spidsmus

Spidsmusene placeres i deres egen familie, Soricidae. De hører hjemme i ordenen insektædere (Eulipotyphla), hvori man også finder pindsvin og gymnurer (familien Erinaceidae), muldvarpe (familien Talpidae) og solenodonter (familien Solenodontidae). Spidsmusenes nærmeste slægtninge er pindsvinene og gymnurerne.

IUCN Red List anerkender 436 nulevende arter af spidsmus, mens den anden hovedreference inden for pattedyrarter, Mammal Diversity Database (American Society of Mammalogists), anerkender 502 arter. Der bliver løbende beskrevet nye arter af spidsmus, først og fremmest som følge af opsplitninger af arter.

Spidsmusfamilien er den fjerde største familie af pattedyr, kun overgået af de to gnaverfamilier Cricetidae og Muridae og flagermusfamilien barnæser (Vespertilionidae). Slægten Crocidura, der tilhører de hvidtandede spidsmus, er med sine 211 arter den største af alle pattedyrslægter.

Spidsmusene inddeles i følgende tre underfamilier og 26 slægter:

Der lever spidsmus på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. De tre underfamilier har distinkte udbredelser.

De bruntandede spidsmus findes i Europa, Asien og Nord-, Mellem- og Sydamerika, men ikke i Afrika. De er de eneste spidsmus i Amerika og de eneste spidsmus, som er udbredt i Jordens kolde, nordlige egne. I Sydamerika findes kun slægten småørede spidsmus; de er begrænset til det nordvestlige hjørne af kontinentet.

De hvidtandede spidsmus er udbredt i Afrika, Europa og Asien. Underfamilien Myosoricinae findes derimod kun i Afrika syd for Sahara, nærmere bestemt i det centrale og sydlige Afrika.

Spidsmusene er udbredt fra troperne til den arktiske tundra, fx tundraspidsmusen (Sorex tundrensis), og fra havoverfladen til 4.500 meters højde; sidstnævnte gælder himalayaspidsmusen (Soriculus nigrescens). Spidsmus udnytter stort set alle terrestriske naturtyper i deres udbredelsesområde med undtagelse af de mest ekstreme ørkner i Nordafrika og Vestasien samt Det Tibetanske Plateau.

De fleste arter lever i fugtige områder med tæt undervegetation, fx i skove, græsland og sumpe. Men der findes også spidsmus i tørre områder såsom de nordamerikanske gråspidsmus, der lever i buskørken, og den centralasiatiske sorthvid spidsmus (Diplomesodon pulchellus), der holder til i sandørken. Den største artsrigdom af spidsmus ses i Afrika syd for Sahara, Sydøstasien og Mellemamerika. Det er ikke usædvanligt at finde 4-9 arter af spidsmus i samme område.

Vandspidsmusene er knyttet til akvatiske habitater såsom vandløb, søer og sumpe, da de jager i og langs med vand. De fleste vandspidsmus er endemiske for Asien, men de er også repræsenteret i Europa, Afrika og Nordamerika.

På alle kontinenter, hvor spidsmus forekommer, findes der desuden gravende former, som konstruerer og lever i gange under jorden ligesom muldvarpe, omend de også færdes på overfladen. De betegnes som delvis underjordiske (på engelsk semi-fossorial).

Spidsmus hører til verdens mindste pattedyr. Eurasisk pygmæspidsmus (Suncus etruscus) nævnes ofte som den allermindste art i familien; den har en hoved-og-kropslængde på 33-50 mm og en vægt på 1,2-2,7 gram. Den konkurrerer med humlebiflagermusen (Craseonycteris thonglongyai) om titlen som verdens mindste pattedyr. Andre kandidater er centralafrikansk pygmæspidsmus (Suncus remy) med en hoved-og-kropslængde på 42-49 mm og en vægt på 1,5-1,8 gram samt nordøstafrikansk dværgspidsmus (Crocidura nana), der har en lignende længde, men som man ikke har vægt for. Mange arter af spidsmus vejer under 10 gram. Til sammenligning vejer en husmus 12-24 gram.

Den største spidsmus er asiatisk husspidsmus (Suncus murinus) med en hoved-og-kropslængde på 90-160 mm og en vægt på 24-147 gram. Herefter følger armeret heltespidsmus (Scutisorex somerent) på 42-92 gram og goliatspidsmus (Crocidura goliath) på 51-76 gram. Vægten for de tre danske arter er hhv. 2,5-7,5 gram for eurasisk dværgspidsmus, 4-16 gram for almindelig eurasisk spidsmus og 8-25 gram for nordlig eurasisk vandspidsmus. Sædvanligvis er der ikke den store forskel i størrelsen af kønnene hos spidsmus, men hos nogle arter, fx asiatisk husspidsmus, er hannerne signifikant tungere end hunnerne.

Spidsmus er kendetegnet af en lang, spids, bevægelig snude med en nøgen, fugtig snudespids (rhinarium) og lange knurhår. De har små øjne, relativt korte ører, en slank krop og korte, robuste ben med forholdsvist kraftige fødder. Hovedparten af spidsmus har en kort, tæt, blød pels og en hale, der måler 60-90 % af hoved-og-kropslængden. De fleste spidsmus er jordlevende (terrestriske) og har en forholdsvis uspecialiseret kropsform. Men i familien findes der imidlertid adskillige eksempler på særlige tilpasninger til specialiserede levemåder og bevægelsesformer.

Der er ingen deciderede trælevende spidsmus, men nogle arter kan kravle op i buske og anden lav vegetation i deres søgen efter føde. Klatrende spidsmus kan have haler, der er længere end hoved-og-kropslængden, i særdeleshed klatrespidsmusen (Episoriculus macrurus), hvis hale er 150 % af hoved-og-kropslængden. Den forlængede hale kan bruges som balanceredskab under klatring og til at sno om grene (omend den ikke er en decideret snohale). Klatrende spidsmus har desuden forlængede fingre/tæer, der giver dem en bedre gribeevne.

Der findes over 50 arter af delvist underjordiske spidsmus, fordelt på syv slægter: Asiatiske muldvarpespidsmus, afrikanske muldvarpespidsmus, asiatiske korthalespidsmus, nordamerikanske korthalespidsmus, småørede spidsmus og langkloede spidsmus (2 slægter). Disse spidsmus har flere muldvarpelignende træk: Graveredskaber i form af forstørrede forfødder med lange, brede kløer, bittesmå ører, der er skjult i pelsen, en kort hale plus en kort, muldvarpeagtig pels, der mindsker friktionen mod væggene, når de bevæger sig rundt i deres tunneler. De mest muldvarpeagtige er de asiatiske muldvarpespidsmus, der helt har bortreduceret de ydre ører, og hvis hale blot er en lille stump.

De mest specialiserede spidsmus er på mange måder vandspidsmusene, der har talrige tilpasninger til at fouragere i vand, hvis temperatur kan være tæt på frysepunktet. Deres pels er exceptionelt tæt og længere end det normale hos spidsmus. Hårene har en særlig struktur, der gør, at luftbobler bliver fanget i pelsen under dykning, så vandspidsmusene er pakket ind i et isolerende luftlag. Det får dem til at se metalskinnende ud, når de er under vandet. Luftbobler i pelsen på bagfødderne gør det muligt for amerikanske vandspidsmus at løbe hen over vandoverfladen i op til fem sekunder, før de synker i. Vandspidsmus har svømmehud mellem tæerne og kan være neddykket i 15-60 sekunder ad gangen.

De afrikanske heltespidsmus har en unik rygrad. Det normale for pattedyr er at have 5-7 lændehvirvler (den bageste del af rygraden), men heltespidsmus har hele 8-11. Lændehvirvlerne og en del af brysthvirvlerne hos heltespidsmusene er specialkonstrueret på en måde, der gør rygraden forstærket i en helt uhørt grad. I en publikation fra 1917 beskrev den amerikanske zoolog J.A. Allen, at en armeret heltespidsmus ikke havde taget skade af, at en 160 kg tung mand havde stået oven på den på én fod i over et minut. Man forestiller sig, at formålet med den forstærkede rygrad er at gøre heltespidsmus i stand til at mase sig ind under tunge genstande og løfte dem ved at krumme ryggen.

Kraniet hos spidsmus er fladt med et langt, smalt kæbeparti. Tandsættet er karakteriseret af to uhyre lange, kraftige, krumme fortænder både i over- og undermunden. De fungerer tilsammen som en pincet, der er effektiv til at fange og partere byttedyr. Kindtænderne er udstyret med spidse takker velegnede til at knuse og sønderdele insekter og andre leddyr med hårdt ydre skelet. De bruntandede spidsmus har rustbrune tænder, der skyldes, at emaljen er forstærket med jernaflejringer. Det fænomen ses ikke hos de hvidtandede spidsmus, og derfor er deres tænder hvide.

Spidsmus er alsidige og opportunistiske rovdyr med en glubende appetit. De jager især hvirvelløse dyr (invertebrater), men kan også nedlægge hvirveldyr (vertebrater) og desuden udnytte ådsler. De kan have 20-50 forskellige arter af invertebrater på menuen såsom biller og andre insekter, voksne såvel som larver, edderkopper, skolopendre, regnorme og snegle. Af vertebrater kan spidsmus jage mus, andre spidsmus, frøer, øgler og slanger; især giftige spidsmus er effektive til at jage vertebrater. Mange spidsmus er i stand til at takle byttedyr større end dem selv. Vandspidsmus fouragerer typisk i og langs med vand og inkluderer mange akvatiske insekter samt mere sjældent fisk. Plantedele og svampe udgør til gengæld sjældent en normal del af spidsmusenes kost.

Fordi spidsmus har så højt et stofskifte, har de behov for at æde meget og hyppigt, og de bruger en stor del af dagen på at jage. Almindelig eurasisk spidsmus kræver 80-90 % af sin egen vægt i føde hver dag, og det tal stiger til 125 % hos diegivende hunner. Eurasisk dværgspidsmus har dagligt brug for 1-2 gange sin kropsvægt i byttedyr, hvilket svarer til omkring 250 små invertebrater.

Spidsmus konstruerer både hvilereder og mere solidt byggede ynglereder, hvor de opfostrer deres unger. Reder yder beskyttelse mod fjender såvel som klimatiske ekstremer såsom kulde. Som byggemateriale bruger spidsmus fx blade, græs og mos, og de kan enten væve en kugleformet rede på jordoverfladen eller fore en fordybning. Delvist underjordiske spidsmus kan have deres reder under jorden.

Mange spidsmus har et gangsystem på jordoverfladen under tæt vegetation. Delvis underjordiske spidsmus kan have et udstrakt gangsystem under jorden både med tunneler, de selv graver, og tunneler fra andre pattedyr, fx muldvarpe. Almindelig eurasisk spidsmus og nordlig eurasisk vandspidsmus, to af vores danske arter, har gangsystemer både på jordoverfladen og under jorden. Vandspidsmusens gangsystemer kan have udgange under vandoverfladen.

På nær hunner med unger er bruntandede spidsmus typisk solitære og stærkt territoriale, og møder fører tit til slåskampe. I tråd med deres asociale væsen deler bruntandede spidsmus normalt ikke reder med hinanden. En undtagelse er dog nordamerikansk småørespidsmus (Cryptotis parvus), hos hvem man fundet 32 individer i samme rede.

Hvidtandede spidsmus kan også have territoriestridigheder med fremmede individer, men de er ofte tolerante over for slægtninge og deler hyppigt rede, særligt uden for yngleperioden. Det gælder bl.a. slægterne Crocidura og Suncus.

Spidsmus er overvejende promiskuøse og parrer sig med flere individer i løbet af yngleperioden. Husspidsmusen (Crocidura russula) har dog monogame parforhold, og hannen tager del i forældrepligterne.

Hos flere arter af hvidtandede spidsmus har man observeret, at unge hanner bliver med deres mor og hjælper med at indsamle redemateriale og tage sig af det nye kuld. Det gælder bl.a. eurasisk pygmæspidsmus, asiatisk husspidsmus og husspidsmus.

Drægtigheden hos spidsmus er 20-33 dage. Hvidtandede spidsmus går generelt drægtige i længere tid og føder mere udviklede unger end bruntandede spidsmus. Blandt spidsmus har man set kuldstørrelser fra 1-15 unger. De fleste arter får minimum 2-4 unger ad gangen.

Ungerne fødes blinde, nøgne og hjælpeløse. Fødselsvægten er omkring 0,25 gram hos eurasisk dværgspidsmus, 0,5 gram hos almindelig eurasisk spidsmus og 0,9 gram hos husspidsmus. Mange arter af spidsmus i tempererede egne kan producere flere kuld per ynglesæson. Det maksimale er fire kuld hos almindelig eurasisk spidsmus.

Spidsmus er kortlivede. Den højeste levetid, man har registreret for spidsmus i fangenskab, er 4 år. I naturen lever de fleste spidsmus dog ikke længere end 12-13 måneder.

• insektædere
• pattedyr