Energi 2000 var en handlingsplan for den danske energisektor med henblik på at sikre en miljømæssigt bæredygtig udvikling. Planen blev fremlagt i 1990 som den danske regerings opfølgning af anbefalingerne i Brundtlandrapporten. Det overordnede mål i handlingsplanen var i år 2005 at have reduceret den danske energisektors udledning af kuldioxid (CO2) med 20% i forhold til niveauet i 1988. Samtidig skulle udledningen af kvælstof og svovl reduceres.

Handlingsplanen indeholdt fire områder for indsats.

  • Besparelser i energiforbruget søgtes opnået gennem energiafgifter, konsulentordninger og tilskud til besparelser samt skrappere krav til energiforbruget i nye bygninger mv.
  • Effektiviseringer i forsyningssystemet søgtes opnået gennem tilslutning af flere forbrugere til naturgas og fjernvarme, etablering af flere kraftvarmeværker samt øget anvendelse af naturgas i el- og varmeproduktionen.
  • Øget anvendelse af renere energikilder søgtes opnået gennem øget brug af fx biobrændsler som halm og træ i fjernvarmeværker, øget udbygning med vindmøller samt et udviklingsprogram for solvarme.
  • Endelig indgik øget forskning og udvikling med henblik på at udvikle ny teknologi, der kunne øge energieffektiviteten og lette anvendelsen af renere brændsler og vedvarende energikilder.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig