Image
Et eksempel på en smittekilde er en forkølet person. Smitstoffet er her en forkølelsesvirus, og smittemåden er dråbesmitte.
Smittekæden
Af /Created with Biorender.com.

En smittekilde er det sted, hvor en mikroorganisme, fx en bakterie eller virus, sidst har formet sig, dvs. er øget i antal, før den forårsager en infektion. De mest almindelige smittekilder er mennesker, dyr og fødevarer, og derudover kan smitten kan også stamme fra naturen, fx fra vand eller jord, eller fra en persons egen flora af mikroorganismer (mikrobiom) i svælget eller tarmen. Viden om smittekilde og smittekædens dele er vigtige for at forstå, hvordan smitte opstår og spredes, og dermed hvordan kan den lettere kan brydes.

Mennesker som smittekilde

Smittekilden er oftest levende væsener. Normalt er det personer med akut eller kronisk infektionssygdom, med eller uden tegn på sygdom. Nogle infektionssygdomme er smitsomme fra det tidspunkt, hvor personen smittes, og indtil der opstår symptomer eller tegn på sygdom. Dette kaldes inkubationstiden. Hvis man har en infektion med en sygdomsfremkaldende (patogen) mikroorganisme, uden at man bliver syg, kaldes man smittebærer. I inkubationstiden eller som smittebærer er man i mange tilfælde ikke klar over, at man kan smitte.

Direkte og indirekte smitte

Smittestoffet kan komme fra blandt andet næse-svælgrummet, afføring, blod, sekret fra sår eller sæd. Når smittestoffet overføres ved fysisk kontakt mellem smittekilden og den, der bliver smittet, kaldes det direkte kontaktsmitte. Når smittestoffet overføres via mellemled, som genstande, kontaktflader eller hænder, kaldes det indirekte kontaktsmitte.

Endogen smitte

Hvis mennesket er sin egen smittekilder kaldes smitten endogen smitte. Mennesket kan være sin egen smittekilden pga. personens egen flora af mikroorganismer, dvs. vores mikrobiom. Dette er almindeligt ved for eksempel urinvejsinfektioner. Også svælgets mikrobiom er en hyppig smittekilde for infektioner i lunger, bihuler og mellemøret. Endogen smitte er et særligt problem hos visse patienter med dårligt immunforsvar.

Dyr og fødevarer som smittekilde

Image
Eksempel på et dyr som smittekilde. Toxoplasmose, der også kaldes haresyge, er forårsaget af en parasit, som udskilles med kattes afføring. Mennesker eller andre dyr kan så indtage disse via forurenet jord eller vand. Dyr kan også være mellemværter, hvis en person spiser ikke-gennemstegt kød fra et smittet dyr.
Cyklus for Toxoplasma Gondii
Af /Created with BioRender.com.

Dyr og produkter fra dyr kan være smittekilder for en række infektioner. En del af disse infektioner overføres til mennesker med vektorer, som for eksempel myg eller flåter. Sygdomme, der kan smitte fra dyr til mennesker, kaldes zoonoser. Eksempler på zoonoser er hundegalskab (rabies), harepest (tularæmi) og haresyge (toxoplasmose).

Fødevarer

Mad og drikke, der er forurenet med patogene mikroorganismer, kan være smittekilde og forårsage såkaldt fødevarebåren sygdom. Dette gælder mad fra dyr, som æg, kød og mejeriprodukter, eller fra bær, frugt og grøntsager, der er kontamineret af patogene mikroorganismer fra for eksempel gødning. Hvis der opstår sygdomsudbrud efter, at flere har indtaget de samme fødevarer, øger det sandsynligheden for, at dette kan være smittekilden.

Drikkevand

Drikkevand forurenet med patogene mikrober forårsager udbrud af en række sygdomme som dysenteri, kolera og hepatitis. I Danmark er der årligt udbrud af infektionssygdom med drikkevand som smittekilde, hvor rapporterede smittestoffer de seneste år blandt andet inkluderer Campylobacter, norovirus og F. tularensis. Vandbårne sygdomsudbrud er et alvorligt sundhedsproblem, der på verdensplan forårsager over to millioner dødsfald årligt.

Smittekilder i natur og miljø

Nogle smittestoffer stammer fra naturen. I træer kan man for eksempel finde svampen Cryptococcus gatti, som kan føre til sygdommen kryptokokkose. Bakterien Clostridium tetani, der forårsager stivkrampe, kan findes i jord. Amøben Naegleria fowleri kan findes i ferskvand og kan inficere mennesker, der bader. Bakterien Legionella er udbredt i naturen, og fører sjældent til sygdom, men kan gøre det, hvis den etablerer sig og vokser i rørsystemer med tempereret vand, og hvis man indånder aerosoler med Legionella, kan man blive syg. Pseudomonas aeruginosa er en bakterie, der kan føre til sygdom, især hos personer med svækket immunsystem. Denne bakterie kan findes i jord, vandkilder og på fugtige overflader og er en relativt almindelig årsag til sygehusinfektioner.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig