Faktaboks

J.P. Trap

Jens Peter Trap

Født
19. september 1810
Død
21. januar 1885
Image
J.P. Trap.
J.P. Trap.
Af .

J.P. Trap var en dansk jurist, forfatter og højt dekoreret embedsmand, kabinetssekretær 1856-84.

Baggrund

J.P. Trap blev født i Randers som ældste søn af købmand Niels Trap og hustru Karen Margrethe Trap. Han blev student fra Randers i 1828 og tog juridisk embedseksamen ved Københavns Universitet i 1833, hvorefter han i 1834 blev ansat som kancellist i kongens kabinetssekretariat. Her avancerede han op igennem hierarkiet og blev efter 22 år i 1856 udnævnt til den øverste post som kabinetssekretær, en stilling, han beholdt, til han søgte sin afsked 27 år senere i februar 1884 – efter næsten 50 års tjeneste under fire konger.

Hans erindringer blev på grund af det stærkt personlige indhold om kongehusets forhold (bl.a. om grevinde Danner) først udgivet 1966-1967. Selvbiografien blev da udgivet med titlen Fra fire kongers tidGads Forlag i 3 bind af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Harald Jørgensen med omfattende kommentarer og et fyldigt navneregister.

Trap Danmark

I 1840’erne ledsagede han Christian 8. og dronning Caroline Amalie på deres rejser rundt i landet, hvilket lagde grunden til J.P. Traps topografiske forfatterskab. Rejserne intensiveredes under Frederik 7., som han også ledsagede under dennes arkæologiske ekspeditioner.

Arbejdet som udgiver af Hof- og Statskalenderen (fra 1841) inspirerede ham også til at udgive en egentlig Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, 1-5 (1858-60), efterfulgt af en tilsvarende beskrivelse af hertugdømmet Slesvig (Statistisk-topographisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig, 1-2, 1861-64). Teksten byggede i vidt omfang på Traps personlige kendskab til landet, erhvervet gennem de talrige tjenesterejser. Teksterne var pålidelige og systematiske og dertil illustreret med smukke litografier. Med senere udgaver (6. udgave i 36 bind, 2015-2022, og digitalt på Lex) har Trap Danmark, som værket normalt kaldes, været anerkendt som landets autoritative topografiske beskrivelse.

Trap var også uden for sit eget arbejdsfelt en resolut og aktiv samfundsborger; ved Frederiksborg Slots brand i 1859 organiserede han således redningen af ca. 300 malerier. Også inden for blinde- og døvstummesagen gjorde han en indsats, og han var i 1876 medstifter af Geografisk Selskab.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig