lied

Den klaverledsagede lied optræder i 1700-tallet hos bl.a. J.A.P. Schulz (ophavsmand til den danske romance, hvis sange kendetegnes ved stor overensstemmelse mellem det musikalske udtryk og digtets indhold.

Med J.F. Reichardt begyndte liedens storhedstid, ikke mindst fordi tidens betydeligste digtere, Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller, med deres stærke digtersprog blev de store inspiratorer.

Bl.a. ud fra deres digtning skrev Joseph Haydn, Ludwig van Beethoven og Wolfgang Amadeus Mozart lieder, som dog kun udgør en mindre del af deres samlede værk. 1800-tallet blev det store liedårhundrede med Franz Schubert, Robert Schumann, Johannes Brahms og Hugo Wolf som de vigtigste bidragydere.

Båret frem af tidens førende digtere, først og fremmest Heinrich Heine, skabte de et univers, der strakte sig fra middelalderens enkle strofeform over den varierede til den gennemkomponerede form, hvor hver strofe behandles musikalsk individuelt.

Klaverledsagelsen fik efterhånden mere selvstændig betydning, en tendens, der fortsatte i den orkesterledsagede lied hos bl.a. Richard Wagner, Gustav Mahler og Richard Strauss.

Her er menneskestemmen i højere grad tænkt som en del af en større musikalsk sammenhæng. Væsentlige liedkomponister fra 1900-tallet er Arnold Schönberg, Alban Berg og Paul Hindemith.

I Danmark bruges betegnelsen romance frem for Lied. Fra slutningen af 1700-tallet nævnes "den danske romance" som et eksempel på en genre, der kan udtrykke nationalfølelse i ord og toner. C.E.F. Weyse og Friedrich Kuhlau udviklede genren og brugte den i deres musikdramatik.

Peter Heise er nok den mest betydningsfulde danske vokalkomponist i sin generation. Hans arbejde omfattede både en udvikling inden for den strofiske kunstsang i dansk tradition og kompositioner, der gik ud over det strofiske mønster, herunder dramatiske scener og cykliske forløb med et klaverakkompagnement, som f.eks. Dyvekes Sange. Også i operaen Drot og Marsk er der deciderede romancer, fx Aases sange.

P.E. Lange-Müller opnåede stor anerkendelse på solosangens område, hvilket blandt andet skyldtes hans "romantik-folkelige tone". Hans sange, såsom Naar Dagen er træt og Lille røde Rønnebær, var melodiøse og lettilgængelige og bidrog til nationalfølelsen.

J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade bidrog også til romancens udvikling og popularitet i 1800-tallet. Gades Elverskud (med tekst af C.K.F. Molbech) er et eksempel på en mere kantateagtig ballade – med romancer eller romanceagtige solosatser – for stor besætning, der blev udviklet i 1800-tallet.

Carl Nielsen skrev en række solosange i romancestil, før han fandt frem til den særlige folkelige, enklere sangstil, som præger Højskolesangbogen. Et eksempel er balladen Irmelin Rose. Romancestilen præger også solosange i Fynsk Foraar – og højskolesange som Underlige aftenlufte og Vi sletternes sønner.

En række kvindelige komponister bidrog til Liedens eller romancens udvikling i 1800-tallet, bl.a. Emma Hartmann, som udgav sine romancer under pseudonymet Frederik Palmer, Tekla Griebl Wandall og Nancy Dalberg.

• Tysklands klassiske musik
• Danmark – musik – 1700- og 1800-tallet
• Danmark – musik – 1900-tallet