refusion

Refusion udgør en bestemt andel – dvs. en vis procent – af en kommunes udgifter på et givet område og benævnes derfor også jævnligt procentrefusion.

Der findes flere forskellige typer af statslige overførelser, som kan rangeres under to hovedkategorier: generelle tilskud og øremærkede tilskud. Refusionerne hører til de øremærkede tilskud.

Refusionerne er øremærkede i den forstand, at der så at sige er sat adresse på overførslen. Refusionen udløses kun, hvis der afholdes udgifter på et vist område. Andre øremærkedes tilskud kan være aktivitetsbestemte tilskud ydet efter ansøgning eller dokumentation af en aktivitet, men disse vil snarere benævnes særlige tilskud eller ansøgningstilskud.

Med refusionernes særlige udformning er der især tre formål, som kan fremhæves:

• For det første er de slet og ret et redskab til at overføre midler (købekraft) fra staten til kommunerne. Det aflaster kommunerne fra at opkræve midlerne i skat eller undlade at afholde udgifterne.
• For det andet medvirker refusionerne til at udjævne de økonomiske byrder mellem kommunerne, idet refusionerne så at sige følger med op, hvis udgifterne i kommunen øges. Udligning kan altså være et selvstændigt formål med refusioner.
• For det tredje kan refusionerne medvirke til at tilskynde kommunerne til flere udgiftskrævende aktiviteter, end de ville havde optaget sig uden refusion. Det skyldes, at refusionen set fra kommunen gør ydelserne billigere, når staten påtager sig en del af udgiftsansvaret.

Det sidstnævnte kan dog også ses som en ulempe, idet refusionerne herved kan virke udgiftsdrivende, fordi kommunerne netop kan forlade sig på, at staten afholder en del af udgiften. Det kan også formuleres på den måde, at kommunerne forledes til ikke at reagere på de sande, dvs. de fulde, udgifter, men alene en mindre del af disse udgifter. Den ekstra aktivitet kan være et bevidst formål med refusionen set fra statens side, men kan også være en utilsigtet bivirkning.

Tidligere blev en stor del af de kommunale udgifter finansieret ved statslige refusioner. Siden 1970'erne er de fleste refusionsordninger dog helt eller delvist omlagt til generelle tilskud, som udbetales efter faste eller objektive kriterier og er uafhængige af omfanget af aktiviteten eller evt. finansiering via kommuneskatten. Det kan tages som udtryk for, at ulemperne ved refusioner er kommet mere i søgelyset gennem årene end formålet med dem, især efter velfærdssamfundets opbygning gennem 1970'erne og 1980'erne.

Refusioner er således stort set afskaffet på serviceområderne (skole, dagpasning, ældrepleje, hjemmehjælp, veje m.m.) på nær en refusionsordning for særligt dyre enkeltsager på det sociale område.

På de områder, hvor kommunen udbetaler kontante beløb til borgerne, dvs. sociale overførsler, findes der stadig et udbredt system af refusioner fra staten til kommunerne, om end refusionssatsen oftest er væsentligt lavere end 100 % (fuld refusion).

For bl.a. folkepension, børnetilskud og barselsdagpenge er den statslige refusionsprocent dog netop 100, altså fuld refusion. Det kan ses på baggrund af, at kommunernes her ikke har egentlige handlemuligheder, men blot må udbetale efter reglerne. Kommunerne skal også udbetale efter reglerne, når det gælder andre sociale ydelser på arbejdsmarkedsområder, bl.a. kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension og fleksløntilskud. Her er refusionsprocenten efter en reform pr. 1. januar 2016 varierende med fire satser, 80, 40 30 og 20, hvor den højeste refusionsprocent gælder for de ydelser, der alene samlet set er ydet i en kortere periode. Her antages kommunerne således at have visse påvirkningsmuligheder af ydelsesperiodens længde via aktivering, hjælp til uddannelse og sociale ydelser i det hele taget. For de kommunale udgifter til boligstøtte, dvs. boligsikring og boligydelse, er refusionsprocenten 40 eller 75 %.

• kommunaløkonomi
• kommunestyre