere aktiv merkantilistisk økonomisk politik. Partierne var dog ikke partier i moderne forstand, men løst sammensatte grupper uden egentlige programmer. Deres holdning til kongemagten og forfatningen var mest taktisk bestemt. De modtog ofte penge fra fremmede magter, også Danmark, som helst ville undgå en krigerisk svensk kongemagt.

Fortsat vigtige love blev vedtaget under Frihedstiden. En totalrevision af ældre lovgivning er nu kendt som 1734 års lag. Sveriges og Finlands nuværende lovgivning er bygget videre på den. Verdens første trykkefrihedsforordning (1766, på svensk tryckfrihetsförordningen) regnes i dens reviderede form fra 1949 som en af Sveriges grundlove.

Frihedstiden havde længe et dårligt eftermæle pga. korruption og flere tabte krige. Nyere historieforskning har imidlertid vurderet perioden som et vigtigt forstadium til demokratiet i Sverige.

• Den gustavianske tid
• den karolinske tid
• Sekreta utskottet
• Stormagtstiden
• svensk kalender i 1700-tallet
• Sveriges historie 1523-1809
• Sveriges regenter (for Frihedstidens kongerække)