violin

Violinen blev udviklet 1500-tallet ud fra middelalderens strygeinstrumenter fidel, rebec og lira da braccio, som alle blev støttet mod armen. Violinen opstod i de norditalienske byer Cremona og Brescia; man regner violinbyggeren Andrea Amati (ca. 1505-77) fra Cremona som skaberen af violinen i sin nuværende form, der ikke har ændret sig meget siden omkring 1550.

Dækket på violinens ca. 35 cm lange hule krop er sædvanligvis fremstillet af grantræ, mens bund og sider oftest er af ahorn; langs yderkanten er dækket ofte forsynet med dekorative indlæg, fx af ibenholt, og det har to f-formede lydhuller.

Halsen med gribebrættet er øverst forsynet med sneglen, der afslutter skruekassen med stemmeskruerne. På dækket sidder stolen, der bærer strengene, og nederst strengeholderen, fastgjort til violinens underste side med saddelknappen. Gribebræt, strengeholder og andre dele af violinen er fremstillet af hårdt træ, fx ibenholt.

Under stolens højre fod sidder inde i violinen den lille stemmestok, der forplanter lydsvingninger mellem stol, dække og bund. Desuden har indersiden af dækket en lang pålimet træstav, en såkaldt basbjælke. Uden stemmestok og basbjælke ville violinens klang være mat og uden resonans.

Gennem 1600- og 1700-tallet udviklede violinbyggerkunsten sig i Norditalien med navne som fx Guarneri, Stradivari og Guadagnini; i de tysksprogede lande blev der også bygget fine violiner med inspiration fra Norditalien, og blandt andre østrigeren Jakob Stainer regnes blandt de vigtigste violinbyggere.

Efterhånden opstod også en industriel violinproduktion, især i Tyskland og Frankrig. Man byggede nye violiner efter de gamle mestres modeller og forsynede dem med en seddel med modellens oprindelige byggernavn; der eksisterer derfor talrige kopier af denne type – men også instrumenter, som er forfalskninger, for der var og er mange penge i de gamle mestervioliner.

Omkring 1800 blev den typiske violinmodel ændret på grund af de stigende krav til klangfylde og volumen; halsen blev skrå, gribebræt og basbjælke længere, strengene af tarm blev skiftet ud med strenge af stål og overspundne strenge, og dermed kunne instrumentet tåle større strengespænding og opnå en mere brillant klang. Mange af de ældre mestervioliner er også blevet ombygget til denne type.

Violinen har siden 1600 spillet en vigtig rolle som både solo- og ensembleinstrument, og der er skrevet talrige violinkoncerter og -sonater for instrumentet. Violinen indtager en vigtig plads i symfoniorkestret, i strygekvartetten og i folkemusikken, og den optræder også i jazzmusikken.

• bratsch
• cello
• kontrabas