Image
Der er anlagt 3 porte - 1 som kameraport og 2 som arbejdsporte
Af /Cancer Research UK.
Licens: CC BY SA 4.0

Torakoskopi er kikkertoperation i brystkassen. Undersøgelsen foregår ved at føre en kikkert ind mellem to ribben.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er sammensat af thorako- 'brystkasse' og græsk skopein ‘se’
Også kendt som
pleuroskopi, kikkertkirurgi eller minimalt invasiv kirurgi. På engelsk betegnes det Video-Assisted Thoracoscopic Surgery, forkortet VATS.

Frekvens

Der udføres ca. 4000–5000 torakoskopier i Danmark om året. Antallet er steget ganske betydeligt igennem de senere år.

I Danmark bliver ca. 85 % af operationer for lungekræft gennemført som en kikkertoperation.

Årsager

Ved hjælp af torakoskopi er det bl.a. muligt at tage vævsprøver (biopsier) af lungehinden (pleura), at behandle en punkteret lunge (pneumothorax), fjerne blodansamlinger og infektion samt foretage kræftoperationer.

Udførelse

Kikkerten er et rørformet instrument med indbygget lys og kamera på spidsen. Billedet fra brystkassen overføres til en videoskærm som et 2D- eller 3D-billede. Det kan også være muligt at få billedet op på VR-briller, som kirurgen og det øvrige personale bærer under operationen.

Ved kikkertoperationer kan der anlægges flere adgange ind i patientens brystkasse, så der udover kikkerten, kan indføres andre instrumenter ind i brystkassen. Der kan være en enkel åbning, hvilket kaldes uniportal kirurgi, hvor kikkert og instrumenterne indføres igennem samme åbning, men der kan også anlægges flere adgange. En kikkertoperation kan også gennemføres som en robot-assisteret operation.

Fordele ved torakoskopi

Der er flere fordele ved en torakoskopi fremfor en åben operation (torakotomi). Den største fordel ved en kikkertoperation er, at operationsformen giver færre smerter efter en operation, og dermed kan personen mobiliseres og udskrives tidligere end ved en åben operation.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig