Dolktiden er den sidste periode af bondestenalderen i Sydskandinavien, ca. 2350-1700 f.v.t. Dolktiden er særlig kendt for sine fladehuggede redskaber, herunder de vidt udbredte flintdolke, som har lagt navn til perioden. Den er desuden kendetegnet ved, at agerdyrkningen igen fik væsentlig betydning, og ved, at en fornyet import af metaller lagde grunden til et sydskandinavisk metalhåndværk.
senneolitikum
Dolktiden er den periode, der ligger mellem mellemneolitikums afslutning og bronzealderens begyndelse. Perioden dateres til 2350-1700 f.v.t. og underinddeles på baggrund af skift i dolkenes og bronzegenstandenes udformning i periode I (2350-1950 f.v.t.) og periode II (1950-1700 f.v.t.).
Dolktiden defineres ved introduktionen af den fladehuggede flintdolk, der blev brugt som gravgave, våben, arbejdsredskab og statussymbol. Flintdolkene var udbredt i hele Danmark, i Sydsverige, i Sydnorge, langs den norske vestkyst og i Nordtyskland. På grund af dolkenes vide udbredelse og ensartethed har perioden traditionelt været opfattet som relativt kulturelt homogen. Der fandtes dog flere forskellige kulturelle grupperinger i dolkenes udbredelsesområde, hvilket bl.a. afspejles i markante regionale forskelle i gravskik, men med den fladehuggede flintdolk som fællesnævner.
Sydskandinavien var i den forudgående periode, mellemneolitikum, præget af de kulturelle forskelle, der var opstået mellem regionerne efter den gamle tragtbægerkulturs kollaps omkring 2.800 f.v.t. Varianter af den fremstormende europæiske snorekeramiske kultur var med folkevandringer blevet udbredt i Vestdanmark (enkeltgravskultur) og Sydsverige (stridsøksekultur), mens traditioner fra den gamle tragtbægerkultur endnu var levende i Østdanmark og dele af Skåne. Samtidig var egnene omkring Kattegat påvirket af den grubekeramiske kultur, mens kugleamfora-kulturen havde haft en vis indflydelse i dele af Jylland. Nogle af disse kulturelle forskelle kom i vid udstrækning til at påvirke udviklingen i det, man med en samlebetegnelse kalder dolktiden i Sydskandinavien.
Overgangen til dolktiden, som traditionelt defineres ud fra, at den faldehuggede flintdolk afløste stridsøksen som det vigtigste mandlige værdighedssymbol, skal ses i sammenhæng med en påvirkning fra den vesteuropæiske klokkebægerkultur på den jyske halvø og i Syd- og Vestnorge omkring 2400 f.v.t. og de efterfølgende århundreder. Dna-analyser viser, at klokkebægerkulturens hastige udbredelse i Vesteuropa skal tilskrives folkevandringer.
I Danmark ses afsmitningen fra klokkebægerkulturen tydeligst i Jylland. I de såkaldte krigergrave, fx ved Lemmer på Djursland, blev de døde efter vesteuropæisk forbillede gravlagt med en elegant parallelhugget flintdolk, pilekogger og formentlig også langbue. Den karakteristiske klokkebægerkeramik fandt anvendelse på bopladserne, som fx ved Myrhøj og Bejsebakken.
Klokkebægerkulturens mest markante påvirkning herhjemme blev dog flintdolkene, som også blev udbredt uden for Jylland.
Med klokkebægerindvandringen fulgte også nye landbrugsmetoder, som fik stor betydning for samfundsudviklingen i de efterfølgende århundreder.
Hvor et mindre intensivt landbrug samt jagt og fiskeri havde vundet indpas i den forudgående periode, er dolktiden kendetegnet ved en kraftig intensivering af landbruget.
At agerdyrkningen atter fik væsentlig betydning, er klarest afspejlet ved, at den almindeligste redskabstype fra perioden er den fladehuggede flintsegl. Et skinnende slid langs æggen på disse vidner om kraftig brug.
Undersøgelser af forkullede afgrøder, som man har fundet på dolktidens bopladser, viser, at dolktidens mennesker dyrkede en række forskellige hvede- og bygsorter. Ardspor fundet under gravhøje og i hustomter vidner om, at pløjning indgik i forberedelsen af agerjorden, som også blev gødet. Markerne blev formentlig dyrket i et rotationssystem, hvor afgrøderne udskiftedes fra år til år, og hvor også perioder med braklægning indgik.
Det forøgede fokus på agerdyrkningen afspejles desuden indirekte ved, at huse er mere almindelige end i den forudgående periode: Agerdyrkning fordrer bofasthed, som igen fordrer permanente, velbyggede boliger.
Også husdyrhold indgik i dolktidens landbrugsøkonomi. Knoglefund viser, at samtlige af bondestenalderens almindelige tamdyr, ko, gris, ged, får, hund og muligvis også hest, fandtes i perioden. På grund dårlige bevaringsforhold er fund af dyreknogler fra dolktiden imidlertid ganske få, hvilket gør det umuligt at bedømme husdyrholdets relative betydning i forhold til agerdyrkning. Dog har en stadig tilførsel af husdyrgødning været en forudsætning for, at de samme marker kunne dyrkes år efter år, hvilket er afspejlet ved, at dolktidens bopladser i nogle tilfælde var beboede gennem flere århundreder. Det gælder fx Jasonsminde på Østsjælland og Resengård ved Limfjorden.
Den øgede bofasthed førte sammen med en større og mere stabil fødevareproduktion til befolkningstilvækst. Dermed skal revitaliseringen af landbruget formentlig også ses som baggrunden for udbredelsen af de nye kulturelle elementer i Vestdanmark og over Skagerrak og Kattegat i dolktidens første del. Den tidlige del af dolktiden er den periode, hvor landbruget for første gang for alvor vinder indpas i Norges sydlige og vestlige egne.
Selvom landbruget var af altoverskyggende betydning, har jagt og fiskeri også bidraget til dolktidens økonomi. Det ses bl.a. ved, at der på de gamle køkkenmøddinger, hvorfra man gennem årtusinder havde indsamlet skaldyr og jaget og fisket, også ofte findes redskaber, der kan dateres til dolktid og ældre bronzealder.
Et af de store langhuse fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. under udgravning på bopladsen ved Limensgård, Bornholm.
Idet forhistoriske bygningsdele kun meget sjældent er bevaret, er al vores viden om dolktidens huse baseret på stolpehuller, hullerne efter de jordgravede stolper, der bar huskonstruktionerne.
Dolktidens huse kan overordnet beskrives som midtsulehuse, også kaldet toskibede huse. Det er en hustype, hvor taget var båret af én række kraftige stolper, de såkaldte midtsuler, centralt i husets længdeakse. Dermed var periodens husbyggeri baseret på bygningstraditioner med rødder i tidligere dele af bondestenalderen. Dolktidens huse var enten rektangulære eller med afrundede hjørner og typisk orienteret øst-vest.
Der er påvist en vis regional variation i byggeskikken. Huse med en forsænkning, dvs. en nedgravet fordybning i østenden og en lettere tømmerkonstruktion var hovedsageligt udbredte i Jylland, fx på bopladserne Kongehøj III og Vester Hedegård, men der er også udgravet talrige huse uden forsænkning i Vestdanmark. Forsænkningernes funktion er omdiskuteret, men formentlig har vestenden fungeret som beboelsesdel, mens østenden har haft en række økonomiske funktioner, såsom oplagringsplads for afgrøder, husdyrfodder, byggematerialer og lignende og har formentlig lejlighedsvis også har været brugt til opstaldning af husdyr.
Hvor huse med forsænkninger er udgravet i hundredvis i Vestdanmark, kendes kun en lille håndfuld af disse i Østdanmark. Her var byggetraditionen i højere grad under påvirkning fra det sydvestlige Sverige, hvor rektangulære, velbyggede huse var udbredt, fx på bopladsen Fosie nær Malmø.
Det største af dolktidens huse er udgravet ved Hemmed Plantage (se Hemmed bopladser) på Djursland og var imponerende 46 meter langt og 8 meter bredt. Lignende huse kendes fra lokaliteterne Vinge i Nordøstsjælland og Limensgård på Bornholm.
De østdanske huse har ofte det største rum i vestenden, som også kan indeholde spor efter opvarmning. Vestenden tolkes dermed som beboelsesdel, mens østenden, ligesom de vestdanske huse formentlig har haft en række økonomiske funktioner.
Fælles for dolktidens huse er, at de må opfattes som bondegårde: De har tjent som beboelse, muligvis for familieenheder, men har også været udgangspunktet for den vigtige landbrugsproduktion.
Midtsulehuset afløses i ældre bronzealder af det treskibede langhus, og muligvis skal de såkaldte hybridhuse ses som en overgangsform mellem de to hustyper. Hybridhuset har typisk to rækker af tagbærende stolper i vestenden og en række af tagbærende stolper i østenden og er blandt andet udgravet ved Østbirk i Østjylland.
En typisk sjællandsk hellekiste fra bondestenalderens slutning under udgravning ved Vibjerg nær Ølsted i Nordsjælland. Her er kisten åbnet. Den rummede flere begravelser, et par af de først gravlagte ses på kistens bund.
Dolktidens gravskik er varieret. Selvom gravene aldrig har været genstand for en sammenfattende arkæologisk undersøgelse kan de dog inddeles i fem hovedtyper: fladmarksgrave, højgrave, hellekistegrave, genbegravelser i ældre tiders stenbyggede gravkamre og brandgrave.
Fladmarksgrave, er, som navnet antyder, anlagt under flad mark, altså i en fordybning i jorden uden dækkende høj. Fladmarksgrave fra dolktiden er fx udgravet ved Gundsølille i Nordøstsjælland. De kendes som enkeltgrave, dobbeltgrave og massegrave. I dobbeltgravene er de døde orienteret med hovedet i hver sin ende af graven. De gravlagtes stilling varierer fra hokker, dvs. på siden med optrukne ben, til udstrakt rygleje. Gravene er ofte dækket af sten, mens orienteringen kan variere fra nord-syd over den mest hyppige retning nordvest-sydøst til vest-øst. Dolktidens fladmarksgrave er hovedsagelig fra den tidlige del af perioden. De er mest almindelige på Sjælland og i Sydsverige og gravformen skal formentlig ses som en videreudvikling af fladmarksgravene i den svenske stridsøksekultur. Dog kan gravformen også være udviklet under påvirkning fra Aunjetitz-kulturen, som var udbredt i områderne syd for Østersøen. Fladmarksgrave er dolktidens mindst udbredte gravform. Eftersom gravene ikke har været beskyttet af en jordhøj eller lignende, og dermed har været mere udsat nedbrydning end andre af dolktidens gravtyper, har fladmarksgrave formentlig været mere almindelige end man kan se i dag.
Højgrave er anlagt under en dækkende jordhøj. Hyppigst er de anlagt i de lave gravhøje fra enkeltgravskulturen, men der er i nogle få tilfælde, fx ved Kvindvad i Vestjylland, fundet lave høje, der er anlagt i dolktid. Det viser, at man i tilfælde af, at der ikke fandtes ældre enkeltgravshøje i det område man havde bosat sig i, etablerede nye høje i enkeltgravsstil. Disse høje var så lave, at de let kan overses og er meget udsatte for erosion. De har dermed formentlig været mere udbredte end man kan se i dag og kan forveksles med fladmarksgrave. Dolktidens højgrave må opfattes som en direkte fortsættelse af enkeltgravskulturens gravskik. De er dermed hovedsageligt udbredt i Vestdanmark, hvor enkeltgravskulturen var fremherskende i den sidste del af mellemneolitikum, mens en lille håndfuld er udgravet i Østdanmark og i ganske få er kendt i Skåne og på Bornholm.
Bedømt ud fra antallet af dolke i de forskellige gravtyper var genbegravelser i ældre tiders stenbyggede gravkamre den mest almindelige gravform i dolktiden. Alene i jættestuen Hvisselhøj i Nordjylland er fundet 24 flintdolke, mens der i en jættestue ved Græse i Nordsjælland er fundet 20 dolke. Idet det kun var en mindre del af befolkningen der fik en dolk med sig i graven, viser fundene, at der må være foretaget i massevis af begravelser i disse anlæg i dolktiden. I de fleste tilfælde skete gravlæggelserne i selve gravkammeret, men de døde blev også ofte stedt til hvile i den gang, der ledte ind til gravkammeret. Der er flere eksempler på, at man i dolktiden er trængt ind i gravkamrene ad andre veje end gangen; måske fordi denne var spærret af begravelser eller skjult. Et eksempel er tvillingejættestuen Møllehøj på Hornsherred, hvor man har fået adgang til det ene kammer ved at sprænge en af de store dæksten i stykker ved brug af ild. Dolktidens genbegravelser skete primært i tragtbægerkulturens dysser og jættestuer, som ved dolktidens begyndelse var omkring 1000 år gamle. Men også stenkister fra enkeltgravskulturen blev brugt til genbegravelser; både de mandslange stenkister og de større nord-syd-orienterede gravkamre, de såkaldte Bøstrup-kister. Eftersom sådanne kister for langt størstedelen findes i Himmerland, er dolktidsbegravelser i disse stenkistetyper særligt udbredt her og skal formentlig opfattes som en del af det samme fænomen, som genbegravelserne i de ældre dysser og jættestuer.
Hellekistegravene er en gravform, der minder om begravelserne ældre tiders storstensgrave, men med den forskel, at disse øst-vest-orienterede gravkammere bygget af store, flade sten, heller, blev opført i dolktid.Hellekisterne vardækket af en mindre jordhøj. Typisk har kamrene en mere åben eller spinkel konstruktion i østenden, der sikrede lettere adgang til gravkammeret, som blev brugt til gentagende begravelser. I Danmark er der fundet rester af 18 individer i én enkelt hellekiste (Åstofte ved Asnæs), men i Sverige, hvor hellekister er langt mere udbredte og ofte er større end de danske, er der fundet rester af over 80 individer i en enkelt kiste (Lilla Balltorp-hellekisten i Falbygden). Typisk blev ligrester fra tidligere begravelser flyttet for at gøre plads til den nyeste begravelse, hvor den afdøde blev lagt i udstrakt rygleje. Ældre skeletdele blev som regel skubbet sammen i en bunke, typisk i hellekistens vestlige ende, men de kan også være flyttet ud til siderne. Ofte ligger nogle af knoglerne fra de ældre begravelser stadig i delvis anatomisk orden, hvilket viser, at bløddelene endnu ikke var helt nedbrudt, da de blev flyttet. Flintdolke fundet i hellekister viser, at de danske og skånske hellekister primært er fra den sene del af dolktid, mens de ældste sydvestsvenske hellekister er fra den midterste del. Den tidligere svenske datering og det forhold, at de ca. 150 danske hellekister primært er fundet i Østdanmark, viser, at gravskikken primært vandt indpas i Danmark under påvirkning fra den sydlige del af Sverige, hvor hellekister kendes i tusindvis og endda har lagt navn til perioden (hällkisttid). Dog findes en lille gruppe af tidlige hellekister i det vestlige limfjordsområde, som muligvis kan være fra samme vesteuropæiske påvirkning, som var indledningen til det omfattende hellelkistebyggeri i Sverige. Hellekisterne var sandsynligvis begravelsesplads for slægter eller klaner og afspejler, at relationen til forfædrene var vigtig. Muligvis har de også fungeret som markører for ejerskab af den dyrebare landbrugsjord, som de blev anlagt på. Begravelsesformen i hellekisterne minder stærkt om begravelsesformen i de gamle dysser og jættestuer, og det er næppe et tilfælde at hellekisterne vandt indpas i et område, hvor genbegravelser i de gamle gravmonumenter stadig var vidt udbredt: den nye hellekistetradition resonerede med den eksisterende gravskik. Muligvis blev hellekisterne bygget i de områder, hvor der ikke var tilgængelige, stenbyggede gravkamre fra tidligere perioder.
En lille håndfuld gravlæggelser fra dolktiden kan identificeres som brandgrave. Et eksempel er en grav fra Stenildgård nær Aars, hvor man har udgravet rester af flere kremerede voksne samt mindst ét barn i en grube, hvori selve kremeringen også synes at være foregået. Et andet eksempel er en brandgraven fra Solbakkegård ved Esbjerg, hvor begrænsede mængde trækul blandt gravgaver og knogler fra et cirka tolvårige individ tyder på, at ligbrændingen har fundet sted uden for graven. I andre tilfælde ses mere sammensatte forløb, som i en gravhøj ved Østerhoved på Sydvestsjælland, hvor et bål tilsyneladende blev anlagt oven på en jordfæstegrav, hvorved liget kun blev delvist brændt. De få kendte grave fra dolktiden, hvori ligbrænding har indgået synes således ikke at være udtryk for en ensartet gravskik, men snarere som tegn på, at ild i nogle tilfælde indgik som et led i forskellige former for begravelsesritualer. Hvis dolktids brandgrave er anlagt i de ældre stenbyggede gravkamre, kan de være vanskelige at datere, da både knogler og gravgaver ofte er blandet med andre perioders grave i kammeret. Det samme gælder brandgrave uden gravgaver, som ikke kan tidsfæstes uden brug af naturvidenskabelige dateringsmetoder. Dermed kan ligbrænding har været mere udbredt i dolktid, end fundbilledet i dag giver indtryk af.
Selvom der er elementer, der går på tværs af de forskellige gravtyper, først og fremmest, at den fladehuggede flintdolk er en almindelige gravgave, afspejler mangfoldigheden i dolktidens gravskik regionale, kulturelle forskelle, med rødder i forudgående perioder. Først i den sidste del af dolktiden blev begravelser i hellekister den mest udbredte gravskik i Østdanmark; igen baseret på antallet af dolke i gravene. Men eftersom hellekisterne, ligesom de gamle storstensgrave, er fællesgrave, kan man argumentere for, at det gamle skel mellem enkeltgrave i vest og kollektivgrave i øst består gennem dolktiden. Dermed er det rimeligt at antage, at der i dolktiden på overordnet niveau udvikledes en særegen vestdansk kultur med rødder i den jyske enkeltgravskultur og en østdansk kultur, der byggede videre på elementer fra den sene tragtbægerkultur. Dog blev områderne også påvirket udefra, hvad fladmarksgravene og hellekisterne er eksempler på.
Gravene afspejler udover det kulturelle tilhørsforhold, dolktidens forestillinger om efterlivet. Dermed er gravene også de stærkeste vidnesbyrd om periodens religiøse forestillingsverdener, som man kun har en meget ringe indsigt i.
De tynde, lette flintpilespidser, som blev anvendt i bondestenalderens slutning, forbedrede pilenes balance og gennemslagskraft. Der fandtes mange forskellige former, trekantede, lancetformede og hjerteformede. Som regel var de forsynet med modhager, der satte sig fast i offerets kød, og søgte man at trække pilen ud, knækkede den let inde i kroppen.
Klokkebægerkeramik fundet på bopladsen Myrhøj i Vesthimmerland.
En stor del af dolktidens redskaber er fladehuggede, dvs. at hele overfladen er formet ved hjælp af små afslag. Man brugte en blød hammer af eksempelvis tak eller hårdt træ som muliggjorde afspaltning af flade, brede stykker flint. På den måde kun man fremstille tynde, tosidede redskaber og våben. Selvom den bløde slagteknik allerede blev brugt i den tidlige del af bondestenalderen, var det først i dolktiden og den efterfølgende bronzealder, at den fladehuggede flint nåede sit håndværksmæssige højdepunkt. Hindsgavldolken er et velkendt eksempel på dolktidens raffinerede fladhugningsteknik, og de fladehuggede dolke er fundet i tusindvis. Men også pilespidser, spydspidser, de såkaldte skeskrabere og segle blev formet med fladehugning.
Dolktidens keramik er generelt temmelig grov med skødesløst udført streg- og såkaldt pigtrådsornmaentik. Typisk er karrenes fod afsat, og der er ofte en eller to vulster ved mundingen. En undtagelse herfra er klokkebægerkeramikken, som fandtes i hovedparten af Jylland, men blev særlig udbredt i Limfjordsområdet. Disse kar er udført med ornamentik og formgivning karakteristisk for den vesteuropæiske klokkebægerkultur. Fra dolktiden kendes også sikar, som muligvis skal sættes i forbindelse med fremstilling af ost.
Man ved stort set intet om dolktidens klædedragt. Men fund af vævevægte og dragtnåle viser, at man gik i vævet tøj. Det er omdiskuteret om dette var fremstillet af plantefibre eller fåreuld. Skiferhængesmykker blev båret i hele Sydskandinavien. I modsætning til den forudgående periode er ravperler sjældne, men kendes sporadisk fra hele Denmark. Også dyretænder blev båret, måske som en del af udsmykningen af klædedragten. Fx er perler lavet af tænder fra mindst 15 hunde fundet i en hellekiste ved Græse i Nordøstsjælland.
Det største offerfund af metalsager fra bondestenalderens slutning fundet i Gallemosen nordøst for Randers. Fundet rummede en blanding af fremmede og hjemligt fremstillede metalgenstande, først og fremmest økser men også tre tunge, mærkeligt formede stænger, muligvis beslag til åget fra et forspand til en vogn.
Selvom dolktiden af de fleste regnes som en del af stenalderen, begyndte metaller at vinde indpas igennem perioden. Dermed kan den sene dolktid ses som en optakt til bronzealderen, hvor bronzen blev langt mere udbredt. Men allerede længe før dolktiden, i perioden omkring 3300 fvt. kom de første redskaber, smykker og våben af kobber til Danmark. Herefter fulgte en næsten årtusind lang pause, indtil metalimporten atter tog fart i dolktiden. Her vandt både guld, kobber og især bronze indpas, og et sydskandinavisk metalhåndværk blev grundlagt. Idet hverken kobber eller tin, som er bronzens to bestanddele, findes naturligt i Sydskandinavien, måtte metallerne importeres fra Vest- og Centraleuropa. Dolktidens bronzegenstandene består hovedsageligt af arbejdsøkser, men også dolke og smykker forekommer. At disse tidlige bronzegenstande primært består af arbejdsøkser, vidner om at bronzeimporten indledningsvist primært havde praktisk betydning. Det er først i slutningen af dolktid at metal bliver mere almindeligt udbredt, dog stadig i så begrænset omfang, at det importerede metal må have være forbeholdt en relativt snæver gruppe mennesker i det sene stenaldersamfund.
Dolktidens gryende metalimport kædes ofte sammen med en tiltagende social lagdeling. Antagelig blev metalimporten og den videre distribution varetaget af en bondeelite, som formåede at mobilisere det overskud der skulle til for at vedligeholde forbindelserne til de metalproducerende samfund mod syd. Gravene, som i den arkæologiske forskning traditionelt bruges til at undersøge sociale forhold i forhistoriske samfund, afspejler igennem dolktid imidlertid ikke tydelige sociale forskelle. Tværtimod synes gravlæggelserne relativt ensartede når det kommer til gravgaver. I den sene dolktid afspejles det sociale hierarki tydeligst i forskelle i husstørrelser, idet nogle bøndergårde var op til tre gange større end periodens typiske gårde. Lignende kæmpe-huse er udgravet i den central- og Nordeuropæiske Aunjetitz-kulturs kerneområder, hvorfra en stor del af den bronze, der nåede Sydskandinavien stammede. Formentlig opstod det monumentale husbyggeri herhjemme fordi den sydskandinaviske bondeelite i forbindelse med rejser mod syd havde set, hvordan denne centraleuropæiske bronzealderelite iscenesatte sig selv med skinnende metaller og monumentale huse. Kontakter fra Sydskandinavien til den centraleuropæiske elite er ligeledes afspejlet i de exceptionelle, importerede bronzegenstande i Gallemose- og Skeldal-depotfundene. Dolktidens store huse må ses som en forløber for det monumentale husbyggeri, som er en del af den ældre bronzealders elitemiljø.
25 flintdolke samt et stort antal flintredskaber og -afslag importeret fra Danmark, fundet ved Hauske på Karmøen i Vestnorge.
Hvor efterspørgslen på bronze åbnede Sydskandinavien op mod de tidlige bronzealderkulturer i Central- og Vesteuropa, bandt flinthandel fortsat kontaktnetværkerne sammen i Skandinavien. Fra de flintrige egne i Nordjylland blev mængder af fladehuggede flintgenstande eksporteret til Sydnorge og Vestsverige. Det var især flintdolke, der blev eksporteret, fx afspejlet i Hauske-fundet på Karmøya i Rogaland i Vestnorge, men også de halvmåneformede flintsegle blev massefremstillet og eksporteret. Det ses fx i et depot med 32 næsten ens segle fundet i det Urstadmyren i det sydøstlige Norge; begge fund hundredvis af kilometer fra den nærmeste primære flintforekomst og i øvrigt adskilt fra Danmark af Skagerrak og Nordsøen. Gilbjerg Hoved-depotet, som er dolktidens største depotfund, er fundet i Nordsjælland fjernt fra de nordjyske eller sydsjællandske flintminer, hvorfra råmaterialet stammede. Tæt på flintminerne findes også store depoter, fx ved Agersted Bakker ved Voer i Nordøstjylland, som indeholder 46 seriefremstillede dolke af den lancetformede type IB. Selvom der ikke er bevarede både eller skibe fra perioden, viser den direkte kontakt over havet og spredningen af fladehuggede flintgenstande op langs den norske vestkyst, at man må have haft fartøjer, som var sødygtige nok til at sikre at flint og mennesker kom sikkert over det åbne hav.
Sammenfattende kan man sige at dolktiden blev den periode, hvor man gik fra den kulturelle diversitet som kendetegnede den forudgående periode, til den mere homogene kultur, som blev fremherskende i bronzealderen. Samtidig blev mange af de elementer, der kendetegner bronzealderen etableret i dolktiden. Det gælder mest tydeligt metalhåndværk, vævet tøj, kontakten til bronzealderkulturerne mod syd og skibsteknologi, der gjorde et vidtstrakt kontaktnetværk mulig, men også det effektive landbrug, som blev forudsætningen for den rigdom og overskud, der er afspejlet i bronzealderens højbyggeri og rige grave, blev etableret i dolktiden. Således var det også i dolktiden, at kimen til bronzealderens hierarkiske samfund blev lagt.
Skolernes ferie begynder. Idéen om ferie vandt først for alvor indpas i slutningen af 1800-tallet, da industrialiseringen betød, at livet blev inddelt i arbejde og fritid.
De seneste 40 år er antallet af danskere med halskræft mere end syvdoblet. 70 procent af de nye tilfælde skyldes virusset HPV. HPV er en gruppe virus, der forårsager en række sygdomme – både alvorlige og harmløse.
Studenterhuerne dukker nu op i gadebilledet. Studenterhuen stammer oprindeligt fra Tyskland, hvor studenter på universitetet bar en særlig kasket.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.