Den 1. november 1828 blev prinsesse Vilhelmine og prins Frederik (den senere kong Frederik 7.) gift i Christiansborg Slotskirke af biskop J.P. Mynster. Vilhelmines ægteskab med prins Frederik forenede kongehusets to linjer. For Frederik 6. havde kun fået døtre, og tronarvingen var derfor Frederik 6.s fætter prins Christian (den senere Christian 8.). Prins Christian havde fået en søn, prins Frederik (7.), og det synes derfor oplagt at forene de to grene af familien i et ægteskab.
Vielsen blev mødt af en stor hyldest fra folket og kunstnere. J.L. Heibergs festskuespil Elverhøj blev skrevet til lejligheden.
Ægteskabet varede ikke længe. Der var store problemer i ægteskabet, og Vilhelmines forældre blev i stigende grad bekymrede. Problemerne skyldtes især prins Frederiks udsvævende liv med blandt andet åbenlys utroskab og druk. Parret blev separeret i april 1834, og tre år senere, den 4. september 1837, blev de reelt skilt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.