Faktaboks

Durek Verrett

Derek David Verrett

Shaman Durek

Født
17. november 1974, Sacramento, Californien, USA
Image
Durek Verrett fotograferet i 2022 i Los Angeles, USA.
Durek Verrett
Af /NTB/Ritzau Scanpix.

Durek Verrett er en amerikansk alternativ behandler, der omtaler sig selv som shaman. Han blev forlovet med den norske prinsesse Märtha Louise i 2022, og i august 2024 blev parret gift. Durek Verrett er således en del af den norske kongefamilie, men han har ikke fået en titel.

Durek Verretts barndom og opvækst

De fleste oplysninger om Durek Verretts opvækst og ophav er forskellige afhængig af kilder, og oplysningerne er flere gange blevet ændret eller modbevist.

Det vides dog, at han blev født som Derek David Verrett, og at han ændrede sit navn til Durek Verrett i 2014. Durek Verrett er opvokset i Californien, USA. Hans mor er af norsk-indisk afstamning og hans far, der døde i 2019, kom fra Haiti.

Karriere – selvudnævnt shaman

Durek Verrett er forfatter, aktivist og en forkæmper for kvinders ligeberettigelse. Han har i mange år studeret og praktiseret shamanisme, og han ønsker at udbrede shamanismen som en del af udviklingen mod en sundere verden.

Han underviser og giver sessioner over hele verden og holder foredrag sammen med prinsesse Märtha Louise.

Durek Verrett har ifølge ham selv haft mange healerjobs. Han hævder både at kunne forudsige fremtiden, kurere kræft og uddrive dæmoner.

Sociale medier

Durek Verrett bruger blandt andet Instagram, når han udøver sin shamanisme, healer eller uddriver dæmoner.

Udgivelser

I 2019 udgav Durek Verrett bogen Spirit Hacking: Shamanic Keys to Reclaim Your Personal Power, Transform Yourself, and Light Up the World. Bogen er blevet kritiseret og dens udgivelse forsøgt stoppet flere gange og i flere lande.

I forhold med prinsesse Märtha Louise

I maj 2019 fortalte Durek Verrett, at han var blevet kæreste med den norske prinsesse Märtha Louise. De har blandt andet samarbejdet om en foredragsturné i Norge, "Shamanen og prinsessen", og har også optrådt sammen i tv-programmet Skavlan.

Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett hævder at have mødt hinanden i tidligere liv, blandt andet som farao og dronning i Egypten.

Durek Verrett har et anstrengt forhold til den norske presse. Han har flere gange udtalt, at hans forhold til prinsesse Märtha Louise bliver kritiseret, fordi han er mørkhudet.

Misbrug af titler?

Durek Verrett og Märtha Louise er blevet kritiseret for at udnytte og misbruge prinsesse Märtha Louises titel og plads i den norske kongefamilie i forbindelse med markedsføring af produkter.

Durek Verrett og Märtha Louises bryllup

Den 13. september 2023 fortalte Märtha Louise og Durek Verrett, at deres bryllup skulle holdes i Geiranger, Norge, den 31. august 2024.

Brylluppet fandt sted på det historiske Hotell Union. Festlighederne varede i fire dage, fra torsdag den 29. august til og med søndag den 1. september, hvor gæsterne blev sendt afsted med en stor brunch.

Den norske kongefamilie deltog. Fra det svenske kongehus deltog kronprinsesse Victoria og prins Daniel samt prins Carl Philip og prinsesse Sofia.

Privat bryllup uden norsk presse

I forbindelse med bryllupsdækningen brød prinsesse Märtha Louise med en lang tradition for, hvem der normalt dækker lignende begivenheder i det norske kongehus. Brudeparret havde således solgt de eksklusive fotorettigheder til det britiske Hello Magazine og dets spanske søstermagasin Hola, hvilket skabte røre i den norske presse.

Samtidig blev det blevet annonceret, at kærlighedshistorien mellem Märtha Louise og Durek Verrett ville blive til en Netflix-dokumentar. Kort inden brylluppet oplyste det norske kongehus, at det havde frabedt sig at blive fotograferet eller filmet, når den øvrige presse ikke havde adgang. Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett forsvarede sig med, at det var en privat begivenhed, og af samme grund blev gæstelisten ikke offentliggjort.

Rebel Royals – an unlikely love story

I Netflix-dokumentaren, der fik premiere den 16. september 2025, kommer man tæt på parret, bl.a. deres bryllup. Selvom den øvrige norske kongefamilie havde frabedt sig at blive filmet, indgik der optagelser af kronprins Haakon fra brylluppet. Efter henvendelse fra kongehuset valgte Netflix at fjerne disse optagelser

I en officiel udtalelse fra kongehuset lød det: ”Alle mennesker bør have ret til at fortælle deres egen historie. Det gælder også for prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett. Samtidig ønsker kongehuset et tydeligere skel mellem prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts virksomhed og kongehuset."

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig