Gustav 2. Adolf

Gustav Adolf tilhørte slægten Vasa. Han var søn af Karl 9. og dennes dronning Kristina og barnebarn af Gustav 1. Vasa. Johan 3. var hans farbror og Sigismund 3. Vasa hans fætter.

I 1620 blev Gustav Adolf gift med Maria Eleonora af Brandenburg. Deres datter Kristina fulgte ham på tronen.

I maj 1602 blev Johan Skytte hans lærer. Skytte tjente Gustav Adolf også senere i livet som højtstående, dygtig embedsmand.

Da Gustav Adolf besteg tronen efter Karls død den 30. oktober 1611, var Sverige i krig med Danmark og havde siden 1609 været i krig med Rusland. Samtidig krævede den polske Vasa-slægt sin ret til den svenske trone.

I 1613 sluttedes fred med Danmark, mens krigen med Rusland fortsatte indtil 1617, da Sverige med Freden i Stolbova fik Kexholms Len og Ingermanland. Gustav Adolf styrkede tillige sin position gennem indskrænkninger af adelens magt; især samarbejdet med rigsrådets førstemand, rigskansler Axel Oxenstierna, bidrog til kongens succes. Hans stædighed og nøgterne dømmekraft virkede som modvægt til kongens utålmodighed og idérigdom, der til tider kunne lede til fejlgreb.

Gustav Adolfs regeringstid blev præget af en ambitiøs udenrigspolitik, der byggede på en gennemgribende modernisering af hele det svenske styre. Stænderrigsdagen fik en fast ordning i 1617, og i 1626 indførtes en organisering af adelen, den såkaldte riddarhusordning. Rigsrådets rolle ændrede sig i retning af et forvaltningsorgan, og ved indførelse af kollegiestyre blev bureaukratiet effektiviseret.

Lokaladministrationen forbedredes, og embeder som lenshøvding og landshøvding blev indført. Retsvæsenet moderniseredes med indførelse af hovrätter, der omtrent svarer til de danske landsretter; den første, Svea hovrätt, oprettedes i Stockholm i 1614, efterfulgt af Åbo hovrätt i 1623 (i Turku for Finland) og Dorpats hovrätt i 1630 (i Tartu for de svenske Østersøprovinser). Finans- og skattepolitikken reformeredes med indførelse af et budget og omfordeling af skatterne til fordel for de lavere stænder; den stadige krigsførelse betød dog, at skattetrykket forblev højt.

På uddannelsesområdet skete der forbedringer i form af oprettelse af gymnasier, udbygning af universitetet i Uppsala samt anlæggelse af et nyt i Tartu for Østersøprovinserne. Krongods blev frasolgt, og der anlagdes nye byer, fx Göteborg i 1619. Gustav Adolf førte desuden en aktiv merkantilistisk erhvervspolitik med støtte til handel og fabrikation, især jern- og våbenindustri.

Gustav Adolfs hollandskinspirerede militærreformer dannede skole i Europa. Hæren fik en ny inddeling og bevæbning, der gjorde det muligt at besejre stærke fjender med en hær, som overvejende bestod af bønderkarle. Også flåden moderniseredes.

Foruden krigene med Danmark og Rusland førte Gustav Adolf krig mod Polen i årene 1621-1622 og 1625-1629 samt som led i Trediveårskrigen mod den tyske kejser fra 1630. Det krævede store menneskelige og økonomiske resurser at holde militærapparatet i gang; ud over skatteopkrævning og udskrivning af mandskab i Sverige tilførtes midler fra de lande ved Østersøen og i Tyskland, der kom under svensk kontrol.

Gustav Adolfs krigeriske udenrigspolitik kulminerede med hans indgriben i Trediveårskrigen. Han var i stand til at samle bred støtte i Sverige til krigen ved at henvise til den katolske trussel efter Christian 4.s nederlag i 1626 i Slaget ved Lutter am Barenberg. En alliance med (det katolske) Frankrig mod den tysk-romerske kejser betød, at Gustav Adolf blev den førende protestantiske leder i Europa.

En stor sejr i 1631 i Slaget ved Breitenfeld banede vej for svensk ekspansion helt til Rhinlandet og Bayern, hvilket ændrede den europæiske magtbalance. Efter forgæves storm på Albrecht von Wallensteins befæstede lejr ved Nürnberg satte en kejserlig modoffensiv ind. Den blev dog standset med svenskernes sejr i 1632 i Slaget ved Lützen; under slaget blev Gustav Adolf dræbt.

Gustav Adolfs eftermæle har været facetteret. Han blev tidligt mytologiseret som Nordens løve, der frelste den evangeliske tro. I Sverige og Tyskland, men ikke i Danmark, kaldes han – ligesom Karl 12. – traditionelt for hjältekonung og Heldenkönig (‘heltekonge’). I nyere svensk historieskrivning er beundring for bedrifterne ofte blandet med kritik af de ofre, som måtte ydes.

• Stormagtstiden
• Sveriges historie 1523-1809
• Sveriges regenter
• Vasatiden